2013 på pladespilleren: Udenfor nummer

Det skete faktisk, skete et år til: Der kom alligevel så tilpas mange gode plader at man sidst på året kunne se tilbage og konstatere at det var sådan næsten lidt overvældende og så la det berolige en. Der var lige der i først på efteråret hvor man begyndte at panikke, men så tog det alligevel fart, man anstrengte sig faktisk osse lidt, og lige pludselig var verden ny omkring en.

Der var nok til at stå imod med ind i januar, osse i år.

Lige om lidt, dvs. når jeg er helt sikker på hvad jeg mener, og efterhånden som jeg får skrevet noget om hvad jeg næsten med sikkerhed har afgjort er årets bedste plader, så løber jeg dem igennem fra 10 - 1, og så kommer der osse noget om de plader der ikke er blandt årets 10 bedste plader, men som alligevel bør nævnes, og så ender det med at der er en liste.

Men først, udenfor nummer, en 7" der fortjener særskilt omtale på hvad der egentlig ellers er en albumliste, fordi den er del af et større projekt.

Der var engang et band der hed End Of A Year. De spillede seføli emo, og det gjorde de så tro mod Revolution Summer-lyden at de havde taget navn efter Embrace-nummeret. De lavede en plade, så lavede den en til i 2005, Sincerely, som min daværende redaktør stak mig, fordi der ikke var nogen af de andre typer jeg skrev med der gad beskæftige sig med emo. Det var en ret fremragende plade, jeg hørte den en del de år, men ikke nok til at jeg gjorde mere ved det.

Ikke før i sommers.

Jeg vidste godt at End Of A Year havde lavet en plade til 5 år senere, You Are Beneath Me, og at den af alle steder var kommet på Deathwish, men jeg havde ikke samlet den op, og nu er det lige pludselig ved at blive kedeligt, så nu hopper jeg til pointen: Det der skete ikke så lang tid efter den plade, var at bandet omformatterede sig, simpelthen. Fra nu af ville line-uppet være flydende, godt nok centreret om drivkraften Patrick Kindlon, men bare lige for at pointere at ingen var uudskiftelige, genindspillede de fire a sangene fra You Are Beneath Me med sangerinden Carolin Corrigan. Så lød de pludselig så tilforladelige som det her:



Den 7" kom med nogle års forsinkelse som You Are Beneath Her i sommers under bandnavnet Self Defence Family, for det var osse en del af omformatteringen af End Of A Year: Et nyt navn, et flydende line-up, et demokrati, et kollektiv hvor alle bidrager med hvad de har på et givent tidspunkt, så ingen er tvunget til at tilbringe mere tid i en varevogn på evig tour end de orker. Det blev sat på spidsen allerede i starten af 2011, hvor en inkarnation af gruppen drog til Jamaica for at indspille en Jamaica 7"en, samtidig med at en anden spillede shows hjemme i USA.

Det er et ret vildt set up for et band, det er en måde at overleve på. Det er det Self Defence Family gør nu, det er sådan de forsvarer sig mod den omverden som de tilbage på You Are Beneath Mes åbner "Composite Character" definerede sig i en udpræget selvironisk opposition til med en lang rant, der skal gøre det ud for instrukser til lytteren om hvordan pladen skal høres, om hvad der forudsættes for at ku forstå den:

"Work part time. Make less than $20,000 a year. Grow your hair out. Live under constant threat of eviction."

Det var punkrock, sådan som folk der ikke ved særlig meget om punkrock, tror punkrock er, men det var de efterfølgende formaninger bare osse:

"Wake after nine but before noon.
Understand your parents are just people and be nice unless they un-marry.
Love animals.
Be kind to people.
Avoid hard drugs, they make you talk too loud and that’s annoying." 

Og ikke mindst: "Embrace the meteor. Try new things." Det var alt det punkrock er når den smider læderjakken og prøver at se om ikke den kan fortsætte som et reelt alternativ.

