I hver en by et bakkehus. Muligvis ikke i Herning

Hun prøver at fløjte henover kirkegården, men hun har dårligt luft til bare at fortsætte med at løbe, og der er heller ikke noget at være overtroisk for her, det ved hun. Der er tændt lys på flere af gravene i aften, det har hun ikke set før, ved ikke om det er fordi hun bare ikke har været her på det her tidspunkt før, eller om det er en særlig højtid hun ikke kender til. Hun er ikke inde i hvad man gør med døden, hvordan man behandler den, den er inden i hende, kun.

Hun leder efter det gravsted hvor der bare står ”ANDRE” på, uden accent. Første gang hun så det, var hun overbevist om at det var en Sartre-ting, der gik adskillige minutter før det gik op for hende at det andre var, ikke var Døden, men Helvede. Ellers havde det passet: At døden var De andre, og med De andre døde ville hun være frigjort fra den byrde døden var for hende.

Utrolig meget tænker hun på død.

Neden for kirkegården, under træerne hvor kragerne altid sidder og larmer, osse nu, så hun sidste efterår en kaninunge hænge flænset i buskene, snappet af en rovfugl der havde smidt den fra stor højde for at slå den ihjel på den måde, men som så ikke havde kunnet finde den igen eller var blevet skræmt af et et større rovdyr. Kragerne skider ikke på jorden under træerne. Det gør dem uvirkelige: Hun er blevet skidt på af fugle i alle større byer hun har været i, ud af det blå på Unter den Linden i Berlin, fra et fuglebur over bordet på en comedor i Habana Vieja, i skyggen under et træ i Battery Park, mens hun så ud på Frihedsgudinden som hun ikke havde tænkt sig at ta ud til, og prøvede at ignore en saxofonist. Og hun er kommet hertil for at være ikke-eksisterende overfor fuglene, hverken hende selv eller den sti hun træder, rører de.

Hun er kommet hertil for at forberede sig på sin ikke-eksistens.

Ovenfor kirkegården ligger Bakkehuset. I hver en by hun er passeret igennem ligger et bakkehus, altid den udmærkelse som noget særligt, der ikke er noget særligt. En myndighed der hævder sig uden staffage, hvor der end er en bakke. Overblikket, sikkerheden. Hun forestiller sig sit liv som en hede, som pampaen, uoverskueligt vidstrakt. Hendes bedstemor ønskede først at blive begravet under det cedertræ på toppen af bakken på kirkegården, indtil hun en dag kom forbi mens graverne havde frokostpause og sad og tømte ølslatterne ud i græsset omkring sig. Så affandt hun sig med at blive en tot græs på en firkant græs længere nede ad bakken.

Hun ville ønske hun ku utænke de sidste to tanker.

Hun ville ønske hun hørte guitarer klimte, mandoliner et sted, en stemme strække sig ud igennem skumringen som en hånd, åben, bydende, som en stemme, som nok i sig selv, som alt der var noget værd. Ville ønske nogen satte musik til dette øjeblik for at gøre det noget værd, og at hun var derinde hvor musikken kom fra, en del af den, noget for nogen der spillede den. Blive besunget, hun ville danse, ville hun, ta alt tøjet af og danse gennem tomme stuer til en musik der ikke måtte høre op, blive husket sådan.

Så dø. Hun ku dø sådan, i Bakkehuset. Kragerne ville ta vare på hende, De Andre og deres Helvede ville ikke længere komme hende ved. De ville ikke ku nå hende. Hun fløjter, mister pusten, er i dette øjeblik nogens akkompagnement på deres vej ind i døden, alene.

Tre årtier for sent, og af den helt forkerte grund: AC/DC 1973-2014

Det er midten af 80'erne, og min storebror forbereder sig på vores forestående charterferie sydpå ved at skære et 10 cm bredt AC/DC-logo ud i pap og beklæde det med sølvpapir for at ku lægge sig til at solbade med det på brystet i en uge, så han kan få en hvid AC/DC-tatovering.

Det er midten af 80'erne, og mine klassekammerater skriger og holder sig for ørerne da jeg spiller "Hells Bells" for dem i en musiktime. Min lærer mener at det nok ikke passer sig rigtigt for sådan nogle som os at høre. Jeg er enig, bare ikke i at jeg er sådan en.

Det er midten af 80'erne, og sammen med Van Halen og Iron Maiden er AC/DC verdens største band, selvom alle tre er på den anden side af såvel deres kunstneriske højdepunkt som deres første forsangerskift. Det er der ikke rigtig nogen der vil indrømme endnu, selvom der er nogle fyre på vej op der hedder Metallica, og som hverken har scenetøj, kæmpekulisser eller - gys! - keyboards.

Det er midten af 90'erne, der er gymnasiefest i provinsen, og der er rundedans og synkront støvletramp til "Thunderstruck", og det hinsides lamt. Der er ikke længere nogen der skriger eller holder sig for ørerne, bortset fra mig.

