Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 1

Årets bedste plade handler om en død hund.

1. Converge - All We Love We Leave Behind

Absolut afsindighed. Lisså teknisk intrikat som Axe to Fall, lisså rasende som No Heroes, lisså følelsesmæssigt overvældende som Jane Doe (omend objektet for Bannons afmægtige længsel denne gang altså ikke er en eks-kæreste, men et afdødt kæledyr), lisså disharmonisk som You Fail Me: AWLWLB fungerer som en opsummering af den vej Converge har stukket ud med de milepæle de har hamret ned i form af deres fire foregående plader, men den er ikke mindst et værk i sin helt egen ret. Den smule famlen man endnu har kunnet ane på nogen af de foregående plader, når eksperimenterne strakte sig til det yderste af deres evner, hører man ikke her, det hele hænger sammen, og det hele lyder umiskendeligt af Converge og ikke særlig meget andet længere. Sublimt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 2

Manden bag årets næstbedste plade har vanen tro været så rar at forsyne os med en god portion valgmuligheder: Skramlepladen, freejazzpladen, smadderlarmepladen, gothpladen, ragapladen, neoclassicpladen, dronepladen eller krautrockpladen?

2. Oren Ambarchi - Sagittarian Domain

Ambarchi har fortsat sit stormløb i 2012 med en længere række udgivelser i forskellige konstellationer og stilarter. I starten af året blev det opsummeret på Audience of One, der samtidig angav noget der ku lyde som en vej frem for den australske jøde: En 4AD'sk, nærmest steril æstetik, der står i markant modsætning til hans tidligere værk, der mere har været præget af en varm, organisk lyd. Bedst lykkedes dette eksperiment for Ambarchi dog på det efterfølgende minialbum Sagittarian Domain, hvor en metronomisk rytme ledsager klangudforskningen på guitaren, indtil det hele rundes af med noget så ekstravagant som strygere. Det er uendelig langt fra både noise og drone, det her, vi er tættere på krautrock end nogensinde før, og det er ret uafrysteligt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 3

Mountaintime-lofi-newage, anyone? På årets tredjebedste plade bevæger vi os dybt ind i skoven med en termokandefuld svampete, en guitar og en båndoptager.

3. Black Eagle Child - Go Around, Again

I halen på New Weird America-bølgen af freakfolkere lyder det som om en helt nyt kuld af bebrillede unge mænd dybt inde i skoven har samlet guitarer op, loddet effektpedaler sammen og optaget dagesvis af dronen og knasen, som de har skovlet ud på kassettebånd i mikrooplag. Indimellem er der så endda nogen af dem der efter at ha taget tilløb rent faktisk osse får lavet nogle noget nær regulære albums, hvor den skønhed der hele tiden har ligget og luret under båndenes susen og skramlen får lov at skinne lidt tydeligere igennem.

Go Around, Again er sådan et album: Det er lige på kanten til at kamme over i pastelfarver, men holder sig endnu i det faststampede mudder. Med tanke på hvordan det kom til at gå de beslægtede Emeralds, så er det værd at være ekstra opmærksom på Wisonsins Michael Jantz lige nu, for det er lige ved at tippe her – og det er det der gør det så smukt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 4

Koryfæalarm! Der er nogen gamle yndlinge, som det er umuligt at ryste af sig, og hvor der heller ikke rigtig er nogen grund til at gøre det, fordi de bliver ved med at lave plader af så høj kvalitet som de gør. Årets fjerdebedste plade er håbløst oplagt.

4. The Evens – The Odds

Ian Mackaye har ikke travlt længere. Der er gået 6 år siden han og partneren Amy Farina udgav deres andet album, Get Evens, og bortset fra en 7” sidste år, der varslede duoens tilbagekomst, har der været stille. OK, så de har fået et barn sammen i mellemtiden, og Mackaye er fyldt 50, og det er alt sammen fair nok, men det var godt nok osse på tide at høre noget nyt fra en af hardcorescenens vigtigste stemmer.

The Odds rummer absolut ingen overraskelser, den fortsætter troligt stilen med de to vokaler, der væver sig ind og ud af hinanden, en barytonguitar, der hænger lidt nødtørftige melodistumper på det skelet de bygger op, og så Amys flagrende trommespil ud over det hele. Fire trut i en trompet for et syns skyld. Det er godt og trygt. De er stadig indignerede over det politiske system, over krigen og fattigdommen, klart, men de råber ikke længere. Hvis folk ikke er vågne nu, så bliver de det alligevel aldrig, og så kan vi lisså godt bare fortsætte med at bekræfte hinanden i hvor nederen det hele er.

Godt og trygt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 5

Årets femtebedste plade er noget så vulgært som skønhedssøgende.

5. Loscil - Sketches from New Brighton

På sit forrige regulære album, Endless Falls, esklarede Loscil med strygere, regulære melodier og spoken word i en svulstighed, som dog var holdt bare den lille smule i ave af en Kranky-klassisk kølighed at det alligevel var svært at gøre sig helt fri af. Efterfølgende lavede Scott Morgan et arktisk soundtrack, inden han vendte tilbage med New Brighton. Her er følelserne noget mere under kontrol, selvom canadieren stadig er svært skønhedssøgende i sin musik, og resultatet er en plade der gir lytteren mere rum til selv at skabe alt det der skal ligge rundt om musikken.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 6

Se, hvad jeg har gjort! Af vanvare har jeg sat et omskrevet warmongercitat over et instrumentalt protestkollektiv for at beskrive en plade, der sådan set slet ikke burde eksistere, men som er det sjettebedste der er sket i år.

6. Godspeed You! Black Emperor - 'Allelujah! Don't Bend Ascend

Det er sådan et comeback der er dobbelt usandsynligt: Dels at GY!BE overhovedet skulle finde en vej ud af deres årelange pause, dels at resultatet af det skulle blive en plade der på nogen måde kunne leve op til de skyhøje forventninger der var til den.

Det er ikke fordi der har været stille fra lejren i mellemtiden: Først og fremmest Efrim Menuck er fortsat med at udgive plader med sit andet projekt, Silver Mt. Zion, og de er fortsat med at være hæderlige uden på nogen måde at nå de højder GY!BE nåede. Måske fordi det der hævede GY!BE et godt stykke over resten af den postrockscene, som de uforvarende blev en del af i sin tid, i bund og grund var noget så simpelt som den massive mængde smæk de havde på, når de virkelig bragede igennem.

Hvis det ikke bare er det der gør GY!BE til hvad de er, så er det i hvert fald forløsende at det er det de lægger ud med på ’Allelujah! i nummeret ”Mladic”: Det er ikke smukt og slæbende og langsomt opbygget i valsetakt, sådan som alle efterlignerne har reduceret GY!BE-formlen til, det hviner og skurrer og brager afsted, fordi intet andet overhovedet er muligt for det nummer. Først som en infernalsk Neu!-hyldest, derpå over i en hvirvlende klezmerfest, inden det leder over i en klagende drone på ”Their Helicopters Sing”. Og det er kun første halvdel af værket.

Det skulle man ikke nødvendigvis have troet. Hvis man spørger GY!BE, så er der ikke særlig meget man skal tro på.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 7

Der var engang, hvor den eneste værdige vej ud af 80’er-dyndet for modne punkikoner, de af dem der havde overlevet dem, syntes at være den afdæmpede, gerne akustiske solokarriere, gerne tilsat en religiøs vækkelse for at give dem ekstra cred. Det varede utroligt mange år, indtil de selv begyndte at kede sig lisså meget over deres kavalkade af seriøse sangskriverplader, som deres gamle fans gjorde det, og fik en ubetvingelig trang til at larme igennem igen.

Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.

7. Swans – The Seer

At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.

Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 8

Det er søndag morgen. Tøvejr. Hvad du har brug for er noget der stryger dig med hårene. Noget guitarfeedback, lidt violin henover, ingen melodier at tage stilling til, bare spacet dronen. Det er årets ottendebedste plade.

8. uuuuuu – Untouched by Morning, Untouched by Noon
Glasgowegianeren bag spøgelsesnavnet uuuuuu roste jeg allerede sidste år for at have lavet en af årets bedste plader på min liste over 2011’s højdepunkter: her. Dem har han lavet et par stykker til af i år, hvor den bedste var kassetteudgivelsen Untouched by Morning, Untouched by Noon på det i øvrigt ret så pålidelig Old Frontiers-label. uuuuuu? Sådan lyder det, ja. I lang tid ad gangen. Man går stadig ikke helt galt, hvis man tænker Seefeel, heller ikke hvis man tænker Experimental Audio Research. Man går sjældent helt galt, hvis man tænker på Seefeel eller E.A.R.

Hør hele albummet her: uuuuuu.bandcamp.com

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 9

9. Sparkling Wide Pressure – Grandfather Harmonic
Frank Baugh har efter et væld af lofi-kassette- og cdr-udgivelser lige gjort sig ekstra umage med den her fuldlængder og skabt et landskab af sønderblæste ødegårde med opklodsede bilvrag og rednecks med øjne der sidder fra langt fra hinanden, som tonser rundt i sivene med deres rifler og gør skade på alt omkring sig. Spooky stuff.

Link til nogle af de 6 andre plader Sparkling Wide Pressure har udgivet i år alene: sparklingwidepressure.bandcamp.com

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 10

Rumsfeld har sine known knowns, known unknowns og unknown unknowns, og hele den usikkerhed præger billedet, når jeg skal forsøge at opsummere det musikalske år 2012. For der har været bands og kunstnere, som jeg udmærket kendte og troede jeg vidste hvad jeg kunne forvente mig af, som så lige pludselig trak i en helt anden retning, skød sig op på et helt andet niveau end det de kom fra eller bare vendte spillet fuldstændigt.

Der var bands man ikke havde regnet med skulle kunne fortsætte med at imponere en i 2012: Unsane, der med Wreck trofast fortsatte med at spille deres egen bizart bluesede noiserock, som de har gjort de i årevis nu, men ikke lød mindre potente for det; Kreator, der på Phantom Antichrist skruede en tand mere op for powermetallen og de skamløst fængende omkvæd i en klinisk ren produktion og så endda slap afsted med det. Fordi den halvgamle, pukkelryggede italiensk-tysker med pigenavnet er så pisse sur og skide sej som nogensinde, lissom Bob Mould var det på sin glimrende plade Silver Age.

Og der var dem man regnede med bare kunne levere, og som ikke gjorde det: Neurosis vendte efter fem år tilbage med Honor Found in Decay, og bevares, det er en fin plade, men det er bare som om det slet ikke er nok, når man nu er Neurosis og burde få jorden til at skælve. Lisså lang tid er der gået siden et af verdens allerbedste bands, Bad Brains, gjorde et forbavsende solidt comeback på Build a Nation, men det de rent faktisk diskede op med på Into the Future lød pludselig som outtakes fra en No Doubt-plade. Av.

