Ikke el Segundo: Østermarie.

A Tribe Called Quest-referencer på bornholmerbådens toiletter.

Dåsetræet

Det var her vi ville ha hængt ud, hvis vi havde været teenagere her: Ved dåsetræet, lige nedenfor kirkegården, lige ovenfor skaterbanen, med horisonten og alle mulige fremtider i verden ret foran os. Det var her vi ville ha cyklet ned, forhåbentlig på bmx'ere, det ku være så sejt hvis det var på bmx'ere, en sixpack hver i rygsækken, og så ville vi ha siddet og hængt dåseringe på grenen der, snakket måske, bare været sammen der i hvert fald. Ovenover os ville ravnene ha skreget løs i et væk, sådan som de gør det nu, oppe i trækronerne, og det ville ha blandet sig med brændingen, vi ville ku høre musik nede fra skaterbanen når nogen havde taget et anlæg med, siddet og stenet over at de fandme hørte Suzanne Vega og Doobie Brothers og alt sådan noget MOR-crap.

Vi ville ha været så rad som vi sad der.

Der ville ikke nødvendigvis være sket mere mellem os end bare det, ikke der, det var ikke stedet til at begynde at kline. Både fordi det var rimelig offentligt, der ku potentielt godt komme en hundelufter eller en kondiløber forbi på stien, kaninerne ville i hvert fald ku se os, men osse bare fordi det ikke var det der var meningen med det sted. Det var ikke stedet til den slags: Det var et sted hvor vi ku drikke, ryge, bitche, sætte os ud over os selv og vores omstændigheder.

Du ville alligevel ikke ha ladet mig prøve på noget, det er jeg fuldstændigt sikker på, jeg ville ikke ha fået et ben til jorden. Hvis man kigger rundt nu, så ligger der heller ikke nogen brugte kondomer eller noget: Der er intet der tyder på at der er nogen andre har misforstået pointen med dåsetræet. Det minde vi ville ku ha haft om det er ubesudlet, og det betyder på en måde noget for mig nu.

Senere, når vi begyndte at blive kolde, når duggen faldt, når der ikke var mere øl, når vi havde været stille og gloet ud på horisonten ved siden af hinanden så længe at det begyndte at føles som noget andet, at jeg begyndte at lægge mærke til din profil, din hages runding, dine øjne, blikket skruet sammen i en tæt grimasse, fordi du var nærsynet men nægtede at bruge briller: Når det var blevet senere sådan, så ville vi samle dåserne sammen, af en eller anden grund var du altid så retskaffen på det punkt, smed aldrig affald, og jeg turde ikke andet end osse at samle mit lort op. Hjule op ad skrænten på bmx'erne, hivende efter vejret, blodet ville banke alkohollen op i hjernen på os, vi ville være ved at brække os af anstrengelsen, og så ville en af os nå toppen først, og uanset hvem af os det var, så ville jeg ha tabt, som vi holdt der et øjeblik, faldet sammen over styrene, stakåndede, storsvedende. Havet lige foran os, kraftværket lige til højre for os, en kæmpestor, svagt brummende kasse. Og så hjem ad stien, under træerne, forbi kirkegården, du ville fløjte hele det stykke, det var en rest overtro, som slet ikke passede sammen med resten af din personlighed men var med til at udgøre dens hele.

Det var et hele, som ville ha betydet alt i verden for mig lige der, og som jeg aldrig ville ha kunnet forestille mig sku ku erstattes af noget andet. Det var den helhed jeg ville forsøge at genfinde, når jeg år senere flyttede tilbage til øen igen og så cyklede derud og sad med en sixpack og føjede ringe til grenen, prøvede at genkalde mig noget, som det ville få mig til at føle jeg havde mistet.

Og det savn ville være en del af mig, og den radness. Det ville være cool.

Uautenticismens oprigtighed og en jodlende jødisk cowboy

Sådan som at komme hjem, og så ligger der en pakke med Young Brigham og to andre Ramblin' Jack Elliott-plader og venter på en. Det er det der er mit nye trip: Countryfolk, men ikke den autentiske. Uautentisk, kridhvid, baldrende skæv countryfolk. Snøvlet frem af en fyr, der godt nok går med cowboyhat og påstår at han stak af med et rodeoshow som 15-årig, men som osse er født i Brooklyn af jødiske kirurgforældre.

Så country.

