Sweatre og sekter i Slagtryk

Der arbejdes, og imens der blir det, så har er det nye Slagtryk kommet med to tekster om sweatre og sekter.

Link til Slagtryk og en rask videopræsentation af det nye nummer.
Link direkte til nummeret.

Fællesskabstekster i Slagtryk

Slagtryk bringer to af mine tekster igen: Denne gang har de fundet frem til at det hele handler om fællesskaber, og det har de muligvis en pointe i.

Link

Dørtrinsportalen II: Stairway to Punchbowl

Det er et trin, ja, men det leder lisså lidt nogen vegne hen som den anden vej videre. Du er oppe imod muren. Det er dig der taber. Ovenfor kirken, troner på toppen af bakken, det er mure, det er massive mure, der er intet du kan stille op mod den. Det er dig der taber, kirken troner. Du kan smaske dig selv op imod muren et givent antal gange, ikke uendeligt, din er ikke uendeligheden, og når du så ligger der i en pøl af dig selv for foden af muren, så vil kirken stå der lisså uomtvisteligt tronende som før. Døren vil jo altid være åben for dig.

Ta et kig indenfor, der er helt stille, se, et skib i loftet, det er en fiskerkirke det her, man må respektere den værdi den har haft for dem og deres pårørende. De evigt efterladte, for længst fra starten af, det har været en slags trøst overhovedet, osse selvom du ikke vil forstå det. Og se der, du kan tænde et lys for dine døde, den skik har de taget med her. Du kan sagtens gøre det, det er der ikke noget odiøst i, det er en fin tanke, det betyder ikke noget at det er en kirke, det er bare et rum. Du er oppe imod rummet. Du kan kaste dig imod det, det er åbent for dig, du kan ikke rigtig gøre noget imod det, højst udmatte dig selv i forsøget, når du stræber og stræber og stræber mod den himmel, der bare hænger der og ikke lar sig mærke med dig. Så kan du ligge der til sidst og ikke ku kæmpe imod længere, og den vil ta imod dig.

Det er et trin, ja, og for så vidt som det er en slags portal, så er det den leder over i ikke andet end det du allerede ser: Muren. Der. Op imod den, mas dig så langt ind i den som du overhovedet kan, det er ikke særlig langt. Trinnet er en erkendelse af at der ikke for alvor ligger noget bag det som retfærdiggør det, at det ikke bereder vejen for noget andet, at det i virkeligheden bare er sådan det er i det hele taget. Under trinnet en alef der viser den samme uendelige umulighed: Ingenting, intet. Det er en sten at slå sig for panden med, et 0 at hænge sig i. Swing low, dangling man.

Yellow Ribbon / Red Tape

I starten spyttede jeg på dem, hver gang jeg så en bil med den gule sløjfe på bagsmækken. Jeg så mig over skulderen om der stod en crewcut med lisså overdimensionerede overarme som fædrelandskærlighed, og så samlede jeg ellers hvad jeg havde af spyt og slim og landede en solid klat på ruden. Støtte vore soldater i at kæmpe en krig jeg er uenig i, i blindt at parere ordre, i overhovedet at være blevet soldater med det specifikt for øje at parere ordrer, kæmpe andres krige uden at gøre sig tanker om hvorfor, få et kick, slå nogen ihjel: Jeg støtter ikke nogen soldater, og der er ingen soldater, der er mine. Det var så fjernt fra mig at det var noget nogen ku mene man sku støtte, det var så afsindigt yankeeficeret stupidt rørstrømsk, det var kvalmende og anstødeligt, og jeg spyttede på deres tyrenakkede nationale stolthed.

Det var ikke fordi jeg bildte mig ind, at det var noget der havde nogen effekt på dem hvis biler jeg spyttede på, de har enten intet registreret eller allerhøjst registreret at der var en eller anden nar der havde ramt deres bil, de har ikke forbundet det med sløjfen på bagsmækken, men det var en æressag for mig at markere min modstand. At der overhovedet eksisterede en modstand, at vi ikke bare alle sammen var så fantastisk benovede over at der var nogen der tog det på sig at kæmpe en krig for os, som vi godt nok ikke havde bedt dem om at kæmpe, som vi endda mente de burde lade være med at kæmpe. Og at de burde ta stilling til om de virkelig ville kæmpe i den krig, for de ting, om de virkelig troede på hvad de selv sagde, og hvis de gjorde det og stadigvæk ville kæmpe i den krig, så vise den lille modstand mod alt hvad de så stod for.

Det var nyttesløst, med tiden stod folk på nakken af hinanden for at støtte vore soldater, det blev slet ikke debatteret at folk overhovedet blev soldater, de sku bare støttes. Fra højrefløjen fordi man var stolt af dem, fra venstrefløjen fordi det var synd for dem. Og der blev flere og flere af de gule sløjfer, alt for mange til at man ku spytte på dem alle sammen. Bare tanken om det gav en kvalme, men man ku heller ikke brække sig ud over dem alle sammen, det var alt for omsiggribende, man ku bare gå og syde for sig selv, mens ens omverden med absolut selvfølgelighed åbenlyst demonstrerede sin fanatisme.