Der er ikke meget fremtid over den liste jeg har sammensat med årets 10 bedste albums, som jeg ruller op her over de næste dage: For størstedelens vedkommende er det mere eller mindre gamle koryfæer. Men med et par markante undtagelser er det ikke derfor de er på listen: Det er fordi de enten har fornyet sig selv eller formået at gøre det de gør så insisterende vedkommende, at de ikke var til at komme udenom.

Så nej, Neil Young er ikke på. Det er Patti Smith heller ikke. Ikke fordi de plader de hver især har lavet er decideret dårlige, de er bare overhovedet heller ikke noget sted i nærheden af at være relevante nok yil at befinde sig blandt årets 10 vigtigste plader. Men nr. 10 på listen er gode, gamle Napalm Death.

10. Napalm Death – Utilitarian
At Napalm Death skulle være relevante i dag, tre årtier efter de startede, som andet end en museumsgenstand, er næsten det mest mindblowing, der musikalsk er sket i 2012. Napalm Deaths jagt på det mest ekstreme udtryk nogensinde peakede så tidligt som i '89 på Mentally Murdered-ep'en, hvorpå bandet endnu en gang kollapsede i medlemsflugt, og igennem 90'erne bravt kæmpede for deres eksistens et sted mellem deathmetal og grind. Det er stadigvæk det ry der hænger ved dem, selvom bandets nuværende medlemmer alle har mere end 20 års anciennitet i bandet. Hvad vigtigere er, så begyndte Napalm Death i midten af 00'erne med The Code Is Red... Long Live the Code at reinkorporere punkrock i deres lyd, samtidig med at deres dyrkelse af noiserocken fik lov at skinne stadig klarere igennem, og resultatet er at Napalm Death i dag lyder så nødvendige som nogensinde. De er ikke længere verdens mest ekstreme band, de er noget andet, vigtigere.

Din fætter har ringet, du er med i Dandy Warhols

Jeg drømte at Dandy Warhols var med i en film.

Og jeg drømte at jeg var med i den film, og vores bus sad fast i mudderet, og det hjalp den ikke fri at køre frem og tilbage over den med en traktor med en gylletank på slæb, så vi flyttede ind i et stort hus i nærheden og boede der sammen.

Jeg drømte at jeg arbejdede på et hotel i en fremmed by, og min ældste søn var nødt til at passe sig selv oppe på et af værelserne, mens jeg arbejdede, og det var jeg i tvivl om han var i stand til, ikke mindst på grund af de afgrunde man skulle forcere for at komme op til det værelse.

Jeg drømte at min afdøde fætter ringede for at høre om der var noget specielt han skulle være opmærksom på, når han passede min ældste søn, og jeg balancerede ad loftsbjælker og udenom sammenstyrtede vægge op til værelset, hvor de sad og så Dandy Warhols-filmen sammen.

Jeg vågnede, og flyttemændene var i gang med at tømme nabohuset for indbo. Da de var færdige, var det eneste der stod tilbage i den tomme stue et skelet.

Shirley Templar Knights

I aften smadrer jeg den lampe ude på gangstien der lyser ind i haven og blænder for stjernerne. Det er mindre farligt sådan, åndetheden er smittende. Og i aften starter jeg mit straight edge okkult doomcore-projekt, og vi skal hedde Shirley Templar Knights og vel mest af alt bare drone den, tænker jeg. Idéen om det band vi ville kunne være skal tjene som  inspiration for hvad vi skal gøre, og vores musik skal være et ekko af hvad vi kunne have skabt i det navn. Strakt ud og forvansket, en forestillet fortid i hvis mystiske afglans' skær vi kan varme os ved noget vi kan gå for at have været.

Store, udtjente, kommunale sækkestole med en em af institution og støv og brændemærker var fordelt ud over gulvet, det var enormt corny, men osse så comfy at det i nogen grad opvejede det. Det var definitivt ikke musik der skulle rykkes til, ikke udad i hvert fald, vi skulle bare lade det ælte os mens det stod på, se om det efterlod et aftryk i os, noget at have med fra det. Det var sådan noget jeg altid havde hadet ved indieshows, når publikum begyndte at sætte sig ned foran scenen, de kunne lige så godt osse sætte te over, nu de var i gang, men her var alt lagt op til det. Bare synke hen på gulvet og prøve at lade være med at falde i søvn.

De stod i den ene ende af rummet og nørklede og drejede på knapper, slog en guitar an og brugte så de næste minutter på at fordreje hvad der nu var kommet ud af dét, headbangede lidt, når der var noget der gav genlyd af noget meget større, noget svundent, inde i deres hoveder, angav en måde at opfatte musikken på sådan. Noget kæmpemæssigt og kvasende, mens det dampede op fra svampeteen, jo. Uskadeligt, ildevarslende fredeligt, shirley templar knights. OK, de var ikke mere sXe end at de var monsterskæve med småbitte knaldrøde øjne, da de stod oppe ved merchbordet før showet og solgte vinyler, cdr'er, bånd, al den lyd de havde optaget mens de kørte på. Det stod en frit for at hægte sig på eller af, lyden var der bare. Et korstog af den slags der hverken tager fanger eller slår nogen ihjel og i virkeligheden ikke rigtig bekymrer sig om at omvende nogen eller noget, bare moser lidt igennem, et sted ude i periferien. I fuld fart på vej mod whatever.

Ved siden af mig sad en pige jeg halvvejs kendte og pillede åndsfraværende i sårskorpen på en ny tatovering. Noget smådæmonisk utydeligt noget, hvis okkultisme først og fremmest lå i dette: At meningen med det var skjult, det var ikke til at gennemskue hvad der skulle få nogen til at få sådan noget krims-krams tatoveret. Det var det der var pointen med det, gik jeg ud fra, at hægte mig af, og jeg lod mig falde ind i lyden, tilbage i den kommunale sækkestol, ud af verden. ”Do you know the way to no sé?” spurgte jeg op i loftet midt i en stille passage. Hun holdt op med at pille i sårskorpen og vendte sig om mod mig med et ansigtsudtryk så åndsfraværende at hun det var lige før hun savlede. ”Nevermind.” Hun vendte ansigtet bort, gloede op på de krumbøjede skikkelser igen. Nogle tunge basfrekvenser fik puds til at drysse ned fra loftet, bare en lille smule, nok til at det kunne være sådan noget der kunne blive et problem for dem der arrangerede showet, hvis det blev ved for længe. Kommunale bygninger er generelt ikke noget man skal fucke for meget med, nok så meget de kan være ved at falde fra hinanden i forvejen: Før man ved af det har man systemet efter sig, og så hjælper ingen tappert stenede korsfarere med deres arsenal af effektpedaler. Man looper en gang, vælter om på ryggen, lader dem tygge sig igennem.

Det skal indgå som en del af baggrunden for Shirley Templar Knights at vi har lavet ritualer, tænker jeg, rigtige sorte messer. En nøgen krop omgivet af stearinlys på et cementgulv, sorte kutter, skarpe knive, remser. Muligvis blod, bare lidt, vores eget, forståeligvis. Og så smadrer vi lampen og hyler mod månen, inden vi går ind igen og sætter te over og går i gang med sende lyd ud igennem sprækkerne til at male stjernehimlen søsyggrøn med.

Ned ad vejen i stedet for over gaden

Der, det er den sang fra bisættelsen.

Hun har ikke tænkt på den i lang tid, heller ikke på sin døde veninde for den sags skyld, og nu toner den frem i radioen, netop som hun er på vej igennem det tomme køkken på restauranten, og noget i hende føler sig tvunget til at stoppe op og rent faktisk lytte til den sang. Føle noget ved det, ære mindet på den måde, det er det mindste hun kan gøre, det er ikke meget, det kræver bare at hun stopper op. Hun tænker: Døden kræver af os at vi stopper op, kasserer med det samme den tanke igen, den er lam og den fjerner fokus fra det hun synes hun bør have fokus på nu, som er den sang. De minder om veninden som den skal få frem, men det eneste hun mindes er bisættelsen.

Hun kan ikke huske at have hørt den før, ikke udover den ene gang i kapellet, hvor det var de fremmødte der snøftede sig igennem en sang de færreste af dem kendte i forvejen. Det var hendes forældre der havde valgt den, det var den sang der angav hvordan de gerne ville huske deres datter, og følget klamrede sig til den guitar der akkompagnerede sangen, fulgte trop i den fortolkning af hvem hun havde været, som den udlagde. Hvad nogen følte hun kunne have været for dem. Hvad hun kan huske er hvor meget den sang fik hende til at vræle der i kapellet, hvordan det føltes som om alt i den var ubestridelige sandheder om den afdøde. Netop sådan som det var meningen: Der var ingen friske snitsår, ingen uforudsigelige raseriudbrud eller hysteriske sammenbrud, ingen forsvindingsnumre eller dages isolation, det var alt sammen filtreret fra til fordel for billedet af et langt mere helstøbt, sundt og harmonisk menneske end hun var nået at blive. Kunne være blevet. Og når hun hører sangen nu kan hun høre hvor drivende sentimental og almengyldig teksten er: Det er en sang alle helst skal kunne identificere sig med, og således får den alle dem der gør det til at indpasse sig det store, fælles hele, blive en del af det og affinde sig med det i stedet for at blive ved med at gøre stormløb mod det. Individet ophører med at eksistere, bliver atter til jord og minder der former historien som den skal være. En masse af død der tårner sig op bag en og foran en og får en til at søge tilflugt i svulmende følelsesladede sange, der opskalerer mindre, mere overkommelige og jævne følelser til noget så kæmpemæssigt at det overskygger alt andet og gør det ligegyldigt i det store hele. Lærkesang, solnedgang, bjældeklang og havets uendelighed og sødmefuldt rådne lugt af tang; bortgang.

Det er sådan hun hører sangen nu, hun prøver at få den til at vække nogen følelser i sig, nogen minder om dengang til bisættelsen, noget der betyder noget, nogen minder om den veninde, noget overhovedet, noget andet end det den sang forsøger at få hende til at have været, men det den ender med at vække i hende er en rå afsky overfor sangen selv. Det overskygger enhver anden følelse der måtte være i hende, og hun går videre, ud af køkkenet før den når omkvædet, ryster den af sig. Den reducerer hendes følelser til noget almindeligt og gør hende i tvivl om deres oprigtighed. Hun græd og græd og græd dengang i kapellet, det var som om hun slet ikke havde været klar over at hun overhovedet nærede så dybe følelser for veninden, hun havde vel nærmest været flov over at hun ikke var mere ked af det, blot havde konstateret at det var urimeligt, men osse uundgåeligt, det var den retning de havde stukket ud, når de havde stået der med køkkenknivene og konkurreret om hvem der turde skære dybest og længst. Køkkenbravade, som de ikke skulle stå tilbage for, de kunne måle sig med hver og en af dem, kunne være mindst lisså langt ude, smerten var en uadskillelig del af dem, noget de ikke kunne tage sig af men heller ikke kunne være foruden. De havde skåret sig gang på gang, fine, små snit der åbnede huden og fik det til at pible ud, sunket æggen i huden, plop, det var så let, og til sidst var hendes veninde så gået ned ad vejen i stedet for bare over gaden.