Så meget for at forsøge et kommercielt gennembrud med den her plade 13 år inde i karrieren: Bob Dylan, der havde lært at tale som han gjorde af Ramblin' Jack Elliott, havde lært at spille guitar af ham, alt, han var kæmpe stor nu, og nu skulle det være Ramblin' Jack Elliotts tur med Young Brigham.

Bare den måde han åbner med ”If I Were a Carpenter” i en orgeldronende molversion, hvor hans stemme flere gange knækker over, og tablaerne væver sig ind i det hele: Det står ret klart allerede der, at det her ikke kommer til at lykkes kommercielt. At det kommer til at lykkes på den der endnu mere storslåede måde, som fejlslagne gennembrudsforsøg nogen gange kan gøre det retrospektivt. Det kører ellers næsten så nogenlunde straight ret af side 1, indtil Elliott lige skal forklare hvordan en traktor lyder. Og så efterligner lyden af traktorer der kører frem og tilbage på marken udenfor ens vindue natten igennem. I et minut.

Pladens næste to højdepunkter er den 7 minutter lange fortælling ”912Greens” om hvordan Elliott som ung mand 1953 muligvis drog til New Orleans for at finde banjospilleren Billy Faier, hvordan de muligvis fandt ham, men at det egentlig slet ikke er så relevant for historien, fordi det mere handler om alt mulig andet end det, indtil Elliott endelig begynder at synge i de to allersidste linjer:

”Did you ever stand and shiver / Just because you were looking at a river?”

Det er det man gør der, ryster, kuldegysningerne går gennem en over hvor vildt det her er. Og så får man lige en udgave af Dylans ”Don't Think Twice, It's Alright” smidt efter sig, som er Dylans egen langt overlegen, og så ku man godt være klar til at begynde at tude, men i stedet er man bare euforisk. Det er alright, der er ikke noget at bekymre sig over. Ikke før opfølgeren til Young Brigham, Bull Durham Sacks & Railroad Tracks, hvor Elliott jodler, taler røvertysk og råber ”Sieg heil!” over orkestermusik.

Han holdt en lang pause bagefter, 11 år før han udgav en plade igen. Elliott er stadig hos os, der er ikke noget der, han er 82 år gammel og udgir plader på Anti-, sådan som sådan nogen som ham gør det i dag. Det er alright. Det er som at komme hjem fra arbejde, og så ligger den her plade til en, og så opløses eftermiddagen i den.

Stokroser, omvendte kors; en kniv parat

Der går en fyr rundt i den by jeg bor i med et omvendt kors tatoveret i panden. Fra hårgrænsen ned til mellem øjenbrynene, en lille centimeter tykt, sort, helt simpelt: Et omvendt kors.

Det kan der være så mange gode grunde til at have, nok mest oplagt at man f.eks. er satanist, men alligevel: Det undrer mig næsten mere at møde nogen, som hævder slet ikke på noget tidspunkt at ha overvejet om de sku få tatoveret et omvendt kors i panden. Her er så bare en der har gjort det, og som nu er ham der går rundt i den lille by med et omvendt kors i panden. Han behøver ikke rigtig noget andet til at definere sig længere, der er taget hånd om identitetsmarkørerne der.

Jeg har endnu ikke mødt nogen andre der har set ham.

Det er det der undrer mig: Det er en ret lille by jeg bor i, trods alt, og selv i en større by ville ham her alligevel skille sig ud, men hver gang jeg har nævnt ham, har folk bare sagt at nåh, ham har de ikke set. Jeg har prøvet at forklare det med at det er lidt ligesom med gravide der ser barnevogne overalt, så ser metallere omvendte kors overalt, men den holder ikke. Jeg har set ham sidde udenfor bageren på torvet med et krus kaffe og en basse, smilende, jeg har set ham i supermarkedet købe yoghurt, jeg har set ham stå og ryge udenfor isenkræmmeren, set ham gå i raskt, selvsikkert trav forbi kirken, set tårnet kaste sin skygge på ham: Det er ikke fordi han gemmer sig, han er i bybilledet.

Og der er ingen andre end mig der har set ham.