Det gjorde End Of A Year så, prøvede nye ting af. De lavede en gennemført forfærdelig prog-EP, More Songs About Transportaion and Intercourse, osse den vist nok med Carolin Corrigan på vokal (virkelig, det lød som en blanding af den sidste Fucked Up og den sagnomspundne anden Bad Religion-plade), inden skiftet, så begyndte en lind strøm af 7" og splits at flyde fra familien. Den bedste endnu kom sidst på sommeren i år: The Corrections Officer In Me starter lissom You Are Beneath Her med en formaning om hvad der forudsættes for at forstå pladen - man skal helst ha prøvet at sidde i fængsel uden selv at vide hvorfor - og så lægger den ellers i med to numres klassisk emo af Moss Icon-skolen. Men 7"ens egentlige clou er den 7 minutter lange bevidsthedsstrøm "The Bomber Will Always Get Through" der sjosker lykkeligt afsted som Saccharine Trust småskæve på en solskinsdag.

Self Defence Family prøver faktisk ikke noget specielt nyt rent musikalsk, de er i hvert fald bedst når de ikke gør det, men det de gør, gør de på en ny måde. Og en sympatisk måde. Og så lige om lidt, 7. januar 2014, kommer der en fuldlænger, Try Me. Indtil da kan man streame The Corrections Officer In Me. Det bør man gøre uafbrudt.

Bredt ud som en susen

Vi er her
blussende kinder viltert
hår øjnene tørre

en dag med solen helt
nede mellem træstammerne
med luften helt
nede i lungerne ude
i blodårerne brusende

som rugbrødsmadder termokandekaffe
på et klippefremspring dampende
bar overkrop gennemsvedt
tøj hængt til tørre
over cyklerne

som skovbunden i
forrådnelse under vore fødder
når vi går ind med kæppevåben slår
de døde skud af nederst
på stammerne skråer
over træet væltet i sidste storm
en plade af jord fast om
rødderne endnu intakt
som ku det rejse sig igen
fortsætte med at være uhørt
træ mellem træer

engang løb børn i en anden
tid rundt legede
bag rødderne træet set
nedefra forbløffelsen
et vindstød & en trækning gennem
det udøde træ det
rejste sig igen
et barn i flyverdragt
nedenunder dette er sandt
det er derfor der
bor trolde under
træerne er underjordiske
overalt for at
det ikke slutter
hverken over os
under os efter os

uendeligheden i en
novembereftermiddag
på en sten der
skråner ned mod dalen
som et mylder af klatren
rundt som et landskab
bredt ud som en susen
fra kronerne fra løvet fra jorden klippen
havet længst væk her

som snaps i en lommelærke
er vi her

Ikke-væren

Sån der så meget at
sån der det mindre:
At være skrællet bort til ikke
at være, bare
taget for så givet
underforstået & forgået

& forklare en f.eks.
spanier hvordan det
væk nu først
i talen så i skriften
At vi droppede at
være i nutiden
men stadig ikke ku
slippe os selv som subjekter

Man kan gå ud i vandet sådan, vende sig om & se hele øen bag en være sunket i havet

Man kan stå der på sin revle & betragte ingenting nu, havoverflade ud til horisonten hele vejen rundt. & så kan man gi sig til at svømme, som om det var til nogen nytte, som om alt man ku svømme til ikke osse efter tur vil synke. En dag vil alt dette være ovre, du med. Det kan man affinde sig med, det er den erkendelse man bærer i sig, når man går ud i vandet sådan. At alt kan altid ske nårsomhelst, på et tidspunkt må noget ske. Så løftes benene op under en, armene søger af sig selv ud til siden, sådan ligger man, flyder, åndedrættet i den udspillede brystkasse bærer en oppe. Åbner himlen over sig med blikket, lar verdensrummet trække sig tilbage, strækker sin egen atmosfære. Det kan man, sådan, det er alle de muligheder der åbner sig for en der, som man lar bag sig der, sådan.

Det at jeg står tidligere op end alle andre berettiger mig til indsigt

På denne tid af
dagen er det endnu
ikke til at sige om den lyse
enklave på engen er
en sidste stridbar flok blomster eller
en fugl flået fra hinanden
hvad af de to der er
smukkest om
det overhovedet betyder
noget om det er det

Himlen grusomt rosa på
denne tid af dagen
er det endnu

Gæstefeature hos Passive/Aggressive

Det sker stadig at jeg skriver om musik på sådan en tilnærmelsesvist konkret måde, og når det sker, så kommer det uvægerligt til at handle om Satan. Det gør det i hvert fald i denne gæstefeature på Passive/Aggressive-bloggen, hvor jeg har skrevet om Afghan Whigs' Congregation. OK, skrevet om coveret til den, mere end noget andet.

http://passiveaggressive.dk/afghan-whigs-congregation-john-curleys-morke-linje/

Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar. Det mener vi os i stand til at kunne: Vi har sendt den langt ud af banen, du har den, den er i en anden dimension, det forventer vi at du tager med i den redegørelse. Som vi forventer af dig, forstår du nok. En komplet én, ja.

