Med regnen kommer hippierne frem fra deres gemmer: Før så vi ingen i det ellers går for at være et hippiesamfund, nu kommer der som det naturligste i verden langhårede, langskæggede mænd ind i restauranten på bryggeriet og kindkysser den gråhårede, noget omtågede bartender; de masser sig forbi os på konditoriet for at få deres kaffe- og croissantfix; i kassen ved supermarkedet kommer én rullende op bag mig med en blond toårig siddende i barnesædet i indkøbsvognen. Jeg har fyldt min vogn med linser, kikærter, fuldkornsbrød og frugt; hans er fyldt med cola, mateurter og flødekarameller: Vi er langt nok ude på landet til at man ikke nødvendigvis køber hele livsstilen, bare fordi man er hippie, man kan osse bare gro sit hår og sit skæg, ryge noget pot udenfor campingvognen, få en flok blonde børn der kan løbe nøgne og brune rundt mellem blomsterne. Snitte noget køkkentøj i træ og sælge det på markedet, ta sæsonarbejde som remischauffør, gå til et rave engang imellem og prøve at synes det er fedt. Det lyder væsentligt mere tiltalende end jeg reelt tror det ville være for i hvert fald mig, men i det mindste hilser jeg på ham igen udenfor supermarkedet, hvor han sætter sit barn op i barnesædet bag på cyklen og triller bort ad en jordvej mod campingpladsen.
Det er nemlig osse den måde Argentina fucker med en på: Første gang vi kom hertil var vi fuldstændig blæst væk af at se folk der cyklede, så så vi mænd med småbørn i bæreseler og gav pokker i det.
På den 15. dag smager jeg endelig mate, og det er bittert og helt vildt urtet, faktisk ikke særlig lækkert, men ikke noget jeg ikke sagtens ku forestille mig at blive forfalden til at sidde og søbe i. Det er en flok porteños vi møder på toppen af Cerro Amigo der tilbyder os det, mens vi sidder og glor pligtskyldigt ud over dalen og kan høre trafikken nede fra byen. De snakker om matekulturen, om hvordan argentinere i udlandet køber mateurter til helt afsindigt opskruede priser og rationerer det i bøtter med afmærkning af hvor meget de må bruge om dagen, og om hvordan udlændinge der skal prøve mate altid som det første tar fat i sugerøret, selvom det af en eller anden grund er en dødssynd. Jeg funderer over om argentinere mon
a) selv er klar hvor ekstremt argentinske de fremstår og/eller
b) har selvironi
og ærgrer mig over at jeg ikke har en lommelærke med snaps med. Ikke at jeg har en lommelærke eller hvis jeg havde ville hælde snaps i den, snaps er sådan noget jeg kun drikker når jeg har astma, og selv der vil jeg hellere drikke rakiya: Jeg er tilstræbt nationalkulturløs. Jeg spiser ikke svin, fejrer ikke jul, følger ikke med i fodbold; jeg har svært ved komme på noget jeg ser som dansk som jeg synes er rigtig fedt. Og latinamerikanere har altid virket så patriotiske på mig, altid værnet så voldsomt om deres kultur når de bor i udlandet, og jeg bruger nogen tid på at gruble over om latinamerikanere mon generelt er mere patriotiske end europæere, om der er noget postkolonialisme der kommer i spil der, indtil min kone gør mig opmærksom på at vi jo netop mødes som latinamerikanere og europæere og derfor fokuserer på vores regionale særkende, plus vi altid selv bruger en ikke uvæsentlig del af vores ferier på at opdrive det mørkest mulige brød, allerhelst noget lavet på surdej.
Så det er min definition på danskhed: Surdejsbrød, cykelkultur, fædreorlov og kyster. Og DF's bare bryster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar