Så høj en koncentration metal-t-shirts har jeg ikke oplevet siden fredagsbaren på filosofi. Om det så er altsaxofonisten fra det skoleorkester der spiller temaet fra Den Lyserøde Panter nede på flodpromenaden og sætter alle bilalarmer i gang, har han en Maiden t-shirt på; far og søn får taget billede sammen i 'tallica og Maiden-shirts, og det er altså en søn på 15. Det er så stærkt, Chile må være verdens mest metal land.
Det er til gengæld ret lidt metal at vi forlader Valdivia samme aften som ølfestivallen begynder (og ankom 3 dage efter poesifestivallen sluttede), men vi når da at få hornorkestrene med tyrolerhatte og veteranbilsoptoget med, og der er ikke så meget at gøre ved det: Det er en meget lidt planlagt del af turen, den her afstikker til Chile, og vi har stadig ikke kunnet få fat i en guide til landet, så det har været lidt på må og få, men vi har i hvert fald kunnet konstatere at chilenerne udover at være mere metal end resten af verden osse er noget mørkere end argentinerne, fordi de ikke har haft den samme massive indvandring fra Italien, Irland og Tyskland – om end Valdivia tilsyneladende har haft en stor tysk befolkning en overgang – og der er muligvis osse flere med indianske træk her. Ellers ved vi forsvindende lidt om det land vi er i den næste halvanden uge og blir overraskede over at se i nyhederne at det er blevet vedtaget at forlænge kvinders barsel til et halvt år, forbedre forholdene for hushjælpere og sætte fartgrænserne ned, al den stund det er centrumhøjreregering med gamle pinochester der kom til magten sidste år. Eller om ikke ligefrem gamle pinochester, så nogen der alene i kraft af deres tilknytning til den fløj fortjener at blive skudt pinochesme i ridestøvlerne
Men nede ved Río Calle-Calle skider søløverne hul i det hele og skvulper op på molen, brøler lidt og slår med halen, inden de lægger sig i solen og venter på at blive fodret af turister der vil ha taget billeder sammen med dem, om det så skal koste dem en fod. Jeg er igennem de bøger jeg havde slæbt med til første del af turen – noget Kapuscinski, Chomsky, Eske Matthiesen, Tomas Espedal, Safran Foer – og går forhåbningsfuldt ind i en boghandel for at finde ud af om de har flere forfattere som Bolaño. De anbefaler mig Allende. Jeg kommer ud med en Bolaño jeg ikke havde læst og et uforløst ønske om at få slået benene væk under mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar