En Borges-tatovering. Lavet som en labyrint. Af bøger. Tag dén, Sune Werner!
onsdag den 10. oktober 2012
Fødselsaften / Vemod, whatever
Det er min første fødselsdag i det nye årtusind, og jeg ser ud til at befinde mig yderst godt med det på det billede der dokumenterer den: Sidder lænet op ad en pude mod vindueskarmen, man kan lige ane den baggård på Bryggen jeg havde værelse ud til på det tidspunkt, ikke mere end nogen måneder endnu på det tidspunkt, men det ved jeg ikke på det billede, og jeg ser ikke ud til at lade mig mærke med nogen af de omstændigheder der uvægerligt fører mig frem mod endnu en flytning. Baggårdslyset spiller i den udvoksede maskinklipning, øjnene er halvt lukkede og blikket fjernt bag de sorte hornbriller, og det unge fuldskæg er endnu ikke længere, end at man tydeligt kan spotte noget der dårligt kan være andet end et decideret smil.
Veltilpashed, er det, det billede, afsindig langt fra den grundfølelse mine tidlige tyvere ligger i en lage af i min erindring.
Jeg tror det er op ad formiddagen, det passer med lyset, det passer med at min sambo sidder i pyjamas på det andet billede der er fra den fødselsdag, selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti for at det ikke kan ha været hen over middag, først på eftermiddagen, men så ville jeg ikke sidde der, tror jeg, så ville rastløsheden for længst have revet mig ud i dagen, forestiller jeg mig. Og jeg er ikke rastløs på det billede, det er formiddag, det er min fødselsdag, jeg er veltilpas, der er sluttet fred mellem alle parter, min sambo og mig, min kæreste og mig, min kæreste og min sambo, der er drukket morgenskarpe i anledning af min fødselsdag, tror jeg, og alle stridigheder er bilagt indtil vi bliver fulde igen, men det er først senere.
Senere vil mit skæg blive længere og mere tjavset, en ung mands uplejede første fuldskæg, uforsonligheden vil trumfe over ethvert forsøg på mægling, drukken vil ophøre med at være en adspredelse og blive et krav, fordi klarheden er ubærlig, og der vil være opbrud på opbrud, smadret glas og gråd og gutturale krampetræninger inden endnu en genforening, og jeg har ingen anelse om hvordan den næste fødselsdag forløber, men det har jeg på den anden side heller ikke om den foregående. De er udokumenterede, der er ingen fotobeviser på at jeg faktisk kan have været veltilpas et øjeblik der osse, så det må man gå ud fra jeg ikke har.
Det er aftenen før endnu en fødselsdag, det burde vel så hedde fødselsaften, og det er sådan et tidspunkt hvor man helst skal fyldes af vemod, i hvert fald mindes og opsummere, og den status man når frem til der skal så uvægerligt fylde en med vemod. Vemod, whatever: Den ene sang der altid dukker op i mit hoved omkring min fødselsdag er Blurs “Birthday”, det giver sig selv, vel, selvom jeg ville give en del for at det ikke skulle være en Blur-sang der dukkede op i mit hoved på noget tidspunkt under nogen omstændigheder. Der er den solide dosis vemod, den rene svælgen i det, “what a pathetic day,” og så Nick Carraways let forbløffede konstatering i The Great Gatsby: “I just remembered that today’s my birthday.” Og jeg læste den linje, vel nogenlunde samtidig med at jeg hørte den forbandede sang første gang, og det forekom mig som det ypperste udtryk for selvudslettelse at være i stand til at glemme sin egen fødselsdag, at være sig så bevidst om sin egen rolles ubetydelighed langt ude i perfiferien at man helst bare lader den ene dag hvor alle andre som det naturligste indtager deres plads i centrum passere i al ubemærkethed. Og den forbandede sang står som den diamentrale modsætning, så opslugt af sig selv at den end ikke magter at tage stilling til den verden der afventer den, som den står der i dens centrum og vender sig endnu længere indad.
Jeg vender mig udad, væk fra mig selv. Mit skæg er ikke meget mere velplejet end det var dengang, men det er ikke fordi jeg endnu ikke har lært hvordan det skal plejes, og det er heller ikke fordi jeg frasiger mig enhver forfængelighed: Der går bare gradvist længere tid mellem jeg ser mig selv i spejlet, endnu længere tid imellem jeg gør noget ved mig selv, og ikke af ligegyldighed alene, men i erkendelse af den mere overordnede ligegyldighed i det. Jeg behøver ikke se mig selv i et spejl for at vide hvem jeg er, og det at se mig selv i spejlet og ikke genkende den jeg ser der som mig selv bringer mig ikke længere så voldsomt ud af fatning, som det gjorde første gang jeg så mig selv i spejlet på et hotelværelse i Rom, flere år før den fødselsdag, tilbage i det gamle årtusind. Så mit eget spejlbillede og anede ikke hvem den fyr jeg så på var, var ude af stand til at forbinde ham med det jeg opfattede som mig selv.
Jeg panikkede helt vanvittigt, var ude af mig selv, jo. Det er vel der overgangen sker: De næste mange år handler så om at finde ind i sig selv igen, skabe en kobling mellem den man opfatter sig selv som og den man ser sig selv som. Gøre status en gang om året på fødselsaftenen, affinde sig med det man er på fødselsdagen, glide hen i veltilpashed, whateverhed. Det er aftenen før min fødselsdag, og jeg gør ikke status, ikke udover at komme i tanker om engang hvor jeg ikke var nær så veltilpas, hvilket får min veltilpashed nu til at stå så meget desto stærkere og vemodsløs. Jeg ved hvad spejlet rummer, jeg ved at skægget gror uden at jeg iagttager det.
Etiketter:
Blur,
eksen,
Fitzgerrald,
fødselsdag,
Gatsby,
portal,
prosa,
spejl
lørdag den 22. september 2012
Skygger, tågesyn og uklarheder
“Hvad er skygger, tågesyn og uklarheder?
Synsforstyrrelser, der opfattes som skygger og uklarheder i synsfeltet, eller tågesyn eller flimmer for øjnene.
Ændringer
i synsstyrken skyldes, at synsindtrykket bliver ændret et eller andet
sted ved passagen fra øjet til hjernen. Et synsindtryk passerer gennem
hornhinden, øjets linse, glaslegemet, nethinden, og via synsnerven til
hjernen. Sygdom, skade eller aldersforandringer i en af disse dele af
øjet giver synsforstyrrelser.”
