onsdag den 4. december 2013

2013 på pladespilleren - # 7: Iron Lung

Jeg havde engang en ukonkret kæreste. Hele vejen igennem, og det er vist endda hendes fødselsdag i dag, det er nogenlunde så konkret det blir. Vi var vrede sammen, men det var en ufokuseret vrede, den havde ikke noget specifikt politisk mål. Vi ville brandbombe Folkeregistret i Nyropsgade, fordi det virkede som en tilpas ukonkret handling på en måde, hvis manglende erkendelse af sammenhænge og bare symbolik jeg har svært ved at sætte mig ind i den dag i dag; så gik vi fra hinanden i stedet.

Det tænkte jeg på nogle år senere, da jeg stod til et power violence-show i en kælder i baggården til Folkeregistret. Jeg ved ikke hvordan nogen havde fået sat et show op dernede i pedellens varmestue, men det var første gang jeg hørte Endless Blockade, Hatred Surge og Iron Lung, og det var vildt godt. Her var en arrigskab der var kammet fra afmagt over i det absurde, der var ingen der behøvede at tale om noget politisk fokus, det var givet, vi var hinsides det.


Endless Blockade forsvandt for nogle år siden op i en højere enhed med en buldrende noise på deres anden og vist nok sidste fuldlængder, Primitive, mens både Hatred Surge og Iron Lung har udgivet nye plader i år. Der skal ikke lyde et ondt ord herfra om Hatred Surges fine Human Overdose, det er en solid omgang deathmetal-inficeret grindcore af den korthårede, bebrillede slags, men det er Iron Lungs White Glove Test der tar prisen som årets syvendebedste plade.

White Glove Test er i første omgang udgivet som to seperate plader, den ene med power violence, den anden med power electronics, som det så er meningen skal spilles samtidig eller hver for sig, forskudt, til hver sit publikum, over det hele. Jeg ved det ikke, jeg har ikke engang hørt den, jeg læste om det, glemte det igen, og mit eksemplar har kun den ene plade. Så der.

Det ville alligevel være den jeg syntes bedst om: White Glove Test forlener den afsindige powerviolence som man kender den fra Spazz og Infest, med tilpas meget punkrockethed i breakdowns og riffing til at det blir mere end bare afsindigt: Det blir et monster af en plade, kompleks og smadrende, groovy og knusende på samme tid. Det er en plade at brænde folkeregistre til og til at bygge nye, bedre samfund op på grundlag af. Vilde, omsorgsfulde, intelligente samfund hamrende afsted ud over engene.

Jeg havde engang en ukonkret følelse. Nu har jeg Iron Lung til at fokusere den ud for mig.

tirsdag den 3. december 2013

2013 på pladespilleren - # 8: Barn Owl

Prærie så langt øjet rakte. Buske, små træer, meterhøjt græs, indimellem en tom lade, en gård med brædder for vinduerne, et skur, en hytte. Ingen mennesker, kryb og slanger udenfor synsfeltet, men tilstede, klart.

Intetheden som en overhængende trussel.

Det sku ha været magisk at være på pampasen, men det ville osse ha krævet så meget mere tid end vi tog os, så det eneste jeg så af den, var 8 timer ud af et busvindue på vej tværs henover den. Den blev transport, vi havde vigtigere ting for, by. Pampasen ville ha krævet at vi gik ind i en helt anden sindstilstand, og ikke nødvendigvis en det var værd at opsøge uden at være nødt til det.

Den blev hængende som en ildevarslende intethed mellem en række noget'er.

Barn Owl har altid lydt som om de lige var kommet ind ude fra prærien i en ordentlig mescalinkoger, selvom de i virkeligheden bare er to smånørdede, langhårede fyre med briller og en forkærlighed for doommetal. Fra San Fransisco, med universitetsbaggrund, no less. Siden debuten i 2008, From Our Mouths a Perpetual Light, har der dog været noget shaministisk over den lyd de fik fremmanet; selvom den har været baseret på to guitarer, har der ligget nogle grundrytmer i den, der fordrede en ceremoniel stemning.

