Det er den rigtigste vintermorgen i hundrede år.
En af den slags man længes efter alle de andre vintres morgener hvor det bare er sort brudt af gråt og slam og regn med en temperatur omkring de 5ºc; det sner hele natten og er skiundertøjskoldt, Jylland lukker og bæltekøretøjerne sættes ind, tanks bringer pensionistmaden ud, og alle andre må bare lisså stille og roligt acceptere at ingen møder er uopsættelige og håbe på at sne inde.
Det er kranken-frosset-fast-på-cyklen-tid, fuldskægstid, Oneohtrix Point Never- og morgenkaffe på altanen med hue og skutten sig-tid: Sneen powermediterer sig ind i sjælen på en og tvinger åndedrættet i vatter.
Det er specielt kulden, men sneen er det håndgribelige bevis på den kulde der får os til at føle os mere ægte og norsk-barske; vi kan ikke undslå os for at mærke naturen, selv herinde i byen river den i os og banker rundt i bihulerne. Det er på tide at erkende at vi er en del af noget og tage ansvar for det.
Det er, som jeg skrev engang for mange verdener siden, en perfekt dag til at tage sin slæde langt ud over de sneklædte sibiriske stepper, finde sig et godt sted at drikke en sidste flaske vodka under tæpperne, mens solen glimter i sneen og varmer den smule af ansigtet der ikke er dækket af tørklæder og hue mod den metalliske kulde, inden man skyder hestene, slutter læberne om geværløbets varme munding, et *plof*, dæmpet af snemasserne. Og så ellers støt fyge til og først dukke mumificeret frem når sneen smelter og liljerne i dens sted lægger sig i et hvidt lag over de grønne stepper.
Den vinter barrikaderede jeg mig med Pasternak-digte, vodka i forgyldte teglas og et boxset med Maria Callas-arier hvor en af pladerne ved en fejl havde fået trykt Judas Priest på den ene side, men de tog aldrig rigtig fat som nu.
Søerne er frosset til og i sneen ved Johnny Louises Bro er der nogen der med meterhøje bogstaver har skrevet ”Hvis lyset tager oss”, og det er tr00 kvlt og ret dumt, men meget i den samme ånd.
Jeg tager ikke nogen slæde ud over nogen stepper, bæller ikke vodka eller hører klassisk eller noget: I stedet løber jeg ud til fyrtårnet hvor selv havet er frosset til ud langs molen, og helt ude på spidsen sitrer grødisen rundt omkring mig. Der ku stå én og spille trompetfanfarer inde på land lige nu, men det er osse OK at der ikke gør det.
torsdag den 14. januar 2010
torsdag den 7. januar 2010
En tilgivelse og et fade-out
Han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik.
Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.
Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.
Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.
Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.
Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.
Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.
Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.
Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.
Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.
Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.
Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.
Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.
Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.
Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.
tirsdag den 29. december 2009
Friheden gradbøjet og dogmatiseret
”Når kommunismen er fuldbragt, vil staten og sexlivet gradvist høre op med at eksistere.”
- Pentti Saarikoski
Som hun går ud i vandet kan hun mærke det stige op ad hendes ben, smyge sig varmt om hendes lår, og allerede der mærker hun en sitren henover hovedbunden og kommer til at kvække af fryd, ganske kort, da det første skvulp kysser kussen. Hun vender sig om mod de andre inde på stranden, næsten i et med mørket, men hun kan høre dem, lyden af klirrende flasker, og hun kan forestille sig at de lige kan skimte hende derude i måneskinnet og lar det hårde, hvide lys glide henover brysterne, inden hun vender sig om og falder bagover i det plumrede, sorte vand.
Seføli er det pisse forurenet og man bør slet ikke bade her, det er hun godt klar over, men er osse klar over at hun er hinsides småsnaldret og således udødelig for en stund, og det hele var ved at gå lidt i selvsving derinde i selskabet, så hun ville introducere noget craziness og nøgenbade. Der er ikke nogen af de andre der er fulgt efter hende ud, men selvom hun er alene herude føler hun sig alligevel som midtpunkt i selskabet, det må være hende det drejer sig om: Hun er jo for helvede nøgen herude, ikke, og det er jo ikke fordi vandet lige var så skide indbydende eller hun havde lyst til at svale sig lidt efter at ha spist og alle cocktailsne og hvad hun ellers sagde inden hun smed tøjet og vadede ud. Det er en ret utvetydig opfordring til at nogen sku ta og ta sig sammen til at knalde hende, OK? Lige meget hvem. Næsten lige meget, ikke Rigoberto som har kone og barn derhjemme, men for den sags skyld en af pigerne hvis det sku være, gi hende en ordentlig tur. Guderne skal vide hun har brug for det.
En af morgenerne var hun stået op før de andre, vågnet til det grå lys gennem persiennerne og med det samme bevidst om at det var nu hun havde chancen for at være alene. Hun rullede ud af sengen og sneg sig så lydløst som muligt ud af bungalowen, hvor de andre stadig lå som de var faldet, i sengen, på sofaen, på briksen; op ad metaltrappen, som stadig var kølig og skar i hendes bare fødder, til taget hvor hun ku se ud over et hjørne af bugten. Nedenfor, på stien langs vandet, løb to unge, cubanske kvinder frem og tilbage, spurtede 300 meter hen til muren ind til sejlklubben, luntede de samme 300 meter tilbage til træerne ned mod den lille strand som dårligt var en strand, bare en stribe sand, og hun faldt i staver over deres store, runde røve som dirrede og vuggede når de luntede væk fra hende og musklerne i deres lår og lægge spændte som wirer når de kom styrtløbende mod hende og forbi hende, prustende, dampende, og hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at indsnuse duften af dem, omsonst, de var alt for langt borte, men ikke længere end at hun ku forestille sig at knalde med dem, at – ja, hvordan man nu ville gøre det hvis man sku gøre det med en anden kvinde: Noget med at ta tøjet af hinanden og smage på hinanden, over det hele, lugte hinanden, indtage hinanden, kysse hinanden, seføli, og hvad så?
Hun vidste det ikke, vidste bare at hun havde brug for noget, at noget sku ske. Det var derfor hun var kommet med herover, og hun var bagstiv og ku lugte rommen komme ud af porrerne og alle smøgerne, men hun ku osse lugten solen i hendes hud, saltet fra havet, og hun havde kun ét stykke tøj på, en enkelt kjole, og følte sig uimodståelig lige der, som hun føler sig uimodståelig nu. Alligevel modstår de hende, fortsætter med deres samtaler og skide skarpsindige iagttagelser om den (meget) politiske virkelighed på øen, og det er jo rigtig nok at der er ting der er så iøjnefaldende at man død og pine må forholde sig til det, og andre der er så åndssvage at man er nødt til at lave sjov med det. Om det så er en ged der trækker en kærrefuld hujende børn rundt på markedspladsen eller her tidligere på aftenen hvor hun inde fra yachtklubben (yachtklubben!) ku høre ”Winds of Change”: En sang om sovjetblokkens fald og de forandringens vinde der blæste ind over de østlande der så formodedes at være blevet frie og sku finde ud af det, men som var det samme sammenbrud der udløste den værste krise i øens nyere historie med regulær hungersnød og mangel på alt. Og en åbning som gør at hun overhovedet kan være her nu og høre den sang blive spillet her. En popsang er aldrig bare en sang: En sang for folket blir en del af folket, og deres historie blir en del af den, og derfor er ”Winds of Change” en sang om en politisk diskurs der tildelte sig selv en vinderrolle fordi modparten var gået kold, og som stirrede sig fuldstændigt blind på sin egen sejr mens verden faldt sammen. Og derfor kan man ikke fløjte det tema uden at kløjes i det, med mindre man ikke ku være mere ligeglad og fuldstændig overbevist om at alt var til det bedste.
Det er øen her beviset på det ikke var. Den er noget andet; ikke fri, men så fri for en total dominans. Systemet tiltror ikke befolkningen evnen til at vælge det rigtige hvis de fik det frie valg, og det har systemet sådan set ret i, for seføli ville de vælge cola og burger uden at overskue konsekvenserne af det valg. Og vi andre kan dårligt få lov til at vælge cola og burger fra, i hvert fald ikke uden at være suspekte. Ind i andres revolutioner læser vi vores eget håb om frihed, konstaterer hun, men én ting er hvad vi hver især gerne vil ha den cubanske revolution til at stå for, noget andet er de tanker der lå bag revolutionen: Hun har siddet og læst i Ché Guevaras dagbøger fra guerillakrigen mens hun er på tagterrassen eller når de er på stranden, og de havde så svært ved at overbevise de mange der sluttede sig til dem om at de havde en fornuftig plan for hvordan Cuba skulle fungere efter revolutionen, eller sejren, den evige sejr om man vil. At det var lige præcis dem der ville sejre, og ikke alle de andre der sluttede sig til dem i kampen mod regimet med deres egne agendaer. Og hvor svært de havde ved at acceptere dissidenter i egne rækker og det støtte mandefald det medførte. Ché beskriver problemer med at gøre visionen forståelig for de nye kombattanter og tilskriver det deres manglende intelligens. De der så er uenige og forlader guerillaen bliver affærdiget som desertører og forrædere af revolutionen. Det er utroligt så mange forrædere af revolutionen de fik udnævnt dengang, og det er den retorik man stadig følger på øen: ”Enten er I med os eller også er I imod os”.