Det var ikke til at sige hvad det var præcis der havde gjort udfaldet, at det lige præcis var der det skulle være, hvilken cocktail af hvad efter fyraften der havde ført det ene med det andet, til det ikke var muligt at holde op, og hun havde ikke været der selv, men det kunne hun lisså godt have været, og det vidste hun. Det kunne ikke lisså godt have været hende, det vidste hun osse godt, men det vidste andre ikke nødvendigvis, for dem var de ens og uadskillelige, selvom det så var det de uigenkaldeligt var nu: Adskilte. Hun var gået skridtet videre. Hvor er det hun har hørt den skelnen: Ikke nødvendigvis en ustoppelig dødsdrift, bare en komplet ligegyldighed overfor at holde sig i live? Det var sådan de så sig selv, som sådan nogen, når de trampede henover kølerhjelmene på parkerede biler eller kastede sig ud fra klipperne eller bare i kaotiske værtshusslagsmål, hvor glas fløj igennem luften og de gik løs på  en eller anden af hvilken som helst grund, og der var altid lige nogle vitale øjeblikkes forsinkelse i reaktionen fra alle omkring dem, fordi ingen kunne få sig selv til at lægge hånd på dem, de var jo piger, det kunne ikke passe, og det gav dem et forspring til at hærge igennem. De var ustoppelige og udødelige. Det var sådan de bekræftede hinanden i at de følte sig i live.

Følte noget overhovedet. Da den sang så begyndte i kapellet slog det bunden ud af hende, og hun kunne ikke holde op med at  vræle, det trak igennem hende som kramper, og midt i det hele kom hun osse i tanke om en dårlig vits hun engang havde hørt om ham der havde skrevet sangen – noget med en fyr i musikbranchen der praler med alle de store navne han har skaffet til sin festival, hvor det så bare er efternavnene der er de samme som nogen rigtig store navne, John Fogertys fætter og sådan noget, bortset fra ham den sidste, hvor der er en der spørger om det så virkelig er ham han mener, og han bare svarer ja, og det er så det der er vitsen, at han er så ingenting. Ham? Ham. Åh. Og det er egentlig ikke sjovt, ikke engang ondskabsfuldt morsomt, og det fik hende bare til at græde endnu mere der, fordi det var så lige meget, det hele, og så massivt ladet med en betydning hun slet ikke begreb omfanget af.

Bagefter var hun tømt. Fattet, der var noget ærværdigt i at have kunnet græde sådan, og så var det ovre, de drak et par øl på et værtshus i nærheden, mindedes pligtskyldigt deres veninde og kollega, nogen fortalte anekdoter, ikke hende, der var ikke rigtig noget det virkede passende at fortælle, det havde alt sammen drejet sig om døden alligevel, eller om livet så meget som muligt, og det var ikke tid for det nu. De fleste havde under alle omstændigheder allerede tankerne alle mulige andre steder henne, var på vej videre, og de skiltes efter nogen timer og et ukendt antal omgange, drog derfra i hver sin retning, på vej på arbejde, på vej hjem, på vej videre.

Det er der hun står, et stykke længere fremme uden rigtig at have rykket sig for alvor, bare en ny sæson på en ny restaurant, en ny midlertidighed, noget mellem noget uden at hun rigtig kan sige det ene er mere end det andet, det er bare det der er lige nu. Horisonten er ikke for langt væk, den ligger bare meget højt i synsfeltet, som for at hun ikke skal kunne give slip og drive væk, opad. Hun står på terrassen og skuer ud over havet og prøver at mindes hende et øjeblik, inden hun går i gang med at tørre bordene af, farver kluden sort af aske. Det er vel ikke sådan det er meningen vi skal mindes de døde, at de skal få os til at stoppe op, de skal vel bare leve videre med os i baggrunden, tænker hun, forkaster også denne tanke, fordi hun ikke vil vide af hvad den kan åbenbare for hende, hvis hun rent faktisk tænker den til ende. Stopper op igen og smider kluden ned i spanden med sæbevand, skuer en gang til ud over havet. Nynner et par linjer af den forbandede sang, ved den kommer til at hjemsøge hende de næste mange dage når der er stille, ved at hun må sørge for at der ikke bliver det. Det må bruse hen over hende, hun må zigzagge videre efter den næste støjkilde, hvad som helst andet end stilhed.

Hvor som helst andre steder end der hvor den sang sender hende hen.

Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø (Version)

”Er det glockenspiel vi kan høre dernede fra?”

Det er sent, ikke bare langt over midnat, men osse langt på den anden side af der hvor man egentlig normalt ville begynde at overveje om det ikke alligevel var på tide at finde teltet, få sovet bare lidt inden solen kommer og gør det umuligt at ligge derinde længere, ikke bare fordi det bliver uudholdeligt varmt derinde, men fordi solen jo altså er udenfor, så kan man ikke være inde. Men nu kan de høre glockenspiel et sted fra, det er de nødt til at forfølge. Det er dragende. De bevæger sig ned over bakken, oppe i nord-nordøst er det allerede begyndt at lysne igen på himlen, men nede i det telt lyden kommer fra, der skaber lyset fra scenen en skarp kontrast til omgivelserne, det får det til at virke som om det stadig er den sorteste nat, og at dette er det eneste helle i den. De sætter sig på bakken udenfor lyscirklen, deres øjne kan slet ikke tåle så meget lys længere, de sætter sig i mørket, som om de ikke rigtigt er med her. Hun læner sig op ad ham, lægger sit hoved på hans skulder, han begynder at lede efter en joint et sted i jakken, gøre et eller andet for ikke at falde i søvn.

Det er lidt uoverskueligt hvor mange der står på scenen, 5-6-7 stykker, 4 af dem rundt om nogle store glockenspiels, det er muligt et eller to af dem er marimbaer, det må det næsten være, de har den der dumpe, varme lyd af træ.

”Er det marimbaer? Dem der, de store af dem?”

Hun mumler noget han ikke kan forstå, men det lyder heller ikke som om der overhovedet er så meget at forstå i det, hun er på vej væk. Momentum forsvandt i det øjeblik de satte sig, hele aftenen og natten har de holdt sig i bevægelse, gledet rundt, hørt noget her, set noget der, drukket noget her, taget noget der, danset, maset, snavet, vadet rundt, på jagt efter noget nyt. Og det er det de har fundet her, langt om længe, det er det der var det de ledte efter, det er han overbevist om, og han er overbevist om at hun osse er klar over det, så overbevist om at have nået endemålet at hun lader sig overvælde af det og falder i søvn, velforvaret, mens køllerne springer rundt over tasterne, et væld af klange lægger sig over hendes ansigt, masserer musklerne i det. Hun smiler, og det er en ret vild følelse for ham at nogen kan være så tryg og rolig ved ham, at hun bare kan lægge sit hoved mod hans skulder og falde i søvn smilende. Fast som en klippe er han. Hun rører lidt på sig igen ved hans bevægelser da han tænder jointen, glider så ligesom ned over hans bryst og mave og lægger sit hoved i hans skød. Det er sådan noget man ikke rigtig kan lade være med at få bare en lillebitte erektion over, og det at man får det, at man er i en situation der befordrer sådan en lillebitte erektion, mens det hele ringler omkring en, det er sådan noget man skal unde sig selv en stille glæde over.

”Mmmrrr...”
”Hva-a-ad?” Det at skulle tale får ham til at hoste, røgen river i hans luftveje, hovedet snurrer. Hendes øjne er stadig lukkede, hun smiler uophørligt, vender så ansigtet op mod ham:
”Mmmrrr... Rrrvvv... Mnnnjjj...”

Han stirrer bare på hende, mens han stadig har det ene øre på musikken. Der er ikke så meget andet at gøre end at stirre, og det er ikke ubehageligt: Det er et helt perfekt ansigt at stirre på sådan som alting er lige nu, intet i det kunne være anderledes uden at forrykke alt. Den der næse, som han ved er sådan noget man bør være opmærksom på, folk går op i næser som noget særskilt smukt og charmerende, så pligtskyldigt går han op i hendes næse, måden den ikke rynker på lige nu, fordi hun slapper helt af i alle ansigtsmusklerne, så fregnerne bare ligger der, men bevidstheden om måden den kan rynke på, og alt det der ligger i det.

”Hvad?” griner han, og hun sætter sig halvt op, der i hans skød hvor der lige var varmt af hendes hoved mærker han nattens kølighed slå ned, hun rækker ud efter jointen og suger dybt, mens hun kigger mod musikken, lyset fra scenen farver skiftesvist hendes ansigt rødt, grønt, blåt, og hun kniber øjnene sammen mod det, og det går op for ham at han ingen anelse har om hvad farve hendes øjne har. At det er sådan noget man osse formodes at bemærke og gå op i, men at det er gået ham fuldstændigt forbi, han aner det ikke, og det er ikke noget han bekymrer sig om, udover hvis han skulle blive spurgt, hvis hun skulle spørge ham. Teste ham. Det er ikke en tid for at blive testet, men man ved aldrig hvornår det kan ske. Han må finde ud af det i morgen og så prøve at huske det. De kunne godt være brune, faktisk, selvom hun har blond hår, noget siger ham at hendes øjne er mørkere end man ville forvente når man ellers så hende, hvis altså nu øjenfarven ikke var noget af det første man lagde mærke til, hvis det var sådan det var. Der er folk der lægger mærke til øjenfarven med det samme, folk der registrerer hvor høj den anden person er i forhold til dem selv, læbernes størrelse, hagepartiet, hans hageparti var noget af det første hun komplimenterede ham for, og han takkede hende behørigt der og undrede sig så ellers over at han overhovedet havde en hage og aldrig havde lagt mærke til den selv. Ligesom dengang han som teenager havde fået at vide at han havde en lækker røv, med de ord præcis: ”lækker røv”, og så i dage og måneder efter havde stået og kigget sig over skulderen i spejlet for at se om han kunne se noget ved den røv der var noget specielt og simpelthen ikke kunne se hvad det skulle være. Og ikke fordi han ikke er opmærksom på røve, han er for eksempel overordentlig opmærksom på hendes røv, den der måde den er rund på eller noget, måske måden hun går med den på eller osse bare det at den står så nogenlunde til hans disposition, og at der ikke er noget i vejen med den, at det er det der gør den til noget specielt. Hendes røv i jeans, manner, men så er det så osse lisså meget jeansene der gør noget for røven, giver en lyst til at flå dem af hende på grund af det løfte de giver om den røv der er i dem, selvom det altså i lisså høj grad er dem selv og det ikke er sikkert at røven vil beholde sin fortryllelse når først den er ude af de jeans.