Det jeg formoder at det må betyde, er at han er en art projektion af noget inden i mig: Han viser mig noget jeg osse er, udover den pæne, ansvarlige, gode samfundsborger jeg trods alt først og fremmest er. Jeg går i skjorte, jeg studser mit skæg jævnligt, klipper min græsplæne og skovler sne væk, stemmer til alle valg og smider mine bukser ud, når der er gået huller i dem som ikke længere kan lappes. En gift mand, familiefar, arbejdende endda, og det i disse tider: Alt det, og så går jeg hvileløst rundt i den lillebitte bys brostensbelagte, stokrosekransede gader og bliver forfulgt af en smilende fyr med et omvendt kors i panden.

Et eller andet sted er der noget, som noget i mig åbenbart mener jeg har svigtet. Jeg har en kniv på mig nu. Man må være beredt til hver en tid, og der er noget der skal beskyttes mod en andethed i mig.

Let the Churches Burn

Ikke verdens bedste band

The Replacements var ikke verdens bedste band.

Det er der ikke noget i vejen med ikke at være, derfor kan man sagtens være et fint band alligevel, og det var de, men når det er vigtigt at slå det fast, er det fordi det er sådan noget ikke bare deres fans, men osse normale musikdyrkere der har siddet og hørt ”Bastards of Young” og drukket bajere, har det med at hævde i et anfald af kådhed. Og så er det sådan set irrelevant hvem man så måtte mene var verdens bedste band, i Replacements' tilfælde behøver man ikke engang bevæge sig udenfor hverken perioden eller overhovedet staten Minnesota for at finde Hüsker Dü.

Hvis man i ramme alvor kan mene at the 'Mats var bedre end the Hüskers, eller bare at Paul Westerberg sku være en bedre sangskriver end Bob Mould og Grant Hart, så er man godt nok dumstædig. Jo, ”Unsatisfied” er en virkelig, virkelig voldsomt god og virkelige, virkelig intenst rørende sang, men prøv at holde den op mod ”It's Not Funny Anymore”. Eller ”Sorry Somehow”, ”Green Eyes”, ”Pink Turns to Blue”: Prøv at holde nogen af Westerbergs sange op mod dem. Det er vanvittigt, og det er unødvendigt, for det burde ikke være det det handler om alligevel.

Men idéen om Replacements som verdens bedste band hænger fast. Det er der kommet en af de bedste musikdokuer jeg har set ud af, Color Me Obsessed, hvis clou er at man ikke hører så meget som en tone af Replacements' musik i den, ikke ser nogen af medlemmerne, ikke ser nogen af pladecoverne: Det hele handler om hvordan deres fans og kolleger har set dem og hørt dem. Det er formidlingskunst. Det geniale ved det træk er det netop bliver op til seeren selv at gen-/høre de plader for at finde ud af om man kan se det samme geniale i det som de kan, at finde det i de sange som det har givet dem at lytte til dem. Når der bliver snakket om åbningsakkorderne til ”I Will Dare”, er det vigtigere hvordan man husker dem, end hvordan de faktisk lyder. De lyder godt, det er ikke det: Pointen for en ikke-fan er at idéen om Replacements er endnu bedre end de faktiske Replacements.

Det er seføli osse fordi Replacements var så fucked på så mange måder og gjorde så ihærdig en indsats for at fucke alt op for sig selv. Det er ret veldokumenteret, både i Color Me Obsessed og i Azerrads indierockbibel Our Band Could Be Your Life. Replacements lød efter sigende oftest ad helvede til live, fordi de var alt for alkoholiserede til at ku spille ordentligt, fordi det hele druknede i stunts og fuldskab og blind cokerasen, men de begrænsede det ikke til deres liveshows: Osse pladerne er doseret med lallede tåbeligheder som ”Hootenanny” og ”Gary's Got a Boner” og ærgerlig røvballe som ”Waitress in the Sky”. Det er en pointe som bliver fremhævet i filmen, at det er det sløseri der gør det så meget desto mere gribende når de så rammer plet lige efter de numre. Fordi man aldrig er helt sikker på om de kan ramme rigtigt, fordi det altid lisså godt kan gå den anden vej. Faren for at det bliver crap er evigt overhængende.

Det forlener dem med en volatilitet, som de havde med sig fra udgangspunktet i den punkrock, der stadig kan høres på debuten Sorry Ma, Forgot to Take Out the Trash og i mindre grad på Hootenanny, men som ret hurtigt gled i baggrunden til fordel for en stadig mere poleret og melodidrevet collegerock, der lød noget så ærkeamerikansk i sin stræben mod stadionrockens grandiositet. Måske mere for en ikke-amerikaner, men det er en pointe ikke desto mindre: At sangene lyder som en ramponeret, fejlslagen stadionrock, der under alle omstændigheder er alt for tvetydig og misantropisk i sin tematik til at ku ramme noget bredt stadionpublikum. Det er lyden af at fejle glorværdigt, at tabe alt på gulvet med et skuldertræk. Og så drikke sig fuld igen.