- Patienthaandbogen.dk
Og dvaskheden sniger sig på, bemægtiger sig kontrollen over ens krop og tanke. Det er ikke mere end en måneds tid siden man gik ned og sprang i vandet om morgenen inden man havde vagt, mærkede hele kroppen ranke sig igennem, eller gik ud over klipperne om aftenen efter en vagt og tog hele horisonten ind i sig; nu er det nærmest nok til at være noget hvis man bare hæver skrivebordet og rejser sig fra stolen en halv times tid, står og falder i staver, lar timerne skrive sig i vagtskemaet med en mindsteløn som det eneste man har fået tampet ud af dem. Timers tågesyn og flimrende åbenbaringer om noget der aldrig rigtig vil gi sig til kende for en, fortaber sig i det tomrum som udkanten af sæsonen har skabt. Det er ved at være ovre, men det er ikke slut; det er til at se en ende på det, men den flimrer uklart.
Og det ku bare være vinteren der allerede var ved at sætte ind med sit obligatoriske skandinaviske tungsind, men det ku lisså vel være arbejdstilstanden der nu er ved at gøre sig gældende: Alle de timer man forpagter sig selv væk for nogen andres formål, der osse fortaber sig med tiden, bare for desto bedre at mærke den smule tid man får tilovers til sig selv som noget der minder om frihed, intensivere den til et par timers hårdnakket liggen på sofaen med en bog man aldrig blir færdig med, men som er ens forsvar mod at la det arbejde opsluge den sidste rest af det man stadig forestiller sig er ens integritet. Det er et fokus at beholde, det er et fokus der flimrer bort nu, lar en sidde tilbage, på arbejdet, mens mørket maser sig ind over en og man desperat overvejer at komme det i forkøbet og kratte sine øjne før det får en.
lørdag den 8. september 2012
Erkendelsen af ikke at være i stand til at være et konkurrencemenneske
Det
er det der lange, seje træk, det er det der er selve kernen af
cyklingen, og hvem er det der har skrevet om det? Ja, altså ud over ham
den åbenlyse og alt, alt for ihærdigt lovpriste selvhøjtidelighed, som
der ikke er nogen grund til at gi en tur til, men der var en anden,
muligvis var det René Jean Nielsen, nej, det var Rasmus Nikolajsen, der skrev om at cykle: Sådan en tur
op over Hald Bakker, hvis der overhovedet er flere af dem, hvis det ikke
bare er en kolossal bakke, jeg ved det virkelig ikke. Bakker som det
tætteste man kan komme på den der store cykeludfordring i et land uden
høje bjerge (hej Michael Falch, havde du nogensinde troet den fadæse
ville blive glemt?), men det jeg studsede over var at teksten lige
strejfede en opvarmningstur på 55 kilometer, inden fortælleren bandt an
med bakken. Det er det der er det der lange, seje træk, som så bare blir
reduceret til opvarmning inden den virkelige udfordring, og som under
alle omstændigheder er væsentligt længere end mit eget lange, seje træk,
som bare er de der daglige 24 kilometer til og fra sommerjobbet. Som er
rigelige 24 kilometer, altså små 50 tilsammen, bare afbrudt af arbejde,
og som har fået mig til at tabe mig betragteligt og givet mig helt nye
sanseoplevelser i røven. Og som er blevet modtaget med benovelse, når
andre har hørt om at jeg cykler 24 kilometer til og fra arbejde, og jeg
har labbet den i mig, benovelsen, jeg har været ham der cykler små 50
kilometer om dagen, og så kommer der sådan en, hvor 50 kilometer ikke er
andet end en opvarmningstur, før man virkelig sætter ind.
Det er en slags nederlag, det er svært ikke at la det blive det, men muligheden er der så for slet ikke at la det betyde noget, at fremføre, for sig selv, for andre, at der aldrig har været tale om at man konkurrerede, at der ikke var noget man sku bevise, at man bare gjorde det, at det var nok i sig selv overhovedet at gøre det, fordi det var mere end at la være.
Målet er ikke nødvendigvis at blive den bedste.
Der er utal af felter hvor jeg ikke er den bedste, selv de felter jeg føler mig nogenlunde god på er der masser der kan overgå mig på, og det smerter da, men det er ikke noget jeg vil la smerte mig: Jeg konkurrerer ikke. Jeg gør, jeg er med, på lige fod med alle andre, jeg er med, det er det der betyder noget. Det er et ideal, det er sådan noget man lærer børn, men det er osse en nødvendig indstilling, hvis man ikke er den bedste.
(Michael Falch var i 80’erne den bedste danske Bruce Springsteen, det var der udpræget enighed om, lige indtil han forsøgte at gøre ham “Born in the USA” efter med netop “I et land uden høje bjerge”, og der ikke rigtig længere var nogen der ku la være med at fnise af ham, som han stod der i sit cowboytøj med sit stålsatte blik og spillede opblæst poprock for et folk, der vendte sig væk fra ham. Åh, Michael Falch, du var noget, som ikke var meget, men dog noget, og nu er du reduceret til at være ham der ikke rigtig var det alligevel-vel-vel? Og du var min helt der i et par måneder, det der stålsatte blik var nok til at få mig til at overse et øjeblik at musikken virkelig ikke var rigtig noget, og så faldt og faldt og faldt du, og i dag er du stadig bare ham med den der forfærdelige sang fra dengang.)
Jeg har skåret 10 minutter af min tid, det tar mig små 50 minutter at cykle de 25 kilometer nu, hvor det i starten tog mig godt en time. Det er en god ting, mærker jeg, det er en udvikling, men det er osse sådan en udvikling det er nemt at la sig fange af: At man så skal blive ved med at udvikle sig, at jeg skal skære flere minutter af, blive bedre, hurtigere. At det sku være målet, at det ikke i sig selv sku være mål nok bare at gøre det. Og det er netop der hvor man lar sig rive med af det, hvor man lar sig gribe af konkurrencemomentet, at man så må erkende at ens evner bare ikke rækker længere end til lige præcis den forbedring, at der ikke er mere, man blir ikke bedre, blir slet ikke bedst, blir bare ved, men glædesløst, indtil man gir slip igen.
Og bare tar det lange, seje, ensomme træk for dets egen skyld.
Op ad bakkerne, ned ad bakkerne, lige ud ad landevejen uden afbrydelser, marker på begge sider af en, vandet et stykke ude mod vest, engang imellem dukker horisonten lige frem, derovre i disen kan man skimte et andet land når man er højt nok oppe og horisonten rykker desto længere væk, den der formel man forlængst har opgivet at prøve at sætte sig ind i. Og omkring halvvejs på tilbagevejen det punkt hvor man kommer over en bakke, og så kan man se byen dernede, godt ti kilometer væk, det der er blevet ens by nu, og hele den følelse vælder op i en: Det er mit, det der, nu, og det ligger der og venter på mig.
