2013 på pladespilleren - # 4: Judd Madden

Du skal forestille dig en dude der sidder i sit soveværelse klemt inde mellem instrumenter, forstærkere, højttalere. Begyndende høje tindinger, effektpedaler over det hele. Han burde vel lave noget drone, det er vel den slags hans slags gør i den situation: Når det sidste band er opløst i arbejde og familie, når han selv har indset at det er mere bekvemt at sidde på sit soveværelse end i en varevogn mellem shows. Det ku være så smukt og brusende inde mellem hovedtelefonerne, mens han filede væk på guitaren, lod den ringe, lod den hyle. Drone, den dovne mands musik, som de siger. Sætte guitaren fra sig, ta en kop kaffe, stille sig i altandøren og se ud over nabolaget i Melbourne, misse mod formiddagssolen, rulle lidt med skuldrene, ta katten op og klø den lidt på maven, inden han gik ind og slog den næste tone an.

Der er bare lige metallen.

Den her dude, Judd Madden, han har ikke ku slippe metallen, selv ikke da han slap alt andet rundt omkring den og emigrerede over i arbejdslivet som grafisk designer, isolerede musikudøvelsen til en dag om ugen i soveværelset. Han plugger guitaren i, han finder nogle lyde i den, det er fedt, og så sker det: Hovedet begynder at nikke af sig selv, fingrene finder et riff, det er federe, det er umådelig stort. Han er et medie for doommetallen nu, kvarteret omkring ham med boligblokke, kiosker og gader er forvandlet til ismassiver omgivet af et sort hav, bjerge skyder op, og han står på et af dem, læner hovedet tilbage, trækker vejret dybt ind og udstøder et langt aaaaahhhhh....

Judd Madden begyndte at lave musik under eget navn i 2008, siden 2010 har han lagt seks fulde albums på sin bandcampside. Ingen vinyl, ingen cd'er, ingen ambitioner om at tjene nogen penge på det, bare timevis af instrumental doommetal. Det er korthåret, det bærer tydelige præg af 00'ernes postmetal i sin epik, men der hvor det adskiller sig fra den scene som sådan, er i at det ikke er så røvsygt. Hvis Madden har nogen samtidige, så er det mest oplagt bud franske Year of No Light, der som han har forstået at noget af det vigtigste for metal uanset hvad er at være knusende tungt. Og at man skal ku knytte sin næve mod loftet, i mangel af en åben himmel over sig og et ulvekobbel ved sin side, når man hører det.

Glacial, Maddens seneste, kom i august i år. Fire numre, et om en islandsk gletcher, et om en bjergdræber, et om oceanerne og et om genfødsel. En antydning af temaer, stadigvæk centreret om vand og flyd, fraværet af vand, overvældelsen af vand, størknen, forvitring. Massiver af vand og sten. Riffs, voldsomt.

En sidste, posthum, frydefuld gysen

For to år siden døde Broadcasts sangerinde Trish Keenan af en lungebetændelse. Det skete på et tidspunkt, hvor verden i det store hele havde glemt alt om Broadcast og det mærke, som bandet i en kort periode havde efterladt på den, og nu blev man mindet hvad det var man havde glemt, og at det var en fejl at man havde ladet sig selv glemme sådan noget. 

To år senere slutter Broadcast så endegyldigt, når Keenans efterladte partner, James Cargill, udsender det soundtrack til gyserfilmen Berbian Sound Studio, som de havde arbejdet på ved hendes død. Det er skitser, vignetter, generel uhygge, hvisken, spilledåser; det er spooky og lisså ufærdigt som Broadcast selv, men på den måde fungerer det som en passende afslutning.

Berbian Sound Studio udkommer imorgen, den kan streames på NPR, som osse har en god artikel om Broadcast og sammenligner pladen med Popol Vuhs arbejde for Herzog. Og nedenfor kan man læse hvad det var jeg tænkte på, når jeg tænkte på Broadcast på verandaen til i en bjælkehytte i de patagoniske Andesbjerge for to år siden.

Trish Keenan in memoriam

Imorges døde Trish fra Broadcast. Det virker helt absurd at én der vel må ha været ca. på min egen alder kan dø af lungebetændelse, men det gjorde hun altså. Det kan man så osse. Hvis man sku være i det morbide hjørne ku man hævde at det næsten er et passende anakronistisk endeligt for én der i sin musik levede langt ude af sin samtid, men det er bare aldrig passende at dø tidligt, hvis det da nogensinde er passende at dø overhovedet.

Jeg mødte Trish og Broadcast en enkelt gang, da de spillede deres første koncert i Danmark på Loppen i 2000 en sommeraften. Jeg var der som pressemedarbejder for det selskab der distribuerede deres plader i Danmark og sku styre de få medier der ville lave interviews med dem – nogle universitetsradioer, et modemagasin, ikke mere – og de var præcis så åndsfraværende og fåmælte som man ku forvente det af et band som dem. Mere optagede af at lege med en af de løse hunde og se på træerne og husene.

Hvad sku man næsten osse sige om Broadcasts musik? Den var der, den var usandsynligt flot på de to plader de indtil da havde lavet, EP-comp'en Work and Nonwork og albummet The Noise Made by People, men det mest skelsættende ved den var næsten at det var de første ikke-elektroniske plader Warp Records havde udgivet, og det var trods alt begrænset hvor meget der var i den historie. Broadcast var ikke sådan et band der gik historier om, de havde ikke tanks i forhaven eller andre ydre symptomer på forvokset excentricitet; de havde bare en forkærlighed for psychpop, Morricone og 60'er-æstetik. Om noget var de vel nærmest et Stereolab uden de politiske paroler, men den sammenligning var allerede blevet søgt med The Noise Made by People, der havde et helt andet scope end noget deres landsmænd eller overhovedet nogen af deres samtidige havde lavet. Broadcast var et andet sted end alle andre, men der var lige et øjeblik der hvor alle osse gerne ville være der hvor Broadcast var.