Bare sådan, uden alt for meget mystik: Barn Owl har måske været associeret med Sunn 0))) i starten, hvor guitarerne oftere peakede i dronende flodbølger, men der har ikke været noget kutte over dem, der har ikke været mere eller mindre fallerede blackmetalvokalister inde over for at tilføre det noget mere ondskab. Der er ingen tegneserieondskab over Barn Owl, det er ikke helvede de frembringer: Det er prærien, intetheden. Millarder af stjerner over en, ren stilhed rundt om en, ingenting, heller ikke en selv: Subjektet reduceret til rå ubetydelighed.


Barn Owl er stilheden genskabt som musik, uden at det af den grund er specielt stille musik som musik betragtet: Det er subjektet der gør sig gældende, overfor sig selv i det mindste, ved at genskabe det opfattede intet som en nogethed. Der er musik i det altomsluttende, der er et kosmos, det har en klang for den enkelte. Sådan som Popol Vuh genskabte klangen, sådan genskaber Barn Owl den nu, og på V er den på det rent praktiske plan blevet tilført lidt flere effekter, lidt flere synths, og der er blevet mindre af den for dét: Den flimrer nu, sitrer, den blir mere antydet nu, temaerne får lov at hænge.

Hver for sig har Jon Porras og Evan Cameniti de seneste år videreudforsket lommer af den lyd de laver sammen i Barn Owl, og det er godt. Det de samler i Barn Owl er bedre end det meste andet der findes.





mandag den 2. december 2013

2013 på pladespilleren - # 9: Potty Mouth

Da den nye Sebadoh kom i efteråret hørte jeg den ikke mere end en enkelt gang på arbejdet, hvor en af mine kolleger kom gående forbi, stoppede op og undrede sig over at nu lød det som om jeg hørte Snow Patrol. Jeg har seføli aldrig hørt Snow Patrol, men det var klart at det var ment som en fornærmelse, og det var klart at det sådan set var på sin plads, for det var faktisk ikke en særlig god plade, jo.

Der er to grunde til at det skal bringes op i forbindelse med årets niendebedste plade, Potty Mouths Hell Bent: Den ene er at de faktisk flere steder minder mig en del om Sebadohs bedste, dvs. Bakesale, dvs. III. De har en slackervibe tilfælles, helt grundlæggende, men det er osse den måde numrene ofte falder sammen rundt om nogen trommebreaks, det gør det hele lidt skrøbeligt; det er den måde en helt simpel guitarlinje kører en åndssvag børnemelodi; det er den måde vokalen hele tiden er en lille smule off, ligger på den lade side af tonen.

Og Sebadoh er et mærkeligt band at sammenligne med, specielt når Potty Mouths base mere end noget andet ligger i riot grrl-bevægelsen - alt andet lige har de taget navn efter et Bratmobile-album. Men den pågåenhed der løb igennem den bevægelse er så godt som fraværende på Hell Bent: Der er ingen skingre paroler som hos Bikini Kill, ingen intrikate strukturer som hos Sleater-Kinney, og det ku man sådan set godt savne, hvis ikke det var fordi det der så er, er så cool. Lissom Sebadoh, ja.



Den anden grund til at trække Sebadoh ind i det er at jeg aldrig ville tøve med at nævne hvor flot en fyr Lou Barlow er, ikke i nogen som helst sammenhæng. Lou Barlow er en flot fyr på sådan en sympativækkende, bebrillet måde der gør en positivt stemt overfor hvad end han laver, osse når det så åbenbart lyder som skide Snow Patrol. (Henrik Dahl har i årevis prøvet at rocke Lou Barlow-looket uden at vinde samme sympati for noget som helst af hvad han gør.) Der er ingen der får mig til at nævne hvordan Potty Mouth ser ud.