Fordi kommunismen helt grundlæggende ikke stoler på det gode i mennesket: Derfor er den nødt til at styre befolkningen med hård hånd, regere med frygt – den undtagelsestilstand øen befinder sig i retfærdiggøres med at øen – stadigvæk, efter et halvt århundrede – er midt i en revolution, og at imperialistiske fjender gør alt hvad de kan for at ødelægge den. Det er blokadens skyld at der ikke er varer i butikkerne, at der ikke er benzin til bilerne, at strømmen går. Og det er det også, men det er også fordi alt på øen er overladt til et massivt, ueffektivt og uigennemtrængeligt statsapparat. Og staten sørger for folket, men den stoler ikke på de utilregnelige individer der udgør det, og derfor prøver den at regulere dem, ensrette og kontrollere dem. Naboværn holder øje med at ingen træder ved siden af – og alle er bange for at blive indberettet for et eller andet og blir som resultat fuldstændigt apatiske. Et styre der er nødt til at patruljere sine kyster for at forhindre befolkningen i at flygte fra det har et alvorligt legitimitetsproblem: Man har stadig ikke formået at overbevise folket om at man har den bedste samfundsmodel, og man har ikke tiltro til at befolkningen selv kan finde ud af at vælge det bedste alternativ.
Og alt det tænker hun osse på et eller andet sted i tågerne, og hun tænker på at de skal til at finde nogen der kan tage hånd om at videreføre alt det gode revolutionen har bragt. Mere vigtigt, at de skal analysere det der er sket de sidste små 50 år og finde det gode blandt alt det dårlige, det der er værd at føre videre; de skal til at genopdage ideologien bag kulten - og blive bevidste nok om den til at turde pille ved den og tilpasse den en ny virkelighed. Klart hun tænker det, men hun tænker osse på hvordan øen tidligere var kendt som Caribiens horehus, og hvordan hun godt ku hore nu, fordi det er noget af det den osse gør ved én: De render jo rundt og er så brune i utrolig lidt hvidt tøj, og det kan osse godt være at de principielt alle skal være lige og gå i skoleuniform, men på nogen af pigerne i gymnasiealderen ser det osse ud som den skoleuniform de har på var én de fik som 11-årige, og nu er de ved at sprænge den over det hele, og den er knappet ned hertil og op dertil og slidset helt derop. Og det er jo så et eller andet sted et tegn på at de alligevel gør sig fri af nogle regler, bøjer dem og skaber sig et frirum i dem, samtidig med at man med nogle andre briller på ville ku sige at de netop bare er underlagt nogle andre normer, som de slet ikke har formået at gøre sig frie af selvom det var det kommunismen ville gøre for dem. Eller noget. Ligesom hun ikke selv er friere end at hendes udtryk for sit eget frisind er at smide tøjet i håbet om at nogen vil attrå hende nok til at forsøge at vinde hende for dem, og det er så klassisk og kulturgivent og det handler i virkeligheden osse om at hun ikke har gjort sig fri af ønsket om andres accept af hende eller af hendes egne forventninger til hvad andre skal mene om hende og hvor fri de skal se hende. Hun er fri til agere lisså fri hun vil, men hun gør det indenfor nogle rammer hun ikke for alvor gør sig fri af bare ved at nøgenbade; det er sådan en klassisk post-kristen forestilling om frihed at ku tillade sig at være nøgen og fri inden for ordnede rammer, så længe man er det til afveksling fra den langt større del af tiden hvor man har uniformen på og retter ind.
Det er meget ordentligt: Det er ferie, det er på en eller anden måde blevet indforstået at det nok er den sidste ferie de kan holde sammen på den her måde fordi alle er ved at være der hvor de stifter familie og så er sammen med dem. På den måde er det blevet sådan et sidste udkald, og det ligger ligesom i luften at det skal benyttes til at gi los for et eller andet som de tror de senere vil føle hobe sig op og presse på når de ikke længere er så frie som de føler sig nu. Så derfor har de hægtet sig på Rigobertos projekt med at ta herover og forsøge at finde ud af hvordan det ser ud på Cuba, her lige før alle formoder at osse alt her kommer til at forandre sig for altid. Deres frihed som de opfatter den er lisså tidsbegrænset som cubanernes ufrihed som den opfattes er det, og begge dele er lige diskutable, og det er så indtil videre det de er nået frem til: at diskutere. Og det er vel så her hun har villet statuere et eksempel på en frihed hun mener hun har ved at smide tøjet, og hun mærker det lunkne vand slutte sig om kroppen, og hun ved at det er det eneste der kommer til at slutte sig om hendes krop i aften, fordi alle allerede er på vej videre mod det næste stadie. Ved at erklære denne tur for et sidste blow out har de sat en grænse for deres frihed, sådan som de altså hidtil har kendt den, og de er begyndt at orientere sig mod næste fase, den hvor det hele så skal falde på plads og de forestiller sig de blir fri for at bolle rundt og vågne ensom eller skuffet eller bare med bevidstheden om at det er tidsbegrænset, at alt står for fald. Og de vil ku se tilbage på den periode som de er på vej ud af nu med en slags nostalgi, og de vil anerkende at den har været med til at forme dem, men det er for sent at skabe sig mere fortid nu, nu er det fremtiden der skal modelleres lisså nøje.
Og hun er ikke en del af nogen dem inde på strandens fremtid, i hvert fald ikke den person hun er i nutiden, hun er højest ballast. Og hun vil i sin egen opfattelse aldrig være fri af deres fremtidige bedømmelse af den person hun har været i dette øjeblik, og det øjeblik er alligevel osse ved at være gået uden at der er sket noget, og spørgsmålet er nu hvordan hun kommer ind igen uden at skære sig på glasskår på bunden eller falde i huller eller noget, for hun er ikke længere udødelig.
- Pentti Saarikoski
Som hun går ud i vandet kan hun mærke det stige op ad hendes ben, smyge sig varmt om hendes lår, og allerede der mærker hun en sitren henover hovedbunden og kommer til at kvække af fryd, ganske kort, da det første skvulp kysser kussen. Hun vender sig om mod de andre inde på stranden, næsten i et med mørket, men hun kan høre dem, lyden af klirrende flasker, og hun kan forestille sig at de lige kan skimte hende derude i måneskinnet og lar det hårde, hvide lys glide henover brysterne, inden hun vender sig om og falder bagover i det plumrede, sorte vand.
Seføli er det pisse forurenet og man bør slet ikke bade her, det er hun godt klar over, men er osse klar over at hun er hinsides småsnaldret og således udødelig for en stund, og det hele var ved at gå lidt i selvsving derinde i selskabet, så hun ville introducere noget craziness og nøgenbade. Der er ikke nogen af de andre der er fulgt efter hende ud, men selvom hun er alene herude føler hun sig alligevel som midtpunkt i selskabet, det må være hende det drejer sig om: Hun er jo for helvede nøgen herude, ikke, og det er jo ikke fordi vandet lige var så skide indbydende eller hun havde lyst til at svale sig lidt efter at ha spist og alle cocktailsne og hvad hun ellers sagde inden hun smed tøjet og vadede ud. Det er en ret utvetydig opfordring til at nogen sku ta og ta sig sammen til at knalde hende, OK? Lige meget hvem. Næsten lige meget, ikke Rigoberto som har kone og barn derhjemme, men for den sags skyld en af pigerne hvis det sku være, gi hende en ordentlig tur. Guderne skal vide hun har brug for det.
En af morgenerne var hun stået op før de andre, vågnet til det grå lys gennem persiennerne og med det samme bevidst om at det var nu hun havde chancen for at være alene. Hun rullede ud af sengen og sneg sig så lydløst som muligt ud af bungalowen, hvor de andre stadig lå som de var faldet, i sengen, på sofaen, på briksen; op ad metaltrappen, som stadig var kølig og skar i hendes bare fødder, til taget hvor hun ku se ud over et hjørne af bugten. Nedenfor, på stien langs vandet, løb to unge, cubanske kvinder frem og tilbage, spurtede 300 meter hen til muren ind til sejlklubben, luntede de samme 300 meter tilbage til træerne ned mod den lille strand som dårligt var en strand, bare en stribe sand, og hun faldt i staver over deres store, runde røve som dirrede og vuggede når de luntede væk fra hende og musklerne i deres lår og lægge spændte som wirer når de kom styrtløbende mod hende og forbi hende, prustende, dampende, og hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at indsnuse duften af dem, omsonst, de var alt for langt borte, men ikke længere end at hun ku forestille sig at knalde med dem, at – ja, hvordan man nu ville gøre det hvis man sku gøre det med en anden kvinde: Noget med at ta tøjet af hinanden og smage på hinanden, over det hele, lugte hinanden, indtage hinanden, kysse hinanden, seføli, og hvad så?