Det er midten af 00'erne, man behøver ikke længere tænke på AC/DC som et band man forholder sig til i nutiden, og kan glæde sig fuldstændig uforbeholdent over at se en gade opkaldt efter dem i en arbejderforstad til Madrid. Over at nogle venners venner døber deres førstefødte Angus.

Det er midten af 00'erne, bare nogle år senere, da AC/DC udgir et nyt album, og der er releasefest i et hjørne af Fona 2000. I et af vinduerne ud til Strøget står tre teenagepiger og danser i iturevne AC/DC-tees, cowboyshorts, netstrømper, hår, alt er iturevent, inklusive illusionen om at man kan se dem som sexede uden at føle sig bare den mindste smule pædo længere.

Det er midten af 10'erne, og AC/DC er vist nok netop nu ved at forberede en pressekonference, hvor de vil meddele at de trækker sig tilbage. Ikke på basis af nogen pludselig opstået selverkendelse, men fordi Malcolm Young efter et slagtilfælde og en efterfølgende blodansamling i hjernen ikke længere er i stand til at spille guitar som før. Det er helt galt og forkert.

Det er midten af 10'erne, og det er minimum 29 år siden AC/DC lavede deres sidste nogenlunde hæderlige plade, Fly on the Wall. Som ikke engang er en rigtig god plade heller, der skal man yderligere 5 år tilbage til Back in Black, og hvis man skal være rigtig hård, så skal man vel helt tilbage til Powerage for at finde deres sidste rigtig for alvor gode plade. Hvor det hele endnu ikke er reduceret til en røvballet formel.

Det er midten af 10'erne, og AC/DC er forlængst, og altså nu tilsyneladende osse endegyldigt, ophørt med at være deres eget. Det har hele tiden været vores, og det er på tide de holder op med at gøre krav på det. Jeg ville bare ønske der var en anden grund. Malcolm, mand.

Don Johnson leder efter et hjerteslag

Jeg vil jo gerne gøre det klart at det ikke er fordi jeg synes sexchikane i sig selv er sjovt, altså. I disse Roskilde-tider og alt sådan noget. Og det er ikke sjovt at Don Johnson engang for 10-15 år siden blev anklaget for at ha stalket en kvinde ud på dametoilettet på en restaurant, eller at han på det tidspunkt var tungt alkoholiseret: Det der er sjovt, er at der hvor Don Johnson står og prøver at charmere den her dame, og jeg forestiller mig ham naturligvis stadigvæk i det hvide hørjakkesæt, omend noget nusset nu, med sveden glinsende på panden, øjnene sejlende rundt i skallen på ham, tung bourbonånde og kun lige med nød og næppe og en hånd mod toiletvæggen i stand til at holde sig oprejst foran den skrækslagne kvinde; der vælger han som sit absolut tungeste skyts at synge sit enlige pophit fra 1986, "Heartbeat". Sprukken falset, sløret frasering, insisterende og allerede langt væk i sig selv, fordums storhed en kort stund genskabt der, og han kan se sig selv udefra, hvor uimodståelig han er, stadig er, det rammer ham sekundet før kvindens skrig og et par negle ned over ansigtet, og så er hun væk, og så står han der og tænker hva faen. Don Johnson er ret sikker på han ikke har gjort noget som helst galt, han har gjort noget helt specielt for den her kvinde, vist hende hvad hun kan betyde for en mand som ham. Han har satme været ude og lede efter et hjerteslag, lissom i sangen, ja, og nu har han følt det, og nu skal han kaste lidt op, og den hånd han tørrer sig over ansigtet med, har blod på sig da han holder den op foran sig, rystende.

Alt det her har jeg ingen dokumentation for, selvom jeg er fuldstændig overbevist om at jeg læste det et sted, da jeg for et års tid siden skrev en anden tekst om Don Johnson (det er sådan noget jeg gør), så nu har jeg lige skabt dokumentationen til mig selv der. Det var så lidt.

Kerry King på stranden, i sandet

Den sidste dag tegner jeg et Slayer-logo i sandet med storetåen og står og ser på det blive skyllet væk. Det gir ikke mening, det er der ikke meget der gir nu, og Slayer er lige der det forhåndenværende udtryk for meningsløshed, og derfor går jeg i gang med at at tegne et kæmpe billede af Kerry King i sandet, går rundt i store cirkler med højre fod pløjende igennem det tunge, våde sand. Der er ingen der spøger mig hvad jeg laver, ingen siger noget til hinanden, alle er lukket inde i sig selv, og inde i mig er Kerry King.