Endnu mere om aftenen, hvor det er det første lys man ser efter 14 kilometer: Der ligger først en lille by, som man skal udenom, der er lidt lys, men der, 10 kilometer længere fremme, der ligger alt det lys man skal ind i. Det ser ud af voldsomt meget, fordi det ligger der i alt mørket, men det er naturligvis i virkeligheden ingenting, det er en lille by, det er ikke som når man flyver ind over en hovedstad, og den bare blir ved og ved med at være lys i alle retninger: Det er alt det lys man kan drømme om lige der, for på dette tidspunkt kører man i bælgravende mørke, ens synsfelt er indskrænket til de 5 meter foran en lyskeglen fra ens cykellygte danser og så nogle vage meter foran det, reflekser fra pælene langs vejen, ellers er alt mørke, og det er egentlig slet ikke fedt. Endnu mindre når man kører igennem skov, så er det mørkere endnu, man kører i en sæk, og man kan nå at registrere sådan en følelse af at nu blir det lidt hårdere, hvorfor blir det det, inden det går op for en at det er fordi man kører op ad bakke, og man har ikke noget at sammenligne med, så man kan ikke registrere hældningen ved andet end at føle den. Det er ikke fedt, man er super fokuseret, man kan ikke køre lisså hurtigt, fordi man skal være så opmærksom, og det er først når man kører ind ad indkørslen derhjemme, når man er kommet de sidste par kilometer igennem lys, så begynder det at føles som om man alligevel har gjort noget, som om det har været en bedrift, det man har gjort, mens ens øjne er helt tørre og udspilede, fordi man har forsøgt at fylde dem med lys for at ku se så meget som overhovedet muligt i mørket.
Det er en anden slags langt, sejt træk, det er kernen af et sagn, det er noget man lægger bag sig. Det er ikke noget specielt for andre end en selv, man står alene med det træk og den betydning man kan fylde ind i det.

tirsdag den 28. august 2012
Bongotosserier i Slagtryk
Oplægget lød: "Kommer du ikke over, så filmer vi dig til Slagtryk mens du læser din tekst højt?"
Modtrækket lød: "Hey, jeg ku osse selv skyde en video i min gårdhave, hvor jeg spiller bongotrommer og reciterer en helt anden tekst, der kun sådan tilnærmelsesvist lægger op til den egentlige tekst, ku det ikke være meget federe?"
Begge de to indbyrdes modstridende tekster kan læses ovre på Slagtryk her.

bongotrommer,
prosa,
publicering,
slagtryk,
tidsskrift
fredag den 24. august 2012
Fence Me In
Jeg har lavet mit første stakit.
Ikke bare sådan, det var fandme alt andet end bare, men det står der nu, det er gjort med egne hænder og det står der, og børnene respekterer det, stakittet. Det er ret vigtigt at de gør det, jeg stoler ikke på at det kan holde til at blive rusket alt for meget i. Sådan overhovedet næsten.
Og det er osse skævt, ja, men det er mit første stakit. Ude i byggemarkedet sagde den kyndige og forstående dame at det her nok ikke ville blive det sikreste stakit, ikke med de elementer, at jeg ville få et bedre stakit hvis hun bestilte nogen andre, mere solide elementer, godt nok osse lidt dyrere, klart, men det ville være det værd. Og det ville det sikkert, men jeg havde ikke tid til at vente på de elementer, jeg sku bare ha et stakit op nu, sådan så børnene ikke ku løbe ud på vejen. Det var det ene ræsonnement, at det sku op hurtigst muligt, osse selvom jeg på forhånd godt var klar at det ikke ville komme til at gå hurtigt; det andet ræsonnement var at det var mit første stakit, og det ville blive noget klamp, og så var det bedre at jeg klampede noget billigt sammen og så senere, når jeg havde lært hvordan man gjorde og var blevet træt af at kigge på klampet, eller det bare faldt sammen, ku jeg købe det robuste stakit og stille det op på robust manér.
Det var forudseende, det andet ræsonnement. Jeg er mig mine begrænsninger bevidst.
Min fremgangsmåde da jeg sku sætte stakittet op var først at lægge de fem elementer jeg sku bruge i forlængelse af hinanden og samle dem med beslag. OK, det allerførste jeg gjorde, efter jeg havde siddet en halv times tid og kigget på den dynge af stakitelementer, stolper, poser med stolpebeton og allehånde beslag, var at opgi at sætte stakittet helt ud til vejen, hvilket ville ha betydet at jeg sku lave to låger - en til havegangen, en til hovedøren - plus jeg ville ha skullet sætte nogen stolper op som stakittet ku sidde på, og mine umiddelbare erfaringer med stolpeopsætning til hængekøjen i baghaven lod mig ane at det ikke ville komme til at højne stabiliteten i mit stakitprojekt. Nåh ja, der var vel osse hensynet til de nye naboer, hvad jeg ville byde dem at sku se på i min forhave af selvgjorte stakitter. Så valget faldt i stedet på at fastgøre stakittet til stolperne på den carport der allerede stod der, sådan så det var baghaven der blev indhegnet. Lidt mindre, men noget bedre, nemmere, det var vigtigt. Jeg lagde elementerne i forlængelse af hinanden, ni meter tværs over terrassen, og så vendte jeg dem allesammen om en gang til, da det gik op for mig at det var bedre at starte med at sætte beslagene på den anden side, og så ku jeg gå i gang med skruemaskinen, og den mindste ku få lov at trykke på knappen når der sku skrues, det var en svir, alle var glade. Jeg havde godt ikke fået købt nogen skruer i den rigtige længde, men så måtte jeg bare knibe enden af dem på bagsiden, og der sku alligevel osse et beslag på der for at gøre det mere holdbart, så ku jeg nå at købe nogen kortere skruer inden da, nu sku det bare op.
For at det ku komme op sku de ni meter nødtørftigt sammenføjede stakitelementer så bakses på højkant, og her var udfordringen dels at undgå at sammenføjningerne sku gå op, dels at få den ældste til at hjælpe med at holde det oprejst nede i den anden ende, mens det blev trukket ud, drejet rundt, løftet over buske og under trapper og bag træer, indtil det endelig stod op ad de stolper det sku fastgøres til. Og så lige gentage det hele en gang til da det gik op for mig at vi havde stillet det med bagsiden udad, sådan at der ville blive afstand mellem den liste der sku fastgøres og stolperne den sku fastgøres til: Ud i haven, dreje rundt, støtte stakittet, forklare den store hvornår han sku bakke og hvornår han sku gå frem, over buske, under trapper, bag træer, indtil det stod lænet op ad stolperne igen. Så var vi færdige for den eftermiddag. Om aftenen, efter vi havde spist, ku jeg så gå med knibtang og bide alle enderne af skruerne af. Det er skruer der har tjent mig godt, jeg købte sådan en kasse med 200 sorte gipspladeskruer for en halvtreller i et supermarked engang i slutningen af 90’erne, og jeg har hængt alting op med de skruer siden og er først nu ved at være igennem kassen. Skruer er volderdyre hvis man skal ha de rigtige, jeg blir lige overrasket hver gang jeg står med sådan en lille pakke med ti skruer i hånden, som så endda truer med at de ikke vil garantere at de holder til udendørsbrug.