”Quiero desembluyinarte.”
”Hvad?” Nu er det hende der så på ham som om han taler sort.
”Quiero desembluyinarte.” Hun løfter øjenbrynene og rækker ham jointen tilbage. ”Bluyines er latinamerikansk for cowboybukser, blue jeans, ikke?” Han suger ind, holder røgen nede, mens han lader sit hoved fylde af de glockenspiels der bare fortsætter og forsætter, indtil han puster den op mod den dybblå himmel. ”Så laver man det om til et verbum efterfulgt af personligt pronomen, embluyinarse, at tage blue jeans på, og des- foran for at tage dem af igen, så hvis jeg vil tage dine blue jeans af dig lige nu og her, så quieroer jeg at desembluyinarte.”
”Det kan du godt glemme.”
”Ok.”
”Det er xylofoner.”
”Ok.”
”Det har ikke noget med størrelsen at gøre: Xylofoner er fællesbetegnelsen for den der type slagtøjsinstrumenter når de er af træ, glockenspiel er når de er af metal, men de kan sagtens være store osse. En marimba er bare en slags xylofon altså.”
”Ok.” Sug. ”Er det der marimbaer så?” med skælvende stemme, mens røgen siver ud sammen med ordene.
”Det ved jeg ikke.”
”Ok.”

Hun lægger sit hoved i hans skød igen og lukker øjnene, og han tænker at alt er godt, at det aldrig må høre op med at være lige præcis sådan som det er nu her, at de skal blive ved med at spille, at alle dem der er lige her på dette sted, lige nu i dette øjeblik aldrig skal dø. De skulle bare kunne blive ved med at leve i det her kontinuum, musikken aldrig finde tilbage til sin form, ingen temaer, ingen inerti, bare det her, det ville være nok.

Han hoster, og det sender en kuldegysning igennem ham, som om det åbner en sprække ind til ham, så verden kan trænge sig ind på livet af ham, demonstrativt gøre ham opmærksom på at tiden ubønhørligt går videre uden for den boble han befinder sig i, og som ved et signal trækker musikerne sig en efter en tilbage fra glockenspiel og xylofoner, trommerne er de første til at markere en overgang, så sætter bassen ind med en langsom, dyb rundgang, og der bliver læsset mere trommer på, spredte slag der bryder det hele op, mens en guitar sender impulser igennem det der efterhånden på trods af alt er ved at samle sig til en komposition. Det bygger sig op, større og større, storslået, episk bliver det, som en finale på natten og en hymne til det daggry der nu nærmer sig, og det er flot, ingen tvivl om det, men det bærer osse sin egen slutning i sig og dermed dette øjebliks forgængelighed. Der vil komme et tidspunkt, hvor han ikke længere vil have mulighed for at finde ud af hvad farve øjne hun faktisk havde, og hvor det derfor vil være ham magtpåliggende at finde ud af det, og han vil ikke kunne, hun vil være væk, alt dette vil være væk, et dødt årti.

Det vil blive en plade der minder om en sommer, millionerne ville støt blive decimeret, jeans ville ryge af og på i én køre, kølleslagene ville regne ned over dem fra alle sider, luften vibrere og vibrere og vibrere, indtil de vibrationer opløser sig og dør med hende. Wow, og hun er helt væk, og han kan slet ikke overskue hvordan han skal få hende tilbage til teltet, vil dårligt selv kunne stå på benene, bare sidde her lidt længere.

”Er det slut?” lyder det nede fra hans skød.
”Ja...” sukker han.
”Ok. Fuck. Ok.” Det virker som om hun prøver at spænde musklerne i kroppen, og han er helt vild med den måde de spændes på og ligger henunder huden på hende, men lige nu duer de ikke rigtig til noget, og hun bliver slap igen. ”Må jeg ikke bare blive liggende her?”
”Ok.”

Han får ild på jointen igen. Folk er på vej væk nu, de er allerede ved at pakke sammen oppe på scenen, men der vil gå et stykke tid endnu før de bliver smidt væk derfra, de kan godt strække øjeblikket lidt længere. Det er ok, han mærker duggen på sit ansigt, tror han det er, men det er en evighed siden duggen faldt, det er koldsved eller noget andet, det er ikke til at tage sig af. På en eller anden måde vil de osse ende tilbage i teltet, hvor hun vil desembluyinarse eller, endnu bedre, lade ham desembluyinarle, og han vil mærke hendes bare ben mod sine, som de ligger der med de to soveposer lynet sammen, hun vil lægge sig ind til ham, bare lidt, bare for at få varmen, hun vil ikke sove sådan, har brug for plads til at kunne sove, men lige for en stund vil hun lade ham føle at han er uundværlig for hende, og han vil være udødelig sådan, og han vil være millioner af mennesker og alle hendes kærester fremover.

Fødselsaften / Vemod, whatever

 
Det er min første fødselsdag i det nye årtusind, og jeg ser ud til at befinde mig yderst godt med det på det billede der dokumenterer den: Sidder lænet op ad en pude mod vindueskarmen, man kan lige ane den baggård på Bryggen jeg havde værelse ud til på det tidspunkt, ikke mere end nogen måneder endnu på det tidspunkt, men det ved jeg ikke på det billede, og jeg ser ikke ud til at lade mig mærke med nogen af de omstændigheder der uvægerligt fører mig frem mod endnu en flytning. Baggårdslyset spiller i den udvoksede maskinklipning, øjnene er halvt lukkede og blikket fjernt bag de sorte hornbriller, og det unge fuldskæg er endnu ikke længere, end at man tydeligt kan spotte noget der dårligt kan være andet end et decideret smil.

Veltilpashed, er det, det billede, afsindig langt fra den grundfølelse mine tidlige tyvere ligger i en lage af i min erindring.

Jeg tror det er op ad formiddagen, det passer med lyset, det passer med at min sambo sidder i pyjamas på det andet billede der er fra den fødselsdag, selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti for at det ikke kan ha været hen over middag, først på eftermiddagen, men så ville jeg ikke sidde der, tror jeg, så ville rastløsheden for længst have revet mig ud i dagen, forestiller jeg mig. Og jeg er ikke rastløs på det billede, det er formiddag, det er min fødselsdag, jeg er veltilpas, der er sluttet fred mellem alle parter, min sambo og mig, min kæreste og mig, min kæreste og min sambo, der er drukket morgenskarpe i anledning af min fødselsdag, tror jeg, og alle stridigheder er bilagt indtil vi bliver fulde igen, men det er først senere.

Senere vil mit skæg blive længere og mere tjavset, en ung mands uplejede første fuldskæg, uforsonligheden vil trumfe over ethvert forsøg på mægling, drukken vil ophøre med at være en adspredelse og blive et krav, fordi klarheden er ubærlig, og der vil være opbrud på opbrud, smadret glas og gråd og gutturale krampetræninger inden endnu en genforening, og jeg har ingen anelse om hvordan den næste fødselsdag forløber, men det har jeg på den anden side heller ikke om den foregående. De er udokumenterede, der er ingen fotobeviser på at jeg faktisk kan have været veltilpas et øjeblik der osse, så det må man gå ud fra jeg ikke har.

Det er aftenen før endnu en fødselsdag, det burde vel så hedde fødselsaften, og det er sådan et tidspunkt hvor man helst skal fyldes af vemod, i hvert fald mindes og opsummere, og den status man når frem til der skal så uvægerligt fylde en med vemod. Vemod, whatever: Den ene sang der altid dukker op i mit hoved omkring min fødselsdag er Blurs “Birthday”, det giver sig selv, vel, selvom jeg ville give en del for at det ikke skulle være en Blur-sang der dukkede op i mit hoved på noget tidspunkt under nogen omstændigheder. Der er den solide dosis vemod, den rene svælgen i det, “what a pathetic day,” og så Nick Carraways let forbløffede konstatering i The Great Gatsby: “I just remembered that today’s my birthday.” Og jeg læste den linje, vel nogenlunde samtidig med at jeg hørte den forbandede sang første gang, og det forekom mig som det ypperste udtryk for selvudslettelse at være i stand til at glemme sin egen fødselsdag, at være sig så bevidst om sin egen rolles ubetydelighed langt ude i perfiferien at man helst bare lader den ene dag hvor alle andre som det naturligste indtager deres plads i centrum passere i al ubemærkethed. Og den forbandede sang står som den diamentrale modsætning, så opslugt af sig selv at den end ikke magter at tage stilling til den verden der afventer den, som den står der i dens centrum og vender sig endnu længere indad.

Jeg vender mig udad, væk fra mig selv. Mit skæg er ikke meget mere velplejet end det var dengang, men det er ikke fordi jeg endnu ikke har lært hvordan det skal plejes, og det er heller ikke fordi jeg frasiger mig enhver forfængelighed: Der går bare gradvist længere tid mellem jeg ser mig selv i spejlet, endnu længere tid imellem jeg gør noget ved mig selv, og ikke af ligegyldighed alene, men i erkendelse af den mere overordnede ligegyldighed i det. Jeg behøver ikke se mig selv i et spejl for at vide hvem jeg er, og det at se mig selv i spejlet og ikke genkende den jeg ser der som mig selv bringer mig ikke længere så voldsomt ud af fatning, som det gjorde første gang jeg så mig selv i spejlet på et hotelværelse i Rom, flere år før den fødselsdag, tilbage i det gamle årtusind. Så mit eget spejlbillede og anede ikke hvem den fyr jeg så på var, var ude af stand til at forbinde ham med det jeg opfattede som mig selv.

Jeg panikkede helt vanvittigt, var ude af mig selv, jo. Det er vel der overgangen sker: De næste mange år handler så om at finde ind i sig selv igen, skabe en kobling mellem den man opfatter sig selv som og den man ser sig selv som. Gøre status en gang om året på fødselsaftenen, affinde sig med det man er på fødselsdagen, glide hen i veltilpashed, whateverhed. Det er aftenen før min fødselsdag, og jeg gør ikke status, ikke udover at komme i tanker om engang hvor jeg ikke var nær så veltilpas, hvilket får min veltilpashed nu til at stå så meget desto stærkere og vemodsløs. Jeg ved hvad spejlet rummer, jeg ved at skægget gror uden at jeg iagttager det.

Skygger, tågesyn og uklarheder

“Hvad er skygger, tågesyn og uklarheder?

Synsforstyrrelser, der opfattes som skygger og uklarheder i synsfeltet, eller tågesyn eller flimmer for øjnene.