Det er ikke engang fordi jeg er specielt vild med Slayer eller den position de har på scenen, og specielt Kerry King har alle dage fremstået som et i særklasse usympatisk, brovtende og afstumpet dumt svin. Den dag han ragede de sidste forpinte lokker af og blev tribaltatoveret henover issen, blev han endelig til en endimensionel tegneseriefigur, og det har han virket ganske tilfreds med. Det er fordi han er en tegneseriefigur, det gir mening at tegne ham i sandet her, og det er alt det bøvede had han står for, det at tegne Kerry King skal eksemplificere.

Der er en pointe med det, men den er i bund og grund så dum og ærgerlig at den ikke er meget mere værd end Kerry King.

Oppe på vejen kværner en golfvogn igennem vandpytterne, et par midaldrende amerikanere i gennemsigtige plasticponchoer sidder med formiddagens første øl og glor mutte på den vej de langsomt lægger bag sig i jagten på et eller andet andet at lave end at ligge på stranden, når nu det ikke er vejr til at ligge på stranden. Det er der ikke: Der er ikke andet at lave her end at ligge på stranden, øen er 8 kilometer lang, nogle hundrede meter bred, det eneste der er udover strand, er hoteller og ufærdige hotelbyggerier. En landingsbane til dem der synes den halve times færgeoverfart fra fastlandet er uoverkommelig, når der skal drikkes formiddagsøl og races golfvogne. Regnstormen har stået på i en lille uge nu, en koldfront blæser ned fra USA. Deroppe køres det op til en katastrofe, her er det mest bare ubelejligt. Der er ingen der gider at det regner, folk drikker sig for fulde, sidder på hotelværelserne og stener telenovelas, vader op og ned ad den ene gågade hvor sælgerne står under markiserne og lover ganske særlige priser i dag på de samme varer som i går og i alle de andre butikker. Det er en meget lidt fremtidssikret økonomi, og lige nu er en uges regnvejr ved at slå bunden ud af den.

Kerry King ku selvsagt ikke være mere ligeglad med om det regner i Mexico, han regner blod på sin sandguitar, som han har gjort det i tre årtier. Et øjeblik er jeg tilbage på min kammerats teenageværelse, hvor vi stagediver fra kontorstolen over i hans sovesofa og ligger og brydes i en tomandsmoshpit der ligner noget helt andet, noget temmelig ladet noget som Kerry King ikke ville bryde sig om. Kerry King er osse homofob, det er klart, men lige nu kører riffet fra ”Raining Blood” i mit hoved, og jeg løfter min kone op på skuldrene for at vise hende mit værk, og hun synes jeg er åndssvag, og børnene synes vi er åndssvage, begge to, og sådan løser alt sig for en stund.

For tre år siden var vi et par dage i Tom Arayas fødeby, Viña del Mar. Vi boede et par uger i Valparaíso, men der var en enkelt nat hvor vores hotellejlighed var lejet ud på forhånd uden mulighed for at ændre det, så vi sku finde et andet sted at bo og valgte at ta til tvillingebyen Viña del Mar et par kilometer derfra og sove en enkelt nat på et billigt hotel og så gå på stranden og blive moshet igennem af stillehavsbølgerne. Og konstatere at Viña del Mar var en strandby som strandbyer nu oftest er, al oprindelig byidentitet skubbet i baggrunden af badedyr, badehåndklæder, kasinoer, pizzeriaer, patter og vrisne fædre. Det gav mening at det var sådan et sted der havde formet Tom Araya; tomt, overfladisk, meningsløst, misantropisk-hedonistisk. Dagen efter tog vi toget tilbage til Valparaíso, gik op ad bakken til veganerrestauranten og bestilte takeaway for at rense Slayer ud af systemet. En hund kom farende op til havelågen ud af ingenting og gøede af fuld hals, min søn skreg af rædsel, og jeg lodsede ud efter hunden og forstuvede foden på jernlågen. Men vi havde tofu, lissom Tom Araya har Gud. En gud der hader os alle, jo. Som Kerry King hader os alle.

I sandet pumper Kerry King løs på guitaren, det lange skæg med de store, latterlige frottéelastikker slår mod brystet og toppen af den tykke mave, og nu begynder det at regne igen, mens et hold dykkere vader intetænsende henover Kerry King. Det er til det bedste. Vi går i ly under palmerne, indtil vi indser at de ikke gir ly, og snart er vi gennemblødte igen. Så går vi tilbage på hotellet, mens stranden går tilbage til at være strand.