Hvad jeg lærte af første trin af processen var at når man skal samle sådan nogen stakitelementer, så er det en god idé at gøre det i umiddelbar forlængelse af der hvor de faktisk skal op og sidde når de er samlet, sådan så det bare er at rejse stakittet op når man er færdig.
Trin to i processen var at fastgøre stakittet til stolperne og den lille stump rækværk ind mod huset, som osse allerede stod der. Stakittet blev løftet op, igen med noget rådvild hjælp fra den store, det blev understøttet med lidt forhåndværende så det nogenlunde passede og så skruet fast med skruemaskinen, der gik død en centimeter inde i stolpen hver gang, meget lidt powertool, mens jeg med waterpasset prøvede at sikre mig at det blev lige. Det blev det ikke, waterpasset løj, men det sad der. Der var lukket ud til vejen nu. Der var ingen låge i, men man ku trække det lidt til side henne ved rækværket, hvor det ikke var gjort fast endnu, fordi det lige sku saves til, og der sku sættes beslag i til låge der. Man ku osse skræve over det, men det ville sikkert være et tvivlsomt pædagogisk signal at sende til de børn der helst sku holde sig indenfor det og ikke lave sport i at forsøge at forcere det.
Hvad jeg lærte af andet trin af processen var at man nok slet ikke behøver at samle stakitelementerne i forvejen, at det ville være nemmere og mere forsvarligt at fastgøre dem et ad gangen med waterpas og tommestok og kraftsvag skruemaskine og så bare sørge for at de kommer til at flugte hele vejen, inden man til sidst samler dem.
Herefter stod projektet stille et par dage: Nu var der jo lissom et stakit, børnene var sikre, så var det ikke længere så presserende at få det gjort færdigt, men på et tidspunkt sku der jo en låge i. Det betød så at de to sidste elementer sku skilles fra hinanden igen, men det var så heller ikke noget problem, højst spildt arbejde, men det var så en del af hele læringsprocessen omkring stakitbyggeri, jo. Der blev sat beslag fast i hegnet, de blev skruet fast i det sidste stakitelement, det overskydende stykke stakit på den anden side blev savet af, og der blev sat en slå på. Der var en låge. To brædder fra det overskydende stykke stakit blev brugt til at afstive lågen, og der var en låge, der var et fuldt funktionsdygtigt stakit. Der var lukket hvor der før var åbent, der var en forestillet sikkerhed hvor der før var en vis utryghed.
Der var et fuldt funktionsdygtigt stakit, og det var her jeg sku mærke stoltheden bruse op i mig, og den var der da, en snert af den, det var faktisk lykkedes mig at bygge det stakit, og det var gjort med egne hænder. Hvis der var noget der tog toppen af den der umiddelbare stolthed, så var det måske erkendelsen af at det kan man osse godt se at det er. Det bølger lidt, det hælder lidt, og lågen hænger lidt. Det er lidt spændende om det kommer til at holde til sne og blæst; det er lidt mere spændende om det bare kommer til at holde til første gang der kommer nogen børn på besøg der er vildere end vores egne.
Hvad jeg har lært af den hele processen er hvordan man ikke bygger et stakit, men osse hvordan man gør det. Jeg vil på et tidspunkt ku bygge et stakit der vil ku holde i tusind år. Eller indtil realkreditlånet er betalt ud. Disse hænder har gjort noget, som milliarder af andre hænder uden større problemer ville ku gøre dem efter, men som de har gjort for første gang, og det forlener mit lidt skæve, lidt vakkelvorne stakit med en vis storhed.

søndag den 22. juli 2012
Ude af trit
Se hvordan hun kommer springende afsted, som en kåd unghest eller en årvågen bjergged. Nok mest det sidste, jo, som hun springer fra klippestykke til klippestykke, holder sig i konstant duvende bevægelse, fordi hun ikke er sikker på hun ikke får overbalance hvis hun standser op. Men hun vil hellere føle sig som en hoppe, lange, seje muskler der trækker op igennem kroppen, spiller under huden. Det er den måde hun mærker musklerne på, de spændes ud, trækker sig sammen, afbalancerer hende hver gang hun lander skævt på et klippestykke, og hun lander hele tiden skævt jo, alt er skævt, hele landskabet tilter her, hælder sig selv ud i havet. Foran hende spredes de græssende får ud over engen, ind i buskadset, og hver gang hun ser et sort får sætte i løb væk fra flokken tænker hun på Out of Step-coveret: “I can’t keep up / I can’t keep up / I can’t keep up / Out of step / with the wooorld!”
Det er jo så det hun er, ude af trit med verden omkring hende, det er den følelse hun fremmaner i sig selv her. På det yderste punkt, det sidste klippefremspring, det længste væk hun kan komme uden at forsvinde helt. Og hun prøver at ta det ind, la horisonten trække en linje hen over hendes hjerne, la den hysterisk kulørte aftenhimmel overvælde hende, la det hele være større end hende selv og alt det der fylder op i hende blive ubetydeligt: Hun prøver at bringe det hele i takt med sin egen puls, smøre sig selv ud over det i så tyndt et lag at hun blir gennemsigtig. At hun kan ophøre som individ og bare blive en del af et hele, umærkeligt.
Hun standser op ved en ruin, sætter sig op ad en mur med himlen som tag, får vejret. Synker sammen, retter ryggen. Det er her hun er, det er det hun er nødt til at arbejde med. Det her er hvad hun har: Nogle klippestykker og horisonten bredt ud foran sig. Det er ingenting, intet i det store hele, men det er svært at forestille at noget sku ku være større end det. Mere massivt og mere åbent. Med tanken få det hele til at lukke sig sammen om hende, det lykkes ikke, hun kan ikke koncentrere sig nok, det smutter omkring hende, fortsætter.
Mørket falder på, mere og mere nu, hvis hun skal nå at finde tilbage til verden, så er det ved at være nu. Går ad stien langs vandet forbi fyrtårnet, de hvide sten der markerer stien lyser op i mørket, indtil hun når tilbage til stranden og til lysene fra den lille badeby. Tilbage til hotellet og sove nogle timer på et værelse, der stadig lugter lidt jordslået efter vinteren, inden hun har vagt igen i morgen tidlig. Sidde i buret, mærke musklerne slappes, væggene lukke sig sammen om hende, minutterne løbe ud af hænderne på hende: Ikke noget at lave, ikke rigtigt, men heller ingen mulighed for så bare at skride, for det tilfælde at der pludselig sku blive brug for hende. Det er en ret væmmelig allegori over et cementeret grundvilkår, hvis relevans for hende hun hverken vil acceptere eller anfægte. Ude af trit, uden vilje til at la sig indrullere, ladt bagud.
