2013 på pladespilleren - # 9: Potty Mouth

Da den nye Sebadoh kom i efteråret hørte jeg den ikke mere end en enkelt gang på arbejdet, hvor en af mine kolleger kom gående forbi, stoppede op og undrede sig over at nu lød det som om jeg hørte Snow Patrol. Jeg har seføli aldrig hørt Snow Patrol, men det var klart at det var ment som en fornærmelse, og det var klart at det sådan set var på sin plads, for det var faktisk ikke en særlig god plade, jo.

Der er to grunde til at det skal bringes op i forbindelse med årets niendebedste plade, Potty Mouths Hell Bent: Den ene er at de faktisk flere steder minder mig en del om Sebadohs bedste, dvs. Bakesale, dvs. III. De har en slackervibe tilfælles, helt grundlæggende, men det er osse den måde numrene ofte falder sammen rundt om nogen trommebreaks, det gør det hele lidt skrøbeligt; det er den måde en helt simpel guitarlinje kører en åndssvag børnemelodi; det er den måde vokalen hele tiden er en lille smule off, ligger på den lade side af tonen.

Og Sebadoh er et mærkeligt band at sammenligne med, specielt når Potty Mouths base mere end noget andet ligger i riot grrl-bevægelsen - alt andet lige har de taget navn efter et Bratmobile-album. Men den pågåenhed der løb igennem den bevægelse er så godt som fraværende på Hell Bent: Der er ingen skingre paroler som hos Bikini Kill, ingen intrikate strukturer som hos Sleater-Kinney, og det ku man sådan set godt savne, hvis ikke det var fordi det der så er, er så cool. Lissom Sebadoh, ja.



Den anden grund til at trække Sebadoh ind i det er at jeg aldrig ville tøve med at nævne hvor flot en fyr Lou Barlow er, ikke i nogen som helst sammenhæng. Lou Barlow er en flot fyr på sådan en sympativækkende, bebrillet måde der gør en positivt stemt overfor hvad end han laver, osse når det så åbenbart lyder som skide Snow Patrol. (Henrik Dahl har i årevis prøvet at rocke Lou Barlow-looket uden at vinde samme sympati for noget som helst af hvad han gør.) Der er ingen der får mig til at nævne hvordan Potty Mouth ser ud.

Fra http://onebaseonanoverthrow.blogspot.dk

Det har ikke noget med noget at gøre. Hell Bent har en masse at gøre med den samme følelse jeg skrev om igår i posten om Deathfix, noget med at ryge pot nede på skaterbanen og drikke bajere i eftermiddagssolen. Her er det så bare på den modsatte side af ungdommen det foregår, og det er fedt nok at ku genopleve det gennem sådan en plade her, endnu federe at ku ta pladen af når den er slut, og være ovre alt det fnidder der er det gennemgående tema i teksterne. Der er ingen nostalgi her, bare en trang til at køre bmx på villavejene. Hvor er min bmx'er?

2013 på pladespilleren - # 10: Deathfix

Jeg drømte at jeg lå og lavede mavebøjninger på varebåndet i et supermarked, da de første toner af "Better Than Bad" lød ud af højtalerne. Jeg rejste mig halvt op for at finde ud af hvad det var der skete, men fik så øje på en af mine venner, der har nogle ydre markører til fælles med mig (briller, fuldskæg, sideskilning), gå rundt og synge med mens han handlede, og så var der styr på situationen.

Deathfix er sådan et band man godt ku spille i et supermarked, uden at det ville medføre klager fra kunderne. Rock uden alt for mange kanter, varm produktion, vokalharmonier, mild hvid mands funkiness. Pladen, der osse bare hedder Deathfix, lissom den der digtsamling, ja, lyder som sommereftermiddage med en joint nede på skaterbanen; som et af de der øjeblikke hvor alt bare er godt, fordi det ikke er mere end hvad det er, der er ingen forpligtelser, ikke andet man skal end det her. Troy Dyer prøver ikke at kysse Lelaina Pierce, vi behøver ikke ta nogen steder hen bagefter, vi skal ikke noget, det er nok, det her. Lige der er det sådan det er, det er lige der den plade sker. "Better Than Bad" lyder nærmest som en opdatering af Big Stars "In the Street", det er bare 20 år efter That '70s Show, vi er kommet op fra kælderen nu, og vi er allesammen alright nu.



