På forældrenes tag et stykke over midnat med et glas whisky og provinsklar stjernehimmel. Først tror jeg at jeg ser stjerneskud ud af øjenkrogen, så går det op for mig at det er flagermus. Der er myggeepidemi, de må ha en fest, flagermusene. Det har været en fugtig sommer, så der er udklækket rekordmange myg. Der er en eller anden sammenhæng der, og jeg ved ikke om det osse er noget af det samme, der er skyld i at der er så mange fluer, som der er, men det er helt vildt. Det blir sådan en sommer, der vil blive husket som Fluesommeren, så mange fluer er der. Afsindigt.
Uregelmæssige, bløde dump lyder nede fra stuen, hvor min far i en time nu har vandret rundt med et viskestykke og kæmpet sin personlige kamp mod flueoverherredømmet. Han taber stort. Min mor kan i virkeligheden godt se at det ikke er vejen frem at prøve at slå alle fluer i hele huset ihjel, men hun kan osse se at min far ikke har i sinde at gi op uden kamp, så hun joiner ham. Dump. Dump. Dump, lyder det. Men der er ingen sejrsbrøl, for der er ingen sejr, kun et orgie i fluematerie og blod ud over hele spisestuen.
Kigger op mod stjernehimlen, tar et kulsort billede af den med telefonen, opdaterer mine forskellige sociale netværk om hvor vildt det er at sidde på det her tag lige nu. Det er et ret så Modest Mouse øjeblik, bortset fra at det er noget lykkeligere end Modest Mouse nogensinde ku tilstå sig selv at være, så det er vel nærmest Built to Spill i virkeligheden, fordi jeg opfatter dem som i hvert fald ikke så nederen som Modest Mouse, mere afklarede vel. Jeg beskriver evigheden. Milliarder af lysår foran mig, men det tætteste jeg er på tid er de 15 år der er gået, siden jeg sad her som teenager med min fars whisky og var filosofisk. Whiskyen er bedre nu, det er der så meget der er. Referencerammen er bredere, desperationen mindre, det meste nemmere. En kone og et par børn, der ligger og sover på mit gamle værelse. Et typehustag i provinsen har aldrig for alvor åbnet himlen, tror jeg, lisså lidt som for den sags skyld de færreste andre tage har det, trods den mytologiske dimension man tillægger dem. Men de er dekorative scener for noget man gerne sidenhen vil opfatte som skelsættende.
Så åbner himlen sig, og hvad – hvad – hvad forventer jeg der skal komme til mig, der på taget? Egentlig? En vision, en dyb forståelse af Nietzsche, P Funk Mothershippet, en saxsolo, en buddhistisk erkendelse, Apokalypsens fire ryttere? Jeg ved det ikke, jeg er mere uforberedt på det, end jeg nok ville ha håbet jeg ville være, når en situation som denne opstod; strengt taget ville jeg nok ha foretrukket, hvis himlen bare ku ha forblevet sort og uendelig, så jeg ku sidde og meditere over den med den sidste rest af min whisky, i stedet for pludselig at sku til at forholde mig til den og interagere med den. For jeg går naturligvis ud fra at det er mig, den åbner sig for, al den stund at det dog er mig der sidder oppe på hustaget, tanken ikke så meget som strejfer mig at der rundt om hjørnet, måske endda omme i rækkehusene, gys, ku sidde en teenager på sine forældres tag, som ville være beredt på at himlen åbnede sig for ham og gav ham en mening med det hele.
Jeg ved ikke hvem større kræfter end os selv ville foretrække at henvende sig til: En teenager med ondt i livet og verden for sine fødder eller en nogen-og-trediveårig familiefar, der mest er optaget af bare at få verden til at hænge godt nok sammen til at få det hele til at glide. Sku de ikke finde nogen kutteklædte typer, der dannede en cirkel på en kornmark eller noget? Ja altså, med mindre seføli det himlen åbner sig for ikke er så meget andet end at transmittere en virkelig formfuldendt, omend måske nok lidt 80'er-rocket, saxsolo. Det ville jeg være klar til at værdsætte, helt sikkert. Men jeg ved sgu ikke, og al den suspense går mig til hovedet, og jeg har heller ikke mere whisky i glasset, så jeg kravler ned og tar bagvejen ind i huset igen. Slipper en ny armé af fluer med ind ad døren, sådan. Der bliver ingen nattesøvn, men hvad gør det, hvis vi alligevel er fucked. Det kan jeg ikke tro vi er.
mandag den 1. august 2011
mandag den 27. juni 2011
Barbaguls sidste vikingefærd
Jeg slipper Barbagul løs.
I to uger siden karnevalet har heliumballonen hængt oppe under loftet og er blevet mere og mere slap. Den første halve dag var ungerne helt vilde med den, efter det er det eneste nogen har lagt mærke til den, når en af os er gået ind i snoren, der har hængt ned fra loftet. Så har man sagt hey, der er Barbagul for helvede, og alt efter humør hevet den ned og krammet den i 15 sekunder, inden man lod den stige til vejrs igen, eller bare irriteret flyttet den skide snor og den skide ballon, der hang for enden af den. Barbagul er aldrig rigtig blevet en del af husholdningen, kan man sige, han har lidt levet sit eget, stadigt mere slatne liv deroppe under loftet, mens vi andre har fiset rundt nede på gulvet. Jeg mener, jeg har læst to Barbapapa-bøger for børnene her til aften, uden at nogen af os skænkede det en tanke at hov, det er jo Barbagul, og han er jo osse der, hvor sjovt, lad os ta ham herned og se på ham i et halvt minut, indtil vi blir trætte af ham igen. Han har bare hængt deroppe med sit maniske blik og smilet stift ned til os, mens vi har ignoreret ham fuldstændigt.
Det er trods alt så og så meget man kan stille op med balloner, når først de er der, og specielt heliumballoner, som man ikke engang kan kaste med eller sparke til eller noget. De hænger bare der. Wow, jeg er en heliumballon, se mig, jeg hænger af mig selv, det er sådan noget jeg kan, det er det jeg kan. Det er lidt lidt. Så er et ballondyr næsten mere ærligt et eller andet sted, der ligger osse en historie i at der har stået en larmende klovn og bundet det, mens han råbte op og lavede ansigter, og så har man det som minde om at klovner er sådan lidt anstrengende og burde være lidt uhyggelige for børn, og sådan nogen ballondyr går alligevel osse i stykker efter et kvarter, mens en heliumballon er blevet blæst op af en lad teenager, der har krævet ågerpris for den, samtidig med at han lod en vide at han syntes man var en idiot at bruge penge på sådan noget ragelse til sine unger, der alligevel ville ha glemt den efter et kvarter, hvad man jo så på sin vis osse var men måske ikke ligefrem behøvede at blive gjort så ublu opmærksom på.