Det er store sager, der skal trut i. Tænk på en jazzplade, sådan en elektrisk én, en kop te til, et års weekendabonnement, tillæg på tillæg om alt det du formodes at måtte forholde dig til. Vi vil gerne have dig til at redegøre for sammenhængene her, fra vinterhavetomater over neuroners bevægelser – hvordan bevæger neuroner sig overhovedet rundt, ligger de bare og knalder sammen mod hinanden, er der friktion mellem dem, hvad kan de? - til den seneste krise et sted. En branche, et land, en kultur, en stand: Find på noget. Skab en.

Vi har sendt din skrivelse ud i omløb om Solen, i en sådan en lille kapsel der nærmest ligner en termokande, og altså som sådan ikke er lille, kun i forhold til det rum den befinder sig i. Det er ikke nok noget du skal være urolig for, vi er osse i kredsløb om Solen, vi indhenter den vel på et tidspunkt, vi ved ikke helt hvordan den slags fungerer, det kan vi vel undersøge nu. Det kan du undersøge for os, vis os hvordan det hænger sammen med et trut i en trompet for 50 år siden, hvordan det trut vil lyde i en termoflaske omme på den anden side af Solen. Fortæl os at det lyder som Månens bagside, det ville gøre det hele så let at forholde sig til.

Vi kan godt lide når vi kender noget af det, det hint giver vi dig. Vi kender ikke Månens bagside, men vi ved den findes, den er en del af vores samlede forestillinger om dette og hint. Vi kender til gengæld ikke noget til gasarter, men forestiller os at de fungerer som bækkener. Fra trommesæt, forstås: De gør noget, men ikke i sig selv. Det er sådan en type redegørelse vi forventer af dig: Bækkener. Ja.

Er du med nu? Nej? Godt. Vi kan godt lide den tvivl, vi forventer os store ting af den tvivl, det er den tvivl vi skal fundere alt på. Tvivlen som en gasart, det er en tanke vi kan lide. Det er jazz for os. Pling-plong, du ved, halløj. Afsted med dig.

Dérive gennem boghandlen / Fuck systemet

Det var en gammel kollega som opdagede teksten i en demo-notesbog i Boghallen og så postede den, og på en måde er der ikke så meget mere at sige end det der bare står der:

Foto: Karina Gaardsted Henriques

FUCK SYSTEMET!

Så fedt ville jeg osse stadig gerne ha det nogen gange, så fedt er det stadig nogen gange bare at dérive rundt i byen, se om der åbner sig nye sider af den for en, kortlægge dens psykogeografi, være opmærksom på at det er det man gør, når det ellers ser ud som om man bare vader. Man vader aldrig bare, det bare at vade er i sig selv en kontraproduktiv handling, det er målrettede skridt på vej til at FUCKE SYSTEMET lidt mere rundt om næste hjørne.

Det er det der er så stærkt ved den tekst, at den der har skrevet den ikke virker bevidst om hvad det er for en proces han eller hun er i færd med at gennemføre, bare ved at det er noget som er imod. Viderefører en arv fra Mension og Fred, de lettristiske dagdrivere der satte sig for at ta Debords teorier ud i Paris' gader, vadede rundt, skrev NE TRAVAILLEZ JAMAIS på murene, rapsede, dansede, befamlede, var generelt utérlige, fordi det var det de ville ha byen til at gøre ved dem. Jeg håber den der skrev i den notesbog i Boghallen, stjal en bog med videre, helst en traktat af Guy Debord, ellers i det mindste noget beat eller eksistentialisme. Noget der gør sig godt på sort/hvid-billeder. Og hvis det var en pige, så at hun har pandehår og går klædt gammeldags og ryger cigaretter på størrelse med hendes underarm, og at de får hende til at hoste fuldstændig ukontrollabelt når hun inhallerer. Det gælder sådan set osse hvis det var en dreng.