Hun sparker sandalerne af, træder et par skridt ud i vandet, næsten helt lunt efterhånden. Det er højsommer, hun er ved stranden, hun er alene, og det er helt, helt forkert.
Hun er næsten faldet i søvn oppe på værelset da hun hører stemmen. En klagen, en messen, raseriudbrud, hulken, grinen, flere forbandelser på en blanding af sløret dansk og gebrokkent engelsk. Så stilhed, så begynder det igen, så lige nøjagtig nok stilhed til at hun kan sige til sig selv at det nok er overstået, at han er væk nu, at hun kan sove og ikke behøver at ta sig af det, så igen. Hun står op, tar en trøje på, læner sig ud af vinduet og spejder efter hvor det kommer fra, ser den sammensunkne skikkelse på trappen med en flaske vodka i hånden og en cykel liggende foran sig. Kalder, “Hey! Du? Hey,” og det tar ham et stykke tid at lokalisere hende, hun er ikke engang sikker på han overhovedet ser hende, men han snøvler et “Ja, hvad? Hvad er der, mand?” ud i mørket, et sted op mod vinduerne. “Du er nødt til at være stille, der ligger folk og sover her.” “...” “Og du kan ikke sidde der.” “Hvad? What? Der er ikke nogen,” og det fortaber sig i mumlen og forbandelser. Hun blir nødt til at gå derned, hun er nødt til at få ham væk, det går ikke at han sidder der, nogen er nødt til at gøre noget, og der er ikke andre end hende til at ta sig af det. På vej ned kan hun høre at der stadig er nogen ude i køkkenet, de er ikke færdige med at gøre rent endnu, hun stikker hovedet ud og kalder på kokken, som træder frem fra gangen, et bjerg af hvidt kød med et lillebitte håndklæde om livet, den der kliché om at kokke absolut skal være tykke for at man kan stole på at deres mad er noget værd. “Gider du hjælpe? Der sidder en fulderik ude på trappen og råber op, og jeg ville gerne lige ha noget opbakning, hvis nu han blir voldelig. Bare nu du er her.” Det er vigtigt for hende at hun godt selv ville ku klare det, at hun ikke er bange eller noget, hun er bare heller ikke dumstædigt frygtløs, når nu der rent faktisk er mulighed for at ha opbakning med. “Øjeblik, jeg skal lige ha tøj på,” svarer kokken, “med mindre du tror det er bedre til at skræmme ham væk hvis jeg bare kommer ud sådan her,” tilføjer han og slår ud med armene i al sin vælde. Størrelsen alene forlener ham med en magt som er rent illusorisk, fedtet er reelt nyttesløst som andet end bolværk, en stødpude. Han kan ta imod og imod, men ikke selv gi det store, andet end sin vægt. Hun kan mærke sine muskler spændes, men de er heller ikke i sig selv nok til at yde nogen rigtig modstand hvis fulderikken går til angreb, hun stoler i hvert fald ikke på at de er i stand til det, aner ikke hvordan hendes reflekser er. Slagsmål, hun har ikke været i slagsmål siden hun var barn, og hun er rigtig sikker på om hun vandt eller tabte, men mener at hun burde ku huske det som en sejr hvis hun havde vundet.
Det ville ha været en markering af hende selv, primitivt og dybt ligegyldigt, men alligevel. Det ville ha været noget.
Fulderikken er ikke rigtig til at komme i kontakt med, vil ikke svare på nogen af deres spørgsmål om hvem han er, hvor han bor eller noget, men et eller sted inde i tågerne fornemmer hun alligevel at han blir intimideret af dem, som de står over ham. Han har ingen anelse om hvor han er, vil ikke sige hvor han bor, vil bare ha lov at sove på trappen. “Jamen, det går ikke,” forklarer de ham pædagogisk, som et barn, “der er folk der skal ind og ud af hotellet, og du spærrer trappen. Og du forstyrrer dem der ligger oppe på værelserne og sover, fordi du sidder og råber.” Som et barn, det går op for hende at hun tysser på ham som hun ville tysse på et barn. “Har du nogen venner der kan hjælpe dig hjem?” “Neeej...” vrænger han og falder sammen om sig selv. “Så er vi jo nødt til at ringe efter nogen der kan hente dig og køre dig hjem. Har du penge til en taxa? Og kan du fortælle en taxachauffør hvor du bor?” “Jaaa...”
Inde i receptionen diskuterer de kort: Der er ingen taxaer der vil ta ham med, han har pisset ned ad sig selv, kan ikke forklare hvor han bor. Der er ikke rigtig andet at gøre end at ringe efter politiet og få dem til at hente ham, og det er et nederlag for hende, kokken er ligeglad, hun vil gerne ku klare det uden at bringe nogen autoriteter højere end hende selv ind i det, og samtidig er hun godt klar over at hun ikke magter at gøre noget ved situationen. Hun ringer, hun blir noteret, hun går ud til fulderikken igen med et glas vand, får narret den ene af hans to vodkaflasker fra ham, venter på politiet, der går et kvarter og det begynder at småregne, så kokken ringer igen, mens hun overbeviser fulderikken om at han ikke skal prøve at rejse sig, slet ikke skal prøve at sætte sig op på sin cykel, ikke skal nogen vegne, bare skal vente på at der kommer nogen og kører ham hjem, drikke lidt mere vand, være rolig, gi dem den anden flaske vodka.
Til sidst kommer politiet om hjørnet, og den ene betjent begynder at overfuse fulderikken allerede inden han er ude af bilen, er på fornavn med ham, en gammel kending: “Jens, din idiot! Hvad laver du her?” Råber endnu mere op end fulderikken selv gjorde, kokken forsøger at tysse på betjenten nu, der ligger folk og sover, jo. De prøver at skaffe en taxa til ham, men centralen vil ikke sende nogen, de kender ham osse udemærket og han skylder dem for mange penge, og betjenten sukker og bander, “nåh, jamen, så er der jo ingen andre end os til at køre ham hjem.” Hun henter et par affaldssække han kan sidde på så de ikke får pis på bagsædet, hun kører hans cykel om i gården, så han kan hente den der når han er blevet ædru igen, den ene betjent trækker hende til side, siger “de to flasker vodka, dem ved du ikke noget om,” og hun hører det som et spørgsmål, forstår ikke hvad han mener, han trækker hende til side igen: “Dem har jeg ikke set, dem har du ikke set. Hæld dem ud og få dem væk, ok.” Og hun nikker, hun kan ikke andet, der er ikke rigtig noget at diskutere eller sætte sig op imod, hun er på hans nåde, fulderikken er på hans nåde, det er ham der bestemmer, det er ham der tar sig af det.