Fra http://onebaseonanoverthrow.blogspot.dk
Det har ikke noget med noget at gøre. Hell Bent har en masse at gøre med den samme følelse jeg skrev om igår i posten om Deathfix, noget med at ryge pot nede på skaterbanen og drikke bajere i eftermiddagssolen. Her er det så bare på den modsatte side af ungdommen det foregår, og det er fedt nok at ku genopleve det gennem sådan en plade her, endnu federe at ku ta pladen af når den er slut, og være ovre alt det fnidder der er det gennemgående tema i teksterne. Der er ingen nostalgi her, bare en trang til at køre bmx på villavejene. Hvor er min bmx'er?

søndag den 1. december 2013

2013 på pladespilleren - # 10: Deathfix

Jeg drømte at jeg lå og lavede mavebøjninger på varebåndet i et supermarked, da de første toner af "Better Than Bad" lød ud af højtalerne. Jeg rejste mig halvt op for at finde ud af hvad det var der skete, men fik så øje på en af mine venner, der har nogle ydre markører til fælles med mig (briller, fuldskæg, sideskilning), gå rundt og synge med mens han handlede, og så var der styr på situationen.

Deathfix er sådan et band man godt ku spille i et supermarked, uden at det ville medføre klager fra kunderne. Rock uden alt for mange kanter, varm produktion, vokalharmonier, mild hvid mands funkiness. Pladen, der osse bare hedder Deathfix, lissom den der digtsamling, ja, lyder som sommereftermiddage med en joint nede på skaterbanen; som et af de der øjeblikke hvor alt bare er godt, fordi det ikke er mere end hvad det er, der er ingen forpligtelser, ikke andet man skal end det her. Troy Dyer prøver ikke at kysse Lelaina Pierce, vi behøver ikke ta nogen steder hen bagefter, vi skal ikke noget, det er nok, det her. Lige der er det sådan det er, det er lige der den plade sker. "Better Than Bad" lyder nærmest som en opdatering af Big Stars "In the Street", det er bare 20 år efter That '70s Show, vi er kommet op fra kælderen nu, og vi er allesammen alright nu.



Deathfix er en 70'er-rockhyldest fra en uventet kant: Den ene af hovedkræfterne er Brendan Canty fra Fugazi, og det kan man ikke høre nogen steder på pladen. Hans let sprukne falset modsvares af Rich Morels baryton, som får en til at tænke på Screaming Trees, specielt i et nummer som "Transmission". Det er osse en fed ting at komme til at tænke på. Rich Morel er en eller anden DJ, der kører en gay bear club sammen med Bob Mould: En skaldet, rødskægget, lidt trind mand der står bag et orgel og brummer. Det er simpelthen Steven Hyde der er blevet midaldrende, og Brendan Canty går egentlig meget godt for en lisså ældet Eric Forman. Det gir mening. Det er det her det skal føre hen til. Det er ikke noget at panikke over.



Jeg skal muligvis til at begynde at lave mavebøjninger så. Det har sikkert været et slags tegn, den drøm. Jeg skal bare lige høre den her plade igen først, drikke en øl imens, se lyset skifte over carporten. Ingen panik. Der er masser af tid.




torsdag den 28. november 2013

2013 på pladespilleren: Udenfor nummer

Det skete faktisk, skete et år til: Der kom alligevel så tilpas mange gode plader at man sidst på året kunne se tilbage og konstatere at det var sådan næsten lidt overvældende og så la det berolige en. Der var lige der i først på efteråret hvor man begyndte at panikke, men så tog det alligevel fart, man anstrengte sig faktisk osse lidt, og lige pludselig var verden ny omkring en.

Der var nok til at stå imod med ind i januar, osse i år.

Lige om lidt, dvs. når jeg er helt sikker på hvad jeg mener, og efterhånden som jeg får skrevet noget om hvad jeg næsten med sikkerhed har afgjort er årets bedste plader, så løber jeg dem igennem fra 10 - 1, og så kommer der osse noget om de plader der ikke er blandt årets 10 bedste plader, men som alligevel bør nævnes, og så ender det med at der er en liste.