2013 på pladespilleren - # 1: Dennis Johnson

De første toner markerer en ansats til noget vi med det samme har en forventning til hvordan vil udvikle sig. Vi kender den her stemning, vi ved hvad den her klang vil os. Så bryder det af, en enkelt tone blir hængende, klinger af & af & af, forsvinder næsten helt, hvis vi ikke skruer op eller anstrenger os eller bare lar vores hjerne forsikre os om at den fortsætter, at tonerækker ikke bare bryder af sådan, ikke så tidligt. Vores hjerne spiller med her, udfylder rummet indtil de næste toner alligevel rammer, falder hvor vi næsten ku ha forudset de ville falde. En lille sejr hver gang hjernen får ret, blir bekræftet i at den har gennemskuet systemet, en hurtig tilfredsstillelse. Ret hurtigt blir der bygget et tema op, nu tror vi godt vi ved hvordan det her skal fortsætte, det er nemt, det her, tilfredsstillelsen blir mindre & mindre for hver gang vi regner den ud. Det kan ikke passe. Vi er lige startet, ikke mere end et par minutter inde, har fem timer tilbage: Det kan ikke passe at vi allerede har gennemskuet det, at dette er hvad det er, & de næste fem timer blot være variationer over dette tema. Det når vi at tænke, før vi registrerer at musikken er i færd med at opløse sig foran os. Ikke i stilheden, lige nu er der toner næsten hele tiden, kommer de ikke ligefrem væltende oven i hinanden, så lar de kun lige hinanden klinge bort, inden de bygger videre på det, rører næsten hinanden nok til at skabe en konstruktion. Vores hjerne har svært ved at følge med nu, musikken tårner sig op foran den, mere & mere uoverskueligt blir det, men det er en tryg uoverskuelighed. Den lar os ane at der er et system bag, en konstruktion som det hele suser igennem, at det kommer til at føre os et sted hen, vi skal bare hænge på. Afklare os selv med uoverskueligheden, det er det musikken lærer os lige nu, & nu slipper den os. Registret mørknes, rumnmet omkring tonerne strækkes ud, klangene fortættes. Et øjeblik tror vi næsten vi er på vej tilbage mod temaet igen allerede, indtil det går op for os at det her kun er en antydning. Vi har lang vej igen, den grundtone der rammes nu, efterfølges af et flere oktaver langt spring ind i en kvint eller noget vi burde vide noget mere om for at forstå det her. Det skærer ikke, der er ikke noget at skære sig på her, ingen så umiddelbare oplevelser at ta med sig ud.

Det er et langt ridt han har foran sig her, han sætter kaffe over, kortvarigt overdøver kaffekværnens fræsen musikken, ikke længere end at han finder tilbage i den igen med det samme. Det er osse november her et halvt århundrede senere, et helt anderledes borealt gråt i gråt ud af køkkenvinduet end det en ung musikstuderende må ha set på den eftermiddag i Los Angeles, hvor han sad i en ven Terry Jennings' mors hus & spillede sig igennem det værk han havde konstrueret ud fra en god håndfuld siders tema & de logiske forskydninger af det, som han ikke engang havde noteret, fordi han forstod dem intuitivt. Det var sådan det måtte være, det var sådan musikken måtte spilles, han havde en vision. Han havde en ven der optog den første times tid af stykket på en spolebåndoptager, det blev dokumenteret med lyden af biler ude på gaden, en gøende hund, de tilhørendes hosten. Det blev dokumenteret at det her havde fandtes, selvom Dennis Johnson allerede var ved at blive overhalet af kollegaen LaMonte Young, der snart sku få premiere på sit storværk, The Well-Tuned Piano. Stadig nogle år efter det her værk blev konciperet, men det ku allerede næsten være lige meget: Nu var der ikke andet at gøre end at dokumentere det & så la det ligge. Tre årtier ligger det & klinger, der er ikke andre end dem der var tilstede den dag der kan høre den tone klinge, deres hjerner forlænger den, lar den igge bag al støjen, krige, coctailparties, rock & trafik, lar den finde dem inden søvnen som en uforløsthed. Tre årtier senere hører Kyle Gann om November første gang, fire årtier senere gir LaMonte Young ham en kopi af optagelsen, fem årtier senere er stykket rekonstrueret, uropført, indspillet, dokumenteret & preserveret.