Ændringer i synsstyrken skyldes, at synsindtrykket bliver ændret et eller andet sted ved passagen fra øjet til hjernen. Et synsindtryk passerer gennem hornhinden, øjets linse, glaslegemet, nethinden, og via synsnerven til hjernen. Sygdom, skade eller aldersforandringer i en af disse dele af øjet giver synsforstyrrelser.”

- Patienthaandbogen.dk

Sådan hvor det flimrer umærkeligt i udkanten af synsfeltet, ikke noget man lægger mærke til før man skal fokusere på noget, en skærm, og man så opdager at hovsa, det kan man ikke rigtig, ikke lige nu, og det hjælper ikke noget lige at lukke øjnene lidt og prøve at koncentrere sig eller noget, det blir ved med at ligge der, en stor flade der ikke vil åbne sig for en, bare flimrer i takt med skærmen. Som når et kamera har filmet et fjernsyn, man er bag det ekstra lag. Og det er sådan noget man ikke kan undgå at blive lidt nervøs for, er jeg ved at blive blind nu, skal jeg ikke ku se mine børn mere, er det her noget jeg skal ta til lægen med? Og man vil gerne holde lidt igen med at ta til lægen nu, ikke komme rendende: Sidste gang bød den unge, vel egentlig på sin vis diskret og slavisk kønne, kvindelige´læge smilende en ind i konsultationen med et suk, og hvor var det dog varmt, jeg tar lige den her af, mens hun fastholdt ens blik henover brillerne, og så var man med i en pornofilm onsdag formiddag. Det er osse det billede man gerne vil fastholde, det vil blive det sidste der er tilbage når synet endegyldigt formørknes; det er en tarvelighed at hæge sig fast ved, noget der ikke betyder noget, så dette ikke betyder noget, man er ikke ved at blive blind. Man er ikke ved at blive blind, man er ikke ved at blive blind, det er bare fokusset der fortaber sig i skyggerne.

Og dvaskheden sniger sig på, bemægtiger sig kontrollen over ens krop og tanke. Det er ikke mere end en måneds tid siden man gik ned og sprang i vandet om morgenen inden man havde vagt, mærkede hele kroppen ranke sig igennem, eller gik ud over klipperne om aftenen efter en vagt og tog hele horisonten ind i sig; nu er det nærmest nok til at være noget hvis man bare hæver skrivebordet og rejser sig fra stolen en halv times tid, står og falder i staver, lar timerne skrive sig i vagtskemaet med en mindsteløn som det eneste man har fået tampet ud af dem. Timers tågesyn og flimrende åbenbaringer om noget der aldrig rigtig vil gi sig til kende for en, fortaber sig i det tomrum som udkanten af sæsonen har skabt. Det er ved at være ovre, men det er ikke slut; det er til at se en ende på det, men den flimrer uklart.

Og det ku bare være vinteren der allerede var ved at sætte ind med sit obligatoriske skandinaviske tungsind, men det ku lisså vel være arbejdstilstanden der nu er ved at gøre sig gældende: Alle de timer man forpagter sig selv væk for nogen andres formål, der osse fortaber sig med tiden, bare for desto bedre at mærke den smule tid man får tilovers til sig selv som noget der minder om frihed, intensivere den til et par timers hårdnakket liggen på sofaen med en bog man aldrig blir færdig med, men som er ens forsvar mod at la det arbejde opsluge den sidste rest af det man stadig forestiller sig er ens integritet. Det er et fokus at beholde, det er et fokus der flimrer bort nu, lar en sidde tilbage, på arbejdet, mens mørket maser sig ind over en og man desperat overvejer at komme det i forkøbet og kratte sine øjne før det får en.

Erkendelsen af ikke at være i stand til at være et konkurrencemenneske

Det er det der lange, seje træk, det er det der er selve kernen af cyklingen, og hvem er det der har skrevet om det? Ja, altså ud over ham den åbenlyse og alt, alt for ihærdigt lovpriste selvhøjtidelighed, som der ikke er nogen grund til at gi en tur til, men der var en anden, muligvis var det René Jean Nielsen, nej, det var Rasmus Nikolajsen, der skrev om at cykle: Sådan en tur op over Hald Bakker, hvis der overhovedet er flere af dem, hvis det ikke bare er en kolossal bakke, jeg ved det virkelig ikke. Bakker som det tætteste man kan komme på den der store cykeludfordring i et land uden høje bjerge (hej Michael Falch, havde du nogensinde troet den fadæse ville blive glemt?), men det jeg studsede over var at teksten lige strejfede en opvarmningstur på 55 kilometer, inden fortælleren bandt an med bakken. Det er det der er det der lange, seje træk, som så bare blir reduceret til opvarmning inden den virkelige udfordring, og som under alle omstændigheder er væsentligt længere end mit eget lange, seje træk, som bare er de der daglige 24 kilometer til og fra sommerjobbet. Som er rigelige 24 kilometer, altså små 50 tilsammen, bare afbrudt af arbejde, og som har fået mig til at tabe mig betragteligt og givet mig helt nye sanseoplevelser i røven. Og som er blevet modtaget med benovelse, når andre har hørt om at jeg cykler 24 kilometer til og fra arbejde, og jeg har labbet den i mig, benovelsen, jeg har været ham der cykler små 50 kilometer om dagen, og så kommer der sådan en, hvor 50 kilometer ikke er andet end en opvarmningstur, før man virkelig sætter ind.

Det er en slags nederlag, det er svært ikke at la det blive det, men muligheden er der så for slet ikke at la det betyde noget, at fremføre, for sig selv, for andre, at der aldrig har været tale om at man konkurrerede, at der ikke var noget man sku bevise, at man bare gjorde det, at det var nok i sig selv overhovedet at gøre det, fordi det var mere end at la være.

Målet er ikke nødvendigvis at blive den bedste.

Der er utal af felter hvor jeg ikke er den bedste, selv de felter jeg føler mig nogenlunde god på er der masser der kan overgå mig på, og det smerter da, men det er ikke noget jeg vil la smerte mig: Jeg konkurrerer ikke. Jeg gør, jeg er med, på lige fod med alle andre, jeg er med, det er det der betyder noget. Det er et ideal, det er sådan noget man lærer børn, men det er osse en nødvendig indstilling, hvis man ikke er den bedste.

(Michael Falch var i 80’erne den bedste danske Bruce Springsteen, det var der udpræget enighed om, lige indtil han forsøgte at gøre ham “Born in the USA” efter med netop “I et land uden høje bjerge”, og der ikke rigtig længere var nogen der ku la være med at fnise af ham, som han stod der i sit cowboytøj med sit stålsatte blik og spillede opblæst poprock for et folk, der vendte sig væk fra ham. Åh, Michael Falch, du var noget, som ikke var meget, men dog noget, og nu er du reduceret til at være ham der ikke rigtig var det alligevel-vel-vel? Og du var min helt der i et par måneder, det der stålsatte blik var nok til at få mig til at overse et øjeblik at musikken virkelig ikke var rigtig noget, og så faldt og faldt og faldt du, og i dag er du stadig bare ham med den der forfærdelige sang fra dengang.)

Jeg har skåret 10 minutter af min tid, det tar mig små 50 minutter at cykle de 25 kilometer nu, hvor det i starten tog mig godt en time. Det er en god ting, mærker jeg, det er en udvikling, men det er osse sådan en udvikling det er nemt at la sig fange af: At man så skal blive ved med at udvikle sig, at jeg skal skære flere minutter af, blive bedre, hurtigere. At det sku være målet, at det ikke i sig selv sku være mål nok bare at gøre det. Og det er netop der hvor man lar sig rive med af det, hvor man lar sig gribe af konkurrencemomentet, at man så må erkende at ens evner bare ikke rækker længere end til lige præcis den forbedring, at der ikke er mere, man blir ikke bedre, blir slet ikke bedst, blir bare ved, men glædesløst, indtil man gir slip igen.

Og bare tar det lange, seje, ensomme træk for dets egen skyld.

Op ad bakkerne, ned ad bakkerne, lige ud ad landevejen uden afbrydelser, marker på begge sider af en, vandet et stykke ude mod vest, engang imellem dukker horisonten lige frem, derovre i disen kan man skimte et andet land når man er højt nok oppe og horisonten rykker desto længere væk, den der formel man forlængst har opgivet at prøve at sætte sig ind i. Og omkring halvvejs på tilbagevejen det punkt hvor man kommer over en bakke, og så kan man se byen dernede, godt ti kilometer væk, det der er blevet ens by nu, og hele den følelse vælder op i en: Det er mit, det der, nu, og det ligger der og venter på mig.

Endnu mere om aftenen, hvor det er det første lys man ser efter 14 kilometer: Der ligger først en lille by, som man skal udenom, der er lidt lys, men der, 10 kilometer længere fremme, der ligger alt det lys man skal ind i. Det ser ud af voldsomt meget, fordi det ligger der i alt mørket, men det er naturligvis i virkeligheden ingenting, det er en lille by, det er ikke som når man flyver ind over en hovedstad, og den bare blir ved og ved med at være lys i alle retninger: Det er alt det lys man kan drømme om lige der, for på dette tidspunkt kører man i bælgravende mørke, ens synsfelt er indskrænket til de 5 meter foran en lyskeglen fra ens cykellygte danser og så nogle vage meter foran det, reflekser fra pælene langs vejen, ellers er alt mørke, og det er egentlig slet ikke fedt. Endnu mindre når man kører igennem skov, så er det mørkere endnu, man kører i en sæk, og man kan nå at registrere sådan en følelse af at nu blir det lidt hårdere, hvorfor blir det det, inden det går op for en at det er fordi man kører op ad bakke, og man har ikke noget at sammenligne med, så man kan ikke registrere hældningen ved andet end at føle den. Det er ikke fedt, man er super fokuseret, man kan ikke køre lisså hurtigt, fordi man skal være så opmærksom, og det er først når man kører ind ad indkørslen derhjemme, når man er kommet de sidste par kilometer igennem lys, så begynder det at føles som om man alligevel har gjort noget, som om det har været en bedrift, det man har gjort, mens ens øjne er helt tørre og udspilede, fordi man har forsøgt at fylde dem med lys for at ku se så meget som overhovedet muligt i mørket.

Det er en anden slags langt, sejt træk, det er kernen af et sagn, det er noget man lægger bag sig. Det er ikke noget specielt for andre end en selv, man står alene med det træk og den betydning man kan fylde ind i det.

Bongotosserier i Slagtryk

Oplægget lød: "Kommer du ikke over, så filmer vi dig til Slagtryk mens du læser din tekst højt?"

Modtrækket lød: "Hey, jeg ku osse selv skyde en video i min gårdhave, hvor jeg spiller bongotrommer og reciterer en helt anden tekst, der kun sådan tilnærmelsesvist lægger op til den egentlige tekst, ku det ikke være meget federe?"