Jeg håber de drikker abrikoslikør, den dreng og den pige, at de sidder ovre i Ørstedsparken på en bænk med udsigt over søen og en flaske de har scoret et sted fra, og som brænder hele vejen tilbage op igennem halsen med de første slurke af den. At de er i tvivl om de virkelig skal brække sig, men det lykkes dem at synke den varme masse igen og sidde tilbage med munden fuld af tykt og varmt spyt, tårer i øjnene, synke spyttet osse og så alligevel ta en slurk til. Jeg håber at drengen falder i snak med en af spritterne der har bummet en smøg af ham, fordi han gerne vil vise pigen at han kan snakke med alle, at alle mennesker har en historie og er noget værd i kraft af den, og at pigen bare synes spritteren er småklam og irriterende og har nogen meget lidt givende holdninger til indvandring og velfærdsstaten. Det var den slags holdninger der fik hende til at pjække fra samfundsfag, hun ku ikke holde ud én dag til at sku sidde i et klasselokale og høre på variationer af de holdninger fra nogen, hvis fællesskab hun er blevet påtvunget.

Men hun siger ikke noget nu, trykker sig bare lidt ind til drengen og lar blikket glide ud over søen under de øjenvipper hun har smurt et ekstra tykt lag sort mascara på i dagens anledning. Hun ser pilene spejle sig i vandet, ser det billede blive brudt af andrikker der flakser henover overfladen i slåskamp om en and eller bare territorie, hvis ikke det bare er fordi de ikke har andet for. De er ikke vildænder, de lever af de halve franskbrød, som gamle mænd og damer med rullatorer kasserer efter en uge på køkkenbordet, plukker i småstykker og kaster ud til dem, mens de holder udkig efter dem fra Vej og Park der siger at de ikke må, at ænderne ikke kan tåle så meget brød. Ænderne skal ikke kæmpe for føden, så de kæmper for at ha noget overhovedet at ta sig til. Af kedsomhed, lisså meget som instinkt. Det tænker hun at man ku skrive et digt om, men hun kan ikke se at det ikke ville blive en dårlig allegori over hendes eget liv.

Hun har lige lært det ord, allegori, ikke i skolen, der lærer hun ikke sådan noget, det er hendes mor der har lært hende det. Hendes mor vil gerne ha at hun læser gode bøger, og gode bøger er franske, og hun så nok gerne at hun læste dem på fransk, men det må vente til hun tar til Paris og holder sabbatår. Der er nogen år til, men det er det der er morens plan, det ved pigen. Hun ved osse at hun ikke behøver at skjule at hun tar ekstra meget mascara på, moren trækker selv sine øjne op med tyk, sort kohl og ser sig spejlet i hende, stolt, ser sin egen ungdommelige skønhed, drikker et formiddagsglas hvidvin ved køkkenbordet, mens hun genkalder sig hvor omsværmet hun var. I Paris i ungdommen. Sorte kjoler hun har gemt bagerst i skabet, som datteren har fundet frem og overtaget nu, og som hun først var bange for ville blive ødelagt af det, ikke ville erkende at hun aldrig selv ville komme til at bruge igen.

Drengen skriver digte, han siger det ikke til nogen andre end pigen og hendes veninder. Det er derfor han overhovedet kan være sammen med pigen nu, de var hans løsen. Det er ikke gode digte, ikke anskuet fra nogen vinkel hvor de skal stå som digte i egen ret, men det er fænomenalt at de er det, digte. De sender dem til hinanden, drengen og venindene, læser dem, nikker, siger ikke noget, fordi det er så hjerteskærende dårligt, men det er det de har. Drengen satser på at debutere som 18-årig senest, han har travlt, han skal nå at blive en ung komet. Han har skaffet sig en tweedjakke, det er faktisk lidt koldt om brystet nu, og han har ikke noget halstørklæde med, det er for tidligt til det, men han burde ha haft et rødt halstørklæde. Runde briller med skildpaddestel. Det må komme, alt vil komme til ham, det er han overbevist om, han skåler på det i en slurk abrikoslikør til, og spritteren skuler til flasken, fuld af lede, ryster på hovedet, tømmer sin egen guldøl. Der er et system, det er stort og uhåndgribeligt, en blanding af normer, forventninger og pligter der er så sammenfiltrede, at de ikke er til at adskille fra hinanden. Der er ingen der siger at han skal gå i skole, han har muligheden for at la sig hjemmeskole, men det er ikke en mulighed der nogensinde blir nævnt som et alternativ, den er mistænkelig, den skal efterkontrolleres, der skal lange samtaler til for at få lov at filtre sig de lille smule ud af det ene system og ind i et andet. Han vil ikke være en del af det, ikke på andres vilkår end hans egne. Der er en pige ved hans side, hun vil ikke blive den sidste. De lærer nu, de læser bøger sammen, læser passager højt for hinanden, forstår ikke halvdelen af det, men forstår vigtigheden af det. Gør sætninger de er næsten sikre på de forstår til deres egne paroler, lader dem med den betydning de har for dem selv.