Jeg er ikke soldatermateriale. Det er en æressag for mig ikke at være soldatermateriale. Jeg ejer ikke autoritetstroen, jeg spytter på autoritetstroen, jeg sætter en ære i at stille spørgsmål ved autoriteten. Al reguleringen, hierakiseringen og hvordan det blir gjort til en naturlighed, og at det at det blir anset for at være noget fuldstændig naturligt sku gøre det uangribeligt. Jeg er imod. Jeg kan ikke finde ud af at udfylde min selvangivelse rigtigt, og jeg ville alligevel bare ha forbrugt for de penge, der så i stedet går til at føre krig for og til at føre kontrol med at alt går lovformeligt til. At de der spytter får udmålt en passende straf som virker så afskrækkende at ingen spytter, at ingen tar til genmæle. Jeg forsvarer sådan set ikke spytteriet som våben, jeg er bare imod reguleringen af det, at det skal være det der afholder nogen fra at spytte, mig.
Jeg er bare imod. Det synes jeg egtl osse må være et OK udgangspunkt, det kan i hvert fald ikke på nogen måde være værre end bare at være for, sådan helt ukritisk. Der ligger en sund skepsis overfor alt i det. Det er seføli ikke acceptabelt, men det er det heller ikke på nogen måde meningen at det skal være: Lissom jeg ikke selv accepterer noget som helst, ønsker jeg heller ikke at blive accepteret. Jeg vil ikke tåles, jeg vil ikke være en del af den modstand der fungerer som en påvisning af hvilken diversitet der kan rummes indenfor de rammer der nu engang er sat op for at vi alle kan være her. Jeg vil ikke ha der skal være nogen rammer, og jeg ønsker ikke nødvendigvis at vi alle skal ku være her. Alle fylder det hele med deres ligegyldighed og deres orden, stoltheden over at de kan det, stoltheden over at de er i stand til at sætte det hele i system, stoltheden over at de er parat til om ikke at gå i krig for det, så i hvert fald sende nogen andre ud i krig for det. Alt det vi mener at ha bygget op omkring os, uoverskueligt, uovervindeligt for alt i verden. Utænkeligt uden sig selv.

Jeg er krig. Jeg har meningsløsheden på min side, ingen overbevisning, ikke selv, ikke af nogen andre, ingen argumenter. Intet for, kun et imod til at starte med; fordi det er forkert, noget er grundlæggende galt.

Dørtrinsportalen

Der er et dørtrin i min fødeby, der fungerer som en portal. Det er sjældent jeg kommer på de kanter, det ligger væk fra den vej jeg normalt skal når jeg er i min fødeby, som går fra banegården og ud til barndomshjemmet, det ligger i det hele taget lidt afsides fra alting. Det har aldrig været et sted man bare lige kom forbi, det var et sted man opsøgte for at træde over det dørtrin. Når jeg en sjælden gang imellem alligevel kommer forbi, skal jeg stadigvæk lige hen og se det dørtrin en gang til, mærke følelsen af det under foden, prøve at se om portalen stadig virker, om den lukkede mobiltelefonbutik der nu ligger bag døren sku blive transformeret tilbage til det den var.

Pladeforretningen.

Lad mig træde over det dørtrin og komme ind i pladeforretningen igen, min fødebys eneste seriøse pladeforretning, der hvor entusiasmen for det de beskæftigede sig med gjorde medarbejderne til sociopater i noget nær enhver anden henseende. Når de stod bag disken i deres trevlede sweatre og røg joints, mens de hørte de seneste Grateful Dead-liveoptagelser; når de hentede det store, krøllede katalog med de æselørede sider frem fra baglokalet, fordi man sku bestille en plade hjem; så var de konger. Man vil helst ikke forestille sig dem hjemme i deres etværelseslejligheder med plader, musikbiografier og ikke mindst skrald og tomme flasker fra gulv til loft, man vil helst ikke forestille sig dem sidde hos lægen og få at vide at de ville dø af deres sukkersyge, hvis ikke de holdt op med at drikke. Når de trådte over det dørtrin var de konger, når man selv trådte over det dørtrin var man i audiens hos dem.