Begge de to indbyrdes modstridende tekster kan læses ovre på Slagtryk her.

Fence Me In

Jeg har lavet mit første stakit.

Ikke bare sådan, det var fandme alt andet end bare, men det står der nu, det er gjort med egne hænder og det står der, og børnene respekterer det, stakittet. Det er ret vigtigt at de gør det, jeg stoler ikke på at det kan holde til at blive rusket alt for meget i. Sådan overhovedet næsten.

Og det er osse skævt, ja, men det er mit første stakit. Ude i byggemarkedet sagde den kyndige og forstående dame at det her nok ikke ville blive det sikreste stakit, ikke med de elementer, at jeg ville få et bedre stakit hvis hun bestilte nogen andre, mere solide elementer, godt nok osse lidt dyrere, klart, men det ville være det værd. Og det ville det sikkert, men jeg havde ikke tid til at vente på de elementer, jeg sku bare ha et stakit op nu, sådan så børnene ikke ku løbe ud på vejen. Det var det ene ræsonnement, at det sku op hurtigst muligt, osse selvom jeg på forhånd godt var klar at det ikke ville komme til at gå hurtigt; det andet ræsonnement var at det var mit første stakit, og det ville blive noget klamp, og så var det bedre at jeg klampede noget billigt sammen og så senere, når jeg havde lært hvordan man gjorde og var blevet træt af at kigge på klampet, eller det bare faldt sammen, ku jeg købe det robuste stakit og stille det op på robust manér.

Det var forudseende, det andet ræsonnement. Jeg er mig mine begrænsninger bevidst.

Min fremgangsmåde da jeg sku sætte stakittet op var først at lægge de fem elementer jeg sku bruge i forlængelse af hinanden og samle dem med beslag. OK, det allerførste jeg gjorde, efter jeg havde siddet en halv times tid og kigget på den dynge af stakitelementer, stolper, poser med stolpebeton og allehånde beslag, var at opgi at sætte stakittet helt ud til vejen, hvilket ville ha betydet at jeg sku lave to låger - en til havegangen, en til hovedøren - plus jeg ville ha skullet sætte nogen stolper op som stakittet ku sidde på, og mine umiddelbare erfaringer med stolpeopsætning til hængekøjen i baghaven lod mig ane at det ikke ville komme til at højne stabiliteten i mit stakitprojekt. Nåh ja, der var vel osse hensynet til de nye naboer, hvad jeg ville byde dem at sku se på i min forhave af selvgjorte stakitter. Så valget faldt i stedet på at fastgøre stakittet til stolperne på den carport der allerede stod der, sådan så det var baghaven der blev indhegnet. Lidt mindre, men noget bedre, nemmere, det var vigtigt. Jeg lagde elementerne i forlængelse af hinanden, ni meter tværs over terrassen, og så vendte jeg dem allesammen om en gang til, da det gik op for mig at det var bedre at starte med at sætte beslagene på den anden side, og så ku jeg gå i gang med skruemaskinen, og den mindste ku få lov at trykke på knappen når der sku skrues, det var en svir, alle var glade. Jeg havde godt ikke fået købt nogen skruer i den rigtige længde, men så måtte jeg bare knibe enden af dem på bagsiden, og der sku alligevel osse et beslag på der for at gøre det mere holdbart, så ku jeg nå at købe nogen kortere skruer inden da, nu sku det bare op.

For at det ku komme op sku de ni meter nødtørftigt sammenføjede stakitelementer så bakses på højkant, og her var udfordringen dels at undgå at sammenføjningerne sku gå op, dels at få den ældste til at hjælpe med at holde det oprejst nede i den anden ende, mens det blev trukket ud, drejet rundt, løftet over buske og under trapper og bag træer, indtil det endelig stod op ad de stolper det sku fastgøres til. Og så lige gentage det hele en gang til da det gik op for mig at vi havde stillet det med bagsiden udad, sådan at der ville blive afstand mellem den liste der sku fastgøres og stolperne den sku fastgøres til: Ud i haven, dreje rundt, støtte stakittet, forklare den store hvornår han sku bakke og hvornår han sku gå frem, over buske, under trapper, bag træer, indtil det stod lænet op ad stolperne igen. Så var vi færdige for den eftermiddag. Om aftenen, efter vi havde spist, ku jeg så gå med knibtang og bide alle enderne af skruerne af. Det er skruer der har tjent mig godt, jeg købte sådan en kasse med 200 sorte gipspladeskruer for en halvtreller i et supermarked engang i slutningen af 90’erne, og jeg har hængt alting op med de skruer siden og er først nu ved at være igennem kassen. Skruer er volderdyre hvis man skal ha de rigtige, jeg blir lige overrasket hver gang jeg står med sådan en lille pakke med ti skruer i hånden, som så endda truer med at de ikke vil garantere at de holder til udendørsbrug.

Hvad jeg lærte af første trin af processen var at når man skal samle sådan nogen stakitelementer, så er det en god idé at gøre det i umiddelbar forlængelse af der hvor de faktisk skal op og sidde når de er samlet, sådan så det bare er at rejse stakittet op når man er færdig.

Trin to i processen var at fastgøre stakittet til stolperne og den lille stump rækværk ind mod huset, som osse allerede stod der. Stakittet blev løftet op, igen med noget rådvild hjælp fra den store, det blev understøttet med lidt forhåndværende så det nogenlunde passede og så skruet fast med skruemaskinen, der gik død en centimeter inde i stolpen hver gang, meget lidt powertool, mens jeg med waterpasset prøvede at sikre mig at det blev lige. Det blev det ikke, waterpasset løj, men det sad der. Der var lukket ud til vejen nu. Der var ingen låge i, men man ku trække det lidt til side henne ved rækværket, hvor det ikke var gjort fast endnu, fordi det lige sku saves til, og der sku sættes beslag i til låge der. Man ku osse skræve over det, men det ville sikkert være et tvivlsomt pædagogisk signal at sende til de børn der helst sku holde sig indenfor det og ikke lave sport i at forsøge at forcere det.

Hvad jeg lærte af andet trin af processen var at man nok slet ikke behøver at samle stakitelementerne i forvejen, at det ville være nemmere og mere forsvarligt at fastgøre dem et ad gangen med waterpas og tommestok og kraftsvag skruemaskine og så bare sørge for at de kommer til at flugte hele vejen, inden man til sidst samler dem.

Herefter stod projektet stille et par dage: Nu var der jo lissom et stakit, børnene var sikre, så var det ikke længere så presserende at få det gjort færdigt, men på et tidspunkt sku der jo en låge i. Det betød så at de to sidste elementer sku skilles fra hinanden igen, men det var så heller ikke noget problem, højst spildt arbejde, men det var så en del af hele læringsprocessen omkring stakitbyggeri, jo. Der blev sat beslag fast i hegnet, de blev skruet fast i det sidste stakitelement, det overskydende stykke stakit på den anden side blev savet af, og der blev sat en slå på. Der var en låge. To brædder fra det overskydende stykke stakit blev brugt til at afstive lågen, og der var en låge, der var et fuldt funktionsdygtigt stakit. Der var lukket hvor der før var åbent, der var en forestillet sikkerhed hvor der før var en vis utryghed.

Der var et fuldt funktionsdygtigt stakit, og det var her jeg sku mærke stoltheden bruse op i mig, og den var der da, en snert af den, det var faktisk lykkedes mig at bygge det stakit, og det var gjort med egne hænder. Hvis der var noget der tog toppen af den der umiddelbare stolthed, så var det måske erkendelsen af at det kan man osse godt se at det er. Det bølger lidt, det hælder lidt, og lågen hænger lidt. Det er lidt spændende om det kommer til at holde til sne og blæst; det er lidt mere spændende om det bare kommer til at holde til første gang der kommer nogen børn på besøg der er vildere end vores egne.

Hvad jeg har lært af den hele processen er hvordan man ikke bygger et stakit, men osse hvordan man gør det. Jeg vil på et tidspunkt ku bygge et stakit der vil ku holde i tusind år. Eller indtil realkreditlånet er betalt ud. Disse hænder har gjort noget, som milliarder af andre hænder uden større problemer ville ku gøre dem efter, men som de har gjort for første gang, og det forlener mit lidt skæve, lidt vakkelvorne stakit med en vis storhed.

Ude af trit

Se hvordan hun kommer springende afsted, som en kåd unghest eller en årvågen bjergged. Nok mest det sidste, jo, som hun springer fra klippestykke til klippestykke, holder sig i konstant duvende bevægelse, fordi hun ikke er sikker på hun ikke får overbalance hvis hun standser op. Men hun vil hellere føle sig som en hoppe, lange, seje muskler der trækker op igennem kroppen, spiller under huden. Det er den måde hun mærker musklerne på, de spændes ud, trækker sig sammen, afbalancerer hende hver gang hun lander skævt på et klippestykke, og hun lander hele tiden skævt jo, alt er skævt, hele landskabet tilter her, hælder sig selv ud i havet. Foran hende spredes de græssende får ud over engen, ind i buskadset, og hver gang hun ser et sort får sætte i løb væk fra flokken tænker hun på Out of Step-coveret: “I can’t keep up / I can’t keep up / I can’t keep up / Out of step / with the wooorld!”

Det er jo så det hun er, ude af trit med verden omkring hende, det er den følelse hun fremmaner i sig selv her. På det yderste punkt, det sidste klippefremspring, det længste væk hun kan komme uden at forsvinde helt. Og hun prøver at ta det ind, la horisonten trække en linje hen over hendes hjerne, la den hysterisk kulørte aftenhimmel overvælde hende, la det hele være større end hende selv og alt det der fylder op i hende blive ubetydeligt: Hun prøver at bringe det hele i takt med sin egen puls, smøre sig selv ud over det i så tyndt et lag at hun blir gennemsigtig. At hun kan ophøre som individ og bare blive en del af et hele, umærkeligt.

Hun standser op ved en ruin, sætter sig op ad en mur med himlen som tag, får vejret. Synker sammen, retter ryggen. Det er her hun er, det er det hun er nødt til at arbejde med. Det her er hvad hun har: Nogle klippestykker og horisonten bredt ud foran sig. Det er ingenting, intet i det store hele, men det er svært at forestille at noget sku ku være større end det. Mere massivt og mere åbent. Med tanken få det hele til at lukke sig sammen om hende, det lykkes ikke, hun kan ikke koncentrere sig nok, det smutter omkring hende, fortsætter.

