Et pund kød og en delt regning

Nærighed er én af de værste egenskaber, man kan besidde som menneske. Det var noget af det første, min kone indskærpede overfor mig, da vi mødtes. Stolthed var ifølge den 21-årige studine med fregnede æblekinder og mokkasiner næsten lige så slemt. Og misundelse: Det var lige før, det var en opremsning de syv dødssynder, hun gav sig til at skole mig i, mens vi daskede unge og nyforelskede gennem Københavns forårssolbeskinnede stræder.

Den kuraterede virkelighed

I skal ikke følge min søn på Instagram.

Ikke fordi han gør mig pinligt berørt eller er meget mere bøvet, end så mange andre drenge på hans alder er det. Med forbehold for vrøvleengelsk og et lige vel heftigt fokus på slik og sodavand, synes jeg faktisk, at han er rimeligt savvy: Han ved, hvordan han skal gebærde sig.

Derfor har jeg det glimrende med, at han har fået en Instagram-konto efter at have plaget mig om det i et halvt år. Ikke mindst fordi der ligger en video, hvor hans lillebror laver et trick og bagefter kigger op på sin storebror med tindrende øjne og et kæmpe smil: Så længe den medieplatform består, vil det være foreviget, at der i det sene efterår 2019 indtraf ti sekunder, hvor de to ikke skændtes.

Jeg kommer til at klare mig gennem dette år, om det så skal slå mig ihjel

“Søen var grå, himlen var grå, skoven rundt om var mørk. Efterårets guldløv var dalet ned på jorden, naturens stærke farver havde trukket sig for vinteren. Alt var gået over til brunt, grønt og gråt i forskellige nuancer. Men den fugtige luft gav farverne styrke og dybde og fik dem til at lyse. Lige nu syntes Peddersen, at det var endnu smukkere end alt det grønne om sommeren.”

Det er min kone og mig noget nær umuligt at gå gennem et efterårslandskab uden at begynde at recitere den passage fra billedbogen ‘Stakkels Peddersen’ af Sven Nordqvist. Af sin umådeligt insisterende kat Findus bliver den gamle knark Peddersen lokket ud på fisketur, selvom han ellers troede, at han hellere ville sidde hele dagen i køkkenet og have ondt af sig selv og være efterårsdeprimeret. Det er så integreret en del af vores efterårsskovture, at de store børn begynder at recitere den, hvis vi voksne af vanvare glemmer det midt i alt postyret med at manøvrere en barnevogn henover trærødderne og sikre os, at den toårige ikke tror, at han kan klatre op på de samme mosbegroede klippestykker som storebrødrene uden hjælp. Når der så lige er et øjebliks ro, kommer den uvægerligt.

Mod voksenlivets ondskab hjælper kun tandfeen

Det onde er uendeligt. Med mindre man tror på tandfeen. 

I bund og grund kan man koge Stephen Kings murstensroman ‘It’ – hvis fortsættelse netop har haft filmpremiere – ned til den pointe. Så simpelt og alligevel så besynderligt, at det kræver en uddybning: Så længe vi bevarer fantasien, kan vi også forestille os en bedre verden end den, vi har nu. Når vi holder op med at tro på magien, slår vi os til tåls med den daglige rædsel. Og det sker ifølge Stephen King uvægerligt, når vi bliver voksne.

Ting sker

Ting, der er sket for mig i løbet af fem ugers sommerferie: Jeg har været en uge i skærgården ved den norske grænse med et par dage indenom Gøteborg og indset, hvor veltilpas jeg føler mig i lige præcis det område. Læst de indtil videre 54 numre af tegneserien ‘Saga’ og fundet ud af, at det er noget nær ubærligt for mig at tænke på, at fortsættelsen af den fuldstændigt vilde og syrede space opera er sat på pause indtil en gang næste år. Set et par håndfulde Marvel-film med de store og min kone og erkendt, at de faktisk er virkelig gode, og at DC Comics-filmene ikke når dem til sokkeholderne. Set tredje sæson af ‘Stranger Things’ for mig selv og vedgået, at selvom første sæson var den bedste, vil jeg helst aldrig nogensinde ud af seriens univers. Malet omtrent halvdelen af husets hvide træværk, mens jeg hørte episoder af ‘This American Life’. Læst allersidste korrektur på en oversættelse af en argentinsk sci-fi-roman af Adolfo Bioy Casares. Købt min første kæmpestore bil, min første egen bil i det hele taget. Løbet ture med de to ældste for at afhjælpe deres astma, haft nummer tre til at sove i klapvognen imens. Fået et barn til.

Elefantaftryk i hukommelsen

Elefantens trædepuder er tykke og svampede for at kunne absorbere kæmpedyrets vægt på dets færd over savannen. Det betyder, at elefantflokkene bevæger sig som et helt plejehjem iført sutsko; når de passerer én, hører man kun den spæde lyd af kviste og grene, der knækker under deres fødder. Som besynderligt yndefulde ninjakolosser i tropenatten. 