Der sad et skilt i vinduet med deres specialiteter: Rock, blues, folk, heavy, men først og fremmest: Ingen pop. Deres egen, idiosynkratiske fortolkning af hvad der var pop, som sagtens ku levne plads til den mere seriøse, kunstneriske voksenpop, men ikke til det lort de ikke gad ha med at gøre, fordi det var deres tempel uværdigt. Under alle omstændigheder var man ikke automatisk initieret bare fordi man klarede den forbi den tærskel, det krævede at man enten spurgte om noget som var obskurt nok til at de ikke anede hvad det var, men dog anede at det var noget de burde vide hvad var, eller, endnu bedre, at man spurgte dem om noget af det de selv dyrkede. Manner, som øjnene lyste op hos dem hvis man sagde: Walkabouts. Alt stoppede i butikken. Dem der var i gang med at blive betjent måtte vente til man var færdige med at snakke om Walkabouts, til ham der stod bag disken havde sat en plade på man lige sku høre, til den fedladne indehaver kom ud af baglokalet med burgerrester i overskægget og begyndte at snakke med, til deres venner havde samlet sig om en for at tale om alt mulig andet dødssyg rootsrock, som man faktisk ikke gad beskæftige sig det mindste med, men som man høfligt lod som om man tog ad notam. Høfligt, nej: Underdanigt var det. Det var den følelse den pladeforretning fremkaldte i en: Underdanighed.

På den måde adskilte den sig seføli ikke synderligt fra alle andre specialpladeforretninger som de var dengang, der var ingen grund til at de ikke sku være småarrogante, for der var ingen andre steder man ku få de plader alligevel. Og der var ingen anden måder man ku komme til at høre den musik på, og der var intet andet der var så vigtigt som at komme til at høre den musik, og der var ingen andre steder at gå hen og tale med nogen om den musik. Man trådte over det dørtrin og blev sendt ind i en verden hvor man ku tale om sådan noget, hvor det ikke bare var OK at gøre det, men hvor det var OK i en sådan grad at det ikke var OK ikke at gøre det. Her sku ikke snakkes om børn, der var ingen der havde børn, men der sku heller ikke snakkes om kvinder, arbejde, det var næsten alligevel osse det samme der som med børn. Jeg ved faktisk ikke hvad man sku ha snakket om ellers. Det kom aldrig op. Der var plader der sku snakkes om, nye ting, gamle ting, hypes, oversete mesterværker og oversete plader der sådan set ikke rigtig på nogen måde var mesterværker, men som bare var gode plader og som fik tilføjet en ekstra dimension ved at være så skammeligt oversete som de var.

Endeløse læs af plader henover det dørtrin. Endeløst antal forgæves gange hvor de stadig ikke havde fået de plader hjem man sku ha, og hvor man havde bladret resten igennem så mange gange at man vidste at der ikke var mere at finde for en der.
Og så ommøbleringerne: De der skide cd'er der først stod med deres covers fotokopieret i plastlommer i to små kasser på bagvæggen, men som efterhånden tog hele langvæggen, indtil de reelt begyndte at fortrænge lp'erne. Det var deromkring det begyndte at gå ned. De bebrejdede den nærliggende Føtex, fordi den osse solgte plader, det var dengang pladeforretninger i ramme alvor syntes det var en plausibel forklaring på hvorfor deres stille og roligt forældede forretningsmodel nu tilsyneladende så pludseligt hensygnede: Det var fordi Føtex osse solgte plader. Og nogen burde gøre noget, men altså ikke dem selv, de var dog en kulturbærende institution. Det var de, men de havde deres tid, og den randt ud da jeg flyttede fra byen til nye, større, bedre pladeforretninger.

De lukkede to måneder efter jeg endelig flyttede fra min fødeby og min første pladeforretning. Ingen af delene var direkte årsag til hinanden, naturligvis, men det var meget symbolsk. Det var slut, og det var OK at det var sådan. Det er kun når jeg en sjælden gang imellem kommer forbi det dørtrin at portalen åbner sig på klem. Som en alef der i et glimt viser alle plader i hele verden, al den musik man stadig ikke kender, alle de plader man har set tonsvis af gange, men som man aldrig har fået taget sig sammen til faktisk at høre, selvom de er taget ad notam. Muligheden af al musik altid på en gang, most igennem hovedet på en, ikke bare muligheden af den set som i pladeforretningen eller på playlisterne, men indoptaget og processeret, til musikken står ud af alle kropsåbninger på en. Muligheden for at overvældes en gang til.

Under pinjerne hvor solen aldrig skinner

Gud, hej pinjekerner, jeg havde slet ikke set det var jer! Jeg tror jeg troede det bare var nogen speltkerner eller noget, og så var det jer! Ej, hvor morsomt at se jer herude, I holder stadig til inde i Strædet, ing? Det må vel efterhånden være ti år eller sådan noget siden sidst, altså, er det ikke? Jeg kan huske at man ku slet ikke komme nogen steder, uden at I var der, det var bare salater og sandwich hele tiden, og så var der pinjekerner, det var helt vildt.

Det er skægt, jeg stødte osse lige på hvidløgsflute for nogen tid siden, har I hørt at det er blevet groft nu? Ja ja, det er økologisk og det hele, det er ren Emmery's – nåh ja, I har vel egentlig osse været inde over deres pestoer, har I ikke? Eller var det valnødderne der tog over der? Men havde I ikke osse et ret godt indhold af Omega-3-fedtsyrer ellers? Nåh nej, for pokker, ja, der gik ret meget nødder i det jo, det var det jeg tænkte på, der var I ikke rigtig med, det var vist først efter jeres tid. Ja, altså, I ved, ikke på den måde, vel.