De er seføli ikke mindst det der gør at deres fans elsker deres 'Mats så højt at de kalder dem verdens bedste  band, Color Me Obsessed-instruktøren Gorman Bechard endda ”the last best band”: At de ikke blev så store som de lød. At det er deres band. Det er det samme der er udgangspunktet for Azerrads Our Band Could Be Your Life: At det her lisså godt ku være en selv. At der var et Os og et Dem, og at Replacements var på vores side mod Dem. Replacements forstod os, det er det alle deres sange handlede om:  Følelser, kådhed, rastløshed, rådvildhed; idealiseret ungdommelighed, hvis man skal opsummere det. Der blev ikke angivet nogen vej ud af det, ingen alternativer til at fucke op, men det blev romantiseret at gøre det. Det blev OK.

Det var Replacements: Replacements var et OK band og et storslået fuck-up.

Om at miste troen på Sonny Crockett

Du skal forestille dig en dreng, for hvem Sonny Crockett er det største idol overhovedet. Det ku for den sags skyld osse være en pige, det er der sådan set ikke noget i vejen for, omend der så uvægerligt ville blive blandet en masse gryende seksuelle fornemmelser ind over det, og det har det her slet intet at gøre med på nogen måde. Hvis det endelig skal være, ku det osse ha været Ricardo Tubbs, der var det store idol, hvis ikke det var fordi han hele tiden gik og knaldede alle mulige damer, og det var ret suspekt i drengens stadig noget uskyldige optik. Forestil dig en lille pige, for hvem Ricardo Tubbs er det største idol overhovedet, og forestil dig så forældrenes reaktion, når det går op for dem hvad det er for en type mand deres datter dyrker sådan. For ikke at tale om at han jo er sort, men det bør de vel trods alt ha sat sig ud over, omend det så osse åbner for en racistisk læsning af Miami Vice at den sorte figur ikke er i stand til at kontrollere sin libido, hvilket konstant bringer hans hvide makker i fare. Den hvide makker, der bor på en båd. Med en kælealligator.

Stop. La være med at forestille dig en analyse af såvel racemotiver som freudianske understrømme i Miami Vice. Det ville der ikke komme noget godt ud af.

Det du skal forestille dig er den her dreng på omkring 10 år engang i slutningen af 80'erne, som synes Sonny Crockett er så sej at han selv går rundt og smøger ærmerne op på sin vindjakke for at efterligne sit idol. Sørger for at holde tommelfingrene på ydersiden, når han har hænderne i lommerne, på den der måde som af en eller anden grund er cool lige der. Får sin mor til at købe sig espadrillos i pastelfarver. Udelukkende leger Miami Vice med sin kammerat, som er foruroligende let at overtale til at agere den muligvis moralsk anløbne Tubbs. Dekorerer en hel væg på sit værelse med Miami Vice-billeder klippet ud af aviserne.

Det når et slags klimaks, der hvor Don Johnson udgir sin debutplade, Heartbeat, og drengen køber kassettebåndet og lærer sig selv at synge titelsangen på vrøvleengelsk. Her går det trods alt op for drengen at der er grænser for hans idols formåen, og at grænsen går lige præcis her, ved den plade. Det er virkelig, virkelig ussel sekundavarepop, som hvis man kan forestille sig en liteversion af Huey Lewis. Vist nok, der er ingen der kan huske hvordan den plade lyder i dag, bortset fra titelnummeret. Titelnummeret kan alle huske, og hvis de ikke ku, så vil Don Johnson gerne selv minde dem om det, sådan som han gør det 25 år senere, hvor han dybt alkoholiseret prøver at forføre en kvinde udenfor toilettet på en restaurant ved at holde hende hårdt fast op mod væggen, mens han stønner ”Heartbeat” op i hendes ansigt. Åh jo, det gjorde han.