Har jeg hørt; jeg ved faktisk ikke, om det passer, og det er også min mindste bekymring lige nu, for jeg er ret sikker på, at der ikke er løsgående elefanter på Bornholm. Helt sikker, faktisk, og der er ingen andre større vilde dyr heller.

Alt var smukt, og alt gør ondt

Venstre side af hovedet. Højre skinneben. Højre side af brystet. Et par af fingrene. Ribbenene i venstre side. I skrivende stund er det omtrent det fulde omfang af de steder på min krop, der ikke er beskadigede, dækket af skrammer og blå mærker eller bare værkende af muskelsmerter. Jeg har det ret meget som den scene i ‘Jagten på den forsvundne skat’, hvor Indiana Jones er så forslået, at det gør ondt på ham, uanset hvor på kroppen Marion Ravenwood rører ham.

– Goddamn, Indy! Where doesn't it hurt? udbryder hun til sidst frustreret efter at have hjulpet ham ud af skjorten og får lov til at kysse ham på albuen, i panden, på øjet og til sidst på læberne, inden han falder i søvn før den store elskovsscene kan nå at komme i gang.

I byen må man bo

Noget af det bedste ved Bornholm er, at man må forlade den.

Det er grundpræmissen, og den er med til at holde øen frisk. Det har i hvert fald været min tese, siden jeg flyttede hertil og fik en ny omgangskreds. Alle, jeg mødte, havde boet i København, Århus, London, hvor som helst, inden de var flyttet hertil – for de flestes vedkommende tilbage hertil.

Bornholm støder sine børn fra sig, så de selv kan træffe valget om at vende tilbage hertil. Det er lidt som amishfolket, der har en overgangsrite, de kalder rumspringa: Når amishbørnene fylder 16 sættes de fri af sektens strenge regler om ikke at benytte sig af moderne teknologi som biler, telefoner eller strøm fra elnettet og i øvrigt leve i afholdenhed. I et par år kan de gå amok ude i den moderne verden og frådse i alkohol, uforpligtende sex og umtja-umtja-musik, inden de enten vælger at forlade amishfolket helt eller vende tilbage og lade sig døbe for formelt at indtræde i amishsamfundet og leve resten af livet blandt dem.

Afdanket, midaldrende intellektuel møder smuk, ung fan

Fremmede boghandler med bøger, man intet ved om. Komplet fordomsfri glanen henover hylderne, indtil noget stopper én, i virkeligheden det eneste, der burde stoppe én i en boghandel: En titel. Det har altid været noget af det bedste ved at rejse at gå i fremmede boghandler og finde nye bøger på den måde. Forfattere, man ikke anede eksisterede, fordi det gør de ikke der, hvor man kommer fra. Bøger, der bliver ens yndlingsbøger, fordi historien om, hvordan man fandt dem, hører med: Ham den ranglede fyr i Libros del Pasaje i Buenos Aires, der sagde, at jeg skulle læse Fogwill lige nu, fordi intet andet var lige så godt; indehaveren i den lille boghandel i Lastarria i Santiago de Chile, der spurgte, om jeg monstro var på udkig efter ny, chilensk litteratur, fordi jeg lignede sådan én, og fik mig til at læse Álvaro Bisama, fordi det var så benhårdt; hende i en boghandel i Göteborg, der gav mig Jörgen Lind i hånden, fordi der ikke var kommet noget nyt af Johannes Anyuru, og så videre und so weiter.

Det sker: Intet

På mit barndomsværelse havde jeg et udklip hængende fra Fyens Stiftstidende:
“DET SKER
I dag:
Intet.
I morgen:
Intet.”
Sådan: Al min teenage-lede opsummeret i en aktivitetskalender fra et sted i det fynske opland, hvor der altså i de dage ikke foregik noget, som nogen havde fundet det nødvendigt at varsle lokalreporteren om. Ingen banko, bønnemøder eller billardturneringer: Intet. Ikke så meget som en generalforsamling i en forening for denne eller hin folkesygdom: Her var der intet sjov at komme efter.

Med en kniv i ryggen & bilen hensynsløst parkeret

Det var for det her, man fik kørekort: For at kunne forlade den by, man var kørt til, med en styrtregn som undskyldning for ikke at orke den alligevel og så på vej ned langs vestkysten i en alt for beskeden lejebil, fordi der ikke skal være plads til andre end én selv, få øje på en by, San Juan de la Rambla, der ligner noget, der skal ses, og så gøre det, køre fra, køre derned, parallelparkere ubehjælpsomt, fordi det ikke var derfor, man fik kørekort, og stå ud, og så rammer det hele endelig én.