Ordner det hun ikke selv magter.
Det er med den følelse hun går op i seng igen efter at ha hældt en spand vand ud over trappen for at skylle pisset væk, fjerne sporene. Så alene er hun ikke, så langt ude er hun ikke. Det er en art trøst, men det er ikke en trøst der gør noget bedre, den demonstrerer bare at der er så uendelig meget der er så usandsynlig meget værre. Der er andre der er endnu mere ude af trit med verden, forlængst har opgivet overhovedet at prøve at følge med, gir pokker i det og drikker sig i hegnet for at få det til at forta sig, få det til at forsvinde.
Det skaber en form for ekvilibrium for hende at hænge i. Det slæber hun på sine skuldre op på værelset.
torsdag den 12. juli 2012
Stamp tramp
Overskæg, 80’er-briller og cykelhandsker. Man ville ha været sikker på han var hipster, hvis ikke det havde været fordi der ikke rigtig er nogen der er rigtig smarte her, selv ikke i højsæsonen, og hvis det ikke osse havde været fordi han var polak, og det skabte den der usikkerhed overfor det fremmede, hvor man faktisk ikke ved om man kan ta det noget umiddelbart gir sig ud for at være for pålydende. Fordi man ikke er sikker på konteksten, og de har vel osse hipstere i Polen, men hvordan kender man så forskel på dem og så den stereotyp man forestiller sig de efterligner, og som jo altså eksisterer sideløbende? 30 år bagud og helt fremme lettere forsinket på samme tid.
Og jeg var bare bagskæv og fattede ikke noget af at være på arbejde, da han kom ind i receptionen og bad mig om at stemple i hans turistlogbog, åbnede fire forskellige officielt udseende logbøger i stil med dem dykkere bruger, fyldt med stempler fra købmænd, caféer, keramikere, kreaturhandlere og signaturer der bevidnede at han virkelig havde været der, på kroen på torvet i en ferieby eller her, i foyeren på et badehotel, hvor en fyr der ikke fattede noget af hvad hans projekt gik ud på ku bevidne at ha været en del af selvsamme.
Som en kapselsamler eller noget, og så var han ude igen, fire stempler rigere, drog af på sin racercykel, mens jeg stod og sukkede over at det åbenbart sku være sådan en vagt. Og over at der et sted i Polen render nogen rundt, som skal se den logbog, om de så vil eller ej, skal se stemplerne, og manden selv vil ikke ku kende det ene fra det andet, vil ikke ane hvad de står for, men de vil stå for det han har gjort: Hans værk.
De er en bevisbyrde, jeg er et vidne.

lørdag den 30. juni 2012
Digter? Digter?!
Så har man oplevet dét med: At blive benævnt digter. Og så endda af de gode folk på Slagtryk. Tsk.
Men der er et nyt nummer af Slagtryk oppe her, og der er en tekst om min genbo med, og det opvejer det dog noget.

Bornholm,
død,
kirken,
publicering,
slagtryk,
tidsskrift
onsdag den 30. maj 2012
Pizarnik-bizarnik havde det heller ikke for sjovt
Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: At føle sig forstået af en vildtfremmed, bare sådan, og så miste den kontakt med det samme og fortsætte med at leve i tvivlen om hvorvidt den forståelse overhovedet rigtig var der, og om den ku ha varet ved, hvis man havde givet den muligheden for det. Det er en mikrofortælling af den unge, katalanske forfatter Víctor Balcells Matas, der bare hedder ”Pizarnik”, hvor han går henad gaden sammen med sin kæreste der snakker om hverdagsting og keder ham noget så grusomt, og han svarer hende med en linje fra Pizarnik: ”Cómo decirte con palabras de este mundo que partió de mí un barco llevándome” – hvordan sku jeg fortælle dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig? Og det er der en kvinde foran dem vender sig forbavset om og udbryder: ”Det er et vers af Pizarnik!” hvorefter hun forsvinder igen, og han sidder bagefter sammen med sin kæreste i deres lejlighed og ved at det hele er slut mellem dem, og at han måske egentlig burde ha lagt mærke til hvor den kvinde forsvandt hen i stedet for osse at la hende sive ud af sit liv.
Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: Hvad der ku ha været i stedet for dette der er.
Ikke Pizarnik, den Pizarnik Balcells Matas referer til, som han føler igennem: Alejandra Pizarnik nærede ikke de store illusioner om at det nogensinde sku ku blive bedre end det var. Hun var ikke kyniker, hun var sig sit sortsyn bevidst, det var bare ikke noget hun så som noget det var muligt at ændre på. Eller troede på at det ville gøre det bedre, hvis man alligevel ændrede på det, selvom det under alle omstændigheder alligevel var udelukket. Hvis man nu tog Alejandra Pizarniks samlede produktion og lavede en frekvenstælling på de mest brugte ord, så ville det i kun lidt vilkårlig rækkefølge komme til at se nogenlunde sådan her ud:
- Død, dø, døden
- Skygge
- Nat
- Barndom, barn
- Du, dig, dit
- Alene
- Og selvmord, selvmord, selvmord.
Anskuet fra den vinkel var hun en ganske normal ung lyriker af den sortklædte skole, og efterhånden som man arbejder sig igennem hendes produktion fra debuten i 1955 som 19-årig, synes selvmordet i 1972 stadigt klarere bebudet. Og man kan ta sig selv i at undre sig over hvordan en ung, ikke uskøn, kvinde af det bedre argentinske borgerskab kan være så monomant besat af døden og ulyksaligheden. Hun sidder der, spærret mere og mere inde i sit kammer med den grønne væg, først i Buenos Aires, så i starten af 60'erne nogle obligatoriske år i Paris, og bliver mere og mere fikseret på den død hun konstant ser komme og tabet af en anden, mens hun tilsyneladende afsondrer sig mere og mere fra andre mennesker.