Det var osse alt det Barbagul kom til at stå for: Han var dårlig sjov, han var den ikke engang billige lette løsning på ingenting, han var fluff og vulgær kommercialisme hinsides enhver reel værdi af nogen ting overhovedet, bare trist og tarvelig bag det kække smil. Han var den der idealbarndom man forestiller sig det er, hvor man får sådan nogen heliumballoner som ham, men som bare ikke er det det kommer an på i virkeligheden, og som netop viser med al tydelighed at det man forestiller sig at man ønsker slet ikke er det, det er allerhøjest et symbol på noget, som man slet ikke bryder sig om at sætte fingeren på hvad måtte være. Han ku være en påmindelse om ting og forgængelighed, hvis det sku være, men det er han næsten for ligegyldig til.
Først og fremmest er han lidt slatten, og så er han i vejen, da jeg skal til at dyrke yoga, så jeg trækker ham ud i køkkenet til det åbne vindue og slipper ham løs uden nogen ser det, håber jeg. Barbagul stiger langsomt op mod aftenhimlen, endelig er han fri af alle lofter og hænder og kan stige lisså højt han vil, han stiger og stiger, og hvis man vil besjæle ham lidt, og det vil man uvægerligt, så forestiller man sig osse at der indtræffer et punkt efter ikke særligt lang tid, et halvt minut måske, hvor det går op for Barbagul at ja, han stiger, og han er fri, han kan stige alt det han vil, men det mister osse ret hurtigt sin nyhedsværdi. Wow, så er det heller ikke vildere. Han gør sig ikke begreb om at dette samtidig er hans uigenkaldelige endeligt, han er trods alt bare en heliumballon, endda for en børnebogsfigur og ikke en tysk tænker eller noget, så han bekymrer sig ikke det store, men han undrer sig lidt over hvad det var han havde higet sådan efter dette for. Egentlig. Men han affinder sig med det, kigger sig lidt omkring, udsigten er ret vild deroppefra, han kan se til Malmø, selvom ikke har nogen idé om hvad Malmø er for noget og aldrig vil finde ud af det, og det er ikke trist i sig selv, det er et fedt for ham. De taler mærkeligt der, men Barbagul selv taler fransk, så der ville han ha været lige vidt.
Der er ikke rigtig noget der betyder noget for ham, og det går op for ham, at det faktisk ikke er noget han ærgrer sig over, det er en befrielse, han skal ikke længere hige efter de der børns opmærksomhed, han skal ikke være noget for nogen, tror han, for han ved ikke at han for nogen, der sidder på deres altan og ryger en stille joint, vil være en plet på himlen, noget, måske en ballon, de vil forestille sig et barn der ulykkeligt over at dets ballon er fløjet væk, fordi de ikke ved bedre. Børn knytter sig ikke helt vildt tæt til balloner. Alligevel sker der åbenbart en forstyrrelse i kraften, for i samme øjeblik begynder den mindste at græde i søvne inde på soveværelset. Han vågner ikke, heller ikke da jeg lægger en hånd på ham, hulker bare lidt inden han vender sig frem og tilbage 3 gange, sukker dybt og falder helt i søvn igen.
Barbagul er på vej ud på sin sidste vikingefærd. Han har ladt denne del af sit liv som heliumballon bag sig. På et tidspunkt er der en fugl der angriber ham, så han sprænger i stykker, eller osse fiser gassen bare lisså stille ud af ham, så han om et par uger lander som et slattent, gult, monstrøst stort kondom et sted langt, langt herfra. Farvel, Barbagul. Der vil komme andre som dig, der vil betyde lisså lidt i det store hele, og vi vil for længst ha glemt at du måske var den første, hvis du overhovedet var det. Håber dit endeligt må finde dig så uforanderligt lallegladt uvidende om situationens alvor som nogensinde før.
I to uger siden karnevalet har heliumballonen hængt oppe under loftet og er blevet mere og mere slap. Den første halve dag var ungerne helt vilde med den, efter det er det eneste nogen har lagt mærke til den, når en af os er gået ind i snoren, der har hængt ned fra loftet. Så har man sagt hey, der er Barbagul for helvede, og alt efter humør hevet den ned og krammet den i 15 sekunder, inden man lod den stige til vejrs igen, eller bare irriteret flyttet den skide snor og den skide ballon, der hang for enden af den. Barbagul er aldrig rigtig blevet en del af husholdningen, kan man sige, han har lidt levet sit eget, stadigt mere slatne liv deroppe under loftet, mens vi andre har fiset rundt nede på gulvet. Jeg mener, jeg har læst to Barbapapa-bøger for børnene her til aften, uden at nogen af os skænkede det en tanke at hov, det er jo Barbagul, og han er jo osse der, hvor sjovt, lad os ta ham herned og se på ham i et halvt minut, indtil vi blir trætte af ham igen. Han har bare hængt deroppe med sit maniske blik og smilet stift ned til os, mens vi har ignoreret ham fuldstændigt.
Det er trods alt så og så meget man kan stille op med balloner, når først de er der, og specielt heliumballoner, som man ikke engang kan kaste med eller sparke til eller noget. De hænger bare der. Wow, jeg er en heliumballon, se mig, jeg hænger af mig selv, det er sådan noget jeg kan, det er det jeg kan. Det er lidt lidt. Så er et ballondyr næsten mere ærligt et eller andet sted, der ligger osse en historie i at der har stået en larmende klovn og bundet det, mens han råbte op og lavede ansigter, og så har man det som minde om at klovner er sådan lidt anstrengende og burde være lidt uhyggelige for børn, og sådan nogen ballondyr går alligevel osse i stykker efter et kvarter, mens en heliumballon er blevet blæst op af en lad teenager, der har krævet ågerpris for den, samtidig med at han lod en vide at han syntes man var en idiot at bruge penge på sådan noget ragelse til sine unger, der alligevel ville ha glemt den efter et kvarter, hvad man jo så på sin vis osse var men måske ikke ligefrem behøvede at blive gjort så ublu opmærksom på.
Det var osse alt det Barbagul kom til at stå for: Han var dårlig sjov, han var den ikke engang billige lette løsning på ingenting, han var fluff og vulgær kommercialisme hinsides enhver reel værdi af nogen ting overhovedet, bare trist og tarvelig bag det kække smil. Han var den der idealbarndom man forestiller sig det er, hvor man får sådan nogen heliumballoner som ham, men som bare ikke er det det kommer an på i virkeligheden, og som netop viser med al tydelighed at det man forestiller sig at man ønsker slet ikke er det, det er allerhøjest et symbol på noget, som man slet ikke bryder sig om at sætte fingeren på hvad måtte være. Han ku være en påmindelse om ting og forgængelighed, hvis det sku være, men det er han næsten for ligegyldig til.
