2013 på pladespilleren - # 8: Barn Owl

Prærie så langt øjet rakte. Buske, små træer, meterhøjt græs, indimellem en tom lade, en gård med brædder for vinduerne, et skur, en hytte. Ingen mennesker, kryb og slanger udenfor synsfeltet, men tilstede, klart.

Intetheden som en overhængende trussel.

Det sku ha været magisk at være på pampasen, men det ville osse ha krævet så meget mere tid end vi tog os, så det eneste jeg så af den, var 8 timer ud af et busvindue på vej tværs henover den. Den blev transport, vi havde vigtigere ting for, by. Pampasen ville ha krævet at vi gik ind i en helt anden sindstilstand, og ikke nødvendigvis en det var værd at opsøge uden at være nødt til det.

Den blev hængende som en ildevarslende intethed mellem en række noget'er.

Barn Owl har altid lydt som om de lige var kommet ind ude fra prærien i en ordentlig mescalinkoger, selvom de i virkeligheden bare er to smånørdede, langhårede fyre med briller og en forkærlighed for doommetal. Fra San Fransisco, med universitetsbaggrund, no less. Siden debuten i 2008, From Our Mouths a Perpetual Light, har der dog været noget shaministisk over den lyd de fik fremmanet; selvom den har været baseret på to guitarer, har der ligget nogle grundrytmer i den, der fordrede en ceremoniel stemning.

Bare sådan, uden alt for meget mystik: Barn Owl har måske været associeret med Sunn 0))) i starten, hvor guitarerne oftere peakede i dronende flodbølger, men der har ikke været noget kutte over dem, der har ikke været mere eller mindre fallerede blackmetalvokalister inde over for at tilføre det noget mere ondskab. Der er ingen tegneserieondskab over Barn Owl, det er ikke helvede de frembringer: Det er prærien, intetheden. Millarder af stjerner over en, ren stilhed rundt om en, ingenting, heller ikke en selv: Subjektet reduceret til rå ubetydelighed.

Barn Owl er stilheden genskabt som musik, uden at det af den grund er specielt stille musik som musik betragtet: Det er subjektet der gør sig gældende, overfor sig selv i det mindste, ved at genskabe det opfattede intet som en nogethed. Der er musik i det altomsluttende, der er et kosmos, det har en klang for den enkelte. Sådan som Popol Vuh genskabte klangen, sådan genskaber Barn Owl den nu, og på V er den på det rent praktiske plan blevet tilført lidt flere effekter, lidt flere synths, og der er blevet mindre af den for dét: Den flimrer nu, sitrer, den blir mere antydet nu, temaerne får lov at hænge.

Hver for sig har Jon Porras og Evan Cameniti de seneste år videreudforsket lommer af den lyd de laver sammen i Barn Owl, og det er godt. Det de samler i Barn Owl er bedre end det meste andet der findes.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 2

Manden bag årets næstbedste plade har vanen tro været så rar at forsyne os med en god portion valgmuligheder: Skramlepladen, freejazzpladen, smadderlarmepladen, gothpladen, ragapladen, neoclassicpladen, dronepladen eller krautrockpladen?

2. Oren Ambarchi - Sagittarian Domain

Ambarchi har fortsat sit stormløb i 2012 med en længere række udgivelser i forskellige konstellationer og stilarter. I starten af året blev det opsummeret på Audience of One, der samtidig angav noget der ku lyde som en vej frem for den australske jøde: En 4AD'sk, nærmest steril æstetik, der står i markant modsætning til hans tidligere værk, der mere har været præget af en varm, organisk lyd. Bedst lykkedes dette eksperiment for Ambarchi dog på det efterfølgende minialbum Sagittarian Domain, hvor en metronomisk rytme ledsager klangudforskningen på guitaren, indtil det hele rundes af med noget så ekstravagant som strygere. Det er uendelig langt fra både noise og drone, det her, vi er tættere på krautrock end nogensinde før, og det er ret uafrysteligt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 3

Mountaintime-lofi-newage, anyone? På årets tredjebedste plade bevæger vi os dybt ind i skoven med en termokandefuld svampete, en guitar og en båndoptager.

3. Black Eagle Child - Go Around, Again

I halen på New Weird America-bølgen af freakfolkere lyder det som om en helt nyt kuld af bebrillede unge mænd dybt inde i skoven har samlet guitarer op, loddet effektpedaler sammen og optaget dagesvis af dronen og knasen, som de har skovlet ud på kassettebånd i mikrooplag. Indimellem er der så endda nogen af dem der efter at ha taget tilløb rent faktisk osse får lavet nogle noget nær regulære albums, hvor den skønhed der hele tiden har ligget og luret under båndenes susen og skramlen får lov at skinne lidt tydeligere igennem.

Go Around, Again er sådan et album: Det er lige på kanten til at kamme over i pastelfarver, men holder sig endnu i det faststampede mudder. Med tanke på hvordan det kom til at gå de beslægtede Emeralds, så er det værd at være ekstra opmærksom på Wisonsins Michael Jantz lige nu, for det er lige ved at tippe her – og det er det der gør det så smukt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 5

Årets femtebedste plade er noget så vulgært som skønhedssøgende.

5. Loscil - Sketches from New Brighton

På sit forrige regulære album, Endless Falls, esklarede Loscil med strygere, regulære melodier og spoken word i en svulstighed, som dog var holdt bare den lille smule i ave af en Kranky-klassisk kølighed at det alligevel var svært at gøre sig helt fri af. Efterfølgende lavede Scott Morgan et arktisk soundtrack, inden han vendte tilbage med New Brighton. Her er følelserne noget mere under kontrol, selvom canadieren stadig er svært skønhedssøgende i sin musik, og resultatet er en plade der gir lytteren mere rum til selv at skabe alt det der skal ligge rundt om musikken.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 8

Det er søndag morgen. Tøvejr. Hvad du har brug for er noget der stryger dig med hårene. Noget guitarfeedback, lidt violin henover, ingen melodier at tage stilling til, bare spacet dronen. Det er årets ottendebedste plade.