Hun vidste det ikke, vidste bare at hun havde brug for noget, at noget sku ske. Det var derfor hun var kommet med herover, og hun var bagstiv og ku lugte rommen komme ud af porrerne og alle smøgerne, men hun ku osse lugten solen i hendes hud, saltet fra havet, og hun havde kun ét stykke tøj på, en enkelt kjole, og følte sig uimodståelig lige der, som hun føler sig uimodståelig nu. Alligevel modstår de hende, fortsætter med deres samtaler og skide skarpsindige iagttagelser om den (meget) politiske virkelighed på øen, og det er jo rigtig nok at der er ting der er så iøjnefaldende at man død og pine må forholde sig til det, og andre der er så åndssvage at man er nødt til at lave sjov med det. Om det så er en ged der trækker en kærrefuld hujende børn rundt på markedspladsen eller her tidligere på aftenen hvor hun inde fra yachtklubben (yachtklubben!) ku høre ”Winds of Change”: En sang om sovjetblokkens fald og de forandringens vinde der blæste ind over de østlande der så formodedes at være blevet frie og sku finde ud af det, men som var det samme sammenbrud der udløste den værste krise i øens nyere historie med regulær hungersnød og mangel på alt. Og en åbning som gør at hun overhovedet kan være her nu og høre den sang blive spillet her. En popsang er aldrig bare en sang: En sang for folket blir en del af folket, og deres historie blir en del af den, og derfor er ”Winds of Change” en sang om en politisk diskurs der tildelte sig selv en vinderrolle fordi modparten var gået kold, og som stirrede sig fuldstændigt blind på sin egen sejr mens verden faldt sammen. Og derfor kan man ikke fløjte det tema uden at kløjes i det, med mindre man ikke ku være mere ligeglad og fuldstændig overbevist om at alt var til det bedste.
Det er øen her beviset på det ikke var. Den er noget andet; ikke fri, men så fri for en total dominans. Systemet tiltror ikke befolkningen evnen til at vælge det rigtige hvis de fik det frie valg, og det har systemet sådan set ret i, for seføli ville de vælge cola og burger uden at overskue konsekvenserne af det valg. Og vi andre kan dårligt få lov til at vælge cola og burger fra, i hvert fald ikke uden at være suspekte. Ind i andres revolutioner læser vi vores eget håb om frihed, konstaterer hun, men én ting er hvad vi hver især gerne vil ha den cubanske revolution til at stå for, noget andet er de tanker der lå bag revolutionen: Hun har siddet og læst i Ché Guevaras dagbøger fra guerillakrigen mens hun er på tagterrassen eller når de er på stranden, og de havde så svært ved at overbevise de mange der sluttede sig til dem om at de havde en fornuftig plan for hvordan Cuba skulle fungere efter revolutionen, eller sejren, den evige sejr om man vil. At det var lige præcis dem der ville sejre, og ikke alle de andre der sluttede sig til dem i kampen mod regimet med deres egne agendaer. Og hvor svært de havde ved at acceptere dissidenter i egne rækker og det støtte mandefald det medførte. Ché beskriver problemer med at gøre visionen forståelig for de nye kombattanter og tilskriver det deres manglende intelligens. De der så er uenige og forlader guerillaen bliver affærdiget som desertører og forrædere af revolutionen. Det er utroligt så mange forrædere af revolutionen de fik udnævnt dengang, og det er den retorik man stadig følger på øen: ”Enten er I med os eller også er I imod os”.
Fordi kommunismen helt grundlæggende ikke stoler på det gode i mennesket: Derfor er den nødt til at styre befolkningen med hård hånd, regere med frygt – den undtagelsestilstand øen befinder sig i retfærdiggøres med at øen – stadigvæk, efter et halvt århundrede – er midt i en revolution, og at imperialistiske fjender gør alt hvad de kan for at ødelægge den. Det er blokadens skyld at der ikke er varer i butikkerne, at der ikke er benzin til bilerne, at strømmen går. Og det er det også, men det er også fordi alt på øen er overladt til et massivt, ueffektivt og uigennemtrængeligt statsapparat. Og staten sørger for folket, men den stoler ikke på de utilregnelige individer der udgør det, og derfor prøver den at regulere dem, ensrette og kontrollere dem. Naboværn holder øje med at ingen træder ved siden af – og alle er bange for at blive indberettet for et eller andet og blir som resultat fuldstændigt apatiske. Et styre der er nødt til at patruljere sine kyster for at forhindre befolkningen i at flygte fra det har et alvorligt legitimitetsproblem: Man har stadig ikke formået at overbevise folket om at man har den bedste samfundsmodel, og man har ikke tiltro til at befolkningen selv kan finde ud af at vælge det bedste alternativ.
Og alt det tænker hun osse på et eller andet sted i tågerne, og hun tænker på at de skal til at finde nogen der kan tage hånd om at videreføre alt det gode revolutionen har bragt. Mere vigtigt, at de skal analysere det der er sket de sidste små 50 år og finde det gode blandt alt det dårlige, det der er værd at føre videre; de skal til at genopdage ideologien bag kulten - og blive bevidste nok om den til at turde pille ved den og tilpasse den en ny virkelighed. Klart hun tænker det, men hun tænker osse på hvordan øen tidligere var kendt som Caribiens horehus, og hvordan hun godt ku hore nu, fordi det er noget af det den osse gør ved én: De render jo rundt og er så brune i utrolig lidt hvidt tøj, og det kan osse godt være at de principielt alle skal være lige og gå i skoleuniform, men på nogen af pigerne i gymnasiealderen ser det osse ud som den skoleuniform de har på var én de fik som 11-årige, og nu er de ved at sprænge den over det hele, og den er knappet ned hertil og op dertil og slidset helt derop. Og det er jo så et eller andet sted et tegn på at de alligevel gør sig fri af nogle regler, bøjer dem og skaber sig et frirum i dem, samtidig med at man med nogle andre briller på ville ku sige at de netop bare er underlagt nogle andre normer, som de slet ikke har formået at gøre sig frie af selvom det var det kommunismen ville gøre for dem. Eller noget. Ligesom hun ikke selv er friere end at hendes udtryk for sit eget frisind er at smide tøjet i håbet om at nogen vil attrå hende nok til at forsøge at vinde hende for dem, og det er så klassisk og kulturgivent og det handler i virkeligheden osse om at hun ikke har gjort sig fri af ønsket om andres accept af hende eller af hendes egne forventninger til hvad andre skal mene om hende og hvor fri de skal se hende. Hun er fri til agere lisså fri hun vil, men hun gør det indenfor nogle rammer hun ikke for alvor gør sig fri af bare ved at nøgenbade; det er sådan en klassisk post-kristen forestilling om frihed at ku tillade sig at være nøgen og fri inden for ordnede rammer, så længe man er det til afveksling fra den langt større del af tiden hvor man har uniformen på og retter ind.
Det er meget ordentligt: Det er ferie, det er på en eller anden måde blevet indforstået at det nok er den sidste ferie de kan holde sammen på den her måde fordi alle er ved at være der hvor de stifter familie og så er sammen med dem. På den måde er det blevet sådan et sidste udkald, og det ligger ligesom i luften at det skal benyttes til at gi los for et eller andet som de tror de senere vil føle hobe sig op og presse på når de ikke længere er så frie som de føler sig nu. Så derfor har de hægtet sig på Rigobertos projekt med at ta herover og forsøge at finde ud af hvordan det ser ud på Cuba, her lige før alle formoder at osse alt her kommer til at forandre sig for altid. Deres frihed som de opfatter den er lisså tidsbegrænset som cubanernes ufrihed som den opfattes er det, og begge dele er lige diskutable, og det er så indtil videre det de er nået frem til: at diskutere. Og det er vel så her hun har villet statuere et eksempel på en frihed hun mener hun har ved at smide tøjet, og hun mærker det lunkne vand slutte sig om kroppen, og hun ved at det er det eneste der kommer til at slutte sig om hendes krop i aften, fordi alle allerede er på vej videre mod det næste stadie. Ved at erklære denne tur for et sidste blow out har de sat en grænse for deres frihed, sådan som de altså hidtil har kendt den, og de er begyndt at orientere sig mod næste fase, den hvor det hele så skal falde på plads og de forestiller sig de blir fri for at bolle rundt og vågne ensom eller skuffet eller bare med bevidstheden om at det er tidsbegrænset, at alt står for fald. Og de vil ku se tilbage på den periode som de er på vej ud af nu med en slags nostalgi, og de vil anerkende at den har været med til at forme dem, men det er for sent at skabe sig mere fortid nu, nu er det fremtiden der skal modelleres lisså nøje.