Det er en art retfærdighed, tænker han mens kaffen bobler op igennem stemplet, men det føles bare ikke fuldbragt. Det er en musik der ikke anerkender endegyldigheden. Han skruer højere op, så musikken kan fæølge ham ud på bagtrappen, hvor han står med kaffekoppen under halvtaget & mærker den kolde fugt på kinderne, en silende dis der lægger sig over haven. Der er ikke rigtig nogen vind, men der er alligevel heller ikke rigtig noget løvfang længere den ku ha suset i, det røg altsammen under den første af stormene, lå morgenen efter spredt over plænen. Der ligger det endnu, bladene er brune og smattede efter flere dages vedvarende regn; der vil de få lov at blive liggende i forventning om at de bare vil formulde af sig selv under sneen, & først når den så smelter i slutningen af marts, & de stadig ligger der, sortbrune, indskrumpede, vil han mande sig op til at rive dem sammen og smide dem i kompostbeholderen. Der er et billede der, tænker han: Kompostbeholderen. Al den musik han hørt de sidste små fire årtier, al barndommens Dr. Hook, teenageårenes Slayer, ungdommens Fugazi & voksenhedens Dr. Hook igen, alt det andet osse, kogt sammen i hans hjerne & skidt ud som denne ene tone: Klavermusikken den fineste, sprøde muld. Det er ikke et billede der egentlig gir mening, der er f.eks. ikke engang noget der vokser af det her, det er vel nærmere en art populærkulturel bonsai han har med at gøre, men det er den mådehan har at forstå det på. Med kaffe & et væld af følelser, fordi han på trods af at han har beskæftiget sig så indgående med musik i alle de år, aldrig har taget sig sammen til at lære den simpleste teori. Han aner ikke engang om det var en kvint, det han hørte i starten, det lyder bare som noget det ku være, det er et ord der låner bare en lille smule pondus til hans opfattelse af den her musik. Han har brug for alt hvad han kan fremmane for at stå imod de følelser musikken bringer frem i ham, han har brug for at teoretisere nu for ikke at reducere det til blot vemodighed. Så forbandet skønhedssøgende det er, han må kæmpe for ikke at la sig rive med. For ufølsomheden, for at musikken skal la ham slippe for at føle noget mere, trække hver enkelt dirren i hans sjæls strenge ud til de er klinget endeligt af, opløst i den klamme luft foran ham. La ham tilbage på en trappe med sin kaffe.

R Andrew Lee spiller videre inde i huset. Han har fået hvervet med at omsætte Dennis Johnsons teori til praksis, i det mindste denne ene gang. Dennis Johnson selv har ikke længere fysikken til det, Kyle Gann magter det heller ikke. Det forestiller han sig: At nogen et halvt århundrede senere et sted i hans rækker af notesbøger skal finde en idé der tåler at blive foldet ud, følge den derhen hvor han ikke selv magtede at ta den, få en yngre, dygtigere, mere stræbsom udgave af ham selv til endelig at eksekvere den. Det er megalomani & autoekspunktion på samme tid, det er en højere enhed der har et navn i buddhismen. Han trækker vejret dybt ind igennem næsen, hele vejen rundt i kroppen når åndedraget, så tømmer han den sidste slat lunken kaffegrums ned i jordbærbedet & går ind i musikken igen. Han har to timer tilbage, det skal nok blive godt, han skal nok blive god af det.

2013 på pladespilleren - # 2: Coke Bust

Der er det der afsnit af Southpark, hvor Stans bedstefar vil vise ham hvor forfærdeligt det er at være gammel, ved at låse ham inde på et værelse med en ghettoblaster der spiller "Sail Away" med Enya. På samme måde kan Coke Busts anden LP, Confined, fungere som en illustration af hvordan det er at være i 30'erne: Man sænker pickuppen, nålen glider ind i rillen, og så løber det hele løbsk, frådende hardcore med pludselige breaks, der kun lige når at gi en pusten til endnu en tur igennem heftigheden. Så vender man pladen, det hele fortsætter, det er næsten grindcore nogen steder, og det er åndssvagt brutalt, og så er pladen slut og man står der midt på stuegulvet med et saligt smil om munden og nærmer sig de 40. 10-årsbryllupsdagen med en gymnasielærer er lige om hjørnet, gulvene i det hus med have man bor i er generøst overstrøet med LEGO og perlepladeperler, lissom ens hår er det med gråt, og det er helt i orden.

Det ene øjeblik sad man på Märkbar med et andet kærestepar og fejrede ens 30-årsfødselsdag, 9 minutter senere blir folk skilt og får kræft omkring en, forældre begynder at dø, og det vælter rundt med larmende børn om benene på en til fester, de overdøver fuldstændig en mens man prøver at forklare nogen hvorfor det virkede som en god idé den aften at score alle Fernet Branca-shotglassene, som man stadig bruger som saltkar. Der er så meget der har virket som gode idéer, det var en smaddergod idé dengang man gik straight edge, edderfokuseret og euforisk arrig var man, det er den følelse Coke Bust genskaber for en nu.

Der er intet der er ovre her, man kan vende pladen igen, der er værdier her man kan opdrage sine børn med. Medmenneskeligheden, respekten, autoritetsmistroen, den slags. Man kan danse rundt i stuen som et fjols til den her musik med sine børn, man kan la dem se en blive rørt og fuld af lykke over hvor vildt det er at være i sådan et øjeblik. Over vigtigheden af den her musik.

Kæmpestor er den.

2013 på pladespilleren - # 3: True Widow

Definér metal.

Godt, fjern så nitterne og patronbælterne, fjern overhovedet det lange hår. Al staffagen. Stadig metal. Så fjern fistelvokalen, fjern growlen, guitarsoloerne. Endnu mindre staffage, stadig metal. Fjern hastigheden, tenposkift, skift overhovedet. Fjern så godt som al distortion. Det er tydeligvis stadig metal, det er sværere at sige hvorfor det er det.