8. uuuuuu – Untouched by Morning, Untouched by Noon
Glasgowegianeren bag spøgelsesnavnet uuuuuu roste jeg allerede sidste år for at have lavet en af årets bedste plader på min liste over 2011’s højdepunkter: her. Dem har han lavet et par stykker til af i år, hvor den bedste var kassetteudgivelsen Untouched by Morning, Untouched by Noon på det i øvrigt ret så pålidelig Old Frontiers-label. uuuuuu? Sådan lyder det, ja. I lang tid ad gangen. Man går stadig ikke helt galt, hvis man tænker Seefeel, heller ikke hvis man tænker Experimental Audio Research. Man går sjældent helt galt, hvis man tænker på Seefeel eller E.A.R.

Hør hele albummet her: uuuuuu.bandcamp.com

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 9

9. Sparkling Wide Pressure – Grandfather Harmonic
Frank Baugh har efter et væld af lofi-kassette- og cdr-udgivelser lige gjort sig ekstra umage med den her fuldlængder og skabt et landskab af sønderblæste ødegårde med opklodsede bilvrag og rednecks med øjne der sidder fra langt fra hinanden, som tonser rundt i sivene med deres rifler og gør skade på alt omkring sig. Spooky stuff.

Link til nogle af de 6 andre plader Sparkling Wide Pressure har udgivet i år alene: sparklingwidepressure.bandcamp.com

De andre 10 bedste plader i 2011 end dem du i din vildfarelse ellers troede det var

Er der overhovedet kommet nogen gode plader i år? Noget der ikke er den der Lou Reed/Metallica-ting, som godt nok slet ikke var så dårlig som sit ufortjente ry, men som bare heller ikke var så god at den ligefrem burde være en af årets bedste plader? Noget der ikke var en lidt fad skuffelse som den nye Beastie Boys viste sig at være, når først man havde prøvet at komme hele vejen igennem den 3-4 gange, og heller ikke Mastodon, som egtl var en naturlig udvikling og det hele, men osse var så poleret at det den først og fremmest gjorde var at minde en om, hvor vild Leviathan var?

Det her er et bud på 10 plader, der rykkede ved noget i 2011.

1. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi - Dream Request

To australske jøder med en fælles fortid i noiserockbandet Phlegm tilbage i 90'erne hooker op i Tel Aviv i '09. Ti år tidligere dekonstruerede de et klassisk religiøst jødisk værk, The Alter Rebbe's Nigun, denne gang er der tilsyneladende ingen agenda, bare et blow-out mod eller for eller ved siden af den igangværende krig for percussion, guitar og effekter, som her, to år senere, blir udgivet på vinyl i 350 eks, som man skal samle op, mens de er der.

2. Tim Hecker - Ravedeath, 1972

Den her har været ret så uundgåelig i år. Det er ikke nødvendigvis Tim Heckers bedste plade, bestemt heller ikke hans dårligste; det er en virkelig god plade, og lige pludselig ku alle godt se at det var det da egtl, og det var godt at de ku det, for det er det.

3 . Oren Ambarchi & Joe Talia - Hit & Run

En til Ambarchi-plade, og den her ligger lisså langt væk fra den drone man ellers forbinder ham med: Percussion- og feedbackdreven freerock/skronk/noget. Endnu mere limiteret oplag end den anden, 300 eks på vinyl.

4. Iceage - New Brigade

Backlashet kommer snart, hvis ikke de bare når at gå i opløsning inden, men Iceage nåede at smide den her, og postpunk har ikke lydt mere nødvendigt og fremmedgjort i mange år.

5. No Mind Meditation - Molecular Clock

2 timers lofi newage på dobbeltkassettebånd med guldbestrøet booklet, siger du? Giv mig 50 eks, større kan den scene ikke være.

6. Fire! w/ Jim O'Rourke - Unreleased?

Den svenske supertrio Fire! går sammen med ham den tykke i cardiganen, og resultatet er så blidt, så blidt, at man næsten helt glemmer at den her slags musik sku være krævende for nogen ører.

7. uuuuuu - Of the Xerophytic Blooming

5 kvarters guitardronende ambient fra Glasgow. Tænk Seefeel uden computere, og lad så egtl bare være med at tænke mere.

8. Garth Steel Klippert - Korgoleum

Field Hymns har smidt om sig med lofi-indie og -newage på bånd og som digitale udgivelser i år; det her er 33 min og 33 seks dark ambient, der forsøger at genskabe lyden af byggepladser, og den er fuldstændig gratis oveni.

9. Natural Snow Buildings - Waves Of The Random Sea

En franskmand og en uruguyanerinde farer vild i gusen og prøver med ringlende guitarer, sugende effekter, raslende kæder og stemmer langt borte fra at finde fodfæste. Og de fejler noget så fortryllende.

10. Trust - From Light Into Mass

Lest we forget, så kom Trusts debutalbum endelig i starten af året, og mathduoen leverede. Meget, meget klog musik, sådan noget man gror briller af, hvorpå man straks headbanger dem af.

Udenfor nummer: Wugazi - 13 Chambers

Mash-ups er så 00'erne, men det her mix af Wu-Tang Clan og Fugazi er så åndssvagt tænkt og så godt udført at det holder på trods.