Men først, udenfor nummer, en 7" der fortjener særskilt omtale på hvad der egentlig ellers er en albumliste, fordi den er del af et større projekt.

Der var engang et band der hed End Of A Year. De spillede seføli emo, og det gjorde de så tro mod Revolution Summer-lyden at de havde taget navn efter Embrace-nummeret. De lavede en plade, så lavede den en til i 2005, Sincerely, som min daværende redaktør stak mig, fordi der ikke var nogen af de andre typer jeg skrev med der gad beskæftige sig med emo. Det var en ret fremragende plade, jeg hørte den en del de år, men ikke nok til at jeg gjorde mere ved det.

Ikke før i sommers.

Jeg vidste godt at End Of A Year havde lavet en plade til 5 år senere, You Are Beneath Me, og at den af alle steder var kommet på Deathwish, men jeg havde ikke samlet den op, og nu er det lige pludselig ved at blive kedeligt, så nu hopper jeg til pointen: Det der skete ikke så lang tid efter den plade, var at bandet omformatterede sig, simpelthen. Fra nu af ville line-uppet være flydende, godt nok centreret om drivkraften Patrick Kindlon, men bare lige for at pointere at ingen var uudskiftelige, genindspillede de fire a sangene fra You Are Beneath Me med sangerinden Carolin Corrigan. Så lød de pludselig så tilforladelige som det her:



Den 7" kom med nogle års forsinkelse som You Are Beneath Her i sommers under bandnavnet Self Defence Family, for det var osse en del af omformatteringen af End Of A Year: Et nyt navn, et flydende line-up, et demokrati, et kollektiv hvor alle bidrager med hvad de har på et givent tidspunkt, så ingen er tvunget til at tilbringe mere tid i en varevogn på evig tour end de orker. Det blev sat på spidsen allerede i starten af 2011, hvor en inkarnation af gruppen drog til Jamaica for at indspille en Jamaica 7"en, samtidig med at en anden spillede shows hjemme i USA.

Det er et ret vildt set up for et band, det er en måde at overleve på. Det er det Self Defence Family gør nu, det er sådan de forsvarer sig mod den omverden som de tilbage på You Are Beneath Mes åbner "Composite Character" definerede sig i en udpræget selvironisk opposition til med en lang rant, der skal gøre det ud for instrukser til lytteren om hvordan pladen skal høres, om hvad der forudsættes for at ku forstå den:
"Work part time. Make less than $20,000 a year. Grow your hair out. Live under constant threat of eviction."
Det var punkrock, sådan som folk der ikke ved særlig meget om punkrock, tror punkrock er, men det var de efterfølgende formaninger bare osse:
"Wake after nine but before noon.
Understand your parents are just people and be nice unless they un-marry.
Love animals.
Be kind to people.
Avoid hard drugs, they make you talk too loud and that’s annoying." 
Og ikke mindst: "Embrace the meteor. Try new things." Det var alt det punkrock er når den smider læderjakken og prøver at se om ikke den kan fortsætte som et reelt alternativ.

Det gjorde End Of A Year så, prøvede nye ting af. De lavede en gennemført forfærdelig prog-EP, More Songs About Transportaion and Intercourse, osse den vist nok med Carolin Corrigan på vokal (virkelig, det lød som en blanding af den sidste Fucked Up og den sagnomspundne anden Bad Religion-plade), inden skiftet, så begyndte en lind strøm af 7" og splits at flyde fra familien. Den bedste endnu kom sidst på sommeren i år: The Corrections Officer In Me starter lissom You Are Beneath Her med en formaning om hvad der forudsættes for at forstå pladen - man skal helst ha prøvet at sidde i fængsel uden selv at vide hvorfor - og så lægger den ellers i med to numres klassisk emo af Moss Icon-skolen. Men 7"ens egentlige clou er den 7 minutter lange bevidsthedsstrøm "The Bomber Will Always Get Through" der sjosker lykkeligt afsted som Saccharine Trust småskæve på en solskinsdag.