Mørket falder på, mere og mere nu, hvis hun skal nå at finde tilbage til verden, så er det ved at være nu. Går ad stien langs vandet forbi fyrtårnet, de hvide sten der markerer stien lyser op i mørket, indtil hun når tilbage til stranden og til lysene fra den lille badeby. Tilbage til hotellet og sove nogle timer på et værelse, der stadig lugter lidt jordslået efter vinteren, inden hun har vagt igen i morgen tidlig. Sidde i buret, mærke musklerne slappes, væggene lukke sig sammen om hende, minutterne løbe ud af hænderne på hende: Ikke noget at lave, ikke rigtigt, men heller ingen mulighed for så bare at skride, for det tilfælde at der pludselig sku blive brug for hende. Det er en ret væmmelig allegori over et cementeret grundvilkår, hvis relevans for hende hun hverken vil acceptere eller anfægte. Ude af trit, uden vilje til at la sig indrullere, ladt bagud.

Hun sparker sandalerne af, træder et par skridt ud i vandet, næsten helt lunt efterhånden. Det er højsommer, hun er ved stranden, hun er alene, og det er helt, helt forkert.

Hun er næsten faldet i søvn oppe på værelset da hun hører stemmen. En klagen, en messen, raseriudbrud, hulken, grinen, flere forbandelser på en blanding af sløret dansk og gebrokkent engelsk. Så stilhed, så begynder det igen, så lige nøjagtig nok stilhed til at hun kan sige til sig selv at det nok er overstået, at han er væk nu, at hun kan sove og ikke behøver at ta sig af det, så igen. Hun står op, tar en trøje på, læner sig ud af vinduet og spejder efter hvor det kommer fra, ser den sammensunkne skikkelse på trappen med en flaske vodka i hånden og en cykel liggende foran sig. Kalder, “Hey! Du? Hey,” og det tar ham et stykke tid at lokalisere hende, hun er ikke engang sikker på han overhovedet ser hende, men han snøvler et “Ja, hvad? Hvad er der, mand?” ud i mørket, et sted op mod vinduerne. “Du er nødt til at være stille, der ligger folk og sover her.” “...” “Og du kan ikke sidde der.” “Hvad? What? Der er ikke nogen,” og det fortaber sig i mumlen og forbandelser. Hun blir nødt til at gå derned, hun er nødt til at få ham væk, det går ikke at han sidder der, nogen er nødt til at gøre noget, og der er ikke andre end hende til at ta sig af det. På vej ned kan hun høre at der stadig er nogen ude i køkkenet, de er ikke færdige med at gøre rent endnu, hun stikker hovedet ud og kalder på kokken, som træder frem fra gangen, et bjerg af hvidt kød med et lillebitte håndklæde om livet, den der kliché om at kokke absolut skal være tykke for at man kan stole på at deres mad er noget værd. “Gider du hjælpe? Der sidder en fulderik ude på trappen og råber op, og jeg ville gerne lige ha noget opbakning, hvis nu han blir voldelig. Bare nu du er her.” Det er vigtigt for hende at hun godt selv ville ku klare det, at hun ikke er bange eller noget, hun er bare heller ikke dumstædigt frygtløs, når nu der rent faktisk er mulighed for at ha opbakning med. “Øjeblik, jeg skal lige ha tøj på,” svarer kokken, “med mindre du tror det er bedre til at skræmme ham væk hvis jeg bare kommer ud sådan her,” tilføjer han og slår ud med armene i al sin vælde. Størrelsen alene forlener ham med en magt som er rent illusorisk, fedtet er reelt nyttesløst som andet end bolværk, en stødpude. Han kan ta imod og imod, men ikke selv gi det store, andet end sin vægt. Hun kan mærke sine muskler spændes, men de er heller ikke i sig selv nok til at yde nogen rigtig modstand hvis fulderikken går til angreb, hun stoler i hvert fald ikke på at de er i stand til det, aner ikke hvordan hendes reflekser er. Slagsmål, hun har ikke været i slagsmål siden hun var barn, og hun er rigtig sikker på om hun vandt eller tabte, men mener at hun burde ku huske det som en sejr hvis hun havde vundet.

Det ville ha været en markering af hende selv, primitivt og dybt ligegyldigt, men alligevel. Det ville ha været noget.

Fulderikken er ikke rigtig til at komme i kontakt med, vil ikke svare på nogen af deres spørgsmål om hvem han er, hvor han bor eller noget, men et eller sted inde i tågerne fornemmer hun alligevel at han blir intimideret af dem, som de står over ham. Han har ingen anelse om hvor han er, vil ikke sige hvor han bor, vil bare ha lov at sove på trappen. “Jamen, det går ikke,” forklarer de ham pædagogisk, som et barn, “der er folk der skal ind og ud af hotellet, og du spærrer trappen. Og du forstyrrer dem der ligger oppe på værelserne og sover, fordi du sidder og råber.” Som et barn, det går op for hende at hun tysser på ham som hun ville tysse på et barn. “Har du nogen venner der kan hjælpe dig hjem?” “Neeej...” vrænger han og falder sammen om sig selv. “Så er vi jo nødt til at ringe efter nogen der kan hente dig og køre dig hjem. Har du penge til en taxa? Og kan du fortælle en taxachauffør hvor du bor?” “Jaaa...”

Inde i receptionen diskuterer de kort: Der er ingen taxaer der vil ta ham med, han har pisset ned ad sig selv, kan ikke forklare hvor han bor. Der er ikke rigtig andet at gøre end at ringe efter politiet og få dem til at hente ham, og det er et nederlag for hende, kokken er ligeglad, hun vil gerne ku klare det uden at bringe nogen autoriteter højere end hende selv ind i det, og samtidig er hun godt klar over at hun ikke magter at gøre noget ved situationen. Hun ringer, hun blir noteret, hun går ud til fulderikken igen med et glas vand, får narret den ene af hans to vodkaflasker fra ham, venter på politiet, der går et kvarter og det begynder at småregne, så kokken ringer igen, mens hun overbeviser fulderikken om at han ikke skal prøve at rejse sig, slet ikke skal prøve at sætte sig op på sin cykel, ikke skal nogen vegne, bare skal vente på at der kommer nogen og kører ham hjem, drikke lidt mere vand, være rolig, gi dem den anden flaske vodka.

Til sidst kommer politiet om hjørnet, og den ene betjent begynder at overfuse fulderikken allerede inden han er ude af bilen, er på fornavn med ham, en gammel kending: “Jens, din idiot! Hvad laver du her?” Råber endnu mere op end fulderikken selv gjorde, kokken forsøger at tysse på betjenten nu, der ligger folk og sover, jo. De prøver at skaffe en taxa til ham, men centralen vil ikke sende nogen, de kender ham osse udemærket og han skylder dem for mange penge, og betjenten sukker og bander, “nåh, jamen, så er der jo ingen andre end os til at køre ham hjem.” Hun henter et par affaldssække han kan sidde på så de ikke får pis på bagsædet, hun kører hans cykel om i gården, så han kan hente den der når han er blevet ædru igen, den ene betjent trækker hende til side, siger “de to flasker vodka, dem ved du ikke noget om,” og hun hører det som et spørgsmål, forstår ikke hvad han mener, han trækker hende til side igen: “Dem har jeg ikke set, dem har du ikke set. Hæld dem ud og få dem væk, ok.” Og hun nikker, hun kan ikke andet, der er ikke rigtig noget at diskutere eller sætte sig op imod, hun er på hans nåde, fulderikken er på hans nåde, det er ham der bestemmer, det er ham der tar sig af det.

Ordner det hun ikke selv magter.

Det er med den følelse hun går op i seng igen efter at ha hældt en spand vand ud over trappen for at skylle pisset væk, fjerne sporene. Så alene er hun ikke, så langt ude er hun ikke. Det er en art trøst, men det er ikke en trøst der gør noget bedre, den demonstrerer bare at der er så uendelig meget der er så usandsynlig meget værre. Der er andre der er endnu mere ude af trit med verden, forlængst har opgivet overhovedet at prøve at følge med, gir pokker i det og drikker sig i hegnet for at få det til at forta sig, få det til at forsvinde.

Det skaber en form for ekvilibrium for hende at hænge i. Det slæber hun på sine skuldre op på værelset.

Stamp tramp

Overskæg, 80’er-briller og cykelhandsker. Man ville ha været sikker på han var hipster, hvis ikke det havde været fordi der ikke rigtig er nogen der er rigtig smarte her, selv ikke i højsæsonen, og hvis det ikke osse havde været fordi han var polak, og det skabte den der usikkerhed overfor det fremmede, hvor man faktisk ikke ved om man kan ta det noget umiddelbart gir sig ud for at være for pålydende. Fordi man ikke er sikker på konteksten, og de har vel osse hipstere i Polen, men hvordan kender man så forskel på dem og så den stereotyp man forestiller sig de efterligner, og som jo altså eksisterer sideløbende? 30 år bagud og helt fremme lettere forsinket på samme tid.

Og jeg var bare bagskæv og fattede ikke noget af at være på arbejde, da han kom ind i receptionen og bad mig om at stemple i hans turistlogbog, åbnede fire forskellige officielt udseende logbøger i stil med dem dykkere bruger, fyldt med stempler fra købmænd, caféer, keramikere, kreaturhandlere og signaturer der bevidnede at han virkelig havde været der, på kroen på torvet i en ferieby eller her, i foyeren på et badehotel, hvor en fyr der ikke fattede noget af hvad hans projekt gik ud på ku bevidne at ha været en del af selvsamme.

Som en kapselsamler eller noget, og så var han ude igen, fire stempler rigere, drog af på sin racercykel, mens jeg stod og sukkede over at det åbenbart sku være sådan en vagt. Og over at der et sted i Polen render nogen rundt, som skal se den logbog, om de så vil eller ej, skal se stemplerne, og manden selv vil ikke ku kende det ene fra det andet, vil ikke ane hvad de står for, men de vil stå for det han har gjort: Hans værk.

De er en bevisbyrde, jeg er et vidne.

Digter? Digter?!

Så har man oplevet dét med: At blive benævnt digter. Og så endda af de gode folk på Slagtryk. Tsk.



Men der er et nyt nummer af Slagtryk oppe her, og der er en tekst om min genbo med, og det opvejer det dog noget.

Pizarnik-bizarnik havde det heller ikke for sjovt

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: At føle sig forstået af en vildtfremmed, bare sådan, og så miste den kontakt med det samme og fortsætte med at leve i tvivlen om hvorvidt den forståelse overhovedet rigtig var der, og om den ku ha varet ved, hvis man havde givet den muligheden for det. Det er en mikrofortælling af den unge, katalanske forfatter Víctor Balcells Matas, der bare hedder ”Pizarnik”, hvor han går henad gaden sammen med sin kæreste der snakker om hverdagsting og keder ham noget så grusomt, og han svarer hende med en linje fra Pizarnik: ”Cómo decirte con palabras de este mundo que partió de mí un barco llevándome” – hvordan sku jeg fortælle dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig? Og det er der en kvinde foran dem vender sig forbavset om og udbryder: ”Det er et vers af Pizarnik!” hvorefter hun forsvinder igen, og han sidder bagefter sammen med sin kæreste i deres lejlighed og ved at det hele er slut mellem dem, og at han måske egentlig burde ha lagt mærke til hvor den kvinde forsvandt hen i stedet for osse at la hende sive ud af sit liv.

