Pizarnik-bizarnik havde det heller ikke for sjovt

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: At føle sig forstået af en vildtfremmed, bare sådan, og så miste den kontakt med det samme og fortsætte med at leve i tvivlen om hvorvidt den forståelse overhovedet rigtig var der, og om den ku ha varet ved, hvis man havde givet den muligheden for det. Det er en mikrofortælling af den unge, katalanske forfatter Víctor Balcells Matas, der bare hedder ”Pizarnik”, hvor han går henad gaden sammen med sin kæreste der snakker om hverdagsting og keder ham noget så grusomt, og han svarer hende med en linje fra Pizarnik: ”Cómo decirte con palabras de este mundo que partió de mí un barco llevándome” – hvordan sku jeg fortælle dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig? Og det er der en kvinde foran dem vender sig forbavset om og udbryder: ”Det er et vers af Pizarnik!” hvorefter hun forsvinder igen, og han sidder bagefter sammen med sin kæreste i deres lejlighed og ved at det hele er slut mellem dem, og at han måske egentlig burde ha lagt mærke til hvor den kvinde forsvandt hen i stedet for osse at la hende sive ud af sit liv.

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: Hvad der ku ha været i stedet for dette der er.

Ikke Pizarnik, den Pizarnik Balcells Matas referer til, som han føler igennem: Alejandra Pizarnik nærede ikke de store illusioner om at det nogensinde sku ku blive bedre end det var. Hun var ikke kyniker, hun var sig sit sortsyn bevidst, det var bare ikke noget hun så som noget det var muligt at ændre på. Eller troede på at det ville gøre det bedre, hvis man alligevel ændrede på det, selvom det under alle omstændigheder alligevel var udelukket. Hvis man nu tog Alejandra Pizarniks samlede produktion og lavede en frekvenstælling på de mest brugte ord, så ville det i kun lidt vilkårlig rækkefølge komme til at se nogenlunde sådan her ud:

- Død, dø, døden
- Skygge
- Nat
- Barndom, barn
- Du, dig, dit
- Alene
- Og selvmord, selvmord, selvmord.

Anskuet fra den vinkel var hun en ganske normal ung lyriker af den sortklædte skole, og efterhånden som man arbejder sig igennem hendes produktion fra debuten i 1955 som 19-årig, synes selvmordet i 1972 stadigt klarere bebudet. Og man kan ta sig selv i at undre sig over hvordan en ung, ikke uskøn, kvinde af det bedre argentinske borgerskab kan være så monomant besat af døden og ulyksaligheden. Hun sidder der, spærret mere og mere inde i sit kammer med den grønne væg, først i Buenos Aires, så i starten af 60'erne nogle obligatoriske år i Paris, og bliver mere og mere fikseret på den død hun konstant ser komme og tabet af en anden, mens hun tilsyneladende afsondrer sig mere og mere fra andre mennesker.

Det er i hvert fald sådan det tager sig ud, hvis man tar hendes ord for gode varer. Og der er ikke noget i hendes værk der for alvor sår nogen tvivl om at det er det hun ønsker at man gør: Tar hende alvorligt, tar det hun skriver alvorligt. Det er så alvorligt, så alvorligt, og det bliver det ved med at være uden ophør: Død og savn, død og forladthed, død med død på. Det er egentlig ret enerverende, det er svært at forestille sig at den unge Alejandra har været et særlig livligt bekendtskab, for slet ikke at tale om den voksne, for så vidt som det overhovedet gir mening at tale om den slags i forbindelse med Pizarnik. 36 år bare og ude af stand til at ta vare på sig selv eller la andre gøre det. Der er ikke nødvendigvis så meget der gir mening hos Pizarnik, og de ting der gør det, de gør det næsten mere i trods, fordi det er ting som andre ikke tillægger den samme mening som hun tillægger dem. Man fornemmer næsten at det i sig selv er en væsentlig grund til at la lige præcis de ting veje så tungt: Døden, selvmordstankerne; natten som refugium for den fremmedgjorte; barndommen og den naivitet der bliver gjort helt salig her, fordi den ikke forstillede sig, fordi den stadig nærede de fantasier der for længst er knust da den første linje bliver prentet på papiret: ”Días contra el ensueño”, dage mod drømmen, hvor ordene, snarere end at skabe et system i kaosset og kortlægge det, trækker kaos med sig ind i teksten for at vise det frem, for at demonstrere umuligheden af at være foruden det. Umuligheden som sådan.