Deathfix er en 70'er-rockhyldest fra en uventet kant: Den ene af hovedkræfterne er Brendan Canty fra Fugazi, og det kan man ikke høre nogen steder på pladen. Hans let sprukne falset modsvares af Rich Morels baryton, som får en til at tænke på Screaming Trees, specielt i et nummer som "Transmission". Det er osse en fed ting at komme til at tænke på. Rich Morel er en eller anden DJ, der kører en gay bear club sammen med Bob Mould: En skaldet, rødskægget, lidt trind mand der står bag et orgel og brummer. Det er simpelthen Steven Hyde der er blevet midaldrende, og Brendan Canty går egentlig meget godt for en lisså ældet Eric Forman. Det gir mening. Det er det her det skal føre hen til. Det er ikke noget at panikke over.

Jeg skal muligvis til at begynde at lave mavebøjninger så. Det har sikkert været et slags tegn, den drøm. Jeg skal bare lige høre den her plade igen først, drikke en øl imens, se lyset skifte over carporten. Ingen panik. Der er masser af tid.

2013 på pladespilleren: Udenfor nummer

Det skete faktisk, skete et år til: Der kom alligevel så tilpas mange gode plader at man sidst på året kunne se tilbage og konstatere at det var sådan næsten lidt overvældende og så la det berolige en. Der var lige der i først på efteråret hvor man begyndte at panikke, men så tog det alligevel fart, man anstrengte sig faktisk osse lidt, og lige pludselig var verden ny omkring en.

Der var nok til at stå imod med ind i januar, osse i år.

Lige om lidt, dvs. når jeg er helt sikker på hvad jeg mener, og efterhånden som jeg får skrevet noget om hvad jeg næsten med sikkerhed har afgjort er årets bedste plader, så løber jeg dem igennem fra 10 - 1, og så kommer der osse noget om de plader der ikke er blandt årets 10 bedste plader, men som alligevel bør nævnes, og så ender det med at der er en liste.

Men først, udenfor nummer, en 7" der fortjener særskilt omtale på hvad der egentlig ellers er en albumliste, fordi den er del af et større projekt.

Der var engang et band der hed End Of A Year. De spillede seføli emo, og det gjorde de så tro mod Revolution Summer-lyden at de havde taget navn efter Embrace-nummeret. De lavede en plade, så lavede den en til i 2005, Sincerely, som min daværende redaktør stak mig, fordi der ikke var nogen af de andre typer jeg skrev med der gad beskæftige sig med emo. Det var en ret fremragende plade, jeg hørte den en del de år, men ikke nok til at jeg gjorde mere ved det.

Ikke før i sommers.

Jeg vidste godt at End Of A Year havde lavet en plade til 5 år senere, You Are Beneath Me, og at den af alle steder var kommet på Deathwish, men jeg havde ikke samlet den op, og nu er det lige pludselig ved at blive kedeligt, så nu hopper jeg til pointen: Det der skete ikke så lang tid efter den plade, var at bandet omformatterede sig, simpelthen. Fra nu af ville line-uppet være flydende, godt nok centreret om drivkraften Patrick Kindlon, men bare lige for at pointere at ingen var uudskiftelige, genindspillede de fire a sangene fra You Are Beneath Me med sangerinden Carolin Corrigan. Så lød de pludselig så tilforladelige som det her:



Den 7" kom med nogle års forsinkelse som You Are Beneath Her i sommers under bandnavnet Self Defence Family, for det var osse en del af omformatteringen af End Of A Year: Et nyt navn, et flydende line-up, et demokrati, et kollektiv hvor alle bidrager med hvad de har på et givent tidspunkt, så ingen er tvunget til at tilbringe mere tid i en varevogn på evig tour end de orker. Det blev sat på spidsen allerede i starten af 2011, hvor en inkarnation af gruppen drog til Jamaica for at indspille en Jamaica 7"en, samtidig med at en anden spillede shows hjemme i USA.