Men det er alt sammen eftertid, det er ikke det du skal fokusere på: Det du skal forestille dig er den her dreng, som er ved at miste troen på det der meget vel ku være hans første store forbillede. Du skal forestille dig hvordan verden åbner sig fuldstændig uoverskueligt foran ham, nu hvor han er ved at miste sit fikspunkt i den. Det er ikke fordi han ikke stadig ser Miami Vice, det er bare ikke længere den samme oplevelse for ham, det virker næsten lidt latterligt nu, indtil han ser afsnittet ”Free Verse”. Det ville være så smukt hvis man ku sige at historien om en centralamerikansk digter, der skal vidne i Kongressen om forholdene i hans hjemland, som er plaget af korruption og kampe mellem venstreorienterede guerillagrupper og højreorienterede dødspatruljer, åbner drengens øjne for hvad det er der sker i Centralamerika, og Latinamerika i det hele taget, på det tidspunkt. Eller hvis bare Hector Sandovals flamboyante skikkelse, som hjuler rundt i sin kørestol og hælder drinks i sig og antaster unge damer, gør drengen interesseret i hvad det der poesi er for noget, og hvordan det kan ha den effekt på mennesker, både dem der skaber det og dem der dyrker det. En kæmpemæssig kulturel vækkelse og social bevidsthed antændt i en 10-årig dreng.

På en måde er det sådan set osse det der sker. Men det du skal forestille dig er den her dreng, som sidder og ser det her, og han har godt en anelse om at de her ting osse sker i virkeligheden, og at det er ret fucked, men strengt taget osse meget langt væk fra hvor han befinder sig, mentalt såvel som fysisk. Og det der så sker er at Hector Sandoval stikker af fra Tubbs og Crocketts overvågning for at gå på natklub, ubændigt fri sjæl som han er, og på den natklub spiller Suicidal Tendencies. Hele set-uppet er ret vanvittigt med new age-piger i høje hæle der danser rundt med touperet hår og gigantiske plasticøreringe, ansigtsmalede sorte der laver electric boogie til musikken, og så en midaldrende digter i kørestol midt i det hele. Det er drengens første møde med en dekadence, der langt overstiger det at ha en alligator som kæledyr, det er en depravation af alle de værdier han indtil det punkt stadig har regnet for at være gode og sande, og den lille smule tvivl, som en flad og ærgerlig popplade har plantet i hans sind, finder nu en åbning den kan svinge sig selv imod, hurtigere og hurtigere, indtil glasset smadres, verden ligger vidåben og fuldstændig fucked foran ham, og han vil bare skate og moshe henover de brændende ruiner af den.

Suicidal Tendencies medvirker i Miami Vice. Dubbet til fransk.

Hvis et træ falder i et parcelhuskvarter, og der ikke er nogen børn der længere

Jeg var dårligt flyttet hjemmefra, som den sidste på vejen, før træerne begyndte at falde.

Det kvarter jeg voksede op i, et klassisk efterkrigstidsparcelhuskvarter for den lavere middelklasse i udkanten af en større provinsby; et kvarter hvor vejene var navngivet efter bærsorter, længere rakte ambitionerne ikke, ingen komponister, videnskabsmænd, politikere eller bare forfattere, men bær, sådan, og deraf kælenavnet Marmeladekvarteret. Og det lyder så trygt og godt og hyggeligt, som om vi rendte rundt med skrabede knæ og spiste os mætte i frodige bærbuske langs hegnet i uendelige sommerferieeftermiddage, inden vi stakåndede og rødkindede væltede ind i køkkener, hvor gryderne konstant simrede med marmelade og kompotter til forrådskammeret, og jeg tror det er sådan, kvarterets forældre gerne vil huske den barndom de gav deres børn. Det er tildels rigtigt, i det mindste. Men altså: Det kvarter jeg voksede op i, der var træer overalt, vældige træer med enorme, brusende kroner; i forsommeren var alt fedtet ind i et tykt lag pollen, i efteråret blev det hele begravet i blade. Træerne var markører, når man kom cyklende op ad vejen, var man aldrig i tvivl om afstanden hjem, fordi træerne guidede en i den rigtige retning. Træerne var tryghed, med andre ord.

Det er egentlig lidt foruroligende at jeg så godt som ingenting aner om træer, selv ikke de allermest gængse træsorter kan jeg pege ud med sikkerhed. Jeg mener, jeg kan genkende et birketræ, men man ville sagtens ku gøre mig i tvivl om det nu virkelig var et birketræ jeg stod overfor, hvis man udtalte sig med bare en smule autoritet. Og jeg ville nok en gang forbløffes over at nogen vidste sådan noget, der var så essentielt, men det ville ikke sidde fast, det ville ikke få mig til selv at ku kende forskel en anden gang eller bare huske hvad det overhovedet var jeg sku kigge efter af tegn. Det er træer, det er en god ting at de er der, de er fine og bidrager med alt muligt godt, de er mystiske og af en anden verden.