I begyndelsen, med den første digtsamling La tierra más ajena (”Jorden længst væk”, 1955), er sproget stadig åbent, hun koketterer lidt med sin miserabilitet og sin desperation, osse selvom hun senere, mod enden, benægter at der nogensinde har været tale om nogen koketteren overhovedet, at det hele ikke sku ha været ment. Der er sågar en slags nydelse i et kortere prosastykke som ”Puerto adelante” (”Fordør”), der slutter med muligheden for at lægge det hele bag sig og bare ”gå sin vej og ikke vende tilbage.” Men det gør hun, vender hele tiden tilbage til det værelse, den nat, og døren blir lukket forsvarligt i over de næste 10 års samlinger til Los trabajos y las noches (”Arbejderne og nætterne”, 1965), hvor digtene er barberet ned til 5-10 vers der kredser om det samme igen og igen: Døden, skyggen, natten som forløsning på den mistede anden, barndommens idealiserede uskyldsrenhed, ensomheden. Det ku være skabet, det ku være enerverende, det ku være lidt ligegyldigt, hvis det ikke hele tiden havde været så langt ude over kanten af hvad man egentlig kan tolerere, som her i titeldigtet fra Los trabajos y las noches:

para reconocer en la sed mi emblema
para significar el único sueño
para no sustentarme nunca de nuevo en el
amor

he sido toda ofrenda
un puro errar
de loba en el bosque
en la noche de los cuerpos
para decir la palabra inocente

(for at erkende tørsten som mit emblem / for at betyde den eneste drøm / for aldrig igen at opholde mig i kærligheden // jeg har været ethvert offer /en ren omflakken / som en ulv i skoven / i kroppenes nat / for at sige det uskyldige ord)

Det er grådkvalt, det ynkværdigt, og det er i virkeligheden så for meget at det er svært at ha med at gøre at det kan røre ved en. Og når det alligevel gør det, så er det i høj grad fordi det er den verden Pizarnik insisterer på at være i, en verden udenfor verden, en natverden der vækker afsky hos dem udenfor den, dem indeni den anden verden, der for hende er uigennemtrængelig. Hun viser os vores verdens uigennemtrængelighed, tar det fra os vi tar for givet, bare ved at skrive det, bare med de ord som vi har bygget vores egen verden op med, dem kaster hun tilbage mod den.

Men gir det så hendes digtning en ekstra tyngde at hun endte med at begå det selvmord, som så stor en del af hendes lyrik synes at bebude? Faktisk virker det mere bare ærgerligt, fordi Pizarnik selv godt ku lægge en vis distance til sin egen dødsdyrkelse og endda direkte ta pis på sig selv, som hun gør det i de efterladte tekster om forretningspartnerne Sombra & Sombra (Skygge & Skygge), hvor den ene Sombra dør og den anden fortsætter firmaet som om intet var hændt og gir sig ud for at være den afdøde Sombra, når det er bekvemt. Det er absurd og det er villet tykt, og det er helt befriende et øjeblik, indtil man indser hvad det reelt er hele projektet går ud på: Det er forestillingen om en sjæleven, om en der står så nær en at man flyder sammen, så man kan ophøre med bare at være det selv man efterhånden lisså lidt som omverdenen kan udholde. Hun siger det, igennem den efterladte Sombra, i ”Texto de Sombra”: ”Quiero existir más allá de mí misma,” jeg vil så gerne eksistere hinsides mig selv, og det er det hun gør i de tekster, hun bygger et skizofrent univers op, hvori hun kan leve med sig selv, og så er hun alligevel kun alt for godt klar over hvem det er hun egentlig lever med på den måde: ”con los aparecidos,” med genfærdene. Og at det så er hvad det er gør hun sig osse klart allerede i næste vers: ”Quiero existir como lo que soy: una idea fija” – jeg vil eksistere som det jeg er: en fiks idé.