Først og fremmest er han lidt slatten, og så er han i vejen, da jeg skal til at dyrke yoga, så jeg trækker ham ud i køkkenet til det åbne vindue og slipper ham løs uden nogen ser det, håber jeg. Barbagul stiger langsomt op mod aftenhimlen, endelig er han fri af alle lofter og hænder og kan stige lisså højt han vil, han stiger og stiger, og hvis man vil besjæle ham lidt, og det vil man uvægerligt, så forestiller man sig osse at der indtræffer et punkt efter ikke særligt lang tid, et halvt minut måske, hvor det går op for Barbagul at ja, han stiger, og han er fri, han kan stige alt det han vil, men det mister osse ret hurtigt sin nyhedsværdi. Wow, så er det heller ikke vildere. Han gør sig ikke begreb om at dette samtidig er hans uigenkaldelige endeligt, han er trods alt bare en heliumballon, endda for en børnebogsfigur og ikke en tysk tænker eller noget, så han bekymrer sig ikke det store, men han undrer sig lidt over hvad det var han havde higet sådan efter dette for. Egentlig. Men han affinder sig med det, kigger sig lidt omkring, udsigten er ret vild deroppefra, han kan se til Malmø, selvom ikke har nogen idé om hvad Malmø er for noget og aldrig vil finde ud af det, og det er ikke trist i sig selv, det er et fedt for ham. De taler mærkeligt der, men Barbagul selv taler fransk, så der ville han ha været lige vidt.
Der er ikke rigtig noget der betyder noget for ham, og det går op for ham, at det faktisk ikke er noget han ærgrer sig over, det er en befrielse, han skal ikke længere hige efter de der børns opmærksomhed, han skal ikke være noget for nogen, tror han, for han ved ikke at han for nogen, der sidder på deres altan og ryger en stille joint, vil være en plet på himlen, noget, måske en ballon, de vil forestille sig et barn der ulykkeligt over at dets ballon er fløjet væk, fordi de ikke ved bedre. Børn knytter sig ikke helt vildt tæt til balloner. Alligevel sker der åbenbart en forstyrrelse i kraften, for i samme øjeblik begynder den mindste at græde i søvne inde på soveværelset. Han vågner ikke, heller ikke da jeg lægger en hånd på ham, hulker bare lidt inden han vender sig frem og tilbage 3 gange, sukker dybt og falder helt i søvn igen.
Barbagul er på vej ud på sin sidste vikingefærd. Han har ladt denne del af sit liv som heliumballon bag sig. På et tidspunkt er der en fugl der angriber ham, så han sprænger i stykker, eller osse fiser gassen bare lisså stille ud af ham, så han om et par uger lander som et slattent, gult, monstrøst stort kondom et sted langt, langt herfra. Farvel, Barbagul. Der vil komme andre som dig, der vil betyde lisså lidt i det store hele, og vi vil for længst ha glemt at du måske var den første, hvis du overhovedet var det. Håber dit endeligt må finde dig så uforanderligt lallegladt uvidende om situationens alvor som nogensinde før.
tirsdag den 14. juni 2011
Samuraien vågner, laver kaffe (II)
”Samurajen ser obetydlig ut
bredvid sin rustning av svarta drakfjäll.”
- Tomas Tranströmer
Han har fyldt hovedet så tæt af hvad der egentlig er ligegyldigheder, at det essentielle er blevet kvalt i søgemaskineoptimering, facebookapps og tweeten; han tror nok at det essentielle var sådan noget som et Tomas Tranströmer-digt eller kaffe om morgenen, men han har svært ved at tænke på det på andre måder, end hvordan han kan videreformidle det og skabe noget merværdi ud af det. Hvordan skaber man merværdi til morgensol på altanen, stille, fuglekvidren, udluftningens susen ovre fra svømmeren, den slags stilhed: Hvordan får man gjort det at den er gratis til noget ekstra, ud over hvad den er i sig selv?
Han hører den der Thurston Moore-plade, som alle hører den sommer, skimmer en artikel om den græske gældskrise, lader demonstrativt være med at logge på lidt endnu, trækker vejret ned i maven, funderer over hvordan Pizarnik så intenst og i så mange år ku være så besat af døden, og om det havde gjort noget ved læsningen af hende, hvis hun havde været smukkere eller mindre smuk, om det havde gjort hende mere eller mindre pålidelig eller frastødende, og ikke mindst: Hvordan Tranströmer kan opleves lisså fuld af liv, som Pizarnik var fuld af død, når man har svært ved at mærke noget i sig selv. Oprigtighed by proxy.
Han har tømt hovedet og fyldt nye, bedre, hurtigere opdateringer på. Han møder dagen og er klar til at glide med den. Der ligger en joint i skabet til i aften, han tænker på Keith Morris, han er pisse indigneret et øjeblik, har lyst til at gøre noget ved noget, det hele, fucke lort op eller ta ud og skate.
”Querer quedarse queriendo salir,”Pizarnik, rastløs, mere kaffe.
Han er doomed, han er rede.
tirsdag den 17. maj 2011
Samuraien vågner, laver kaffe
Han vågner, morgensolens stråler banker mod det mørke gardin og farver hele værelset op, og den fortæller ham at han er den første vågne og at det er nu. Han smyger sig ud af sengen og over gulvet i én bevægelse, lukker døren lydløst bag sig, er ude. Han kigger ned ad sig selv: En blanding af arvæv og tatoveringer, her og der nogle duske hår, muskler, lidt slask. Det er en brugt krop, han har brugt den, det er godt, det skal den. Han ser på sine lange fødder, mærker gulvplankerne mod dem, tænker på hvordan han nogen gange når han er postorgasmisk kan være fuldstændigt oversensitiv i fodsålerne og blive ved med at småkomme i tæerne og hvine på en meget upassende måde når han går over gulvet. Han går over gulvet ud i køkkenet uden at hvine overhovedet, mærker næsten ikke fodsålerne, bedøvede af søvnen, finder kaffe, maler kaffe, sætter kaffe over, venter på kaffe. Han ved at den kaffe er det første han skal ha, at uden den blir han ikke rigtig, der er et afhængighedsforhold der man ku gøre sig fri af hvis det var noget man ligefrem bekymrede sig over, men det er nok for ham at vide at han ku droppe kaffen nu og her og ikke røre den hvis det sku være, det er ikke noget han behøver bevise for nogen. Han laver solhilsen tre gange i træk på køkkengulvet, strækker helt igennem, gør sig lang, samler hænderne og bukker i taknemmelighed over noget mellem komfuret og opvaskestativet. Skærer frugt, skræller kiwierne og skærer dem i skiver, og så er der kaffe. Han tar kaffen og frugten med ud på altanen, møder morgensolen, verden skyller iskoldt henover ham inden solen begynder at varme hans knogler. Tar en slurk kaffe, en skive kiwi. Der er helt stille, så stille som der nu kan være det i byen, den der stilhed der er helt uvirkelig fordi det ikke burde ku la sig gøre at være så stille i byen. Fordi han er den eneste i live nu. Han er den første. Det er hans privilegium at stå nøgen på sin altan i morgensolen og være ene i verden, lade himlen møde hans krop, omslutte den. Han tar en slurk kaffe og en skive kiwi til. Trækker vejret dybt: Helt. Ned. I maven. Holder det. Holder det. Holder det. Puster langsomt ud mellem spidsede læber, som om han ville lave en hvislelyd for at registrere hvor langsomt han puster ud, men det behøver han ikke, for han ved at det er langsomt nok. Han tømmer sig helt for luft. Luften er ren over ham, så ren som den nu blir i byen, morgenren. Han er renset og rede. Han lukker altandøren bag sig og går over gulvet mod værelset. Han er samurai nu.
onsdag den 6. april 2011
Uden skyggen af misundelse eller noget, bare med en sund skepsis
Ham der, ham der sidder derovre, han er forsanger i det der vel næsten er det største alternative rockband derhjemme. Der er et andet band der osse er stort og vel næsten lisså gammelt og på mange måder minder om det første, det som ham her er forsanger i. De har de samme store kunstneriske ambitioner med det de laver, men dem hader jeg inderligt, deres musik næsten lisså meget som dem der spiller i bandet. Det gør jeg ikke med dem her.