Og hun er ikke en del af nogen dem inde på strandens fremtid, i hvert fald ikke den person hun er i nutiden, hun er højest ballast. Og hun vil i sin egen opfattelse aldrig være fri af deres fremtidige bedømmelse af den person hun har været i dette øjeblik, og det øjeblik er alligevel osse ved at være gået uden at der er sket noget, og spørgsmålet er nu hvordan hun kommer ind igen uden at skære sig på glasskår på bunden eller falde i huller eller noget, for hun er ikke længere udødelig.
søndag den 27. december 2009
Undergrundens ronkedor
Undergrundens ronkedor
banker hovedet mod en mur
under broen hvor han bor
hænger døde duer som perler på en snor
Hey, kom til fest i Dæmonens Port
for det blir højt og det blir stort
bassen droner langt, langt bort
smaddervibrerer gennem mulden, så fed og sort
For undergrundens ronkedor
ved hvor Satans bolig står
der hvor doperne synger kor
til messe for den sorte flor
Ronkedoren samler guld
indtil posen er svulmefuld
og når han har samlet sig et kuld
slipper han dem løs på verden for at vælte den omkuld
Undergrundens ronkedor
messer mol, aldrig dur
under broen hvor han bor
hænger tonerne som stalaktitter i vinden fra nord.
banker hovedet mod en mur
under broen hvor han bor
hænger døde duer som perler på en snor
Hey, kom til fest i Dæmonens Port
for det blir højt og det blir stort
bassen droner langt, langt bort
smaddervibrerer gennem mulden, så fed og sort
For undergrundens ronkedor
ved hvor Satans bolig står
der hvor doperne synger kor
til messe for den sorte flor
Ronkedoren samler guld
indtil posen er svulmefuld
og når han har samlet sig et kuld
slipper han dem løs på verden for at vælte den omkuld
Undergrundens ronkedor
messer mol, aldrig dur
under broen hvor han bor
hænger tonerne som stalaktitter i vinden fra nord.
onsdag den 9. september 2009
BMX’ens superhelte
Jeg føler mig som en 13-årig igen. Står der på toppen af bakken med min cykel og tar mod til mig til at ta turen ned og føler mig fuldstændigt som 13-årig tøsedreng igen.
Ikke at jeg rigtig gjorde sånoet som 13-årig, det var jeg alt for tøset til, så det er på en måde det jeg er i færd med at rette op på nu med vold og magt, og det er derfor jeg står på toppen af den bakke og derfor jeg skal ned ad den, før eller siden.
Jeg skriver bakke: Fair nok, det er reelt en jordvold, OK, men det er et gedigent fald der er på den jordvold, den er eddermame stejl. Stejl at komme op ad, jeg var helt inde på de inderste klinger og selv der sku jeg bruge et godt tilløb, men op, det er jeg kommet, så nu er det ned det gælder. Det er alligevel ikke fordi der nogen anden vej ned, så sæt og vis er der ikke så meget at overveje overhovedet, det er bare om at skide på det og gi slip.
Da jeg var 13 gav jeg ikke slip på noget som helst overhovedet: Jeg klyngede mig desperat til alt hvad der ku minde om et ståsted, et fast holdepunkt, samlede ting som ballast for at holde mig på den plet jeg havde tilkæmpet mig, og jeg var usikker nok uden osse at ha behov for bevidst at volde skade på mig selv. OK, jeg stagedivede, det gjorde jeg, masser af gange, og jeg slog mig noget så læsterligt, men det var noget andet. Det var ikke en sport på det tidspunkt, i hvert fald ikke der hvor jeg var; scenen var endnu ikke blevet invaderet af jocks og posers, ikke vores lille, lokale afdeling af den. Der var et kammeratskab, og det tror jeg sådan set osse der er nu, jeg føler mig bare ikke velkommen i det på samme måde som jeg følte mig velkommen dengang, og man hjalp hinanden og det synes jeg ikke jeg ser i dag, og det er pisse ærgerligt. Alle kører deres eget egotrip og har så skide travlt med at se så MTV-smarte og butch ud; dengang var vi godt klar over at vi ikke var særligt smarte at se på, og det var seføli ikke fedt, men det forhindrede os ikke i at være med til at være noget.
Det var det jeg klamrede mig til og det jeg kastede mig ud i, og jeg havde hverken tid eller råd til at skate eller køre bmx eller noget: Pengene, madpengene, ugepengene, skodjobpengene, sku bruges på plader og demoer og plader og demoer, og de sku høres og der sku moshes til dem på værelset, der sku stagedives fra kontorstolen over i sovesofaen, og man sku passe på skråvæggen når man gjorde det. Og der sku skrives om pladerne og demoerne og koncerterne i de fanzines vi lavede på skrivemaskiner og så de kopimaskiner vi ku finde nogen der havde adgang til. OK, som vores mødre havde adgang til på deres arbejde. Prøv at tænke på hvor mange Carcass-plader velmenende mødre verden over har finansieret med de penge der egentlig sku være gået til at deres teenager fik noget at spise i løbet af dagen; hvor mange Nuclear Death-interviews selvopofrende mødre har stået og kopieret i smug nede i kopirummet og gemt under officielle papirer på vej tilbage til kontoret. De har vel i virkeligheden bare været lettede over at knægten ikke lå og knaldede rundt på skateboards og bmx og slog sig selv i smadder som de andre unger i nabolaget.
Så langt tænker jeg slet ikke der på toppen af bakken, jeg tænker bare på at jeg skal til at slå mig selv i smadder og det kommer til at gøre hammer nas og jeg sku være blevet hjemme og høre en plade eller læse en bog eller noget. Faktisk er lige præcis de to ting årsag til at jeg er her: Jeg er virkelig ikke ude og forsøge at genvinde en eller anden tabt teenagedom, og det er virkelig heller ikke et eller andet desperat forsøg på at holde fast i ungdommen. I hvert fald ikke et jeg er bevidst om: Jeg har haft så rigeligt med teenageår, og jeg er ikke gammel og føler mig ikke gammel. Så. Men jeg læste den sekvens i Asbjorn Intonsus’ Please Don’t Feed the Bears hvor han er ude og mountainbike og slår sig noget så fordærvet og i en alder af nogenogtyve føler sig alt for gammel og latterlig til overhovedet at lave sådan et stunt, og jeg så videoen til Dinosaur Jr.’s ”Over It” hvor de tæsker rundt på skateboards og bmx og laver de vildeste tricks og de ondeste styrt og ser alt for gamle og småtåbelige ud når de gør det og godt selv er klar over det, og selvom jeg altså hverken føler mig gammel eller på nogen måde er det, så gav det mig lyst til osse lige at rive en tur; ikke at slå mig, bare pumpe adrenalinet lidt op, lire den lidt for mig selv. Den er god nok, mit adrenalin pumper nu, der er ikke noget dér, men jeg er ret sikker på jeg ikke undgår at slå mig til lirekassemand og det føles ikke særlig liret, mand.
Så langt tænker jeg der på toppen af bakken, men jeg tænker ikke på hvor meget mit liv nu til forveksling ligner det liv jeg havde som 13-årig: Jeg bruger stadigvæk uforholdsmæssigt mange penge på plader og endnu mere tid på at skrive om dem, og den største forskel er vel at jeg i dag i det mindste får flere plader gratis end jeg køber, men i guder hvor det osse er noget crap det meste, så det kan næsten være lige meget. Jeg går osse stadigvæk til koncerter hele tiden og vælter rundt, og det er stadigvæk det samme kick, muligvis endda stærkere endnu fordi jeg ved at det burde ha fortaget sig, jeg burde være blevet mere blasert, jeg er blevet mere blasert; jeg har gjort mig selv det klart at jeg ikke længere kan forvente at få det samme kick, og så meget desto federe er det så når jeg alligevel får det, og derfor åbner jeg mig bevidst for de kicks, rager dem grådigt til mig.
Og det er et kick jeg er ude efter her, det er det jeg står heroppe på toppen af bakken for, og uden altså at ha tænkt den foregående tankerække på nogen bevidst måde, triller jeg forsigtigt forhjulet ud over kanten og lar helvede bryde løs i al sin gory vælde. Jeg kommer ned i ét stykke og skyder op ad den næste bakke, holder igen et øjebliks rekognoscering inden jeg vælter mig ned ad den osse og op på den næste, og jeg har fart nok på til at skyde over plateauet og ned og op igen. Jeg har ikke rigtig nogen kontrol over hvad jeg laver, men jeg er fucking flyvende! Og det er så her jeg ikke har fart nok på fordi jeg har klamret mig så febrilsk til cyklen og livet at jeg ikke har ænset at træde i pedalerne, og det var ellers her jeg for alvor sku ha fløjet, for i stedet for et plateau er her blot en bakkekam, en fordybning, en bakkekam til og en ny fordybning inden en tredje kam og så ned ad bakken, det hedder garanteret et eller andet i lingoen, jeg ved bare at det var her jeg sku være fløjet henover hvis jeg havde haft nosser til det, men jeg når ikke længere end til den midterste forhøjning, så ryger baghjulet i grøften og cyklen stopper med ét og sende mig ud over kanten og ned ad bakken med røven øverst og jeg lander dumpt og tungt og kurrer det sidste stykke gennem jord og græs og småsten inden jeg ligger dér og tænker pis og helvede.
Det første jeg konstaterer da jeg sætter mig op er at min venstre arm gør sindsvagt ondt, men jeg kan bevæge fingrene og det tror jeg betyder at den ikke er brækket, så det kan jeg sidde og glæde mig over mens jeg har så latterligt ondt. Jeg konstaterer osse at resten af mig tilsyneladende er sluppet med lidt småskrammer og hudafskrabninger, intet alvorligt, og brillerne har overlevet. Jeg spænder hjelmen op og sidder lidt og mærker solen i ansigtet, prøver at mærke alt andet jeg kan end lige den arm. Så kommer der nogen knægte og skal til, nogle rigtige 13-årige, og jeg rejser mig for at få min cykel af vejen, og i det jeg løfter den med højre arm mærker jeg det sige plop! inde i min venstre skulder, og så har min arm det lige pludselig meget bedre og kan bøje sig og alt muligt; ikke uden at det gør pisse ondt, men hey, den kan og det er fantastisk.