Men hva så, hvad går I og laver nu? I plejede altid at ha gang i vildt mange projekter, men det må vel ha været lidt hårdt med finanskrisen for jer så, eller hva? Det ku jeg forestille mig. Der er altså rigtig mange der er blevet ramt af den, og det er bare så svært at gøre noget, osse selvom man egentlig gerne ville, igåss.

Men det er altså virkelig sjovt, det her, jeg kan bare huske at I var sådan helt eksotiske dengang, det var sådan noget med at så var der pinjekerner, og det var helt vildt raffi, og jeg mener, man kan jo købe pesto i supermarkedet i dag. Er I osse det? Jeg synes da egentlig jeg så jer ovre i hjørnet af grøntafdelingen, sidst jeg var der, var I ikke? Ved siden af tropemixet? Jamen, jeg sku jo lige ha et granatæble med, jeg sku lave sådan en bygkernesalatting, I ved.

Nåmmen, jeg har sgu lidt travlt, men I må komme op en dag hvis vi skal ha hummus eller noget, ing? Ku det ikke være fedt? Yes, hej-hej!

De andre 10 bedste plader i 2011 end dem du i din vildfarelse ellers troede det var

Er der overhovedet kommet nogen gode plader i år? Noget der ikke er den der Lou Reed/Metallica-ting, som godt nok slet ikke var så dårlig som sit ufortjente ry, men som bare heller ikke var så god at den ligefrem burde være en af årets bedste plader? Noget der ikke var en lidt fad skuffelse som den nye Beastie Boys viste sig at være, når først man havde prøvet at komme hele vejen igennem den 3-4 gange, og heller ikke Mastodon, som egtl var en naturlig udvikling og det hele, men osse var så poleret at det den først og fremmest gjorde var at minde en om, hvor vild Leviathan var?

Det her er et bud på 10 plader, der rykkede ved noget i 2011.

1. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi - Dream Request

To australske jøder med en fælles fortid i noiserockbandet Phlegm tilbage i 90'erne hooker op i Tel Aviv i '09. Ti år tidligere dekonstruerede de et klassisk religiøst jødisk værk, The Alter Rebbe's Nigun, denne gang er der tilsyneladende ingen agenda, bare et blow-out mod eller for eller ved siden af den igangværende krig for percussion, guitar og effekter, som her, to år senere, blir udgivet på vinyl i 350 eks, som man skal samle op, mens de er der.

2. Tim Hecker - Ravedeath, 1972

Den her har været ret så uundgåelig i år. Det er ikke nødvendigvis Tim Heckers bedste plade, bestemt heller ikke hans dårligste; det er en virkelig god plade, og lige pludselig ku alle godt se at det var det da egtl, og det var godt at de ku det, for det er det.

3 . Oren Ambarchi & Joe Talia - Hit & Run

En til Ambarchi-plade, og den her ligger lisså langt væk fra den drone man ellers forbinder ham med: Percussion- og feedbackdreven freerock/skronk/noget. Endnu mere limiteret oplag end den anden, 300 eks på vinyl.

4. Iceage - New Brigade

Backlashet kommer snart, hvis ikke de bare når at gå i opløsning inden, men Iceage nåede at smide den her, og postpunk har ikke lydt mere nødvendigt og fremmedgjort i mange år.

5. No Mind Meditation - Molecular Clock

2 timers lofi newage på dobbeltkassettebånd med guldbestrøet booklet, siger du? Giv mig 50 eks, større kan den scene ikke være.

6. Fire! w/ Jim O'Rourke - Unreleased?

Den svenske supertrio Fire! går sammen med ham den tykke i cardiganen, og resultatet er så blidt, så blidt, at man næsten helt glemmer at den her slags musik sku være krævende for nogen ører.

7. uuuuuu - Of the Xerophytic Blooming

5 kvarters guitardronende ambient fra Glasgow. Tænk Seefeel uden computere, og lad så egtl bare være med at tænke mere.

8. Garth Steel Klippert - Korgoleum

Field Hymns har smidt om sig med lofi-indie og -newage på bånd og som digitale udgivelser i år; det her er 33 min og 33 seks dark ambient, der forsøger at genskabe lyden af byggepladser, og den er fuldstændig gratis oveni.

9. Natural Snow Buildings - Waves Of The Random Sea

En franskmand og en uruguyanerinde farer vild i gusen og prøver med ringlende guitarer, sugende effekter, raslende kæder og stemmer langt borte fra at finde fodfæste. Og de fejler noget så fortryllende.

