Stemmeløs og forblændet

Da vi kommer ud på gaden, står solen så lavt over bjergtoppene, at vi blændes. Cusco tre en halv kilometer oppe i de peruvianske andesbjerge er hidsiggyldent smuk, man ænser ikke hundelortene, affaldet, bygningernes varierende grader af smadrethed eller bare ufærdighed. Freddy fra Chile forklarede mig tricket: At så længe huset ikke er bygget færdigt, skal der ikke betales grundskat af det, så i årevis undlader ejerne at lægge tag på. Piñera, Chiles præsident og én af landets allerrigeste mænd, har et sommerhus, som han ikke har betalt skat af i 20 år, fordi en del af terrassen endnu er under konstruktion.

Mere værd end guld

Jeg ser deforme kranier for mig.

Monstrøst aflange alienkranier, todelte nossekranier med sænkninger i midten. Træplader spændt fast i panden og nakken på spædbørns endnu formbare gummikranier (sådan som en veninde engang tilstod, at hun væmmedes ved at fantasere om at forme sit eget barns bløde hoved), for at frembringe den ønskede form, så man for altid vil kunne se, at de stammer fra overklassen, er gejstlige, har modebevidste forældre.

Forsvindingsnummeret

Når I læser dette, er jeg her ikke mere.

Virker det dramatisk? Godt, sådan føles det også.

Forsvindingen er helt basalt tillokkende, og det bliver den ved med at være, uanset hvor meget man sætter rødder, støber fundamenter og ridser sit navn i skrivebordet. Bare at forsvinde fra det hele: Nogle gange er det den ultimative drøm.

Hvordan man gør byen til sin egen

Byer må betvinges, eller æder de én. Det er lærdommen for alle os, der ikke har indfødsret i nogen storby. Den fremmede by, som man passerer igennem i kortere eller længere tid, kan man øve sig på efter bedste beskub; man er ikke forpligtet til at lykkes med det på samme måde som den by, man bosætter sig i.

Det er en besynderlig tilfredsstillelse, når man ikke længere føler sig nær så meget som turist i den by, man besøger, fordi man tager del i den på lige fod med de lokale. Også selvom man aldrig vil komme til at ligne en lokal med sit blonde hår og sine blå øjne.

Resten er larm

Det er larmen.

Den totalt ubønhørlige, nådesløst insisterende, evindeligt kværnende larm fra den nye verdens vedvarende frembrusen. Det er det rabalder, futuristerne forelskede sig i i går i verden af i går: Dytten, banken, hamren, råben, leen, kalden, kalden i ét væk, lokken, byggen op og riven ned, gøren plads og annekteren af et hvert privat rum. Det private rums tilsyneladende umulighed med så påtrængende en omverden og den kollektive isolationisme, den afføder.

Det er det, der så ofte med en romantisk faible for dalren rundt i grønne enge med græsstrå i munden og flettede blomsterkranse i håret kaldes byens syge: Det er det, jeg holder af byen for. Og ingen steder mere end hér, det latinamerikanske hér, den stadig nye verden, der er det uden at være USA, så meget desto mere dérfor.

Lidt mindre end middelmådig

Det håner mig.

Som om det ikke var nok, at jeg snotforkølet befinder mig i en råkold betonhal i Nexø lørdag formiddag, ligger min niårige søns ekstra skateboard ved mine fødder og håner mig, fordi jeg ikke står på det. Jeg skal ikke skate: Jeg er helt stoppet til i hovedet, og det har gjort noget urovækkende ved min balancesans; jeg skal holde øje med den toårige, der smyger sig ind og ud mellem de store skatere på sin storebrors løbehjul; jeg – jeg er ikke særligt god.

Overhovedet.

Et pund kød og en delt regning

Nærighed er én af de værste egenskaber, man kan besidde som menneske. Det var noget af det første, min kone indskærpede overfor mig, da vi mødtes. Stolthed var ifølge den 21-årige studine med fregnede æblekinder og mokkasiner næsten lige så slemt. Og misundelse: Det var lige før, det var en opremsning de syv dødssynder, hun gav sig til at skole mig i, mens vi daskede unge og nyforelskede gennem Københavns forårssolbeskinnede stræder.

Den kuraterede virkelighed

I skal ikke følge min søn på Instagram.

Ikke fordi han gør mig pinligt berørt eller er meget mere bøvet, end så mange andre drenge på hans alder er det. Med forbehold for vrøvleengelsk og et lige vel heftigt fokus på slik og sodavand, synes jeg faktisk, at han er rimeligt savvy: Han ved, hvordan han skal gebærde sig.

Derfor har jeg det glimrende med, at han har fået en Instagram-konto efter at have plaget mig om det i et halvt år. Ikke mindst fordi der ligger en video, hvor hans lillebror laver et trick og bagefter kigger op på sin storebror med tindrende øjne og et kæmpe smil: Så længe den medieplatform består, vil det være foreviget, at der i det sene efterår 2019 indtraf ti sekunder, hvor de to ikke skændtes.

Jeg kommer til at klare mig gennem dette år, om det så skal slå mig ihjel

“Søen var grå, himlen var grå, skoven rundt om var mørk. Efterårets guldløv var dalet ned på jorden, naturens stærke farver havde trukket sig for vinteren. Alt var gået over til brunt, grønt og gråt i forskellige nuancer. Men den fugtige luft gav farverne styrke og dybde og fik dem til at lyse. Lige nu syntes Peddersen, at det var endnu smukkere end alt det grønne om sommeren.”

Det er min kone og mig noget nær umuligt at gå gennem et efterårslandskab uden at begynde at recitere den passage fra billedbogen ‘Stakkels Peddersen’ af Sven Nordqvist. Af sin umådeligt insisterende kat Findus bliver den gamle knark Peddersen lokket ud på fisketur, selvom han ellers troede, at han hellere ville sidde hele dagen i køkkenet og have ondt af sig selv og være efterårsdeprimeret. Det er så integreret en del af vores efterårsskovture, at de store børn begynder at recitere den, hvis vi voksne af vanvare glemmer det midt i alt postyret med at manøvrere en barnevogn henover trærødderne og sikre os, at den toårige ikke tror, at han kan klatre op på de samme mosbegroede klippestykker som storebrødrene uden hjælp. Når der så lige er et øjebliks ro, kommer den uvægerligt.

Mod voksenlivets ondskab hjælper kun tandfeen

Det onde er uendeligt. Med mindre man tror på tandfeen. 

I bund og grund kan man koge Stephen Kings murstensroman ‘It’ – hvis fortsættelse netop har haft filmpremiere – ned til den pointe. Så simpelt og alligevel så besynderligt, at det kræver en uddybning: Så længe vi bevarer fantasien, kan vi også forestille os en bedre verden end den, vi har nu. Når vi holder op med at tro på magien, slår vi os til tåls med den daglige rædsel. Og det sker ifølge Stephen King uvægerligt, når vi bliver voksne.