Jeg ved ikke hvad det er præcis jeg føler mig som da jeg sætter mig i græsset ved siden af banen og sunder mig, tværet ind i blod og jord. Det er ikke en rigtig 13-årig, det er mit erkendelsesniveau alt for udviklet til i forhold til en 13-årigs; bare det at jeg kan føle mig som en 13-årig er nok til at fastslå at jeg reelt ikke føler mig som en rigtig 13-årig ville føle sig, for sådan én føler sig sgu ikke som en på 13, men som en der er meget større end det. Det er sådan set osse lige meget hvad det er jeg føler mig som, hovedsagen er at jeg lige her og nu føler mig fantastisk, fuldstændigt. Min krop er smart nok: Den er for længst gået i gang med at pumpe endorfiner rundt i systemet for at bedøve smerten, og det er seføli ikke mindst derfor jeg har det så fantastisk. Jeg føler mig umanerligt levende, det er MTV der har lært mig at det er sånoen øjeblikke man føler bedst at man lever. Jeg kan mærke mig selv, jeg har fået nogen skrammer, et bevis på at jeg netop ikke bare har siddet hjemme og hørt en plade eller læst en bog eller noget. Sejhed genvundet, instant street cred. Jeg kommer til at gå med armen i slynge, alle kommer til at spørge hvad jeg har lavet, og jeg vil ku svare at jeg var ude at prøve en ny bmx-bane og hvad har de så lavet i weekenden siden de ikke har nogen synlige skrammer? Tsk.
Jeg føler mig som idéen om hvordan en 13-årig ville føle sig uden erkendelsen af at dette var ham nu og alt var tabt og kun genvundet for en stund, eller hvad det nu er for noget kristent crap der får os til at hige mod at være en 13-årig; en eller anden forestilling om uskyld og daglange eriktioner og verden åben. Sidder der for foden af bakken med min cykel ved siden af mig og samler mig sammen til at bugsere mig selv hjem. Man ku godt se det sådan at bakken sejrede over mig, men jeg ved bedre: Der var ingen af os der vandt over den anden, for der var ingen af os der kæmpede mod hinanden. Bakken var der bare og var bakke og jeg var der og var på den bakke som mig selv og i det øjeblik defineret som mig selv på den bakke, en del af det landskab den bakke udgjorde, en del af det den bakke var lige der. Bakken var det jeg definerede mig selv ud fra i det øjeblik som stadig varer så længe jeg er ved den og hver gang jeg fremover vil genkalde mig den bakke og det at være en del af den, og hvordan sku jeg ku være imod noget der gav mig så meget af mig selv? Og den er en del af mig nu, inklusive styrt og skulder slået af led og det hele, og har fuldstændigt udraderet billedet af ham den 13-årige tøsedreng jeg måske tror jeg har været.
Ikke at jeg rigtig gjorde sånoet som 13-årig, det var jeg alt for tøset til, så det er på en måde det jeg er i færd med at rette op på nu med vold og magt, og det er derfor jeg står på toppen af den bakke og derfor jeg skal ned ad den, før eller siden.
Jeg skriver bakke: Fair nok, det er reelt en jordvold, OK, men det er et gedigent fald der er på den jordvold, den er eddermame stejl. Stejl at komme op ad, jeg var helt inde på de inderste klinger og selv der sku jeg bruge et godt tilløb, men op, det er jeg kommet, så nu er det ned det gælder. Det er alligevel ikke fordi der nogen anden vej ned, så sæt og vis er der ikke så meget at overveje overhovedet, det er bare om at skide på det og gi slip.
Da jeg var 13 gav jeg ikke slip på noget som helst overhovedet: Jeg klyngede mig desperat til alt hvad der ku minde om et ståsted, et fast holdepunkt, samlede ting som ballast for at holde mig på den plet jeg havde tilkæmpet mig, og jeg var usikker nok uden osse at ha behov for bevidst at volde skade på mig selv. OK, jeg stagedivede, det gjorde jeg, masser af gange, og jeg slog mig noget så læsterligt, men det var noget andet. Det var ikke en sport på det tidspunkt, i hvert fald ikke der hvor jeg var; scenen var endnu ikke blevet invaderet af jocks og posers, ikke vores lille, lokale afdeling af den. Der var et kammeratskab, og det tror jeg sådan set osse der er nu, jeg føler mig bare ikke velkommen i det på samme måde som jeg følte mig velkommen dengang, og man hjalp hinanden og det synes jeg ikke jeg ser i dag, og det er pisse ærgerligt. Alle kører deres eget egotrip og har så skide travlt med at se så MTV-smarte og butch ud; dengang var vi godt klar over at vi ikke var særligt smarte at se på, og det var seføli ikke fedt, men det forhindrede os ikke i at være med til at være noget.
Det var det jeg klamrede mig til og det jeg kastede mig ud i, og jeg havde hverken tid eller råd til at skate eller køre bmx eller noget: Pengene, madpengene, ugepengene, skodjobpengene, sku bruges på plader og demoer og plader og demoer, og de sku høres og der sku moshes til dem på værelset, der sku stagedives fra kontorstolen over i sovesofaen, og man sku passe på skråvæggen når man gjorde det. Og der sku skrives om pladerne og demoerne og koncerterne i de fanzines vi lavede på skrivemaskiner og så de kopimaskiner vi ku finde nogen der havde adgang til. OK, som vores mødre havde adgang til på deres arbejde. Prøv at tænke på hvor mange Carcass-plader velmenende mødre verden over har finansieret med de penge der egentlig sku være gået til at deres teenager fik noget at spise i løbet af dagen; hvor mange Nuclear Death-interviews selvopofrende mødre har stået og kopieret i smug nede i kopirummet og gemt under officielle papirer på vej tilbage til kontoret. De har vel i virkeligheden bare været lettede over at knægten ikke lå og knaldede rundt på skateboards og bmx og slog sig selv i smadder som de andre unger i nabolaget.
Så langt tænker jeg slet ikke der på toppen af bakken, jeg tænker bare på at jeg skal til at slå mig selv i smadder og det kommer til at gøre hammer nas og jeg sku være blevet hjemme og høre en plade eller læse en bog eller noget. Faktisk er lige præcis de to ting årsag til at jeg er her: Jeg er virkelig ikke ude og forsøge at genvinde en eller anden tabt teenagedom, og det er virkelig heller ikke et eller andet desperat forsøg på at holde fast i ungdommen. I hvert fald ikke et jeg er bevidst om: Jeg har haft så rigeligt med teenageår, og jeg er ikke gammel og føler mig ikke gammel. Så. Men jeg læste den sekvens i Asbjorn Intonsus’ Please Don’t Feed the Bears hvor han er ude og mountainbike og slår sig noget så fordærvet og i en alder af nogenogtyve føler sig alt for gammel og latterlig til overhovedet at lave sådan et stunt, og jeg så videoen til Dinosaur Jr.’s ”Over It” hvor de tæsker rundt på skateboards og bmx og laver de vildeste tricks og de ondeste styrt og ser alt for gamle og småtåbelige ud når de gør det og godt selv er klar over det, og selvom jeg altså hverken føler mig gammel eller på nogen måde er det, så gav det mig lyst til osse lige at rive en tur; ikke at slå mig, bare pumpe adrenalinet lidt op, lire den lidt for mig selv. Den er god nok, mit adrenalin pumper nu, der er ikke noget dér, men jeg er ret sikker på jeg ikke undgår at slå mig til lirekassemand og det føles ikke særlig liret, mand.
Så langt tænker jeg der på toppen af bakken, men jeg tænker ikke på hvor meget mit liv nu til forveksling ligner det liv jeg havde som 13-årig: Jeg bruger stadigvæk uforholdsmæssigt mange penge på plader og endnu mere tid på at skrive om dem, og den største forskel er vel at jeg i dag i det mindste får flere plader gratis end jeg køber, men i guder hvor det osse er noget crap det meste, så det kan næsten være lige meget. Jeg går osse stadigvæk til koncerter hele tiden og vælter rundt, og det er stadigvæk det samme kick, muligvis endda stærkere endnu fordi jeg ved at det burde ha fortaget sig, jeg burde være blevet mere blasert, jeg er blevet mere blasert; jeg har gjort mig selv det klart at jeg ikke længere kan forvente at få det samme kick, og så meget desto federe er det så når jeg alligevel får det, og derfor åbner jeg mig bevidst for de kicks, rager dem grådigt til mig.