Forpligt dig dog

Fire år.
I mit foregående job var jeg i fire år, indtil jeg sagde op. Det var på tide at prøve noget nyt, og det var der ingen, der løftede et øjenbryn over. Det var helt naturligt, det var sådan, det måtte være.
Jeg er af den generation omkring de 40, der for alt i verden ikke vil risikere at gro fast i et arbejde. Når vi møder ældre kolleger, der fortæller, at de har siddet i deres stilling i 15, 30 eller 40 år, ryster vi overbærende på hovedet af dem. Naturligvis har deres arbejdsliv ikke bare kørt på rutinen, forudsætningerne, funktionerne og teknologien har forandret sig, arbejdet har forandret sig.
Men særlig ambitiøst virker det altså ikke. Det vidner ikke ligefrem om omstillingsparathed, som en souschef, jeg havde for nogle jobs siden, lettere forlegent udtrykte det op til sit 30-års-jubilæum. Hvorefter han indprentede mig, at jeg for alt i verden ikke måtte blive i den stilling, sådan som han havde gjort det.

Det romantiske miljøsvin

Jeg skulle skamme mig.

Alt, hvad vi gør, har en effekt. Spørgsmålet er, om det, at vi vælger ikke at gøre noget, har en effekt, der opvejer den første.

Vi befinder os et sted i grænselandet mellem tro og viden. Vi ved, at det har en effekt på miljøet, at vi flyver om på den anden side af kloden. Vi vælger efter eget forgodtbefindende at tro eller ej på, at vi gør en forskel ved ikke at gøre det. At det betyder noget i det store billede. Vi beslutter os for selv at gøre en indsats, så minimal den end er i det store hele, eller vurdere, at det ikke nytter noget, at andre må tage beslutningen for os, regulere os ud af vores leven over evne.

Min gode ven fremførte for nylig, at hans familie har besluttet, at de ikke længere vil flyve. I hvert fald ikke på ferie: De vil stadig flyve til og fra Bornholm, fordi det nu er her, de bor. Den vender jeg tilbage til.

Uden afsavn

Dette er ikke et fængsel.

Det, der holder mig fanget i dette værelse, er ikke tremmerne for vinduet. Døren er ulåst, jeg kunne forlade dette værelse og ikke vende tilbage, hvis jeg valgte det; det har mænd, sjældnere kvinder, før mig valgt. Set en sidste gang på det sovende barn i sengen, forsigtigt åbnet og lukket døren bag sig og gået hen ad gangen ind i et nyt liv. Det kan der være alle mulige grunde til at gøre, selvom det er svært at forestille sig, at nogle af dem skulle være tungtvejende nok til faktisk at gøre det.

Det savn, der for altid vil sidde i én.

Dette er ikke et fængsel, og dette er ikke et afsavn: ligesom jeg selv har valgt at få kone og børn, har jeg selv valgt at tage konsekvensen af det og gå over gaden til pensionatet for at lægge det i øjeblikket mest urimelige af dem til at sove middagslur i himmelsengen under myggenettet, mens de andre er blevet tilbage på caféen i det gamle hospital for at snacke og læse og ikke gå mere rundt og opleve ting i nogle timer.

Jeg har selv valgt at være den, der ikke drikker en øl i dag heller og til gengæld ligger med barnet et øjeblik, indtil hans greb om min pegefinger løsnes, og han sover med kroppen vidåben mod loftsventilatoren, bryst og bug forsvarsløst blottede, lemmerne slynget så langt væk fra den svedende torso som muligt, ikke en muskel i ansigtet spændt.

Avislæseren har klasse

Løft blikket en gang og se op over kanten af avisen, inden du læser videre. Overvej lige, hvor godt du tager dig ud, sådan som du sidder og læser avis. Det er klart bedst, hvis du gør det et offentligt sted, men hvis du sidder derhjemme med avisen, så sæt dig lige hen til vinduet, så dem, der går forbi ude på vejen, kan se, at her er der et menneske, der simpelthen læser avis.

Tre spejlinger af buddhaen

I.

Foran buddhaen stoppede jeg op og forsøgte at tømme mig for alt andet end min tilstedeværelse i dette nu.

Det lykkedes ikke rigtig. Det vidste jeg, at det ikke ville.

Jeg var kommet alene ind i tempelhaven: Først var ML gået herind med de store, mens jeg holdt vagt ved klapvognen med den sovende baba, så kom de ud, og jeg tog mine sko af og gik ind. Den tå, jeg havde forstuvet nogle dage i forvejen og nu havde tapet op ad tåen ved siden af for at aflaste den, gjorde vrøvl på det ujævne underlag, jeg gik henover. Jeg kunne lukke smerten ude, den var ubetydelig, den havde en størrelse, der gjorde den til at lukke ude, det var ideelt.

Jeg trak vejret dybt ned i maven, som en yogalærer, jeg interviewede, inden jeg tog afsted, havde instrueret mig i: Det gav mig en følelse af ro, som blev afbrudt af et hosteanfald på grund af astmaen, men jeg var i stand til at finde nogenlunde tilbage til sindstilstanden. Jeg følte mig et øjeblik helt afbalanceret, som om den der tråd gik hele vejen ned gennem mig, som jeg på et tidspunkt læste om i MLs gamle yogabog med en meget tysk kvinde, der demonstrerede yogastræk med meget tydelige areolaer gennem 80’er-bodyen; så fangede jeg mit eget spejlbillede i ruden foran buddhaen: Jeg så selvhøjtidelig ud, jeg lignede John Joseph.