10. Trust - From Light Into Mass

Lest we forget, så kom Trusts debutalbum endelig i starten af året, og mathduoen leverede. Meget, meget klog musik, sådan noget man gror briller af, hvorpå man straks headbanger dem af.

Udenfor nummer: Wugazi - 13 Chambers

Mash-ups er så 00'erne, men det her mix af Wu-Tang Clan og Fugazi er så åndssvagt tænkt og så godt udført at det holder på trods.

En god begyndelse på en historie

”Det ku være en god begyndelse på en historie,” sagde han.
Og nu kan jeg ikke engang huske, hvad det var jeg havde sagt, som han mente ku være en god begyndelse på en historie, bare at jeg tænkte for mig selv at nej, gu ku det ej, det ville være en rigtig nu-skal-du-bare-høre-begyndelse. Sådan en, hvor det er så åbenlyst at man skal blive fanget ind, at man som læser føler sig udnyttet, voldført og brugt allerede inden man er kommet i gang med hvad det nu end er for en fortælling, og man kan smage den der følelse af at det bare var det, og der var virkelig ikke mere i det, som man vil komme til at sidde tilbage med bagefter, bare fordi der er nogen der har haft lyst til at vise at de ku fortælle en historie der ku fange en så længe den varede.

Men det var en udfordring fra hans side, det ku ikke tas på nogen anden måde. Det var ham der var den etablerede forfatter, ham der netop vidste hvordan man sku fortælle en historie, og som nu gav den udfordring til mig: Skriv sådan en historie. Og jeg havde absolut ingen intentioner om at skrive den type historie, det var fint nok for mig at det var sådan han gjorde, det var bare slet ikke mit game, jeg var overbevist om at der måtte være en anden måde at gøre det på, en der var mere respektfuld overfor læseren, hvilket i sig selv var en abstrakt nok tankegang, for hvis der var noget jeg ikke havde grund til at bekymre mig om, så var det mine læsere, fordi de var strengt fiktive. Dét ku jeg så til gengæld godt bekymre mig om at de var, men det jeg først og fremmest gjorde mig tanker om var altså det rent hypotetiske læserforhold, som jeg for alt i verden ikke ville forulempe. Derfor min ærbødige tilbageholdenhed med at falbyde mig selv og forsøge at indfange nogen som helst.

Hvis jeg nu endda ku huske den sætning jeg havde sagt, så ville bare det at jeg altså åbenbart var i stand til at formulere sådan en sætning, som en der brugte den slags sætninger med nogen succes mente var en god begyndelse, vel være en indikation af at jeg var på rette spor. Men hvis jeg havde kunnet huske den, så ville jeg osse kunne udpege hvad det var jeg mente der ikke var godt ved den, og ud fra det måske endda gøre mig en forestilling hvad jeg så mente ville være en passende begyndelse på en historie. Selvom det ikke nødvendigvis er sådan.

Jeg mener vi talte om at gå i søvne, eller det ved jeg vi gjorde, men jeg mener det var i den forbindelse han sagde det, så det er sikkert ikke helt galt at antage at sætningen har været noget à la: ”Jeg har gået i søvne to gange i mit voksne liv.” For det har jeg. Men det er ikke en god begyndelse på nogen historie, synes jeg, fordi det netop skaber sådan et anslag, hvor nu-skal-du-høre-hvad-der-skete, og søvngængeriet vil uvægerligt blive gjort til et billede på en mere generel tilstand man har befundet sig i på det tidspunkt eller sådan noget. Så kan man kalde historien ”Søvngængerdage”, og temaet vil så være noget med at den tid den beskriver var en tid udenfor tiden, man var ikke herre over sine egne handlinger, derfor kan alt tilgives og slås hen som ingenting. Som søvngængeri: Lidt aparte, bevares, men ikke bevidst skadeligt for andre end en selv, og på den måde er det en tilstand, hvor man blir lidt som et barn, en der ikke kan ta vare på sig selv. Man behøver faktisk slet ikke læse videre efter den begyndelse, fordi den nysgerrighed der er blevet pirret hos en, den kan aldrig blive tilfredsstillet på en måde der står mål med de billeder man allerede har dannet sig af søvngængeren. Og man gider egentlig heller ikke læse en konklusion, hvor det hele absolut skal gøres til symbolik for et eller andet, en ungdom der holdes evigt ansvarsløs, fordi den er smuk og ikke ved hvad det er den gør, bare vælter sig igennem sin unge tilværelse uden at ænse andet end dens egen boble. Så man kan faktisk bare læse den første linie, hvæse: ”Det her, det blir noget bras!” og så dramatisk kaste bogen igennem henover stuegulvet, alternativt Ctrl+W'e med et lille smæld på W'et fra en foragtende pegefinger; mindre drama, mindre oprydning.