Det forbavser mig lidt at se ham her, på en fortovscafé en tidlig efterårsdag i den hippeste bydel i den hippeste by på kontinentet, men heller ikke mere: Jeg var langt mere forbavset da jeg så plakaterne rundt omkring i byen for at de sku spille her på et mellemstort spillested, men de plakater havde altså forberedt mig på at de var her, så jeg undrer mig højest over at støde ind i ham i en af verdens mest befolkede byer, selvom det så er i det nabolag hvor man nødvendigvis ville støde ind i hinanden hvis det endelig sku ske. Han sidder tilsyneladende og blir interviewet, søger dybt efter de rigtige engelske ord, prøver at gøre sig forståelig, forklare hvad det er han vil med det han laver.
Det forbavser mig lidt at der sku være nogen her der er interesserede i det han laver: Det er det ene af de to store alternative rockbands derhjemme, ja, de har opbygget et seriøst renommé gennem mange år og over flere plader, og der var en overgang hvor der blev talt om at de havde internationalt format og vist havde et stort ikon med på et af numrene på en af deres plader, men så gik det vist osse i sig selv igen, og det er efterhånden noget tid siden. Og det er forståeligt: Nok så mellemstore de end måtte være blevet derhjemme, nok så evigt hyldede de er, så har de bare aldrig slået mig som særligt skide originale overhovedet, og man kan spørge sig selv om verden virkelig har brug for endnu et derivat af et stort, internationalt, alternativt rockband, der så egentlig osse selv er i descendans. Det kan jeg ikke forstå hvis verden sku ha.
Jeg ville næsten ha kunnet forstå det, hvis det havde været det andet store alternative rockband derhjemmefra der spillede her og sad her og var hippe. De har prøvet så hårdt, de er så ambitiøse at det er tåkrummende pinligt, mens dem her bare har arbejdet og været så skide seriøse hele vejen igennem. De andre ser endda, sådan rent objektivt, hvis man et øjeblik glemmer at de er nogen narrøve, godt ud, stadigvæk, lidt endnu, mens de her altid har været alt for seriøse til at bekymre sig om at se ud overhovedet. Der er ikke noget pis der, de vil bare spille deres seriøse, ambitiøse alternative rockmusik uden at sku se godt ud, og det gør de så strengt taget heller ikke rigtig. De ligner sådan lidt nogen bondeknolde, lidt firskårne, grove, skæggede, sort/hvid-kornede med rynkede bryn. Ud fra mine erfaringer om markedsføring af alternative rockbands har jeg mere end svært ved at se hvordan man sku bære sig ad med at sælge dem her internationalt. Men det må nogen jo så ha ment at de ku, at det var det værd at sende dem hertil og spille og lave presse, og de har endda fået trommet noget presse sammen som interviewer dem nu her, i aften. Min første indskydelse er at det må være noget statsstøttet, at den store statslige organisation derhjemme er blevet enig med sig selv om at det her er det fremmeligste de har at byde på og har smidt hele puljen efter at sende dem herover og spille det ene show, gi interviews til tre universitetsradioer og så ta hjem igen, sådan som de gjorde det med det andet store alternative rockband for nogle år siden, men jeg kan ikke se deres logo nogen steder på plakaten. Måske det rent faktisk er sådan et rigtigt fremstød for bandet, en reel tur rundt i hele regionen, måske de endda har et publikum her uden at jeg ved af det.
Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om det her band, de har bare altid været der, sådan så man tror at man nok godt ved hvad det er for noget og at det er noget crap; det har i hvert fald aldrig været noget jeg syntes var fedt, men heller ikke noget jeg syntes var tåkrummende ringe, og de har ikke virket som usympatiske typer lissom de andre. Bare seriøse med det de har lavet, kunstneriske på grænsen til det latterlige, men alligevel, og så har de lavet den der musik som virkelig er så gennemarbejdet på alle planer, men osse bare lidt, tjoh, småkedelig, ikke. Jeg tror de havde et nummer for efterhånden ret mange år siden som jeg godt ku forstå hvorfor andre ville synes var meget fedt, selvom jeg ikke var en af dem, men resten af det jeg har hørt har lydt ret anonymt. Men velintenderet. En af dem har osse spillet i et sideprojekt sammen med nogle af mine bekendte på et lille label som jeg var virkelig nede med, men det band var osse bare sådan lidt småligegyldigt. For mig og vist for de fleste andre. Mens det rigtige band, det store band, tilsyneladende har betydet en masse for en masse derhjemme, uden at jeg rigtig har kunnet høre hvad det sku ku betyde for nogen, samtidig med at jeg godt ku høre hvorfor sådan nogen som dem de syntes det var fedt ville synes sådan noget var fedt.
Man kan vel nærmest sige at jeg et eller andet sted respekterer dem for at lave det de laver på den måde de gør det, uden at jeg strengt taget ved så meget om hvad det er de laver eller hvordan det er de gør det: Sådan som jeg forestiller mig at de er, der er jeg OK med dem på et parallelplan. Og under dem at spille her, bevares, uanset baggrunden, under dem det hvis de har en eller anden form for succes internationalt osse. Det er da sikkert rigtig fint for dem.
Det overvejer jeg at afbryde interviewet for at fortælle ham, da jeg ser ham sidde der og søge i sig selv efter en måde at forklare sine følelser på: ”Hey, du der, jeg har intet forhold til dig eller din musik, men det er fint nok at du er her da. Jeg er cool med at du findes. Er det ikke rart at vide, betyder det ikke noget for dig?”
Det forbavser mig lidt at se ham her, på en fortovscafé en tidlig efterårsdag i den hippeste bydel i den hippeste by på kontinentet, men heller ikke mere: Jeg var langt mere forbavset da jeg så plakaterne rundt omkring i byen for at de sku spille her på et mellemstort spillested, men de plakater havde altså forberedt mig på at de var her, så jeg undrer mig højest over at støde ind i ham i en af verdens mest befolkede byer, selvom det så er i det nabolag hvor man nødvendigvis ville støde ind i hinanden hvis det endelig sku ske. Han sidder tilsyneladende og blir interviewet, søger dybt efter de rigtige engelske ord, prøver at gøre sig forståelig, forklare hvad det er han vil med det han laver.