Det er et ret vildt set up for et band, det er en måde at overleve på. Det er det Self Defence Family gør nu, det er sådan de forsvarer sig mod den omverden som de tilbage på You Are Beneath Mes åbner "Composite Character" definerede sig i en udpræget selvironisk opposition til med en lang rant, der skal gøre det ud for instrukser til lytteren om hvordan pladen skal høres, om hvad der forudsættes for at ku forstå den:

"Work part time. Make less than $20,000 a year. Grow your hair out. Live under constant threat of eviction."

Det var punkrock, sådan som folk der ikke ved særlig meget om punkrock, tror punkrock er, men det var de efterfølgende formaninger bare osse:

"Wake after nine but before noon.
Understand your parents are just people and be nice unless they un-marry.
Love animals.
Be kind to people.
Avoid hard drugs, they make you talk too loud and that’s annoying." 

Og ikke mindst: "Embrace the meteor. Try new things." Det var alt det punkrock er når den smider læderjakken og prøver at se om ikke den kan fortsætte som et reelt alternativ.

Det gjorde End Of A Year så, prøvede nye ting af. De lavede en gennemført forfærdelig prog-EP, More Songs About Transportaion and Intercourse, osse den vist nok med Carolin Corrigan på vokal (virkelig, det lød som en blanding af den sidste Fucked Up og den sagnomspundne anden Bad Religion-plade), inden skiftet, så begyndte en lind strøm af 7" og splits at flyde fra familien. Den bedste endnu kom sidst på sommeren i år: The Corrections Officer In Me starter lissom You Are Beneath Her med en formaning om hvad der forudsættes for at forstå pladen - man skal helst ha prøvet at sidde i fængsel uden selv at vide hvorfor - og så lægger den ellers i med to numres klassisk emo af Moss Icon-skolen. Men 7"ens egentlige clou er den 7 minutter lange bevidsthedsstrøm "The Bomber Will Always Get Through" der sjosker lykkeligt afsted som Saccharine Trust småskæve på en solskinsdag.

Self Defence Family prøver faktisk ikke noget specielt nyt rent musikalsk, de er i hvert fald bedst når de ikke gør det, men det de gør, gør de på en ny måde. Og en sympatisk måde. Og så lige om lidt, 7. januar 2014, kommer der en fuldlænger, Try Me. Indtil da kan man streame The Corrections Officer In Me. Det bør man gøre uafbrudt.

Bredt ud som en susen

Vi er her
blussende kinder viltert
hår øjnene tørre

en dag med solen helt
nede mellem træstammerne
med luften helt
nede i lungerne ude
i blodårerne brusende

som rugbrødsmadder termokandekaffe
på et klippefremspring dampende
bar overkrop gennemsvedt
tøj hængt til tørre
over cyklerne

som skovbunden i
forrådnelse under vore fødder
når vi går ind med kæppevåben slår
de døde skud af nederst
på stammerne skråer
over træet væltet i sidste storm
en plade af jord fast om
rødderne endnu intakt
som ku det rejse sig igen
fortsætte med at være uhørt
træ mellem træer

engang løb børn i en anden
tid rundt legede
bag rødderne træet set
nedefra forbløffelsen
et vindstød & en trækning gennem
det udøde træ det
rejste sig igen
et barn i flyverdragt
nedenunder dette er sandt
det er derfor der
bor trolde under
træerne er underjordiske
overalt for at
det ikke slutter
hverken over os
under os efter os

uendeligheden i en
novembereftermiddag
på en sten der
skråner ned mod dalen
som et mylder af klatren
rundt som et landskab
bredt ud som en susen
fra kronerne fra løvet fra jorden klippen
havet længst væk her

som snaps i en lommelærke
er vi her

Ikke-væren

Sån der så meget at
sån der det mindre:
At være skrællet bort til ikke
at være, bare
taget for så givet
underforstået & forgået

& forklare en f.eks.
spanier hvordan det
væk nu først
i talen så i skriften
At vi droppede at
være i nutiden
men stadig ikke ku
slippe os selv som subjekter