Det er en fiks idé at det skrevne nødvendigvis skal adskilles fra den skrivende: Det er i bedste fald en strengt videnskabelig tilgang til noget der bevidst gør sig uhåndgribeligt. Hvormed ikke sagt at man skal ta alt Pizarnik skriver bogstaveligt, men lissom det er svært at læse hendes selvmordstekster uden at ha hendes faktiske selvmord i baghovedet, så er det svært ikke at ta hendes ophold på sindssygehospitaler med ind i sin læsning. Skal prosastykkerne om Sombra og Sombra så læses som en reference til det forhold hun påstås at ha haft til forfatterkollegaen Silvina Ocampo? Gir det mere mening at læse Pizarnik, hvis man lægger en lesbianismeramme ned over hendes tekster? Det er ikke engang noget man behøver læse ind i hendes tekster, hun blotlægger det selv i det efterladte digt ”Sala de psicopatología”, skrevet under et ophold på den psykiatriske afdeling i '71-'72: ”todo es concha, yo he lamido conchas en varios países y sólo sentí orgullo por mi virtuosismo” – alt er fisse, jeg har slikket fisse i adskillige lande og følte mig bare stolt over min virtuositet – hvorefter hun hylder sine evner som uovertruffen fisseslikker, indtil hun udbryder: ”¡oh el goce de la roña!” – åh det sødmefulde fordærv! Og der er ikke noget i vejen med det, ikke som hun ser det, men det er sådan hun føler at alle andre ser det. Det er det sødmefulde fordærv der har bragt hende til den psykiatriske afdeling, sådan som terapeuterne ser det, og der er ikke noget sødmefuldt i det nu, der er ikke nogen glæde i det, ingen trøst. Der er ingen trøst at hente for alvor hos Ocampo heller, hun er lisså besat af døden og fordærvet og sindssygen og tristessen som Pizarnik selv, og hun lever desuden i et ægteskab med forfatteren Adolfo Bioy Casares. Hun er i en anden sfære, hun er i overklassen, holder middagsselskaber med vennen Jorge Luis Borges; Pizarnik er udenfor, altid, selvvalgt bohème på sit lille værelse med den grønne væg. Så kan det gi mening at hendes lesbianisme og hendes kærlighed til en gift kvinde får hende til at føle sig mere udstødt, men det er ikke engang det der er pointen. Pizarnik beskriver andetheden, hun gir den stemme, og den stemme tar magten over hende: Efterhånden blir der mindre og mindre Alejandra og mere og mere Pizarnik i hendes tekster, og så er der kun én logisk konklusion. Får hun det til at virke som. Selvmordet blir uløseligt forbundet med hendes poesi, men det hæver den ikke op på et andet plan, snarere gør det bare dødskoketteriet underligt privat. Det kan ikke være det der er meningen.

Det kan ikke være meningen at Pizarniks tekster skal gi mening. Faktisk er det noget af det bedste man kan håbe på: At de ikke gir for meget mening for en, at de tilstande hun beskriver, tilstanden i det hele taget, fremstår i tryg afstand af en selv. At hun vedblir med at være bizarnik. Man letter lidt på låget, lar sig føre med indtil kvalmen indtræffer, lukker bogen igen, går videre med sit eget liv. Går sin vej for at vende tilbage igen senere. Står på kanten af kajen og ser den båd sejle bort uden en, den kvinde forsvinde rundt om hjørnet, alt opløses, hej, vinker man.

Pernittengryn

Nogen sku lave den sang på dansk, og så sku den hedde ”Pernittengryn”. ”Fuzzy”, Grant Lee Buffalo, det er sådan et nummer der burde ha været soundtracket til en sommer dengang; det lyder som de somre man havde dengang, hvor soundtracket bare ikke nødvendigvis var lige det nummer, men hvor det alligevel får en til at huske de somre når man hører det nu. Sådan som de somre var, ørkesløse udeflugter ingen steder hen, endeløse timer på et gulv man ikke så nogen som helst mulighed for at komme op fra, følelsen af at være i noget men blive forholdt noget andet. Det fællesskab sådan en slagsang sku udgøre, men hvor man hverken ville erkende at det var det fællesskab der tilkom en, eller at det sku være en sang som den der kendetegnede det.

Det var det.

Kræsenheden, det var osse en mulig oversættelse af fuzziness; kræsenheden som dække over det manglende mod til at gå all in for noget, fordi det ikke var sikkert at det var det helt rigtige alligevel. Usikkerhed, evindelig usikkerhed. Og så er det den tid man alligevel osse konstant vender tilbage til, fordi den bærer en prægnans, et eller andet, den virker så formativ, og der er sange som den sang der synes ikke at ku handle om noget som helst andet end den tid.

Det var sådan en aften i enden af sådan en uendeligt lang fest, hele dagen havde vi siddet i en lejlighed og drukket og spist, havde holdt påskefrokost eller julefrokost eller noget på årets varmeste sommerdag, bare fordi vi ku, fordi der ikke var nogen der sku bestemme hvornår vi ku holde påskefrokost. Snaps i 30 graders varme, der var en der drak et glas sildelage der stod tilbage på bordet, fordi det stod der og ku drikkes, fordi der ikke var nogen der ku drømme om at sige han ikke burde gøre det, fnisede satanisk, hvorefter han brækkede sig ud af vinduet. Der var nogen på vej ned og hente noget, mere at drikke velsagtens, og så stak han hovedet ud fra første sal som om han lige ville minde dem på noget, og det han ville minde dem på var altså at han havde drukket et glas sildelage, og nu brækkede han det op, en smuk kaskade hele vejen fra første sal ned på en cykel der holdt parkeret ind mod muren, og så smilede han lykkeligt og gik ind og hentede en gulvspand, så han ku gå ned og vaske den cykel der.