Det forbavser mig lidt at der sku være nogen her der er interesserede i det han laver: Det er det ene af de to store alternative rockbands derhjemme, ja, de har opbygget et seriøst renommé gennem mange år og over flere plader, og der var en overgang hvor der blev talt om at de havde internationalt format og vist havde et stort ikon med på et af numrene på en af deres plader, men så gik det vist osse i sig selv igen, og det er efterhånden noget tid siden. Og det er forståeligt: Nok så mellemstore de end måtte være blevet derhjemme, nok så evigt hyldede de er, så har de bare aldrig slået mig som særligt skide originale overhovedet, og man kan spørge sig selv om verden virkelig har brug for endnu et derivat af et stort, internationalt, alternativt rockband, der så egentlig osse selv er i descendans. Det kan jeg ikke forstå hvis verden sku ha.
Jeg ville næsten ha kunnet forstå det, hvis det havde været det andet store alternative rockband derhjemmefra der spillede her og sad her og var hippe. De har prøvet så hårdt, de er så ambitiøse at det er tåkrummende pinligt, mens dem her bare har arbejdet og været så skide seriøse hele vejen igennem. De andre ser endda, sådan rent objektivt, hvis man et øjeblik glemmer at de er nogen narrøve, godt ud, stadigvæk, lidt endnu, mens de her altid har været alt for seriøse til at bekymre sig om at se ud overhovedet. Der er ikke noget pis der, de vil bare spille deres seriøse, ambitiøse alternative rockmusik uden at sku se godt ud, og det gør de så strengt taget heller ikke rigtig. De ligner sådan lidt nogen bondeknolde, lidt firskårne, grove, skæggede, sort/hvid-kornede med rynkede bryn. Ud fra mine erfaringer om markedsføring af alternative rockbands har jeg mere end svært ved at se hvordan man sku bære sig ad med at sælge dem her internationalt. Men det må nogen jo så ha ment at de ku, at det var det værd at sende dem hertil og spille og lave presse, og de har endda fået trommet noget presse sammen som interviewer dem nu her, i aften. Min første indskydelse er at det må være noget statsstøttet, at den store statslige organisation derhjemme er blevet enig med sig selv om at det her er det fremmeligste de har at byde på og har smidt hele puljen efter at sende dem herover og spille det ene show, gi interviews til tre universitetsradioer og så ta hjem igen, sådan som de gjorde det med det andet store alternative rockband for nogle år siden, men jeg kan ikke se deres logo nogen steder på plakaten. Måske det rent faktisk er sådan et rigtigt fremstød for bandet, en reel tur rundt i hele regionen, måske de endda har et publikum her uden at jeg ved af det.
Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om det her band, de har bare altid været der, sådan så man tror at man nok godt ved hvad det er for noget og at det er noget crap; det har i hvert fald aldrig været noget jeg syntes var fedt, men heller ikke noget jeg syntes var tåkrummende ringe, og de har ikke virket som usympatiske typer lissom de andre. Bare seriøse med det de har lavet, kunstneriske på grænsen til det latterlige, men alligevel, og så har de lavet den der musik som virkelig er så gennemarbejdet på alle planer, men osse bare lidt, tjoh, småkedelig, ikke. Jeg tror de havde et nummer for efterhånden ret mange år siden som jeg godt ku forstå hvorfor andre ville synes var meget fedt, selvom jeg ikke var en af dem, men resten af det jeg har hørt har lydt ret anonymt. Men velintenderet. En af dem har osse spillet i et sideprojekt sammen med nogle af mine bekendte på et lille label som jeg var virkelig nede med, men det band var osse bare sådan lidt småligegyldigt. For mig og vist for de fleste andre. Mens det rigtige band, det store band, tilsyneladende har betydet en masse for en masse derhjemme, uden at jeg rigtig har kunnet høre hvad det sku ku betyde for nogen, samtidig med at jeg godt ku høre hvorfor sådan nogen som dem de syntes det var fedt ville synes sådan noget var fedt.
Man kan vel nærmest sige at jeg et eller andet sted respekterer dem for at lave det de laver på den måde de gør det, uden at jeg strengt taget ved så meget om hvad det er de laver eller hvordan det er de gør det: Sådan som jeg forestiller mig at de er, der er jeg OK med dem på et parallelplan. Og under dem at spille her, bevares, uanset baggrunden, under dem det hvis de har en eller anden form for succes internationalt osse. Det er da sikkert rigtig fint for dem.
Det overvejer jeg at afbryde interviewet for at fortælle ham, da jeg ser ham sidde der og søge i sig selv efter en måde at forklare sine følelser på: ”Hey, du der, jeg har intet forhold til dig eller din musik, men det er fint nok at du er her da. Jeg er cool med at du findes. Er det ikke rart at vide, betyder det ikke noget for dig?”
onsdag den 9. marts 2011
Mistet opkald
Forestil dig at din lille dreng uforvarende kommer til at ringe til din eks mens han leger med din telefon. Der behøver ikke at være noget odiøst i at du stadig har nummeret indkodet, det kan sagtens være at du ikke har haft et telefonsammenbrud og mistet alle dine kontakter i tidsrummet mellem der hvor dig og din eks slog op og der hvor du har en dreng på et par år der leger med din telefon, selvom det godt nok ikke lyder plausibelt. Eller det kan være du er typen der er varsom nok, grænsende til det neurotiske, til at du har backet alle data fra din telefon op på din computer, men på den anden side: Hvis du er så grundig, så er du osse jævnligt gået dine kontakter igennem og opdateret dem og slettet de irrelevante, deriblandt ikke mindst din eks, og du lar sikkert heller ikke din lille dreng lege med din telefon.
Det kan være du har beholdt nummeret fordi bruddet ikke var så abrupt, at det skete og så prøvede I at holde liv i noget venskab, fordi I så lang tid havde bildt hinanden ind at I var de eneste der rigtig forstod jer, indtil venskabet osse efterhånden løb ud i bitterhed og jalousi, sådan som det nu gør sådan noget. Men nummeret er der, og nu har din dreng ringet ham op og er kommet igennem mens du var i færd med hvad du nu var i færd med og lod ham blive distraheret af telefonen så du ku få fred til det. Der går et øjeblik før du hører en stemme et sted fra i køkkenet, ikke bare en stemme, den stemme, hans stemme, og du registrerer hvad der er sket og skynder dig at afbryde forbindelsen.
Uden at sige noget.
Mere. For seføli har du sagt en masse mens røret var af, og din dreng har sagt en masse, har snakket løs som toårige gør det, mens din eks i den anden ende har forsøgt at a) finde ud af hvad de foregik og b) råbe dig op. Og du kan forestille dig mange scenarier hvor det havde været meget værre, det ku ha været en elsker din dreng uforvarende var kommet til at ringe til eller bare en røvsyg onkel som du så ville være nødt til at snakke med bagefter, men nu er situationen den her, og den kræver vel et eller andet sted at du tar stilling til den: Du har jo endda haft tænkt på din eks på det seneste, OK, konstant siden det gik ned, men mere afklaret på det seneste, du har ønsket en afklaring. Og nu har lejligheden ikke alene budt sig til, den direkte kræver en form for handling fra din side, om det så er at ringe til ham og sige hovsa og så benytte chancen til at få talt om det, eller om det er omgående at bevirke sådan en telefonnedsmeltning som for længst burde ha fundet sted og forhindret det her i nogensinde at ske, og så lukke dit nummer, for en sikkerheds skyld osse din Facebook, den MySpace du ikke har opdateret i et halvt år alligevel, snakke med din kæreste om I ikke sku gøre alvor af det nu og blive gift og ta et helt nyt efternavn, vaske tavlen ren nu I har fået drengen, lægge fortiden bag jer.