Og det er under alle omstændigheder ikke noget rigtig stort: Jeg gik i søvne to gange indenfor en måneds tid, mens jeg boede til leje hos en fyr der havde en altoverskyggende moderbinding kørende, sådan hvor moren kom og ryddede op på hans værelse når han ikke var der, lige sad og fik en kop kaffe og en smøg og kiggede hans regninger igennem, inden hun gik igen og hilste afmålt på mig på vej ud. Begge gangene vågnede jeg ved at entrédøren smækkede bag mig, og så sku jeg bruge et stykke tid på at banke min sambo op, så han ku lukke mig ind igen. Der er en art symmetri eller noget i det, for jeg gik i søvne den første gang, og alle i min omgangskreds morede sig over det da jeg fortalte det, fordi det var så åndssvagt; så gik en af mine venner i søvne og vågnede helt nede på gaden, hvor han måtte låne en telefon af en hundelufter for at ku ringe til ham kammeraten han sov hos, og som konsekvent ignorerede dørklokken om natten, fordi der lå en hashklub i naboopgangen; og så gik jeg i søvne igen, og så var der aldrig nogen af os i omgangskredsen der gjorde det igen.

Hvis der overhovedet sku nogen historie ind i det, så sku det ha været noget med at jeg drømte at min sambo var sammen med min kæreste, og at jeg gik og ledte efter dem i drømmen og var kommet til at gå i søvne af den grund, og at jeg så, da jeg vågnede ved at entrédøren smækkede bag mig og stod derude i opgangen og ikke ku komme ind igen, blev i tvivl om det var noget jeg havde drømt, eller om de virkelig lå derinde i lejligheden og var sammen. Eller stod op ad væggen, hvad ens kæreste nu gør, når hun er en utro. I hvert fald sådan noget med at jeg ude på trappen ville ha syntes jeg ku høre dem derinde, og jeg ville ha været ude af stand til at gøre noget ved det, lukket ude fra mit eget liv, simpelthen, fuldkommen magtesløs. Og ud på morgenen ville en af dem så lukke mig ind og se ud som om han eller hun lige var vågnet, og jeg ville ikke ku vide om det virkelig var noget jeg havde drømt eller ej, ville ikke ku stole på nogen af dem, og i løbet af de næste par uger ville jeg være mere og mere anklagende imod dem, det ville blive trættende for dem, og til sidst ville min kæreste skride og min sambo be mig om at finde et nyt sted at bo, fordi det her ikke rigtig fungerede længere. Og det ville så være min sidste nat i den lejlighed, hvor jeg lå og sov mellem flyttekasserne, luften tung af pap, der stod stod og åndede i rummet som en anklage mod mig eller et løfte om at alt nok sku blive bedre nu; det ville være den nat jeg gik i søvne for anden gang. Det ville være den samme drøm, og det ville bekræfte mig i at jeg havde haft ret, at det ikke bare var noget jeg drømte, uagtet at det lige præcis var det jeg gjorde, men jeg ville ikke ku overbevise nogen om det, ingen ville tro på en søvngænger, alle ville slå det hen, og det ville jeg være alt for udmærket klar over. Ude af stand til at ta vare på mig selv, ude af stand til at forsvare mig selv. Og jeg ville resigneret vente på at min sambo vågnede og lukkede mig ind, denne gang med et smøret smil, ikke overrasket, og der ville være noget ved det smil der ville afsløre en hel masse, men jeg ville være bevidst om at det ikke nyttede noget at kæmpe imod og bare gå ind i min seng igen og sove der for sidste gang, inden jeg rykkede videre.
Det ville ha været en historie så: Ikke nødvendigvis en der ville sige nogen særlig meget, jeg ved ikke hvad sådan en historie sku sige nogen, men den ville ha været formfuldendt, der ville ha været lidt reminiscenser af nogen andre klassiske historier i den, som ville ha forlenet historien selv med et skær af klassisk fortælling.

Men altså, jeg gik bare i søvne. Den væsentligste forskel på de to gange, udover at det føltes endnu mere åndssvagt at gøre det anden gang, var at anden gang var jeg nøgen, og det var betydeligt sværere at vække min sambo. Jeg nåede til det punkt, hvor jeg overvejede om jeg sku dække mig til med den borgerlige morgenavis, der lå på naboens dørmåtte, og gå ned i kiosken for at låne telefonen og ringe til min kæreste eller min sambo, lige vade ind i kiosken iført en avis midt om natten midt om vinteren midt på ugen og satse på at de ikke ringede til strissen eller smed mig ud. Eller om jeg bare sku dække mig så godt som muligt til og prøve at sove videre ude i opgangen, indtil nogen vågnede, håbe på det ikke var en af naboerne. Men så fik jeg dem alligevel banket op inde i lejligheden, så.

Billedet af ham den unge mand der ligger nøgen i en opgang i et mondænt kvarter, nødtørftigt tildækket af en borgerlig avis, trods alt før de gik over til tabloidformatet, er egentlig OK, det er ikke helt ved siden af, men det er på den anden side ikke noget som andre død og pine må og skal læse. Der er er ingen historie, der er bare et billede. Det siger os ikke noget om noget, andet end at livet er meningsløst nogen gange.