Og det er et kick jeg er ude efter her, det er det jeg står heroppe på toppen af bakken for, og uden altså at ha tænkt den foregående tankerække på nogen bevidst måde, triller jeg forsigtigt forhjulet ud over kanten og lar helvede bryde løs i al sin gory vælde. Jeg kommer ned i ét stykke og skyder op ad den næste bakke, holder igen et øjebliks rekognoscering inden jeg vælter mig ned ad den osse og op på den næste, og jeg har fart nok på til at skyde over plateauet og ned og op igen. Jeg har ikke rigtig nogen kontrol over hvad jeg laver, men jeg er fucking flyvende! Og det er så her jeg ikke har fart nok på fordi jeg har klamret mig så febrilsk til cyklen og livet at jeg ikke har ænset at træde i pedalerne, og det var ellers her jeg for alvor sku ha fløjet, for i stedet for et plateau er her blot en bakkekam, en fordybning, en bakkekam til og en ny fordybning inden en tredje kam og så ned ad bakken, det hedder garanteret et eller andet i lingoen, jeg ved bare at det var her jeg sku være fløjet henover hvis jeg havde haft nosser til det, men jeg når ikke længere end til den midterste forhøjning, så ryger baghjulet i grøften og cyklen stopper med ét og sende mig ud over kanten og ned ad bakken med røven øverst og jeg lander dumpt og tungt og kurrer det sidste stykke gennem jord og græs og småsten inden jeg ligger dér og tænker pis og helvede.
Det første jeg konstaterer da jeg sætter mig op er at min venstre arm gør sindsvagt ondt, men jeg kan bevæge fingrene og det tror jeg betyder at den ikke er brækket, så det kan jeg sidde og glæde mig over mens jeg har så latterligt ondt. Jeg konstaterer osse at resten af mig tilsyneladende er sluppet med lidt småskrammer og hudafskrabninger, intet alvorligt, og brillerne har overlevet. Jeg spænder hjelmen op og sidder lidt og mærker solen i ansigtet, prøver at mærke alt andet jeg kan end lige den arm. Så kommer der nogen knægte og skal til, nogle rigtige 13-årige, og jeg rejser mig for at få min cykel af vejen, og i det jeg løfter den med højre arm mærker jeg det sige plop! inde i min venstre skulder, og så har min arm det lige pludselig meget bedre og kan bøje sig og alt muligt; ikke uden at det gør pisse ondt, men hey, den kan og det er fantastisk.
Jeg ved ikke hvad det er præcis jeg føler mig som da jeg sætter mig i græsset ved siden af banen og sunder mig, tværet ind i blod og jord. Det er ikke en rigtig 13-årig, det er mit erkendelsesniveau alt for udviklet til i forhold til en 13-årigs; bare det at jeg kan føle mig som en 13-årig er nok til at fastslå at jeg reelt ikke føler mig som en rigtig 13-årig ville føle sig, for sådan én føler sig sgu ikke som en på 13, men som en der er meget større end det. Det er sådan set osse lige meget hvad det er jeg føler mig som, hovedsagen er at jeg lige her og nu føler mig fantastisk, fuldstændigt. Min krop er smart nok: Den er for længst gået i gang med at pumpe endorfiner rundt i systemet for at bedøve smerten, og det er seføli ikke mindst derfor jeg har det så fantastisk. Jeg føler mig umanerligt levende, det er MTV der har lært mig at det er sånoen øjeblikke man føler bedst at man lever. Jeg kan mærke mig selv, jeg har fået nogen skrammer, et bevis på at jeg netop ikke bare har siddet hjemme og hørt en plade eller læst en bog eller noget. Sejhed genvundet, instant street cred. Jeg kommer til at gå med armen i slynge, alle kommer til at spørge hvad jeg har lavet, og jeg vil ku svare at jeg var ude at prøve en ny bmx-bane og hvad har de så lavet i weekenden siden de ikke har nogen synlige skrammer? Tsk.
Jeg føler mig som idéen om hvordan en 13-årig ville føle sig uden erkendelsen af at dette var ham nu og alt var tabt og kun genvundet for en stund, eller hvad det nu er for noget kristent crap der får os til at hige mod at være en 13-årig; en eller anden forestilling om uskyld og daglange eriktioner og verden åben. Sidder der for foden af bakken med min cykel ved siden af mig og samler mig sammen til at bugsere mig selv hjem. Man ku godt se det sådan at bakken sejrede over mig, men jeg ved bedre: Der var ingen af os der vandt over den anden, for der var ingen af os der kæmpede mod hinanden. Bakken var der bare og var bakke og jeg var der og var på den bakke som mig selv og i det øjeblik defineret som mig selv på den bakke, en del af det landskab den bakke udgjorde, en del af det den bakke var lige der. Bakken var det jeg definerede mig selv ud fra i det øjeblik som stadig varer så længe jeg er ved den og hver gang jeg fremover vil genkalde mig den bakke og det at være en del af den, og hvordan sku jeg ku være imod noget der gav mig så meget af mig selv? Og den er en del af mig nu, inklusive styrt og skulder slået af led og det hele, og har fuldstændigt udraderet billedet af ham den 13-årige tøsedreng jeg måske tror jeg har været.
onsdag den 26. august 2009
Fucking Djævlen midt i det hele
Den nat så jeg Djævlen, eller hvad der nu for en opdraget og bekendt og erkendt ateist gør det ud for den størrelse; et eller andet psykologisk tjums som et forsøg på en forklaring på hvad der er noget så stort og massivt og ufatteligt inden i en selv at det blir skudt ud af kroppen og over i en projektion af hvad man indeholder af lort og lede. Djævlen som en anskueliggørelse af at jeg var massivt fucked. Det var jeg godt klar over jeg var, det behøvede jeg ikke sådan en gang paranormalt hejs til at fucke mig yderligere op, men det at min fucked ophed ligefrem manifesterede sig i en religiøs vision ku jeg som sådan en der ikke anså sig selv for at være en skid spirituel kun tolke som et tegn på at jeg virkelig var ude i tovene. Nogen, som altså var mig selv hvis vi følger min ikke-trosbekendelse, min egen erkendelse frigjort fra mig selv, uerkendt af mig før den tog mig kraven; nogen ville mig noget og ville det alvorligt nok til at være trådt uden for mig selv for at få min opmærksomhed over på hvad det var jeg var ude i.
Før denne nat havde jeg haft to syn i mit liv, begge som barn, begge et sted mellem søvn og bevidsthed, som er der hvor man er mest åben overfor sånoet eller bare allerede drømmer, alt efter hvordan man vælger at se på det. Jeg er ikke kategorisk afvisende eller skeptisk, jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers sku se på det, jeg har ikke begrebsapperatet til det. Første gang så jeg min storesøster, som lige var flyttet hjemmefra, stå og fnise som en heks på mit værelse. Det gjorde hun så tit da hun boede der, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun altså var flyttet, så hun jo ikke ku stå der. Anden gang så jeg en dreng fra min klasse, som jeg ikke ligefrem var venner med men heller ikke ligefrem havde noget udestående med, allerede dengang stod det klart at der ikke var ondt skabt i ham og at han nok i virkeligheden var ganske let enfoldig, og i mit syn stod han da osse med en undertrøje på hovedet der sku gøre det ud for langt hår. Jeg tror han prøvede at ligne David Lee Roth. Det var ikke i sig selv skræmmende, spooky, men ikke skræmmende som sådan, mest af alt mærkeligt, og det eneste skræmmende var strengt taget at han var der i mit værelse, sådan bare lige, men det var så osse det.
Mine to hidtidige syn havde altså beredt mig på at den slags ikke nødvendigvis behøvede at være vildt spektakulære, ingen brændende tjørnebuske, trehovedede kalve eller dansende dværge, bare hverdagen i al sin gru, og at det heller ikke var givet at de ville sige mig det helt store, ikke engang i gåder, bare være nok i overhovedet at være der. Syner der siger halløj, du ser syner, mand, hvad vil du gøre ved det?
Den nat jeg så Djævlen var det årevis siden jeg havde haft de to syner, det var slet ikke noget jeg tænkte på jeg havde oplevet før efter denne tredje gang, men jeg vil medgi at jeg var i en tilstand hvor jeg var modtagelig overfor sånoet, mit hoved var alle vegne og ved at eksplodere af det mens jeg cyklede ad landevejen ud til min kæreste. Hvad jeg så var en mand kommende gående imod mig på cykelstien, helt hvid, klædt i hvidt, og jeg trak ud for at undgå ham. Og så var han der ikke da jeg sku ha passeret ham. Mere var det ikke, alt andet er efterrationalisering og staffage: Hans ansigtsudtryk (fokuseret på noget helt andet end mig, skulende), hans tøj (hvidt som sagt, en vindjakke, muligvis en polo indenunder), hans hår (rødblond, nyvasket, tyndt, længere end rigtig kort, sideskilning), hans bygning (middelhøj til decideret lille af sig, sammensunken, begyndende mave), hans alder (i fyrrerne): Det er en fantomtegning som kun tjener til at konstatere at Djævlen er ansat i en bank, hvad vi vel havde en anelse om alligevel. Det der er vigtigt for synet, det der er synets funktion, er min reaktion, og den var at jeg var lige ved at køre i mølledammen, undveg og cyklede ind i selve møllen i stedet. Så stod jeg der og var chokeret og ikke kommet nævneværdigt til skade. Og så cyklede jeg videre hjem til min kæreste og lagde mig i sengen ved siden af hende, og så kom effekten for fulde hammer.