Fortiden er meget præsent for dig lige nu, men lissom fortiden ikke er opdateret på nutiden, så er nutiden slet heller ikke briefet fuldt ud om fortiden.
M.a.o: Din eks ved ikke at du gik tilbage til kvinder efter ham, og din kæreste ved ikke at du har været sammen med mænd, og det burde egentlig ikke nødvendigvis være et issue for nogen af parterne, men fordi der er gået så lang tid hvor du ikke lige har fortalt det blir det pludselig til en hemmelighed og noget du skal forklare. Din eks har hørt dig snakke med din dreng, det må han ha gjort, og han må ha undret sig, al den stund at en af de ting der ødelagde det mellem jer, udover at han var en narrøv, var at han ville ha børn og det ville du ikke. Altså i hvert fald ikke med ham: Det ændrede sig da du mødte din kæreste og hun gerne ville ha børn, og du heller ville ha hende med børn end ingen børn men heller ikke hende, og en gang til da det så viste sig at hun slet ikke var i stand til at få børn og det så var dig der sku være moren til jeres barn hvis I sku ha et.
Og det sku I. Og det var godt, det er godt der hvor du er nu, bedre end du nogensinde havde forestillet dig du sku få det. Bedre end det var dengang.
Forestil dig de spørgsmål din eks nu sidder med. Forestil dig de spørgsmål du lader dem tilbage med du lader bag dig. Forestil dig at du fik en chance for faktisk at besvare de spørgsmål, for at finde ud af hvad det var for nogle spørgsmål de havde til dig og stille dine egne, men uden at du fik tid til at forberede dig på det, ud af det blå, som når din lille dreng kommer til at ringe din eks op.
Det kan være du har beholdt nummeret fordi bruddet ikke var så abrupt, at det skete og så prøvede I at holde liv i noget venskab, fordi I så lang tid havde bildt hinanden ind at I var de eneste der rigtig forstod jer, indtil venskabet osse efterhånden løb ud i bitterhed og jalousi, sådan som det nu gør sådan noget. Men nummeret er der, og nu har din dreng ringet ham op og er kommet igennem mens du var i færd med hvad du nu var i færd med og lod ham blive distraheret af telefonen så du ku få fred til det. Der går et øjeblik før du hører en stemme et sted fra i køkkenet, ikke bare en stemme, den stemme, hans stemme, og du registrerer hvad der er sket og skynder dig at afbryde forbindelsen.
Uden at sige noget.
Mere. For seføli har du sagt en masse mens røret var af, og din dreng har sagt en masse, har snakket løs som toårige gør det, mens din eks i den anden ende har forsøgt at a) finde ud af hvad de foregik og b) råbe dig op. Og du kan forestille dig mange scenarier hvor det havde været meget værre, det ku ha været en elsker din dreng uforvarende var kommet til at ringe til eller bare en røvsyg onkel som du så ville være nødt til at snakke med bagefter, men nu er situationen den her, og den kræver vel et eller andet sted at du tar stilling til den: Du har jo endda haft tænkt på din eks på det seneste, OK, konstant siden det gik ned, men mere afklaret på det seneste, du har ønsket en afklaring. Og nu har lejligheden ikke alene budt sig til, den direkte kræver en form for handling fra din side, om det så er at ringe til ham og sige hovsa og så benytte chancen til at få talt om det, eller om det er omgående at bevirke sådan en telefonnedsmeltning som for længst burde ha fundet sted og forhindret det her i nogensinde at ske, og så lukke dit nummer, for en sikkerheds skyld osse din Facebook, den MySpace du ikke har opdateret i et halvt år alligevel, snakke med din kæreste om I ikke sku gøre alvor af det nu og blive gift og ta et helt nyt efternavn, vaske tavlen ren nu I har fået drengen, lægge fortiden bag jer.
Fortiden er meget præsent for dig lige nu, men lissom fortiden ikke er opdateret på nutiden, så er nutiden slet heller ikke briefet fuldt ud om fortiden.
M.a.o: Din eks ved ikke at du gik tilbage til kvinder efter ham, og din kæreste ved ikke at du har været sammen med mænd, og det burde egentlig ikke nødvendigvis være et issue for nogen af parterne, men fordi der er gået så lang tid hvor du ikke lige har fortalt det blir det pludselig til en hemmelighed og noget du skal forklare. Din eks har hørt dig snakke med din dreng, det må han ha gjort, og han må ha undret sig, al den stund at en af de ting der ødelagde det mellem jer, udover at han var en narrøv, var at han ville ha børn og det ville du ikke. Altså i hvert fald ikke med ham: Det ændrede sig da du mødte din kæreste og hun gerne ville ha børn, og du heller ville ha hende med børn end ingen børn men heller ikke hende, og en gang til da det så viste sig at hun slet ikke var i stand til at få børn og det så var dig der sku være moren til jeres barn hvis I sku ha et.
Og det sku I. Og det var godt, det er godt der hvor du er nu, bedre end du nogensinde havde forestillet dig du sku få det. Bedre end det var dengang.
Forestil dig de spørgsmål din eks nu sidder med. Forestil dig de spørgsmål du lader dem tilbage med du lader bag dig. Forestil dig at du fik en chance for faktisk at besvare de spørgsmål, for at finde ud af hvad det var for nogle spørgsmål de havde til dig og stille dine egne, men uden at du fik tid til at forberede dig på det, ud af det blå, som når din lille dreng kommer til at ringe din eks op.
tirsdag den 8. marts 2011
Den sidste straight edger i byen
Jeg var den sidste straight edger i byen, af hvad jeg vidste af var jeg den sidste straight edger i hele verden. Ingen af mine venner var sXe, ingen jeg mødte anede hvad det var, der var ingen scene nogen steder, og jeg gjorde heller ikke noget for at opspore en eller opdyrke en. Jeg var lisså færdig med scener som jeg var med alt pisset, magtede ikke længere trippet med konstant at sku overgå hinanden i tr00ness og hænge hinanden ud for ikke at være tr00 nok, magtede ikke indspistheden og konkurrencen om hvem der ku være mest ligeglad. Jeg var ikke en skid ligeglad, jeg var så fucking på, men det var nok i sig selv, jeg orkede ikke at forsøge at overbevise andre om hvor meget federe det var end alt andet. Jeg var ikke nødvendigvis sikker på det var så meget federe end hvad de havde gang i, og jeg var opsat på ikke at være så allerhelvedes overlegen, selvom jeg så sikkert bare har virket overbærende i stedet. Alle dem jeg omgikkes drak, der var ikke så mange af dem der tog snitter eller tokede, men de drak, og det var cool med mig. Jeg drak bare æblejuice, og når de så blev for slørede at se på skred jeg hjem til min celle.