True Widow er tydeligvis et shoegazeband, men det er lisså tydeligt at de i bund og grund er et metalband. Et gotisk doommetalband med udprøget stonerrockede tendenser, en stonermetalgruppe der er alt for sløv til at begynde at riffe. Stonegaze, kalder de det med et åndet navn, men det er rigtig nok: Det er musik til at sidde og se på sten til, skelne konturerne, banerne, måden de ligger i hånden, indholdet af jern.

Det er vigtigt hvad de er, fordi det er det der er det fænomenale ved True Widow: Måden de er metal på uden egentlig at være det, måden hvorpå de er indie, alt for tunge til at ku kaldes indie. Noget med trommerne, noget med guitaren og bassen stemt helt derned hvor det hele rasler. Som lænker trukket henover gulvet i et forfaldent træhus, bortset fra at der ingen lænker er her, ingen hjemsøgte huse, ingen effekter. Det er op til lytteren selv at hælde de historier og følelser i det man vil. Det er vemodigt, jovist, melankolsk, klart, men trist som sådan er det ikke.

Det er metal, der er ingen følelser: Definér metal sådan, så er det her metal.



Circumambulation kom i sommers, dallastrioens tredje fuldlængdealbum, men det er ingen sommerplade. Det er en plade uden for vejr, udenfor rækkevidde af omverdenen. Ikke fjendtlig, bare uinteresseret. Lidt som det må være at være satanist. En satanist i Dallas, hvor skjortekraven strammer mod den svedige hals og håret lægger sig som en fedtet kage over panden, mens kontorbygningerne tårner sig op om en, spejlblanke, tillukkede, gaderne så brede at der ingen skygge er nogen steder, ikke før man er hjemme igen. Sætter pladen på, synker ned igennem sig selv, finder et sted at fæstne resterne af ens sjæl til, så man kan bekymre sig om noget andet.

Jeg har aldrig været i Dallas, men jeg har været der hvor True Widow er. Så er det godt at ha dem.

2013 på pladespilleren - # 4: Judd Madden

Du skal forestille dig en dude der sidder i sit soveværelse klemt inde mellem instrumenter, forstærkere, højttalere. Begyndende høje tindinger, effektpedaler over det hele. Han burde vel lave noget drone, det er vel den slags hans slags gør i den situation: Når det sidste band er opløst i arbejde og familie, når han selv har indset at det er mere bekvemt at sidde på sit soveværelse end i en varevogn mellem shows. Det ku være så smukt og brusende inde mellem hovedtelefonerne, mens han filede væk på guitaren, lod den ringe, lod den hyle. Drone, den dovne mands musik, som de siger. Sætte guitaren fra sig, ta en kop kaffe, stille sig i altandøren og se ud over nabolaget i Melbourne, misse mod formiddagssolen, rulle lidt med skuldrene, ta katten op og klø den lidt på maven, inden han gik ind og slog den næste tone an.

Der er bare lige metallen.

Den her dude, Judd Madden, han har ikke ku slippe metallen, selv ikke da han slap alt andet rundt omkring den og emigrerede over i arbejdslivet som grafisk designer, isolerede musikudøvelsen til en dag om ugen i soveværelset. Han plugger guitaren i, han finder nogle lyde i den, det er fedt, og så sker det: Hovedet begynder at nikke af sig selv, fingrene finder et riff, det er federe, det er umådelig stort. Han er et medie for doommetallen nu, kvarteret omkring ham med boligblokke, kiosker og gader er forvandlet til ismassiver omgivet af et sort hav, bjerge skyder op, og han står på et af dem, læner hovedet tilbage, trækker vejret dybt ind og udstøder et langt aaaaahhhhh....

Judd Madden begyndte at lave musik under eget navn i 2008, siden 2010 har han lagt seks fulde albums på sin bandcampside. Ingen vinyl, ingen cd'er, ingen ambitioner om at tjene nogen penge på det, bare timevis af instrumental doommetal. Det er korthåret, det bærer tydelige præg af 00'ernes postmetal i sin epik, men der hvor det adskiller sig fra den scene som sådan, er i at det ikke er så røvsygt. Hvis Madden har nogen samtidige, så er det mest oplagt bud franske Year of No Light, der som han har forstået at noget af det vigtigste for metal uanset hvad er at være knusende tungt. Og at man skal ku knytte sin næve mod loftet, i mangel af en åben himmel over sig og et ulvekobbel ved sin side, når man hører det.

Glacial, Maddens seneste, kom i august i år. Fire numre, et om en islandsk gletcher, et om en bjergdræber, et om oceanerne og et om genfødsel. En antydning af temaer, stadigvæk centreret om vand og flyd, fraværet af vand, overvældelsen af vand, størknen, forvitring. Massiver af vand og sten. Riffs, voldsomt.