Og de er væk nu.

Så snart børnene på vejen var flyttet hjemmefra, med mig som efternøleren der lige gav træerne nogle års ekstra respit, gik de tilbageblevne forældre i gang med at hugge træerne om, ikke et efter et over tid, men i en frådende bersærkerhugst, der i løbet af et halvt års tid gjorde det af med alle træer over hækkehøjde og lod kvarteret stå nøgent tilbage som en anklage mod børnene: Se, det her er hvad vi har nu og de næste sidste 20-30-40 år af vores liv, det er dette I har ladt os tilbage med. Det var ikke så meget en symbolsk kappelse af rødderne som billede på vores desertion, det var en blotlæggelse af hvad det var vi var rundet af, og det var ingenting: Gule mursten, mosgroede eternittage, gipsvægge, punkterede termoruder, rådnende carporte, rustende familiebiler. Den begrundelse vi blev givet for træmassakren, var at træerne var syge og gamle, de ku vælte omkuld nårsomhelst der kom en kraftig vind, og det er næsten et endnu bedre billede: Et nabolag som er blevet forladt af sine børn, og så begynder træerne at vælte sammen over det, knuse biler, huse, hundeluftere, begrave alt i løvfang og la en ny vegetation vokse frem under det. Det gjorde de ikke, de blev fældet, før de tog magten over deres ejere, og nye træer blev plantet, små træer der sku plejes mange år frem, så de ku vokse sig store og stærke, men ikke lisså store eller lisså stærke som de gamle træer. Mere medgørlige træer, nogen træer til at holde deres levetid ud, så vidt rakte ambitionerne, evigheden var ovre. Når vi kom hjem på besøg, var kvarteret ikke til at genkende, men det var heller ikke vores kvarter længere. Og på den måde blev vi vel osse sparet for at komme hjem og opdage at de træer vi huskede som kæmpestore, i virkeligheden ikke var det. At den verden vi var formet af, var umådeligt lille.

Jeg har plantet nye træer i den have der er min nu, i det kvarter der er mit nu. Det er en slags æbletræer, og jeg har for længst glemt hvilke sorter det er, og selvom selve det at plante dem er en markering af at det her er et sted vi har tænkt os at blive boende, at vi vil se de æbletræer vokse sig store og komme til at spise æbler fra dem en dag, så er det ikke noget jeg rigtig selv tror på. Det er mig ikke længere muligt at forestille mig at blive på et sted så længe, at jeg vil ku se træer vokse sig store. At se alt forandres over tid. Det er nemmere at sætte sig hurtige mærker ved at skille sig af med fortiden, fælde træer, skabe historie ved at omgøre den. Men jeg prøver at skabe historie på den langsomme måde: Jeg koger marmelade. Syltetøj, kompotter. Mange år efter jeg var flyttet hjemmefra, og jeg fortalte om at jeg var vokset op i Marmeladekvarteret, var der en der påpegede at det altså kun hed marmelade, hvis det var lavet på jordbær, ellers var det syltetøj.

Min barndoms tryghed var basseret på et falsum.

Endnu senere fandt jeg ud af at det var helt forkert: At marmelade kommer af det portugisiske "marmelo", kvæde. Der er hverken en Jordbærvej eller en Kvædevej i mit barndomskvarter, og forskellen på marmelade og syltetøj har noget at gøre med konsistensen at gøre, og det er slet ikke noget der betyder noget, med mindre man vil være skråsikker. Det eneste man kan være sikker på er træer, og når man så finder ud af at selv ikke træer er uforgængelige og evige, så kan man gøre sig fri at trangen til altid at sku være så sikker.

En sidste, posthum, frydefuld gysen

For to år siden døde Broadcasts sangerinde Trish Keenan af en lungebetændelse. Det skete på et tidspunkt, hvor verden i det store hele havde glemt alt om Broadcast og det mærke, som bandet i en kort periode havde efterladt på den, og nu blev man mindet hvad det var man havde glemt, og at det var en fejl at man havde ladet sig selv glemme sådan noget. 