Jeg boede i den celle, et lejet værelse på 16 kvm, med en seng der lige akkurat var stor nok til at rumme mig og heller ikke sku rumme nogen andre, mine plader, mine bøger, mine håndvægte. Jeg vågnede og hørte hardcore, trænede, var på, gik på arbejde, og om aftenen drak jeg mere kaffe og hørte sadcore og skrev digte om hvor pissed jeg var, hørte fester andre steder i gården, andres liv, trænede, løb, åd som et tærskeværk. Jeg drak så afsindig meget kaffe for at gøre et eller andet og blev endnu mere hyper af det, og så spænede jeg lange ture for at få et afløb for den energi. Jeg gik til koncerter, ikke så meget hardcoreshows, garagerock var det store på det tidspunkt, og det var der jeg var, blandt alle greasebacksne og deres damer med svaletusser og jeansrøve, og de var alle sammen bonderøvsstive, men jeg var ligeglad: Det var ikke min scene, jeg havde ikke noget i klemme, jeg sku bare ha noget energi, og det var der der var energi på det tidspunkt, og så stod jeg der og svedte fordi al træningen havde kørt min forbrænding helt op.
Den sommer var vi alle sammen gået fra vores kærester eller de var gået fra os, så pludselig havde vi alle sammen tid til hinanden, pludselig havde vi ikke andet end hinanden og var nødt til at gøre brug af det. Jeg husker det som om den sommer var evig og som om vi mødtes på havnen hver aften, sad og drak øl hhv. æblejuice, så solen gå ned over byen, hoppede i vandet, snakkede om damer. Seføli. Det evige omdrejningspunkt. En af mine venner nede på havnen var så nede over damer at han opsøgte en psykolog for at tale om det, men han var osse økonomisk anlagt, så han fandt en der ikke var så dyr. Kom ind, så at fyren var noget slidt, lugtede ret meget af alkohol, men begyndte alligevel at lette sit hjerte, indtil han godt ku se at psykologen ikke længere hørte efter, men bare sad og bøvsede og havde det ringe, så min ven foreslog ham at han lige ku gå ud og ta lidt vand i ansigtet. Gennem den åbne dør ku han se psykologen gå ud og ta et ordentligt bløp af en flaske gin, inden han kom ind igen med pisstænk udover bukserne. Det var her min ven syntes det hele begyndte at være lidt vel løst og påpegede det overfor psykologen, som så måtte bekende at det faktisk osse gik lidt ad helvede til for tiden. Det var jo ikke fordi han drak sådan normalt, han havde bare sit hyr med konen for tiden, og var min ven overhovedet klar over hvor hårdt det var at sidde og høre på folks problemer hele dagen? Det er det absolut bedste jeg nogensinde har hørt nogen ta med sig fra en psykolog, af alle de af mine venner der igennem årene har fundet nødvendigt at gå i terapi af den ene eller anden form, så er det der så hårdt og latterligt at det sætter det hele i så tilpas meget perspektiv.
Forestiller jeg mig. Jeg gik ikke i terapi, jeg gik sXe, drak sort kaffe, hørte hardcore, løb, trænede vægte, gik til koncerter og kom over det. Kom videre: På et tidspunkt var der nogen til en fest der spurgte mig om det egentlig ikke snart var et år siden jeg var gået sXe, og lige der stoppede jeg med at være sXe og tilbragte resten af aftenen med at lære en høj, blond og lidt naiv studine den ædle kunst at sniffe vodka op i bihulerne. Jeg sku ikke bevise noget for nogen, og hvad jeg havde at bevise for mig selv havde jeg for længst bevist. Et par dage senere drak jeg min første øl i et år, og jeg har sjældent smagt en øl der smagte så godt. Det var osse en god øl, men stadigvæk: Lige det sku være en grund til at gå sXe igen for en kortere periode, den der første øl. Og bare det at gå igennem byen en weekendaften, det er sindssygt, det er afskyeligt, det er afskyvækkende. Men jeg er ikke sikker på jeg ville ku byde min omgivelser at være så intenst fokuseret og bare så intens overhovedet som jeg var det i den periode.
Jeg var meget. Og jeg kom over det. Jeg var den sidste sXe i byen, og snart var jeg det heller ikke længere. Snart kom der et helt kuld nye sXere, og jeg hylder dem, men jeg er ikke en af dem længere.
Jeg boede i den celle, et lejet værelse på 16 kvm, med en seng der lige akkurat var stor nok til at rumme mig og heller ikke sku rumme nogen andre, mine plader, mine bøger, mine håndvægte. Jeg vågnede og hørte hardcore, trænede, var på, gik på arbejde, og om aftenen drak jeg mere kaffe og hørte sadcore og skrev digte om hvor pissed jeg var, hørte fester andre steder i gården, andres liv, trænede, løb, åd som et tærskeværk. Jeg drak så afsindig meget kaffe for at gøre et eller andet og blev endnu mere hyper af det, og så spænede jeg lange ture for at få et afløb for den energi. Jeg gik til koncerter, ikke så meget hardcoreshows, garagerock var det store på det tidspunkt, og det var der jeg var, blandt alle greasebacksne og deres damer med svaletusser og jeansrøve, og de var alle sammen bonderøvsstive, men jeg var ligeglad: Det var ikke min scene, jeg havde ikke noget i klemme, jeg sku bare ha noget energi, og det var der der var energi på det tidspunkt, og så stod jeg der og svedte fordi al træningen havde kørt min forbrænding helt op.
Den sommer var vi alle sammen gået fra vores kærester eller de var gået fra os, så pludselig havde vi alle sammen tid til hinanden, pludselig havde vi ikke andet end hinanden og var nødt til at gøre brug af det. Jeg husker det som om den sommer var evig og som om vi mødtes på havnen hver aften, sad og drak øl hhv. æblejuice, så solen gå ned over byen, hoppede i vandet, snakkede om damer. Seføli. Det evige omdrejningspunkt. En af mine venner nede på havnen var så nede over damer at han opsøgte en psykolog for at tale om det, men han var osse økonomisk anlagt, så han fandt en der ikke var så dyr. Kom ind, så at fyren var noget slidt, lugtede ret meget af alkohol, men begyndte alligevel at lette sit hjerte, indtil han godt ku se at psykologen ikke længere hørte efter, men bare sad og bøvsede og havde det ringe, så min ven foreslog ham at han lige ku gå ud og ta lidt vand i ansigtet. Gennem den åbne dør ku han se psykologen gå ud og ta et ordentligt bløp af en flaske gin, inden han kom ind igen med pisstænk udover bukserne. Det var her min ven syntes det hele begyndte at være lidt vel løst og påpegede det overfor psykologen, som så måtte bekende at det faktisk osse gik lidt ad helvede til for tiden. Det var jo ikke fordi han drak sådan normalt, han havde bare sit hyr med konen for tiden, og var min ven overhovedet klar over hvor hårdt det var at sidde og høre på folks problemer hele dagen? Det er det absolut bedste jeg nogensinde har hørt nogen ta med sig fra en psykolog, af alle de af mine venner der igennem årene har fundet nødvendigt at gå i terapi af den ene eller anden form, så er det der så hårdt og latterligt at det sætter det hele i så tilpas meget perspektiv.