Det er en rigtig, rigtig dårlig slutning på en historie.

Den gamle binder butterflyen og kører en tur henover himlen

Som ham den gamle overfor; et stykke over de 80, måske endda over 90. Den alder, hvor man blir kaldt rørig, når man stadig kan stå oprejst. Hvor det at man selv kan ta sko på blir noget at bide mærke i. Når først man er nået dertil hvor man er rørig, så er det en daglig sejr ikke bare at blive liggende i sengen og sygne hen. Rørig betyder at man bruger sin krop, selvom det strengt taget ku være lige meget nu. Han har under alle omstændigheder nået den alder, hvor det blir noget anerkendelsesværdigt at man stadig bor for sig selv, det er sådan en cirkel der blir sluttet: At man uafhængiggør sig og blir ved med at være det så længe som muligt. Som om ensomheden sku være noget særlig nobelt at stræbe efter; det er der så osse et langt stykke i midten hvor den ikke er, hvor den er noget nær stigmatiserende, men den ender med at være målet. Den noble, værdige, uafhængige ensomhed. Den man dør i, siges det, opløst i rent ego.

Og det er jo for helvede nødt til at være løgn altså. Vi kommer jo ikke ind i verden alene, der er nogen der bringer os ind i den, og så er resten ellers en kamp om at vriste sig fri af nogen og klynge sig fast til andre.

Men det er ikke engang det vi ser i gamle mennesker: Vi ser bare døden. At de skal dø, at det nærmer sig, langsomt eller hurtigt, men at det er uundgåeligt, og at de må ha en eller anden vished om det, at de sidder yderst på bænken nu. Det er ikke til at forstå hvis det ikke sku være det eneste der fylder deres tanker, de lange dage ud og ind. Det er det vi ser i dem, alle fortidsformerne, de perfektive og de imperfektive, pluskvamperfektum og den resignerede, sammensatte konditionalis, alt det de ikke nåede, og som de ikke vil nå nu eller nogensinde, fordi der ikke eksisterer nogen præsens for dem, kun en nær, uundgåelig fremtid.

Der kommer en hjemmehjælper forbi tre gange om dagen og tjekker at han stadig er der, hjælper ham med hvad han nu skal hjælpes med. Det er meget privat alt sammen, hjælpeløshed i dølgsmål. Han er ikke affældig når han åbner sin gadedør og står og kigger lidt op og ned ad gaden, han er altid barberet, håret er altid friseret med brulcreme, skjorten er strøget. Han får et lille chok når man hilser på ham, som om han havde forventet at han var det sidste menneske tilbage i verden. Det er meget muligt han er det i sin verden. Man kan vel nå et punkt, hvor man ikke længere magter at ta stilling til at verden blir ved med at fødes på ny, ikke orker at den ser en i færd med at dø i slowmotion. At det eneste den fokuserer på er at man er døende, og at den forbløffes hver gang den opdager at man ikke er død endnu. Gør det til en bedrift at man er i live, selvom man har væsentlig mere erfaring med at være det end den selv.

Et par gange om ugen, det her er kernen, tror jeg; et par gange om ugen binder han sin vinrøde butterfly, tar sin cottoncoat og sin bløde hat på og sjosker, duknakket, usikkert vaklende, op ad gaden til der hvor hans bil altid holder parkeret, 20 meter længere oppe, der ikke plads lige overfor, gaden snævrer ind der. Nogen gange går han ind på teatret endnu 20 meter længere oppe og henter et program over hvad det nu er for en forestilling der kommer igennem byen næste gang. Det er ikke så vigtigt, det vigtige er den time han så sidder i sin bil, mens han ryger pibe, kigger lidt i det program han har liggende i skødet, prøver at orientere sig. Han hilser ikke når han sidder i den bil, han er koncentreret, han er ude i sin bil, han er væk. Indtil han bakser bildøren op igen, møjsommeligt låser bilen af og stavrer tilbage til sin hoveddør, hvorfra han godt lige kan løfte hånden lidt til et hils, nikke afmålt, inden han lukker sig ind igen.

Så har han været på tur, ikke. Det er alt sammen relativt: Hvis en halv skive rugbrød med smør og en banan kan gøre det ud for frokost, så kan det andet vel osse gøre det ud for en tur. Der er vel alligevel osse efterhånden så og så mange steder at køre hen for ham, han kan se havet fra sit stuevindue, hvis han da orker at læne sig lidt ud, og skoven har han vel set tusinder og atter tusinder af gange, det er begrænset hvor meget mere han kan føje til sin forbløffelse over skoven. Alt det liv er så anmasende. Spørgsmålet er osse om han overhovedet stadig kan køre bil, hvis det sku komme til stykket. Det er lidt som ham vinbogsforfatteren, der i blurben bag på et af sine opslagsværker proklamerede at han tilbragte ”mindst tre måneder om året på rejser i vinens verden”, og det lyder så meget som en eufemisme for at være kvartalsdranker og lukke sig inde i sit arbejdsværelse med sin vinreol for at drikke det hele ned, at man helst ikke vil forestille sig at det at være vinbogsforfatter sku være noget andet end det. Det er lidt den samme tur ham den gamle her tar på. Her skal ikke gøres nogen gisninger om minder, de passerer revy eller noget, det kan ikke være det det handler om, det er der så meget tid til at de kan gøre resten af dagen.