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: Hvad der ku ha været i stedet for dette der er.

Ikke Pizarnik, den Pizarnik Balcells Matas referer til, som han føler igennem: Alejandra Pizarnik nærede ikke de store illusioner om at det nogensinde sku ku blive bedre end det var. Hun var ikke kyniker, hun var sig sit sortsyn bevidst, det var bare ikke noget hun så som noget det var muligt at ændre på. Eller troede på at det ville gøre det bedre, hvis man alligevel ændrede på det, selvom det under alle omstændigheder alligevel var udelukket. Hvis man nu tog Alejandra Pizarniks samlede produktion og lavede en frekvenstælling på de mest brugte ord, så ville det i kun lidt vilkårlig rækkefølge komme til at se nogenlunde sådan her ud:

- Død, dø, døden
- Skygge
- Nat
- Barndom, barn
- Du, dig, dit
- Alene
- Og selvmord, selvmord, selvmord.

Anskuet fra den vinkel var hun en ganske normal ung lyriker af den sortklædte skole, og efterhånden som man arbejder sig igennem hendes produktion fra debuten i 1955 som 19-årig, synes selvmordet i 1972 stadigt klarere bebudet. Og man kan ta sig selv i at undre sig over hvordan en ung, ikke uskøn, kvinde af det bedre argentinske borgerskab kan være så monomant besat af døden og ulyksaligheden. Hun sidder der, spærret mere og mere inde i sit kammer med den grønne væg, først i Buenos Aires, så i starten af 60'erne nogle obligatoriske år i Paris, og bliver mere og mere fikseret på den død hun konstant ser komme og tabet af en anden, mens hun tilsyneladende afsondrer sig mere og mere fra andre mennesker.

Det er i hvert fald sådan det tager sig ud, hvis man tar hendes ord for gode varer. Og der er ikke noget i hendes værk der for alvor sår nogen tvivl om at det er det hun ønsker at man gør: Tar hende alvorligt, tar det hun skriver alvorligt. Det er så alvorligt, så alvorligt, og det bliver det ved med at være uden ophør: Død og savn, død og forladthed, død med død på. Det er egentlig ret enerverende, det er svært at forestille sig at den unge Alejandra har været et særlig livligt bekendtskab, for slet ikke at tale om den voksne, for så vidt som det overhovedet gir mening at tale om den slags i forbindelse med Pizarnik. 36 år bare og ude af stand til at ta vare på sig selv eller la andre gøre det. Der er ikke nødvendigvis så meget der gir mening hos Pizarnik, og de ting der gør det, de gør det næsten mere i trods, fordi det er ting som andre ikke tillægger den samme mening som hun tillægger dem. Man fornemmer næsten at det i sig selv er en væsentlig grund til at la lige præcis de ting veje så tungt: Døden, selvmordstankerne; natten som refugium for den fremmedgjorte; barndommen og den naivitet der bliver gjort helt salig her, fordi den ikke forstillede sig, fordi den stadig nærede de fantasier der for længst er knust da den første linje bliver prentet på papiret: ”Días contra el ensueño”, dage mod drømmen, hvor ordene, snarere end at skabe et system i kaosset og kortlægge det, trækker kaos med sig ind i teksten for at vise det frem, for at demonstrere umuligheden af at være foruden det. Umuligheden som sådan.

I begyndelsen, med den første digtsamling La tierra más ajena (”Jorden længst væk”, 1955), er sproget stadig åbent, hun koketterer lidt med sin miserabilitet og sin desperation, osse selvom hun senere, mod enden, benægter at der nogensinde har været tale om nogen koketteren overhovedet, at det hele ikke sku ha været ment. Der er sågar en slags nydelse i et kortere prosastykke som ”Puerto adelante” (”Fordør”), der slutter med muligheden for at lægge det hele bag sig og bare ”gå sin vej og ikke vende tilbage.” Men det gør hun, vender hele tiden tilbage til det værelse, den nat, og døren blir lukket forsvarligt i over de næste 10 års samlinger til Los trabajos y las noches (”Arbejderne og nætterne”, 1965), hvor digtene er barberet ned til 5-10 vers der kredser om det samme igen og igen: Døden, skyggen, natten som forløsning på den mistede anden, barndommens idealiserede uskyldsrenhed, ensomheden. Det ku være skabet, det ku være enerverende, det ku være lidt ligegyldigt, hvis det ikke hele tiden havde været så langt ude over kanten af hvad man egentlig kan tolerere, som her i titeldigtet fra Los trabajos y las noches:

para reconocer en la sed mi emblema
para significar el único sueño
para no sustentarme nunca de nuevo en el
amor

he sido toda ofrenda
un puro errar
de loba en el bosque
en la noche de los cuerpos
para decir la palabra inocente

(for at erkende tørsten som mit emblem / for at betyde den eneste drøm / for aldrig igen at opholde mig i kærligheden // jeg har været ethvert offer /en ren omflakken / som en ulv i skoven / i kroppenes nat / for at sige det uskyldige ord)

Det er grådkvalt, det ynkværdigt, og det er i virkeligheden så for meget at det er svært at ha med at gøre at det kan røre ved en. Og når det alligevel gør det, så er det i høj grad fordi det er den verden Pizarnik insisterer på at være i, en verden udenfor verden, en natverden der vækker afsky hos dem udenfor den, dem indeni den anden verden, der for hende er uigennemtrængelig. Hun viser os vores verdens uigennemtrængelighed, tar det fra os vi tar for givet, bare ved at skrive det, bare med de ord som vi har bygget vores egen verden op med, dem kaster hun tilbage mod den.

Men gir det så hendes digtning en ekstra tyngde at hun endte med at begå det selvmord, som så stor en del af hendes lyrik synes at bebude? Faktisk virker det mere bare ærgerligt, fordi Pizarnik selv godt ku lægge en vis distance til sin egen dødsdyrkelse og endda direkte ta pis på sig selv, som hun gør det i de efterladte tekster om forretningspartnerne Sombra & Sombra (Skygge & Skygge), hvor den ene Sombra dør og den anden fortsætter firmaet som om intet var hændt og gir sig ud for at være den afdøde Sombra, når det er bekvemt. Det er absurd og det er villet tykt, og det er helt befriende et øjeblik, indtil man indser hvad det reelt er hele projektet går ud på: Det er forestillingen om en sjæleven, om en der står så nær en at man flyder sammen, så man kan ophøre med bare at være det selv man efterhånden lisså lidt som omverdenen kan udholde. Hun siger det, igennem den efterladte Sombra, i ”Texto de Sombra”: ”Quiero existir más allá de mí misma,” jeg vil så gerne eksistere hinsides mig selv, og det er det hun gør i de tekster, hun bygger et skizofrent univers op, hvori hun kan leve med sig selv, og så er hun alligevel kun alt for godt klar over hvem det er hun egentlig lever med på den måde: ”con los aparecidos,” med genfærdene. Og at det så er hvad det er gør hun sig osse klart allerede i næste vers: ”Quiero existir como lo que soy: una idea fija” – jeg vil eksistere som det jeg er: en fiks idé.

Det er en fiks idé at det skrevne nødvendigvis skal adskilles fra den skrivende: Det er i bedste fald en strengt videnskabelig tilgang til noget der bevidst gør sig uhåndgribeligt. Hvormed ikke sagt at man skal ta alt Pizarnik skriver bogstaveligt, men lissom det er svært at læse hendes selvmordstekster uden at ha hendes faktiske selvmord i baghovedet, så er det svært ikke at ta hendes ophold på sindssygehospitaler med ind i sin læsning. Skal prosastykkerne om Sombra og Sombra så læses som en reference til det forhold hun påstås at ha haft til forfatterkollegaen Silvina Ocampo? Gir det mere mening at læse Pizarnik, hvis man lægger en lesbianismeramme ned over hendes tekster? Det er ikke engang noget man behøver læse ind i hendes tekster, hun blotlægger det selv i det efterladte digt ”Sala de psicopatología”, skrevet under et ophold på den psykiatriske afdeling i '71-'72: ”todo es concha, yo he lamido conchas en varios países y sólo sentí orgullo por mi virtuosismo” – alt er fisse, jeg har slikket fisse i adskillige lande og følte mig bare stolt over min virtuositet – hvorefter hun hylder sine evner som uovertruffen fisseslikker, indtil hun udbryder: ”¡oh el goce de la roña!” – åh det sødmefulde fordærv! Og der er ikke noget i vejen med det, ikke som hun ser det, men det er sådan hun føler at alle andre ser det. Det er det sødmefulde fordærv der har bragt hende til den psykiatriske afdeling, sådan som terapeuterne ser det, og der er ikke noget sødmefuldt i det nu, der er ikke nogen glæde i det, ingen trøst. Der er ingen trøst at hente for alvor hos Ocampo heller, hun er lisså besat af døden og fordærvet og sindssygen og tristessen som Pizarnik selv, og hun lever desuden i et ægteskab med forfatteren Adolfo Bioy Casares. Hun er i en anden sfære, hun er i overklassen, holder middagsselskaber med vennen Jorge Luis Borges; Pizarnik er udenfor, altid, selvvalgt bohème på sit lille værelse med den grønne væg. Så kan det gi mening at hendes lesbianisme og hendes kærlighed til en gift kvinde får hende til at føle sig mere udstødt, men det er ikke engang det der er pointen. Pizarnik beskriver andetheden, hun gir den stemme, og den stemme tar magten over hende: Efterhånden blir der mindre og mindre Alejandra og mere og mere Pizarnik i hendes tekster, og så er der kun én logisk konklusion. Får hun det til at virke som. Selvmordet blir uløseligt forbundet med hendes poesi, men det hæver den ikke op på et andet plan, snarere gør det bare dødskoketteriet underligt privat. Det kan ikke være det der er meningen.

Det kan ikke være meningen at Pizarniks tekster skal gi mening. Faktisk er det noget af det bedste man kan håbe på: At de ikke gir for meget mening for en, at de tilstande hun beskriver, tilstanden i det hele taget, fremstår i tryg afstand af en selv. At hun vedblir med at være bizarnik. Man letter lidt på låget, lar sig føre med indtil kvalmen indtræffer, lukker bogen igen, går videre med sit eget liv. Går sin vej for at vende tilbage igen senere. Står på kanten af kajen og ser den båd sejle bort uden en, den kvinde forsvinde rundt om hjørnet, alt opløses, hej, vinker man.