Det ku Broadcast ikke ta sig af. Den aften på Loppen havde jeg af en eller anden grund bestemt mig for at jeg ikke gad drikke mig fuld, men jeg ku heller ikke forestille mig at være sober, så jeg købte en joint og røg den på volden i aftensolen og blev helt absurd skæv. Jeg var ikke vant til at ryge, slet ikke så meget, og jeg var fuldstændigt katatonisk resten af aftenen, udenfor rækkevidde af nogen omkring mig, ku bare sidde på en stol og stirre ud i rummet og til nøds hvæse et ”hej” til folk jeg kendte. Broadcast spillede en sindssvagt hård koncert den aften, langstrakte jams og med en tyngde der ikke var til at genkende fra deres plader. Det har jeg fra andre, og det var osse hvad jeg fornemmede, men mit fokus lå primært på hvor helt fantastisk bækkenerne lød, hvordan de bare klingede i deres egne mønstre, og hvordan bassen slog melodilinjer i stykker på smukkeste vis. Det var min Broadcast-koncert.

Derfra gik Broadcast og jeg i hver vores retning: Mens de på de følgende plader reducerede deres lyd – og band – til et minimum, ku jeg slet ikke få nok lyd, nok tyngde, nok. Broadcast havde fået nok og gik nye veje, helt for sig selv igen. De blev aldrig lisså store igen som de var lige der omkring årtusindskiftet, men det var et eller andet sted helt betryggende at vide at de var derude og lavede en musik som man på et passende tidspunkt ku samle op. Det betød ikke så meget om det var lige nu, for de var aldrig aktuelle. De var i en bedre tid.

Æret være Trish og Broadcasts minde.

Tilføj billedtekst

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 3

Mountaintime-lofi-newage, anyone? På årets tredjebedste plade bevæger vi os dybt ind i skoven med en termokandefuld svampete, en guitar og en båndoptager.

3. Black Eagle Child - Go Around, Again

I halen på New Weird America-bølgen af freakfolkere lyder det som om en helt nyt kuld af bebrillede unge mænd dybt inde i skoven har samlet guitarer op, loddet effektpedaler sammen og optaget dagesvis af dronen og knasen, som de har skovlet ud på kassettebånd i mikrooplag. Indimellem er der så endda nogen af dem der efter at ha taget tilløb rent faktisk osse får lavet nogle noget nær regulære albums, hvor den skønhed der hele tiden har ligget og luret under båndenes susen og skramlen får lov at skinne lidt tydeligere igennem.

Go Around, Again er sådan et album: Det er lige på kanten til at kamme over i pastelfarver, men holder sig endnu i det faststampede mudder. Med tanke på hvordan det kom til at gå de beslægtede Emeralds, så er det værd at være ekstra opmærksom på Wisonsins Michael Jantz lige nu, for det er lige ved at tippe her – og det er det der gør det så smukt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 5

Årets femtebedste plade er noget så vulgært som skønhedssøgende.

5. Loscil - Sketches from New Brighton

På sit forrige regulære album, Endless Falls, esklarede Loscil med strygere, regulære melodier og spoken word i en svulstighed, som dog var holdt bare den lille smule i ave af en Kranky-klassisk kølighed at det alligevel var svært at gøre sig helt fri af. Efterfølgende lavede Scott Morgan et arktisk soundtrack, inden han vendte tilbage med New Brighton. Her er følelserne noget mere under kontrol, selvom canadieren stadig er svært skønhedssøgende i sin musik, og resultatet er en plade der gir lytteren mere rum til selv at skabe alt det der skal ligge rundt om musikken.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 6

Se, hvad jeg har gjort! Af vanvare har jeg sat et omskrevet warmongercitat over et instrumentalt protestkollektiv for at beskrive en plade, der sådan set slet ikke burde eksistere, men som er det sjettebedste der er sket i år.

6. Godspeed You! Black Emperor - 'Allelujah! Don't Bend Ascend

Det er sådan et comeback der er dobbelt usandsynligt: Dels at GY!BE overhovedet skulle finde en vej ud af deres årelange pause, dels at resultatet af det skulle blive en plade der på nogen måde kunne leve op til de skyhøje forventninger der var til den.

Det er ikke fordi der har været stille fra lejren i mellemtiden: Først og fremmest Efrim Menuck er fortsat med at udgive plader med sit andet projekt, Silver Mt. Zion, og de er fortsat med at være hæderlige uden på nogen måde at nå de højder GY!BE nåede. Måske fordi det der hævede GY!BE et godt stykke over resten af den postrockscene, som de uforvarende blev en del af i sin tid, i bund og grund var noget så simpelt som den massive mængde smæk de havde på, når de virkelig bragede igennem.

Hvis det ikke bare er det der gør GY!BE til hvad de er, så er det i hvert fald forløsende at det er det de lægger ud med på ’Allelujah! i nummeret ”Mladic”: Det er ikke smukt og slæbende og langsomt opbygget i valsetakt, sådan som alle efterlignerne har reduceret GY!BE-formlen til, det hviner og skurrer og brager afsted, fordi intet andet overhovedet er muligt for det nummer. Først som en infernalsk Neu!-hyldest, derpå over i en hvirvlende klezmerfest, inden det leder over i en klagende drone på ”Their Helicopters Sing”. Og det er kun første halvdel af værket.

Det skulle man ikke nødvendigvis have troet. Hvis man spørger GY!BE, så er der ikke særlig meget man skal tro på.