2013 på pladespilleren - # 5: Bottom Feeder

Der gives virkeligt dårlige dage. Dage så gennemvædet af ærgerlighed at man må skrige og skrige og skrige noget mere i et forsøg på at trænge igennem den membran af lortethed der har omsluttet en. Man ved godt det ikke hjælper det store, at der ikke er noget der hjælper de dage. Ikke selskab, ikke ensomhed, ikke alkohol, dope, sort magi, sex, brandstiftelse.

Det var den slags dage Peter Steele sang om i Carnivore:

I went down into my basement
confused and depressed
put Black Sabbath on
razor blade in my hand
a Wilkinson, I think

26 år senere kravler Bottom Feeder ud af den kælder med deres debutalbum, Grinding Teeth, i udstrakt arm foran sig; 26 år har de siddet i den kælder med Black Sabbath på anlægget mens blodpølen foran dem er vokset og vokset, her er destillatet. OK, der er nogle mellemregninger, OK, men de har ikke rigtig noget at gøre med Peter Steele og hans elskovsgud cum junkie cum højreorienteret voldsmandseftermæle at gøre. Bottom Feeder-medlemmernes baggrund på K-Town-scenen har heller ikke stort at sige her, bortset fra deres indsats for at trække Ungdomshuset i en markant tungere, mere metallisk retning, ikke mindst i kraft af Heavy Days in Doom Town-festivalen. Eyehategod og i det hele taget New Orleans' stofsyge sludgescene op igennem 90'erne har voldsomt meget at sige.

Men hul nu i facts: Lad os bare forestille os at der var Carnivores Retaliation, og så et uendelig sløvt blink med øjnene senere fandt man sig selv, katatonisk og med ondt over alt og Grinding Teeth bragende ud over det gulv man lå på. Uden tænder, uden nogen anelse. Alt langsommere, grimmere, mere hadefuldt, den eneste mening der blev en givet den dag. Man vil vide at noget er sket, at man må ha grund til at være forbandet over det, når man hører sådan noget som det her, det vil trigge noget i en. Langsomt, umådelig langsomt dæmrer det for en, et omrids af en erkendelse tegner sig: Nåh ja, fuck dem, allesammen. Så ryster man næven lidt, så er alt bedre igen.

2013 på pladespilleren - # 6: Big Eyes

Det var slet ikke hendes scene, hun var overhovedet ikke hverken inde i eller nede med powerpop. Hun anerkendte powerpops eksistensberettigelse, helt klart, hun ku bare ikke digge det, ikke rigtig. Engang imellem faldt hun over noget der egentlig var fedt nok, så ku hun godt forstå at nogen ville vie deres ungdom til at dyrke det, men så kom hun fra det igen. Der var så meget, hun havde sin ekstensive samling af Iron Maiden-bootlegs der sku plejes, mopsen sku luftes, prøver sku tas.

Det var hendes veninde der havde taget hende med ud den aften, havde syntes det var en god idé at hive hende med til showet, og det ku hun godt se det var, det var en god idé at gå ud en tirsdag aften og drikke sig fuld med veninden og hendes venner fra en anden planet. Hun stod med dem helt oppe foran mens bandet spillede, råbte lyde med på tekster hun ikke kendte, knyttede næven som en gal og sprang op og spjættede på alle de forkerte tidspunkter hvor hun ikke havde forudset et break.

Ikke at der var mange af dem, det var en forudsigelig musik. Hun forestillede sig at det var det ved den der appellerede til alle dem der stod i en halvmåne rundt om bandet: Der var en tryghed i hele tiden at vide hvor man ville havne henne efter næste takt, og der var en forførelse i at finde nye veje derhen. Med små twists, anderledes greb, mildt atypiske strukturer ku det konstant blive ved med at fornye sig selv indenfor et mikroskopisk felt, og det var det de hujede over.

Så længe powerpoppen blev ved med at lyde ny, var de ikke ude endnu.

Forsangeren var et halvt hoved mindre end hende selv, hun var lillebitte, men hun var pissesej, stod med spredte ben, huggede løs i guitaren og sang den fladeste vokal, alt for rå til at anstrenge sig for at ramme tonerne hvis de lå for langt ude i enderne af hendes spekter, alt for hårdkogt til følsomme fraseringer eller sådan noget pjat. Det var fedt, lige nu var det her alt hendes verden ku rumme. Der stod en fyr ved siden af hende og så viis og følsom ud, hen mod de 40, skjorte, briller, gråsprængt fuldskæg og mørkt James Dean-hår. Hun dansede ind i ham med vilje, han smilede venligt tilbage, seføli gjorde det ikke noget, løftede en øl der var ved at fosse over efter stødet for at skåle med hende på meters afstand.