Jeg havde forsøgt at fortælle hende at hey, jeg havde set et spøgelse eller noget, og hun havde vendt ryggen til og sovet videre, træt af mit pis, træt af at jeg forstyrrede, træt af at jeg kom og ikke engang ville knalde hende, og så lå jeg der med brystet blottet mod natten og lod det hele ramme mig, bang! bang! bang! Jeg var ude af stand til at røre mig, ku bare mærke rædslen smyge sig ind til mig, mens trykket på mit brystet blev tungere og tungere og jeg følte mig trukket ned i et dynd jeg ikke ku gøre mig fri af, hvordan rødderne viklede sig rundt om mine ben, mine arme, mit bryst, og jeg ville bare så gerne rejse mig af det dynd, hæve mig over det som en anden person – faktisk en helt specifik anden person, en fyr jeg kendte i periferien af resterne af min vennekreds, og som jeg må ha forestillet mig levede relativt ubekymret, fri for nætter som denne, og med masser af damer. Det slår mig nu at han om nogen i en religiøs tolkning sikkert ville være den virkelige Djævel i min åbenbaring, Fristeren, og jeg var så fucking ligeglad på det tidspunkt, jeg ville ha givet hvad som helst, min martrede sjæl ku de ha fået med oven i hatten hvis det var, bare jeg ku slippe for det jeg gennemlevede de timer.
På en eller anden måde var jeg klar over at den eneste måde jeg ku slippe for det var ved at gøre en ende på det, det var den eneste udvej jeg så på det tidspunkt. Det er den eneste gang jeg har overvejet selvmordet; ikke den eneste gang jeg har koketteret med det, for det har jeg så rigeligt, men den eneste gang jeg har været derude hvor det var en reel overvejelse hvor det kom an på hvad jeg lige havde for hånden at klare det med, og det var på det det faldt; det handlede ikke om at begå og ha begået selvmord, men bare om at blive fri for det hele.
Det er det der er Djævlen.
Og hvis jeg virkelig i de timer troede på at det var Djævlen jeg havde mødt, hvordan sku det så på nogen som helst måde ku udfri mig at dø? Det gir ikke mening, intet af det gir mening. Til sidst lykkedes det mig at hulke mig selv så langt ud at jeg mistede bevidstheden og bare sov nogle timer, og det tog toppen af, og selvom det hele ikke var meget mindre ad helvede til næste morgen, var det det ikke nær så presserende. Det lykkedes kæresten at få mig til at knalde med hende og så tog hun afsted, og jeg samlede mig sammen og tog selv afsted og lod natten tilbage på værelset med sin Djævel.
Jeg tror ikke jeg ku tro på nogen Djævel, det gir ingen mening for mig at sku gøre det. Det er for finit, ligesom ondskaben som begreb, og jeg er for organisk indstillet til finitter. I en større helhedstankegang gir en Djævel slet ingen mening, Djævlen gir kun mening som et – overleveret – udtryk for en ubalance i den enkelte. Djævlen ligger i detaljen, så at sige. (Det ved jeg ikke om gir mening i denne sammenhæng, faktisk, men det forekommer mig at sige noget eller i hvert fald være på sin plads lige her.) Det var ham jeg så den nat, og det siger bare noget om at det let bliver en adopteret religiøs forståelsesramme man uforvarende planter sig selv ind i når man forsøger at begribe det horrible, når han død og pine er en ”ham”, helt ærligt.
I virkeligheden er jeg nok mest af alt lidt skuffet et sted over at jeg ikke så floder af blod, byer styrte sammen, horder af maskeklædte mexicanske fribrydere, dyrene sluppet løs fra zoo, himlen flækket, havet åbne sig; bare en gut i vindjakke med topmave og vigende tindinger. Det var den Djævel det var mig undt: En vision om hvordan jeg ku ende med at ta mig ud for sådan en som mig, hvordan jeg forestillede mig jeg var ved at ende, ikke i en blodpøl men i en vindjakke.
Den nat så jeg Djævlen og ku ikke helt blive klog på hvad han ville mig, andet end hovere.
Før denne nat havde jeg haft to syn i mit liv, begge som barn, begge et sted mellem søvn og bevidsthed, som er der hvor man er mest åben overfor sånoet eller bare allerede drømmer, alt efter hvordan man vælger at se på det. Jeg er ikke kategorisk afvisende eller skeptisk, jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers sku se på det, jeg har ikke begrebsapperatet til det. Første gang så jeg min storesøster, som lige var flyttet hjemmefra, stå og fnise som en heks på mit værelse. Det gjorde hun så tit da hun boede der, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun altså var flyttet, så hun jo ikke ku stå der. Anden gang så jeg en dreng fra min klasse, som jeg ikke ligefrem var venner med men heller ikke ligefrem havde noget udestående med, allerede dengang stod det klart at der ikke var ondt skabt i ham og at han nok i virkeligheden var ganske let enfoldig, og i mit syn stod han da osse med en undertrøje på hovedet der sku gøre det ud for langt hår. Jeg tror han prøvede at ligne David Lee Roth. Det var ikke i sig selv skræmmende, spooky, men ikke skræmmende som sådan, mest af alt mærkeligt, og det eneste skræmmende var strengt taget at han var der i mit værelse, sådan bare lige, men det var så osse det.
Mine to hidtidige syn havde altså beredt mig på at den slags ikke nødvendigvis behøvede at være vildt spektakulære, ingen brændende tjørnebuske, trehovedede kalve eller dansende dværge, bare hverdagen i al sin gru, og at det heller ikke var givet at de ville sige mig det helt store, ikke engang i gåder, bare være nok i overhovedet at være der. Syner der siger halløj, du ser syner, mand, hvad vil du gøre ved det?
Den nat jeg så Djævlen var det årevis siden jeg havde haft de to syner, det var slet ikke noget jeg tænkte på jeg havde oplevet før efter denne tredje gang, men jeg vil medgi at jeg var i en tilstand hvor jeg var modtagelig overfor sånoet, mit hoved var alle vegne og ved at eksplodere af det mens jeg cyklede ad landevejen ud til min kæreste. Hvad jeg så var en mand kommende gående imod mig på cykelstien, helt hvid, klædt i hvidt, og jeg trak ud for at undgå ham. Og så var han der ikke da jeg sku ha passeret ham. Mere var det ikke, alt andet er efterrationalisering og staffage: Hans ansigtsudtryk (fokuseret på noget helt andet end mig, skulende), hans tøj (hvidt som sagt, en vindjakke, muligvis en polo indenunder), hans hår (rødblond, nyvasket, tyndt, længere end rigtig kort, sideskilning), hans bygning (middelhøj til decideret lille af sig, sammensunken, begyndende mave), hans alder (i fyrrerne): Det er en fantomtegning som kun tjener til at konstatere at Djævlen er ansat i en bank, hvad vi vel havde en anelse om alligevel. Det der er vigtigt for synet, det der er synets funktion, er min reaktion, og den var at jeg var lige ved at køre i mølledammen, undveg og cyklede ind i selve møllen i stedet. Så stod jeg der og var chokeret og ikke kommet nævneværdigt til skade. Og så cyklede jeg videre hjem til min kæreste og lagde mig i sengen ved siden af hende, og så kom effekten for fulde hammer.
Jeg havde forsøgt at fortælle hende at hey, jeg havde set et spøgelse eller noget, og hun havde vendt ryggen til og sovet videre, træt af mit pis, træt af at jeg forstyrrede, træt af at jeg kom og ikke engang ville knalde hende, og så lå jeg der med brystet blottet mod natten og lod det hele ramme mig, bang! bang! bang! Jeg var ude af stand til at røre mig, ku bare mærke rædslen smyge sig ind til mig, mens trykket på mit brystet blev tungere og tungere og jeg følte mig trukket ned i et dynd jeg ikke ku gøre mig fri af, hvordan rødderne viklede sig rundt om mine ben, mine arme, mit bryst, og jeg ville bare så gerne rejse mig af det dynd, hæve mig over det som en anden person – faktisk en helt specifik anden person, en fyr jeg kendte i periferien af resterne af min vennekreds, og som jeg må ha forestillet mig levede relativt ubekymret, fri for nætter som denne, og med masser af damer. Det slår mig nu at han om nogen i en religiøs tolkning sikkert ville være den virkelige Djævel i min åbenbaring, Fristeren, og jeg var så fucking ligeglad på det tidspunkt, jeg ville ha givet hvad som helst, min martrede sjæl ku de ha fået med oven i hatten hvis det var, bare jeg ku slippe for det jeg gennemlevede de timer.
På en eller anden måde var jeg klar over at den eneste måde jeg ku slippe for det var ved at gøre en ende på det, det var den eneste udvej jeg så på det tidspunkt. Det er den eneste gang jeg har overvejet selvmordet; ikke den eneste gang jeg har koketteret med det, for det har jeg så rigeligt, men den eneste gang jeg har været derude hvor det var en reel overvejelse hvor det kom an på hvad jeg lige havde for hånden at klare det med, og det var på det det faldt; det handlede ikke om at begå og ha begået selvmord, men bare om at blive fri for det hele.