Self Defence Family prøver faktisk ikke noget specielt nyt rent musikalsk, de er i hvert fald bedst når de ikke gør det, men det de gør, gør de på en ny måde. Og en sympatisk måde. Og så lige om lidt, 7. januar 2014, kommer der en fuldlænger, Try Me. Indtil da kan man streame The Corrections Officer In Me. Det bør man gøre uafbrudt.

torsdag den 21. november 2013

Bredt ud som en susen

Vi er her
blussende kinder viltert
hår øjnene tørre

en dag med solen helt
nede mellem træstammerne
med luften helt
nede i lungerne ude
i blodårerne brusende

som rugbrødsmadder termokandekaffe
på et klippefremspring dampende
bar overkrop gennemsvedt
tøj hængt til tørre
over cyklerne

som skovbunden i
forrådnelse under vore fødder
når vi går ind med kæppevåben slår
de døde skud af nederst
på stammerne skråer
over træet væltet i sidste storm
en plade af jord fast om
rødderne endnu intakt
som ku det rejse sig igen
fortsætte med at være uhørt
træ mellem træer

engang løb børn i en anden
tid rundt legede
bag rødderne træet set
nedefra forbløffelsen
et vindstød & en trækning gennem
det udøde træ det
rejste sig igen
et barn i flyverdragt
nedenunder dette er sandt
det er derfor der
bor trolde under
træerne er underjordiske
overalt for at
det ikke slutter
hverken over os
under os efter os

uendeligheden i en
novembereftermiddag
på en sten der
skråner ned mod dalen
som et mylder af klatren
rundt som et landskab
bredt ud som en susen
fra kronerne fra løvet fra jorden klippen
havet længst væk her

som snaps i en lommelærke
er vi her


torsdag den 14. november 2013

Ikke-væren

Sån der så meget at
sån der det mindre:
At være skrællet bort til ikke
at være, bare
taget for så givet
underforstået & forgået

& forklare en f.eks.
spanier hvordan det
væk nu først
i talen så i skriften
At vi droppede at
være i nutiden
men stadig ikke ku
slippe os selv som subjekter

mandag den 11. november 2013

Man kan gå ud i vandet sådan, vende sig om & se hele øen bag en være sunket i havet

Man kan stå der på sin revle & betragte ingenting nu, havoverflade ud til horisonten hele vejen rundt. & så kan man gi sig til at svømme, som om det var til nogen nytte, som om alt man ku svømme til ikke osse efter tur vil synke. En dag vil alt dette være ovre, du med. Det kan man affinde sig med, det er den erkendelse man bærer i sig, når man går ud i vandet sådan. At alt kan altid ske nårsomhelst, på et tidspunkt må noget ske. Så løftes benene op under en, armene søger af sig selv ud til siden, sådan ligger man, flyder, åndedrættet i den udspillede brystkasse bærer en oppe. Åbner himlen over sig med blikket, lar verdensrummet trække sig tilbage, strækker sin egen atmosfære. Det kan man, sådan, det er alle de muligheder der åbner sig for en der, som man lar bag sig der, sådan.

onsdag den 6. november 2013

Det at jeg står tidligere op end alle andre berettiger mig til indsigt

På denne tid af
dagen er det endnu
ikke til at sige om den lyse
enklave på engen er
en sidste stridbar flok blomster eller
en fugl flået fra hinanden
hvad af de to der er
smukkest om
det overhovedet betyder
noget om det er det

Himlen grusomt rosa på
denne tid af dagen
er det endnu

mandag den 4. november 2013

Gæstefeature hos Passive/Aggressive

Det sker stadig at jeg skriver om musik på sådan en tilnærmelsesvist konkret måde, og når det sker, så kommer det uvægerligt til at handle om Satan. Det gør det i hvert fald i denne gæstefeature på Passive/Aggressive-bloggen, hvor jeg har skrevet om Afghan Whigs' Congregation. OK, skrevet om coveret til den, mere end noget andet.

http://passiveaggressive.dk/afghan-whigs-congregation-john-curleys-morke-linje/