Bagefter sad de rundt om et bord på en bodega. Der lå en plade foran hende, den var ved at blive søbet ind i øl og aske og shots, hun ku ikke ta sig af det. Hendes veninde blev ved med at hente øl til hende, det sku fejres at hun endelig havde overgivet sig til powerpop, den var rockergod, den plade hun havde købt, hun ville sende hende nogle flere plader hun sku høre, lave et mixtape, fandme. Hun havde ingen båndoptager, men veninden havde en walkman hun ku låne. Manden med det gråsprængte fuldskæg sad og snakkede med nogle af venindens digtervenner, hun havde prøvet at sige noget til ham lige før, men han kiggede på hende som om han virkelig gerne ville forstå det sprog hun talte, men ikke anså det for muligt at nå til et punkt hvor de ville ku kommunikere gensidigt. Nu rejste han sig og gik ud mod toilettet, hun ventede et superkort øjeblik, så snublede hun efter ham, knaldede skinnebenet i trappen på vej op mod toiletterne men kom videre, uden at nogen havde lagt så meget mærke til hende at de stoppede hende. Hun smøg sig ind på herretoilettet, lænede sig op ad væggen ved siden af håndtørreren, skød brystet så langt frem som muligt og ventede på at han kom ud.
"Hey."
Han kiggede forbavset på hende, mens han fumlede med knapperne i sine jeans.
"Ska du ha hjælp?"
Hun mærkede sit skæve smil få overbalance og kollapse ud over kanten af hagen, og nu var han fuldstændigt paf og forsvarsløs, mens han gik i gang med at vaske sine brede, stærke hænder. Ring på fingeren, men det ku betyde så meget, det ku betyde så lidt en nat som denne.
"Du?" sagde han med det ene øjenbryn løftet og vendte sig mod hende, og det var hendes cue til at skyde sig ud fra væggen og ind mod hans bryst med al hendes vægt og armene slået om ham, hun ville nagle ham til væggen nu, men væggen var en dør ind til toilettet som gav efter bag ham, han fægtede vildt med armene og lykkedes, uden at det havde noget med dét at gøre, med at sætte sig på toilettet, mens hun faldt ned over hans bryst, hans mave, hans bæltespænde som flængede hendes pande, et lår, et gulv.

Hun lå et øjeblik på gulvet, det var et godt gulv, det havde set fødder, det gulv, det havde set større nederlag end hendes, hun begyndte at hulke af grin, det var fantastisk, han kom op fra kummen, tog fat under hendes arme for at hjælpe hende op, og hun ku ikke holde op med at grine nu, det var det eneste hun ku nu. Indtil hun lynhurtigt skar af, kiggede op på ham, hviskede "Du?" og så det rådvilde ansigtsudtryk hos ham igen, og det fik hende til at kvække af latter, og den latter fik hendes mave til at skvulpe for meget, så hun skubbede ham til side, lagde sig på knæ ved kummen og brækkede halvt fordøjede rester af aftensmaden op. Da der ikke løb flere krampetrækninger igennem hende, stod han der stadig, hjalp hende med at vaske ansigtet på en kejtet måde, trak klumper ud af hendes pandehår, trak hårstrå med, så hende i øjnene og tilbød at hente hende et glas vand.



Hun vågnede engang over middag næste dag. Hun ville godt ku påstå at hun ikke ku huske noget og slippe afsted med det, men hun ku genkalde sig brudstykker: At han havde hjulpet hende ind i en taxa, var kørt med hende hjem, at han havde snakket med taxachaufføren om Istanbul og at taxachaufføren havde været nervøs for at hun sku brække sig i hans taxa. At hun havde klynget sig til ham, da han mere eller mindre bar hende op i lejligheden, havde ladet ham ta hendes jakke, sko, bukser, strømper af, hun havde været rørt over at han tog hendes strømper af, og så havde han puttet dynen om hende, og hun havde hørt døren smække efter ham.

Hun kiggede på pladen der stod lænet op ad anlægget. Big Eyes. Almost Famous, læste hun på ryggen af den. Hun kiggede over på Eddie the Monster der stod i vindueskarmen som The Trooper, 20 cm høj, meget lidt ærefrygtindgydende lige nu. Hun satte sig op på boxmadrassen uden at miste balancen, satte pladen på, det var tilforladeligt, hun ku leve med det, det var ikke noget at skamme sig over at ha givet sig hen til. Der var noget uforsonligt over den måde akkorderne blev hugget ud på, som en tristhed der var pisseligeglad med hvad andre måtte mene om dens grunde til at være trist, og vokalen var stadig lige flad. Hun åbnede vinduet for at la byen ta del i hvad der var en del af hende nu, den her plade, og en brise fik Live After Death-flaget til at blafre let. Det første nummer sluttede med 8 sekunders fuldstændigt uforudset twinlead, på væggen over sengen var det som om Dave Murray smilede en anelse bredere med ryggen til Adrian Smith og guitarerne pegende lige frem i billedet. Der gik et par minutter, så kom der endnu et twinlead i næste nummer, og hun fandt sin bandana ved siden af sengen, bandt den om håret og gik ud i det lille køkken for at lave kaffe.