Det er det der er Djævlen.
Og hvis jeg virkelig i de timer troede på at det var Djævlen jeg havde mødt, hvordan sku det så på nogen som helst måde ku udfri mig at dø? Det gir ikke mening, intet af det gir mening. Til sidst lykkedes det mig at hulke mig selv så langt ud at jeg mistede bevidstheden og bare sov nogle timer, og det tog toppen af, og selvom det hele ikke var meget mindre ad helvede til næste morgen, var det det ikke nær så presserende. Det lykkedes kæresten at få mig til at knalde med hende og så tog hun afsted, og jeg samlede mig sammen og tog selv afsted og lod natten tilbage på værelset med sin Djævel.
Jeg tror ikke jeg ku tro på nogen Djævel, det gir ingen mening for mig at sku gøre det. Det er for finit, ligesom ondskaben som begreb, og jeg er for organisk indstillet til finitter. I en større helhedstankegang gir en Djævel slet ingen mening, Djævlen gir kun mening som et – overleveret – udtryk for en ubalance i den enkelte. Djævlen ligger i detaljen, så at sige. (Det ved jeg ikke om gir mening i denne sammenhæng, faktisk, men det forekommer mig at sige noget eller i hvert fald være på sin plads lige her.) Det var ham jeg så den nat, og det siger bare noget om at det let bliver en adopteret religiøs forståelsesramme man uforvarende planter sig selv ind i når man forsøger at begribe det horrible, når han død og pine er en ”ham”, helt ærligt.
I virkeligheden er jeg nok mest af alt lidt skuffet et sted over at jeg ikke så floder af blod, byer styrte sammen, horder af maskeklædte mexicanske fribrydere, dyrene sluppet løs fra zoo, himlen flækket, havet åbne sig; bare en gut i vindjakke med topmave og vigende tindinger. Det var den Djævel det var mig undt: En vision om hvordan jeg ku ende med at ta mig ud for sådan en som mig, hvordan jeg forestillede mig jeg var ved at ende, ikke i en blodpøl men i en vindjakke.
Den nat så jeg Djævlen og ku ikke helt blive klog på hvad han ville mig, andet end hovere.
fredag den 21. august 2009
Et pænt intenst bekendtskab
Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.
Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.
Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.
Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.
Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.
Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.
Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.
Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.
Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.
Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.
Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.
søndag den 26. juli 2009
Marihuanergraven
Tilbage i den gamle hætte: Triller klapvognen afsted for at få knægten til at gi op & gi sig hen & bare sove, så jeg kan komme tilbage til den fest jeg er kommet tilbage for. Stien omme bag kirken hvor vi sad & drak alt for stærke øl & røg smøger på længde med vores underarme, & hvor min storebror siger én af de gamle venner stadig sidder & kæver guldøl jævnligt, fordi det er sådan et kvarter: Parcelhuse, villaer med have & det hele, men stadig langt nok ude i udkanten til at det er sølle.
Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).
Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.
Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.
Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.
OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.
Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.
Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.
Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.
Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).
Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.
Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.
Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.
OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.
Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.
Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.
Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.
Under fortovene, stranden
Islandskabsmusik i ørerne,
tundratrance, gletcherglitch,
snehvid sitren
som kompensation for den udeblevne frost:
Det blir heller ikke vinter i år,
blir sikkert heller ikke sommer i år,
det bliver aldrig det samme igen
Fire etager nede fortaber alt sig
boligblokkene bjerge,
gaderne græsgange
alt stille & besjælet
fuldt af liv
ambulancernes aum – aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm –
alt er samlet i vores mellemgulv,
alt er i vores: vores åndedræt
føder det, lader det, giver det hen
Alt dette var engang by:
Havet samme blå som vores iriser
altfavnende
Alt dette var engang by
før vi forestillede os det:
for første gang så det for hvad det var
brakmarker
eller blomstrende bjerge
& ud af dem fødes den musik vi forfølger
den ene tone der skal indfange alt dette
gøre det bærligt, til at forstå
forlige os med hvad vi er blevet
hvad vi har gjort for at blive det
Alt dette var engang by
& det rummede vores vision om
hvad det skulle være:
det ene ord løsenet for alt,
selve musikken: by
Alle parlamenter opløst
Al palaver forstummet
Al aktivisme og reaktionisme bragt til mægling
Våbnene lagt ved vore fødder
En morgens undtagelsestilstand
til at handle i
blikket rettet op, panden rettet ud,
munden vidåben af forbavselse over
at det lader sig gøre
at det lader sig gøre
Det lader sig gøre
Lad os altid have morgener som denne:
hvor vi sætter os op i sengen &
lamslåede betragter morgenhimlen over hustagene
& bag dem havet
blegheden gennemvædet af en stadigt intensere blå
de dybblå skyer fortyndet med alle former for violet
selve solen stadig skygget af de sandslotte
vi bilder os ind at leve i
men lyset slynget i kaskader mod de kæntrede skyer
som millioner af gyldne hagl mod Nationalbankens facade
til det hele eksploderer i en okker velsignelse
af alle der ser ud
Lad altid lyset brydes om overtaget
Lad det aldrig stå uimodsagt, enevældigt
& evindelige, ustoppelige solnedgange
tyste implosioner i et lilla vakuum:
Denne aftenhimmel
der vælter ind ad soveværelsesvinduerne
& holder os kulrede oppe
til morgenhimlen begynder at tegne sig
en armsbredde mod højre
Himler som denne stopper slag i andægtighed,
overtrumfer mønters skin,
& det selvom der ellers er slag nok at beskæftige sig med,
altid flere end mønter i hvert fald.
tundratrance, gletcherglitch,
snehvid sitren
som kompensation for den udeblevne frost:
Det blir heller ikke vinter i år,
blir sikkert heller ikke sommer i år,
det bliver aldrig det samme igen
Fire etager nede fortaber alt sig
boligblokkene bjerge,
gaderne græsgange
alt stille & besjælet
fuldt af liv
ambulancernes aum – aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm –
alt er samlet i vores mellemgulv,
alt er i vores: vores åndedræt
føder det, lader det, giver det hen
Alt dette var engang by:
Havet samme blå som vores iriser
altfavnende
Alt dette var engang by
før vi forestillede os det:
for første gang så det for hvad det var
brakmarker
eller blomstrende bjerge
& ud af dem fødes den musik vi forfølger
den ene tone der skal indfange alt dette
gøre det bærligt, til at forstå
forlige os med hvad vi er blevet
hvad vi har gjort for at blive det
Alt dette var engang by
& det rummede vores vision om
hvad det skulle være:
det ene ord løsenet for alt,
selve musikken: by
Alle parlamenter opløst
Al palaver forstummet
Al aktivisme og reaktionisme bragt til mægling
Våbnene lagt ved vore fødder
En morgens undtagelsestilstand
til at handle i
blikket rettet op, panden rettet ud,
munden vidåben af forbavselse over
at det lader sig gøre
at det lader sig gøre
Det lader sig gøre
Lad os altid have morgener som denne:
hvor vi sætter os op i sengen &
lamslåede betragter morgenhimlen over hustagene
& bag dem havet
blegheden gennemvædet af en stadigt intensere blå
de dybblå skyer fortyndet med alle former for violet
selve solen stadig skygget af de sandslotte
vi bilder os ind at leve i
men lyset slynget i kaskader mod de kæntrede skyer
som millioner af gyldne hagl mod Nationalbankens facade
til det hele eksploderer i en okker velsignelse
af alle der ser ud
Lad altid lyset brydes om overtaget
Lad det aldrig stå uimodsagt, enevældigt
& evindelige, ustoppelige solnedgange
tyste implosioner i et lilla vakuum:
Denne aftenhimmel
der vælter ind ad soveværelsesvinduerne
& holder os kulrede oppe
til morgenhimlen begynder at tegne sig
en armsbredde mod højre
Himler som denne stopper slag i andægtighed,
overtrumfer mønters skin,
& det selvom der ellers er slag nok at beskæftige sig med,
altid flere end mønter i hvert fald.
tirsdag den 21. juli 2009
Essensen, mand
En tom vandflaske
En næseskyller
Et magnetisk bamsehoved
Et par damesolbriller
En tom whiskyflaske
En reggae promocd
En snorkelstrop:
Det er essensen af mit liv
kogt ned i sandet & krummerne
i vindueskarmen i køkkenet
En række glimtende, sorte sten
fra bjerge & strande på tre kontinenter
Et heavy metal badge
for et band der for længst er gået nedenom & hjem
En krystalprop til vinkaraflen
En afrivningskalender med Marx-citater
der er røget i gulvet et utal af gange:
Det er en liste
En næseskyller
Et magnetisk bamsehoved
Et par damesolbriller
En tom whiskyflaske
En reggae promocd
En snorkelstrop:
Det er essensen af mit liv
kogt ned i sandet & krummerne
i vindueskarmen i køkkenet
En række glimtende, sorte sten
fra bjerge & strande på tre kontinenter
Et heavy metal badge
for et band der for længst er gået nedenom & hjem
En krystalprop til vinkaraflen
En afrivningskalender med Marx-citater
der er røget i gulvet et utal af gange:
Det er en liste
Abonner på:
Opslag (Atom)