Det er i hvert fald sådan det tager sig ud, hvis man tar hendes ord for gode varer. Og der er ikke noget i hendes værk der for alvor sår nogen tvivl om at det er det hun ønsker at man gør: Tar hende alvorligt, tar det hun skriver alvorligt. Det er så alvorligt, så alvorligt, og det bliver det ved med at være uden ophør: Død og savn, død og forladthed, død med død på. Det er egentlig ret enerverende, det er svært at forestille sig at den unge Alejandra har været et særlig livligt bekendtskab, for slet ikke at tale om den voksne, for så vidt som det overhovedet gir mening at tale om den slags i forbindelse med Pizarnik. 36 år bare og ude af stand til at ta vare på sig selv eller la andre gøre det. Der er ikke nødvendigvis så meget der gir mening hos Pizarnik, og de ting der gør det, de gør det næsten mere i trods, fordi det er ting som andre ikke tillægger den samme mening som hun tillægger dem. Man fornemmer næsten at det i sig selv er en væsentlig grund til at la lige præcis de ting veje så tungt: Døden, selvmordstankerne; natten som refugium for den fremmedgjorte; barndommen og den naivitet der bliver gjort helt salig her, fordi den ikke forstillede sig, fordi den stadig nærede de fantasier der for længst er knust da den første linje bliver prentet på papiret: ”Días contra el ensueño”, dage mod drømmen, hvor ordene, snarere end at skabe et system i kaosset og kortlægge det, trækker kaos med sig ind i teksten for at vise det frem, for at demonstrere umuligheden af at være foruden det. Umuligheden som sådan.
I begyndelsen, med den første digtsamling La tierra más ajena (”Jorden længst væk”, 1955), er sproget stadig åbent, hun koketterer lidt med sin miserabilitet og sin desperation, osse selvom hun senere, mod enden, benægter at der nogensinde har været tale om nogen koketteren overhovedet, at det hele ikke sku ha været ment. Der er sågar en slags nydelse i et kortere prosastykke som ”Puerto adelante” (”Fordør”), der slutter med muligheden for at lægge det hele bag sig og bare ”gå sin vej og ikke vende tilbage.” Men det gør hun, vender hele tiden tilbage til det værelse, den nat, og døren blir lukket forsvarligt i over de næste 10 års samlinger til Los trabajos y las noches (”Arbejderne og nætterne”, 1965), hvor digtene er barberet ned til 5-10 vers der kredser om det samme igen og igen: Døden, skyggen, natten som forløsning på den mistede anden, barndommens idealiserede uskyldsrenhed, ensomheden. Det ku være skabet, det ku være enerverende, det ku være lidt ligegyldigt, hvis det ikke hele tiden havde været så langt ude over kanten af hvad man egentlig kan tolerere, som her i titeldigtet fra Los trabajos y las noches:
(for at erkende tørsten som mit emblem / for at betyde den eneste drøm / for aldrig igen at opholde mig i kærligheden // jeg har været ethvert offer /en ren omflakken / som en ulv i skoven / i kroppenes nat / for at sige det uskyldige ord)
Det er grådkvalt, det ynkværdigt, og det er i virkeligheden så for meget at det er svært at ha med at gøre at det kan røre ved en. Og når det alligevel gør det, så er det i høj grad fordi det er den verden Pizarnik insisterer på at være i, en verden udenfor verden, en natverden der vækker afsky hos dem udenfor den, dem indeni den anden verden, der for hende er uigennemtrængelig. Hun viser os vores verdens uigennemtrængelighed, tar det fra os vi tar for givet, bare ved at skrive det, bare med de ord som vi har bygget vores egen verden op med, dem kaster hun tilbage mod den.
Men gir det så hendes digtning en ekstra tyngde at hun endte med at begå det selvmord, som så stor en del af hendes lyrik synes at bebude? Faktisk virker det mere bare ærgerligt, fordi Pizarnik selv godt ku lægge en vis distance til sin egen dødsdyrkelse og endda direkte ta pis på sig selv, som hun gør det i de efterladte tekster om forretningspartnerne Sombra & Sombra (Skygge & Skygge), hvor den ene Sombra dør og den anden fortsætter firmaet som om intet var hændt og gir sig ud for at være den afdøde Sombra, når det er bekvemt. Det er absurd og det er villet tykt, og det er helt befriende et øjeblik, indtil man indser hvad det reelt er hele projektet går ud på: Det er forestillingen om en sjæleven, om en der står så nær en at man flyder sammen, så man kan ophøre med bare at være det selv man efterhånden lisså lidt som omverdenen kan udholde. Hun siger det, igennem den efterladte Sombra, i ”Texto de Sombra”: ”Quiero existir más allá de mí misma,” jeg vil så gerne eksistere hinsides mig selv, og det er det hun gør i de tekster, hun bygger et skizofrent univers op, hvori hun kan leve med sig selv, og så er hun alligevel kun alt for godt klar over hvem det er hun egentlig lever med på den måde: ”con los aparecidos,” med genfærdene. Og at det så er hvad det er gør hun sig osse klart allerede i næste vers: ”Quiero existir como lo que soy: una idea fija” – jeg vil eksistere som det jeg er: en fiks idé.
Det er en fiks idé at det skrevne nødvendigvis skal adskilles fra den skrivende: Det er i bedste fald en strengt videnskabelig tilgang til noget der bevidst gør sig uhåndgribeligt. Hvormed ikke sagt at man skal ta alt Pizarnik skriver bogstaveligt, men lissom det er svært at læse hendes selvmordstekster uden at ha hendes faktiske selvmord i baghovedet, så er det svært ikke at ta hendes ophold på sindssygehospitaler med ind i sin læsning. Skal prosastykkerne om Sombra og Sombra så læses som en reference til det forhold hun påstås at ha haft til forfatterkollegaen Silvina Ocampo? Gir det mere mening at læse Pizarnik, hvis man lægger en lesbianismeramme ned over hendes tekster? Det er ikke engang noget man behøver læse ind i hendes tekster, hun blotlægger det selv i det efterladte digt ”Sala de psicopatología”, skrevet under et ophold på den psykiatriske afdeling i '71-'72: ”todo es concha, yo he lamido conchas en varios países y sólo sentí orgullo por mi virtuosismo” – alt er fisse, jeg har slikket fisse i adskillige lande og følte mig bare stolt over min virtuositet – hvorefter hun hylder sine evner som uovertruffen fisseslikker, indtil hun udbryder: ”¡oh el goce de la roña!” – åh det sødmefulde fordærv! Og der er ikke noget i vejen med det, ikke som hun ser det, men det er sådan hun føler at alle andre ser det. Det er det sødmefulde fordærv der har bragt hende til den psykiatriske afdeling, sådan som terapeuterne ser det, og der er ikke noget sødmefuldt i det nu, der er ikke nogen glæde i det, ingen trøst. Der er ingen trøst at hente for alvor hos Ocampo heller, hun er lisså besat af døden og fordærvet og sindssygen og tristessen som Pizarnik selv, og hun lever desuden i et ægteskab med forfatteren Adolfo Bioy Casares. Hun er i en anden sfære, hun er i overklassen, holder middagsselskaber med vennen Jorge Luis Borges; Pizarnik er udenfor, altid, selvvalgt bohème på sit lille værelse med den grønne væg. Så kan det gi mening at hendes lesbianisme og hendes kærlighed til en gift kvinde får hende til at føle sig mere udstødt, men det er ikke engang det der er pointen. Pizarnik beskriver andetheden, hun gir den stemme, og den stemme tar magten over hende: Efterhånden blir der mindre og mindre Alejandra og mere og mere Pizarnik i hendes tekster, og så er der kun én logisk konklusion. Får hun det til at virke som. Selvmordet blir uløseligt forbundet med hendes poesi, men det hæver den ikke op på et andet plan, snarere gør det bare dødskoketteriet underligt privat. Det kan ikke være det der er meningen.