Det er en tur væk fra minderne. En ud-af-huset-oplevelse. Så får han et frisk perspektiv på tingene. Ikke at han rigtig kan bruge det til noget, der er ikke rigtig nogen at dele det med, men det holder ham i gang nogle dage længere. Han har nået den alder, hvor det er et mål i sig selv. Hvor det næste åndedrag er en lille sejr hver gang. Når han er borte en dag, når boet er gjort op og huset sat til salg, så vil forlygterne tændes på den bil, motoren vil hoste sig i gang, og den vil lisså stille trille ned ad bakken, ned over kirkepladsen, til den har fået fart nok på til at sætte i et brøl igennem luften henover havnen, gnisterne vil stå fra den, himmelrummet vil blive knitrende elektrisk, lynene vil slå sprækker i himlen, husene vil ryste for hvert tordenskrald, og vi vil rykke tættere sammen indenfor, der er ingen af os der vil være alene om det her.

Og så vil det være det. Så vil der være rigtig, uigenkaldeligt stille. Der skal ikke gjalde nogen basunudgave af forbandede ”Eleanor Rigby”, der ikke nogen der skal ynkes her. Der er ingen grund til sympati, en høflig, afmål klapsalve vil være sin plads, det er alt, det er nok.

Girafanteri på uvirkelighedens side

Som Hannibals elefanter.

Det er lidt sådan jeg forestiller mig dem. Bare ikke som elefanter, altså, mere sådan en slags giraffer med de lange, spinkle ben og den lange, lisså spinkle hals.
Kampgiraffer, tænker jeg, og det er svært at forestille sig at noget så tilsyneladende harmløst som en giraf sku gøre nogen nytte i en kamp, men så på den anden side er det osse svært at se hvor frygtindgydende sådan en elefant kan ta sig ud, når det eneste man kender til dem er de tamme, ligefrem godmodige grænsende til det flegmatiske, elefanter i zoo. Så har man hørt om de horder af vilde elefanter, der engang imellem går berserk og jævner indiske landsbyer med jorden, men altså. Det er så osse elefanter, ikke giraffer.

Det er under alle omstændigheder svært at sige hvad de giraffer overhovedet sku forsvare os imod. Det hele, den sobre kedsomhed. Men hver gang vi åbnede en flaske cava, så lavede jeg en ny giraf ud af hvad-det-nu-hedder, det der ståltrådsstativ der holder proppen på plads, og så blev den stillet op at trone i vindueskarmen ved siden af de andre, mens vi drak cava i sengen. Ikke champagne, så meget kom vi aldrig til at tjene, at vi syntes vi havde råd til at ta skridtet fuldt ud og drikke den ægte vare. Det var en luksus vi ikke tillod os, til gengæld tillod vi os så at drikke cava når som helst vi havde lyst.

Der var altid noget at fejre, om ikke andet var cavaen i sig selv noget at fejre. Der var brug for at fejre noget.

Jeg forestiller mig jo at hvis vi var blevet ved, så havde hele vindueskarmen til sidst været fyldt med cavagiraffer. Eller kampgiraffer, om man vil, et girafanteri. De havde stået der og dannet et værn mod en ikke særlig klart defineret fjende ude på den anden side af vinduet. Virkeligheden, omverdenen, noget. Alt det der ikke var værd at fejre, og som derfor slet ikke var noget værd i den cavatonede optik. Eller snarere havde de stået der som en manifestation af at vi kæmpede den kamp. At vi prøvede at fejre uvirkeligheden, isolationen, noget som var ingenting for andre, men det eneste der virkelig var noget for os.

Som om at for hver gang vi fejrede det, så blev det slået fast at det var det det var. Hvad det så var. Vi lod det svæve frit, lidt sådan som den der fornemmelse af cavaperlen i blodet, en undskyldning for hvad som helst.

Der er noget uendelig rigtigt ved at gøre sådan noget i den situation. Jeg laver stadig de der giraffer, hver gang jeg drikker cava, jeg er bare holdt op med ikke at smide dem ud næste morgen. Jeg ved ikke hvad jeg forestiller mig de ville sige om noget, hvis jeg gemte dem allesammen, men jeg har en fornemmelse af at girafanteriet kæmper for nogen andres sag nu.

Det er osse en slags pointe med cava.