To år senere slutter Broadcast så endegyldigt, når Keenans efterladte partner, James Cargill, udsender det soundtrack til gyserfilmen Berbian Sound Studio, som de havde arbejdet på ved hendes død. Det er skitser, vignetter, generel uhygge, hvisken, spilledåser; det er spooky og lisså ufærdigt som Broadcast selv, men på den måde fungerer det som en passende afslutning.

Berbian Sound Studio udkommer imorgen, den kan streames på NPR, som osse har en god artikel om Broadcast og sammenligner pladen med Popol Vuhs arbejde for Herzog. Og nedenfor kan man læse hvad det var jeg tænkte på, når jeg tænkte på Broadcast på verandaen til i en bjælkehytte i de patagoniske Andesbjerge for to år siden.

Trish Keenan in memoriam

Imorges døde Trish fra Broadcast. Det virker helt absurd at én der vel må ha været ca. på min egen alder kan dø af lungebetændelse, men det gjorde hun altså. Det kan man så osse. Hvis man sku være i det morbide hjørne ku man hævde at det næsten er et passende anakronistisk endeligt for én der i sin musik levede langt ude af sin samtid, men det er bare aldrig passende at dø tidligt, hvis det da nogensinde er passende at dø overhovedet.

Jeg mødte Trish og Broadcast en enkelt gang, da de spillede deres første koncert i Danmark på Loppen i 2000 en sommeraften. Jeg var der som pressemedarbejder for det selskab der distribuerede deres plader i Danmark og sku styre de få medier der ville lave interviews med dem – nogle universitetsradioer, et modemagasin, ikke mere – og de var præcis så åndsfraværende og fåmælte som man ku forvente det af et band som dem. Mere optagede af at lege med en af de løse hunde og se på træerne og husene.

Hvad sku man næsten osse sige om Broadcasts musik? Den var der, den var usandsynligt flot på de to plader de indtil da havde lavet, EP-comp'en Work and Nonwork og albummet The Noise Made by People, men det mest skelsættende ved den var næsten at det var de første ikke-elektroniske plader Warp Records havde udgivet, og det var trods alt begrænset hvor meget der var i den historie. Broadcast var ikke sådan et band der gik historier om, de havde ikke tanks i forhaven eller andre ydre symptomer på forvokset excentricitet; de havde bare en forkærlighed for psychpop, Morricone og 60'er-æstetik. Om noget var de vel nærmest et Stereolab uden de politiske paroler, men den sammenligning var allerede blevet søgt med The Noise Made by People, der havde et helt andet scope end noget deres landsmænd eller overhovedet nogen af deres samtidige havde lavet. Broadcast var et andet sted end alle andre, men der var lige et øjeblik der hvor alle osse gerne ville være der hvor Broadcast var.

Det ku Broadcast ikke ta sig af. Den aften på Loppen havde jeg af en eller anden grund bestemt mig for at jeg ikke gad drikke mig fuld, men jeg ku heller ikke forestille mig at være sober, så jeg købte en joint og røg den på volden i aftensolen og blev helt absurd skæv. Jeg var ikke vant til at ryge, slet ikke så meget, og jeg var fuldstændigt katatonisk resten af aftenen, udenfor rækkevidde af nogen omkring mig, ku bare sidde på en stol og stirre ud i rummet og til nøds hvæse et ”hej” til folk jeg kendte. Broadcast spillede en sindssvagt hård koncert den aften, langstrakte jams og med en tyngde der ikke var til at genkende fra deres plader. Det har jeg fra andre, og det var osse hvad jeg fornemmede, men mit fokus lå primært på hvor helt fantastisk bækkenerne lød, hvordan de bare klingede i deres egne mønstre, og hvordan bassen slog melodilinjer i stykker på smukkeste vis. Det var min Broadcast-koncert.

Derfra gik Broadcast og jeg i hver vores retning: Mens de på de følgende plader reducerede deres lyd – og band – til et minimum, ku jeg slet ikke få nok lyd, nok tyngde, nok. Broadcast havde fået nok og gik nye veje, helt for sig selv igen. De blev aldrig lisså store igen som de var lige der omkring årtusindskiftet, men det var et eller andet sted helt betryggende at vide at de var derude og lavede en musik som man på et passende tidspunkt ku samle op. Det betød ikke så meget om det var lige nu, for de var aldrig aktuelle. De var i en bedre tid.

Æret være Trish og Broadcasts minde.

Tilføj billedtekst

Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”