Det kan ikke være meningen at Pizarniks tekster skal gi mening. Faktisk er det noget af det bedste man kan håbe på: At de ikke gir for meget mening for en, at de tilstande hun beskriver, tilstanden i det hele taget, fremstår i tryg afstand af en selv. At hun vedblir med at være bizarnik. Man letter lidt på låget, lar sig føre med indtil kvalmen indtræffer, lukker bogen igen, går videre med sit eget liv. Går sin vej for at vende tilbage igen senere. Står på kanten af kajen og ser den båd sejle bort uden en, den kvinde forsvinde rundt om hjørnet, alt opløses, hej, vinker man.

para reconocer en la sed mi emblema
para significar el único sueño
para no sustentarme nunca de nuevo en el
amor
he sido toda ofrenda
un puro errar
de loba en el bosque
en la noche de los cuerpos
para decir la palabra inocente

Adolfo Bioy Casares,
alejandra pizarnik,
Argentina,
bohème,
død,
essay,
Jorge Luis Borges,
lyrik,
Silvina Ocampo
tirsdag den 15. maj 2012
Pernittengryn
Nogen sku lave den sang på dansk, og så sku den hedde ”Pernittengryn”. ”Fuzzy”, Grant Lee Buffalo, det er sådan et nummer der burde ha været soundtracket til en sommer dengang; det lyder som de somre man havde dengang, hvor soundtracket bare ikke nødvendigvis var lige det nummer, men hvor det alligevel får en til at huske de somre når man hører det nu. Sådan som de somre var, ørkesløse udeflugter ingen steder hen, endeløse timer på et gulv man ikke så nogen som helst mulighed for at komme op fra, følelsen af at være i noget men blive forholdt noget andet. Det fællesskab sådan en slagsang sku udgøre, men hvor man hverken ville erkende at det var det fællesskab der tilkom en, eller at det sku være en sang som den der kendetegnede det.
Det var det.
Kræsenheden, det var osse en mulig oversættelse af fuzziness; kræsenheden som dække over det manglende mod til at gå all in for noget, fordi det ikke var sikkert at det var det helt rigtige alligevel. Usikkerhed, evindelig usikkerhed. Og så er det den tid man alligevel osse konstant vender tilbage til, fordi den bærer en prægnans, et eller andet, den virker så formativ, og der er sange som den sang der synes ikke at ku handle om noget som helst andet end den tid.
Det var sådan en aften i enden af sådan en uendeligt lang fest, hele dagen havde vi siddet i en lejlighed og drukket og spist, havde holdt påskefrokost eller julefrokost eller noget på årets varmeste sommerdag, bare fordi vi ku, fordi der ikke var nogen der sku bestemme hvornår vi ku holde påskefrokost. Snaps i 30 graders varme, der var en der drak et glas sildelage der stod tilbage på bordet, fordi det stod der og ku drikkes, fordi der ikke var nogen der ku drømme om at sige han ikke burde gøre det, fnisede satanisk, hvorefter han brækkede sig ud af vinduet. Der var nogen på vej ned og hente noget, mere at drikke velsagtens, og så stak han hovedet ud fra første sal som om han lige ville minde dem på noget, og det han ville minde dem på var altså at han havde drukket et glas sildelage, og nu brækkede han det op, en smuk kaskade hele vejen fra første sal ned på en cykel der holdt parkeret ind mod muren, og så smilede han lykkeligt og gik ind og hentede en gulvspand, så han ku gå ned og vaske den cykel der.
Er der overhovedet nogen der har haft åndsnærværelse til at sætte plader på i sådan et selskab? Jeg kan ikke huske en eneste plade vi kan ha hørt, bare at jeg på et tidspunkt gik omkuld på gulvet under nogle stole og lå der uden at ville røre mig i nogen timer, indtil bevægelsessygen var under kontrol igen.
Jeg kan huske det var en pige der vækkede mig, at det var blevet mørkt, jeg tror måske hun spurgte om jeg ville ha et tæppe, men jeg var klar til at være med igen sammen med de få overlevende, og så sku vi ned og hente flere øl, pigen og mig. Det var sådan en hverdagssommeraften vi gik igennem gaderne ned mod kiosken, og det var der hun begyndte at snakke om Grant Lee Buffalo, om hvor gerne hun ville stå på en festival den sommer og høre dem spille ”Fuzzy”, og det var der hun begyndte at synge den: ”Bring me home to this house of many days / Just lay me on the floor, hard and cool as slate...” Og så gik jeg der og ku ikke rigtig finde ud af hvad jeg sku gøre ved eller hvordan jeg overhovedet sku forholde mig til at der gik en pige ved siden af mig og sang med høj og let sprukken røst. Kræsenheden.
Det var der, mens hun gik og sang for mig, vi mødte den pige som jeg egentlig nok gik og var lidt forelsket i på det tidspunkt, og som nok egentlig osse var det lidt i mig, men uden at nogen af os var sikre nok på det til ligefrem at gøre noget ved det. Sådan som sådan noget nu nogen gange er, sådan var det, og hun var på vej hjem med sin kæreste, som var helt vanvittigt pløret og dårligt ku stå oprejst, og jeg havde lige rejst mig igen og var på vej ud med en anden pige for at blive endnu mere pløret, det hele var så akavet som sådan noget næsten kan blive det, uundgåeligt blir det. Hun har betroet det til mig bagefter, mange år senere, der hvor den sang for længst var blevet til et minde om noget der lisså godt ku ha været, at hun ville ønske hun havde sendt sin kæreste hjem alene og var gået med os i stedet, med mig. Ikke havde villet være så sikker, og det er ikke rigtig noget nogen af os kan bruge til så meget nu alligevel. ”We water like a dead bouquet,” nemlig, og vi ville alligevel ha fucket det op på den eller anden måde, og så ville det ikke ha været det minde i dag.
Jeg er dårligt sikker på det overhovedet er det, det hele står hen i en tåge, og jeg blander aftener sammen, føjer til og trækker fra for at få det til at passe med den sang. Det er ikke min mening decideret at lyve, det er ikke engang et tema her, det er bare sådan det der er blevet fortiden nu ligger.
Vidåben.

deseksualisering,
prosa,
provinsen,
teenager
Abonner på:
Opslag (Atom)