De har det fedt lige nu. Det burde være sådan her noget oftere. Det vil aldrig blive sådan her igen, men det vil blive det igen på andre måder, i andre byer, andre boghandler, andre parker, med andre piger og drenge. Mension og Fred blev smidt ud af Lettrisme Internationale, Guy Debord skød sig selv i hjertet, de er historie rettet mod dem der ikke ku drømme om at anerkende den eller ta ved lære af den. Det er i sig selv et system, så fuck det med.

Skematisk rydning

Der skal ryddes noget, ikke så meget for at gøre plads til noget nyt, bare for at gøre plads til os. Alting er i vejen, det er sådan det er, alverden fylder op og flyder ud over det hele, hver gang den ramler. Det er ikke til at komme frem for sammenbrud.

Tirsdag aften messede Morten Søndergaard sin DNA-kode og modulerede den gennem en rusten Farfisa. Bagefter sad Peder Frederik Jensen på hug og råbte op om at gennempule en torso, mens Andreas Führer dronede en Klaus Schulze-variation under oplæsningen. Onsdag aften sad jeg og arrangerede vejfest og snerydning med to militærfolk, der ikke ku enes om hvorvidt man bare sku rydde fortovet foran de huse der ikke er med i snerydderordningen, fordi det er nemmere end at stoppe maskinen og mase den igennem sneen til næste fortov, eller om de der så var med ville føle sig snydt af fribytterne.

Jeg følte mig snydt, fordi intet længere var gratis.

Som om der ikke var nogen der havde fortalt mig at det her var en del af det at bo i noget, som man ville lyve for sig selv hvis man forsøgte at bilde sig ind ikke var et parcelhuskvarter, bare fordi det ikke var røde murstenshuse med sorte tegltag. Som om jeg ikke havde alle forudsætninger for at vide at det var sådan det var, og derfor havde forsvoret nogensinde at sku leve sådan. Hvor alt der lugter af finkultur er et halmstrå, en chance for at slippe væk, ud, ind i en normaltilstand.

Det var tirsdag aften der var min normaltilstand, det var den jeg ville ha til at være det, det var der jeg sænkede skuldrene.

Der er et øjeblik hvor himlen brænder i underkanten, der hvor det uigenkaldeligt blir dag. Der er kommet flere bønner i haven, det er ikke slut endnu, ikke helt. Der er bær og vilde æbler i skoven, et par månders rå frihed med løs mave. Besøgskatten kommer hen og gnider sig op ad mit ben på trappen, det er alt sammen så fredfyldt som det kan blive med morgentrafikken dronende afsted ude på ringvejen. Militærfolkene sætter sig ind i deres biler i fuld camo, på vej til kontoret ude på kasernen. Den sidste udpost mod en historisk trussel, vi forsvarer os mod fortiden. Man ku blive hjemmeværnsmand, hjælpe med at dirigere trafikken under motionsløb med en stor rund mave under refleksvesten af alt for meget kulturelt betinget steg og brun sovs. Værne om de værdier, ha en riffel parat i hjemmet til den dag man indser hvor det er man er havnet, hvad det er for et hjem man værner om nu. Hvad det er for en trussel: At en mur af frikadeller ikke kan standse syndfloden, at digterne har gennemboret digerne med deres tynde arme og nu kommer stavrende frem over marsken med alt deres vrøvl, krænger vrangen ud på alle fraser og systematisk afmonterer kommandoerne.

Jeg ser Peter Nielsens blik for mig her, sådan som det stirrer direkte på beskueren på flappen fra en af hans 90'er-samlinger, Ansigter, hensigter. Pagehåret, de store briller og så et trodsigt, nærmest agressivt blik, som samtidig virker helt fredfyldt. Som om han prøver at overbevise en om at verden er bedre, mere harmonisk ovre på den anden side af sammenbruddet; som om han gør det klart for en at der ingen vej er udenom.

Der skal ryddes noget her, fortovene skrælles tilbage, vejene krænges ind over sig selv, der skal lægges flere lag ny mening ud over det hele. Ingen blir snydt.