Forestiller jeg mig. Jeg gik ikke i terapi, jeg gik sXe, drak sort kaffe, hørte hardcore, løb, trænede vægte, gik til koncerter og kom over det. Kom videre: På et tidspunkt var der nogen til en fest der spurgte mig om det egentlig ikke snart var et år siden jeg var gået sXe, og lige der stoppede jeg med at være sXe og tilbragte resten af aftenen med at lære en høj, blond og lidt naiv studine den ædle kunst at sniffe vodka op i bihulerne. Jeg sku ikke bevise noget for nogen, og hvad jeg havde at bevise for mig selv havde jeg for længst bevist. Et par dage senere drak jeg min første øl i et år, og jeg har sjældent smagt en øl der smagte så godt. Det var osse en god øl, men stadigvæk: Lige det sku være en grund til at gå sXe igen for en kortere periode, den der første øl. Og bare det at gå igennem byen en weekendaften, det er sindssygt, det er afskyeligt, det er afskyvækkende. Men jeg er ikke sikker på jeg ville ku byde min omgivelser at være så intenst fokuseret og bare så intens overhovedet som jeg var det i den periode.
Jeg var meget. Og jeg kom over det. Jeg var den sidste sXe i byen, og snart var jeg det heller ikke længere. Snart kom der et helt kuld nye sXere, og jeg hylder dem, men jeg er ikke en af dem længere.
søndag den 6. marts 2011
Lavintensitetsdage
”Al movernos hacemos temblar a los astros”
- Rafel Barrett
Der er ikke så meget mere at sige. Der sker ikke det store, og det er osse OK. Vi skal ikke på nogen ture nogen steder hen, og vi skal ikke se noget. Vi skal bare være her. Går på legepladsen i parken om formiddagen, spiser frokost hjemme i middagsheden, går et eller andet sted ned i byen om eftermiddagen. Går i boghandlere, får anbefalet forfattere vi ikke kendte: Fogwill, César Aira, Fabián Casas og blir blæst væk af hvor vildt godt det er. ”Når vi bevæger os skælver stjernerne,” skriver Rafael Barrett i sin eneste bog, Moralidades actuales, og den bog finder jeg i en anarkistisk boghandel nede for enden af gaden, der er fyldt med værker af alle de store og et ton andre jeg ikke anede eksisterede i en serien Utopía Libertaria Colleción. Begynder at overveje overvægt. Pladeforretningerne er til gengæld lort, hvad jeg skal ha må jeg finde på Discogs når jeg kommer hjem, men vi blir ved med at finde nye helsekostforretninger hver gang vi går en ny vej hjem.
Det er noget der minder om hverdag, stjernerne dirrer konstant den der lillebitte smule, fordi det alligevel heller ikke helt er det; fordi der ingen forstyrrende elementer er mellem os, og det var det der var meningen med overhovedet at komme her: At være sammen, alle sammen, hele tiden. Og indse hvor forkert det er at vi ikke er det hele tiden, men osse, jo, at vi egentlig har brug for at der osse er noget andet. OK, ikke den mindste, men os andre. For at sætte mere pris på det når vi så har det. Og det gør vi, virkelig. Der er tre uger tilbage, hvad der svarer til en normal ferie, så vi er overhovedet ikke begyndt at overveje hvad nu når vi kommer hjem, og hvis én af os alligevel begynder at overveje det er vi andre der lynsnart til at lukke den. Der er lang tid til, det er her vi er nu, det er vores utopía libertaria vi lever lige nu.
Rafael Barrett døde som 34-årig, samme alder som jeg er nu, så langt væk fra døden som nogensinde; Nicanor Parra, den anden store chilenske digter (den første er vel altid Neruda, den charlatan), hvis samlede værker jeg har slåsset med siden Santiago, er fra 1914 og lever stadig. Dvs. at han er imponerende gammel og jævnaldrende med min farmor, bortset fra at min farmor lige er død, mens vi er her. Og der er intet jeg kan gøre, og der var vel heller ikke noget der sku gøres, for hun var gammel og slidt og til sidst ville hun dø og så gjorde hun det samme nat som hun havde bestemt sig for det. ”La vida es un arma,” skrev Rafael Barrett, ”livet er et våben,” men han ku ikke bestemme sig for om det betød at man sku gi det for en sag eller om man sku leve på trods, og jeg tror egentlig ikke min farmor ku ha syntes noget var meget mere tossede end den slags overvejelser, og det har man en vis pondus til at synes når man kommer godt op i 90'erne og ikke nødvendigvis længere ser sig selv som hovedpersonen i sit liv, men osse er OK med det, fordi man har levet så meget. Havde, så, var.
Den skal jeg lige vænne mig til, datidsformen. Lige nu er alt i nutid: Der er intet om tre uger, der er ingen ende på Palermo. Der er et ”om en uge”: Om en uge kommer min forældre, de sku være kommet dagen efter min farmor døde, men så har de kunnet rykke det så de alligevel kommer, bare et par uger senere, kommer væk fra boet der skal ryddes, begravelse, det hele, kommer over til deres børnebørn. Til den nye verden.
Every Day Should Be a Holiday
Det blir en slags hverdag omsider. Ikke helt den gængse slags med arbejde og Amager Centret og alt det, den store blir osse ved med at slå fast at han ”gider altså ikke hjem til Danmark,” og det kan vi jo så berolige ham med at vi ikke skal endnu overhovedet. Men det er noget der minder om, som et parallelplan til den normale hverdag eller noget. En parallelverden der er noget varmere, hvor det hele ser helt anderledes ud, hvor vi ser helt anderledes ud end alle andre, hvor vi er gæster uden ansvar for hvad der sker. Her er det ikke vores skyld at præsidenten er magtsyg og inkompetent, og selv hvis nogen sku ha hørt om Birthe Rønn eller Anders Fogh her, så ville bare det at jeg er her på fædreorlov så vildt for dem her at det overskygger hvad der så end måtte være af negativt. Det er relativt, og det er så langt væk det hele.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Regn i ørknen
Det regner hver aften når vi er kommet indenfor og hver morgen inden vi går ud. Så meget for at vi er midt i ørknen midt om sommeren, så meget overhovedet for Mendoza. Det er fint når jeg sidder om aftenen og hører Violeta Parra, hører Víctor Jara, hører Los Jaivas, får samlet op på alt det chilenske musik jeg ikke havde adgang til i Chile pga. dårlige internetforbindelser; der kan jeg høre regnen tromme ned på palmebladene ude i vores lille patio og jeg kan lige ane gadelivet ude fra Villanueva uden ligefrem at føle trang til at begi mig ud i det.
Jeg har ikke lyst til den her by.
Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.
Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.
Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.
Jeg har ikke lyst til den her by.
Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.
Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.
Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.
Abonner på:
Opslag (Atom)