Man kan gå ud i vandet sådan, vende sig om & se hele øen bag en være sunket i havet

Man kan stå der på sin revle & betragte ingenting nu, havoverflade ud til horisonten hele vejen rundt. & så kan man gi sig til at svømme, som om det var til nogen nytte, som om alt man ku svømme til ikke osse efter tur vil synke. En dag vil alt dette være ovre, du med. Det kan man affinde sig med, det er den erkendelse man bærer i sig, når man går ud i vandet sådan. At alt kan altid ske nårsomhelst, på et tidspunkt må noget ske. Så løftes benene op under en, armene søger af sig selv ud til siden, sådan ligger man, flyder, åndedrættet i den udspillede brystkasse bærer en oppe. Åbner himlen over sig med blikket, lar verdensrummet trække sig tilbage, strækker sin egen atmosfære. Det kan man, sådan, det er alle de muligheder der åbner sig for en der, som man lar bag sig der, sådan.

Det at jeg står tidligere op end alle andre berettiger mig til indsigt

På denne tid af
dagen er det endnu
ikke til at sige om den lyse
enklave på engen er
en sidste stridbar flok blomster eller
en fugl flået fra hinanden
hvad af de to der er
smukkest om
det overhovedet betyder
noget om det er det

Himlen grusomt rosa på
denne tid af dagen
er det endnu

Gæstefeature hos Passive/Aggressive

Det sker stadig at jeg skriver om musik på sådan en tilnærmelsesvist konkret måde, og når det sker, så kommer det uvægerligt til at handle om Satan. Det gør det i hvert fald i denne gæstefeature på Passive/Aggressive-bloggen, hvor jeg har skrevet om Afghan Whigs' Congregation. OK, skrevet om coveret til den, mere end noget andet.

http://passiveaggressive.dk/afghan-whigs-congregation-john-curleys-morke-linje/

Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar. Det mener vi os i stand til at kunne: Vi har sendt den langt ud af banen, du har den, den er i en anden dimension, det forventer vi at du tager med i den redegørelse. Som vi forventer af dig, forstår du nok. En komplet én, ja.

Det er store sager, der skal trut i. Tænk på en jazzplade, sådan en elektrisk én, en kop te til, et års weekendabonnement, tillæg på tillæg om alt det du formodes at måtte forholde dig til. Vi vil gerne have dig til at redegøre for sammenhængene her, fra vinterhavetomater over neuroners bevægelser – hvordan bevæger neuroner sig overhovedet rundt, ligger de bare og knalder sammen mod hinanden, er der friktion mellem dem, hvad kan de? - til den seneste krise et sted. En branche, et land, en kultur, en stand: Find på noget. Skab en.

Vi har sendt din skrivelse ud i omløb om Solen, i en sådan en lille kapsel der nærmest ligner en termokande, og altså som sådan ikke er lille, kun i forhold til det rum den befinder sig i. Det er ikke nok noget du skal være urolig for, vi er osse i kredsløb om Solen, vi indhenter den vel på et tidspunkt, vi ved ikke helt hvordan den slags fungerer, det kan vi vel undersøge nu. Det kan du undersøge for os, vis os hvordan det hænger sammen med et trut i en trompet for 50 år siden, hvordan det trut vil lyde i en termoflaske omme på den anden side af Solen. Fortæl os at det lyder som Månens bagside, det ville gøre det hele så let at forholde sig til.

Vi kan godt lide når vi kender noget af det, det hint giver vi dig. Vi kender ikke Månens bagside, men vi ved den findes, den er en del af vores samlede forestillinger om dette og hint. Vi kender til gengæld ikke noget til gasarter, men forestiller os at de fungerer som bækkener. Fra trommesæt, forstås: De gør noget, men ikke i sig selv. Det er sådan en type redegørelse vi forventer af dig: Bækkener. Ja.

Er du med nu? Nej? Godt. Vi kan godt lide den tvivl, vi forventer os store ting af den tvivl, det er den tvivl vi skal fundere alt på. Tvivlen som en gasart, det er en tanke vi kan lide. Det er jazz for os. Pling-plong, du ved, halløj. Afsted med dig.