Er der overhovedet nogen der har haft åndsnærværelse til at sætte plader på i sådan et selskab? Jeg kan ikke huske en eneste plade vi kan ha hørt, bare at jeg på et tidspunkt gik omkuld på gulvet under nogle stole og lå der uden at ville røre mig i nogen timer, indtil bevægelsessygen var under kontrol igen.

Jeg kan huske det var en pige der vækkede mig, at det var blevet mørkt, jeg tror måske hun spurgte om jeg ville ha et tæppe, men jeg var klar til at være med igen sammen med de få overlevende, og så sku vi ned og hente flere øl, pigen og mig. Det var sådan en hverdagssommeraften vi gik igennem gaderne ned mod kiosken, og det var der hun begyndte at snakke om Grant Lee Buffalo, om hvor gerne hun ville stå på en festival den sommer og høre dem spille ”Fuzzy”, og det var der hun begyndte at synge den: ”Bring me home to this house of many days / Just lay me on the floor, hard and cool as slate...” Og så gik jeg der og ku ikke rigtig finde ud af hvad jeg sku gøre ved eller hvordan jeg overhovedet sku forholde mig til at der gik en pige ved siden af mig og sang med høj og let sprukken røst. Kræsenheden.

Det var der, mens hun gik og sang for mig, vi mødte den pige som jeg egentlig nok gik og var lidt forelsket i på det tidspunkt, og som nok egentlig osse var det lidt i mig, men uden at nogen af os var sikre nok på det til ligefrem at gøre noget ved det. Sådan som sådan noget nu nogen gange er, sådan var det, og hun var på vej hjem med sin kæreste, som var helt vanvittigt pløret og dårligt ku stå oprejst, og jeg havde lige rejst mig igen og var på vej ud med en anden pige for at blive endnu mere pløret, det hele var så akavet som sådan noget næsten kan blive det, uundgåeligt blir det. Hun har betroet det til mig bagefter, mange år senere, der hvor den sang for længst var blevet til et minde om noget der lisså godt ku ha været, at hun ville ønske hun havde sendt sin kæreste hjem alene og var gået med os i stedet, med mig. Ikke havde villet være så sikker, og det er ikke rigtig noget nogen af os kan bruge til så meget nu alligevel. ”We water like a dead bouquet,” nemlig, og vi ville alligevel ha fucket det op på den eller anden måde, og så ville det ikke ha været det minde i dag.

Jeg er dårligt sikker på det overhovedet er det, det hele står hen i en tåge, og jeg blander aftener sammen, føjer til og trækker fra for at få det til at passe med den sang. Det er ikke min mening decideret at lyve, det er ikke engang et tema her, det er bare sådan det der er blevet fortiden nu ligger.

Vidåben.

En anden gårsdag reproduceret

Uddrag:

Vi ligner alle sammen hinanden her. Det er godt sådan, så ved vi at vi er hjemme. Der skal ikke sættes spørgsmålstegn ved noget, der skal ikke tænkes over noget, vi skal bare læne os tilbage og lade det skylle ind over os. Kaskader af dyb, rungende, forvrænget dronen. Bas. Brøl. Bulder. Blæsthed, vi er blæste. Vi har alle sammen sorte bandtees på igen, håret er ikke så langt nu, til gengæld har vi skæg, lange skæg, vi behøver ikke at være fine eller smukke eller noget, vi har droppet at forsøge og lader andre om det i stedet. Vi har absolut ingen bekymringer, ikke mens vi er her, det er et helle, alt blir blastet væk, det er bare lyd, det er nok, og dope og drinks, det er rigeligt. Det er ikke til at skelne et band fra det næste, det er latterligt: De går på med guitarerne hængende nede midt på lårerne, skræver dybt, slår en rumlen an, og så kører det indtil de er færdige, uden at nogen flytter fødderne på noget tidspunkt før de vælter af, og næste band går på og gentager proceduren. Der er musik overalt, i den store sal, i den mindre sal, helt oppe under taget i den lille club, uophørligt, det kværner derudaf, selvforstærkende, vi drejer med rundt om os selv, møder hinanden i gangene: Er det ikke vildt? Er det ikke vildt?

Det er vildt, det er endeløst, vi er havnet i et ormehul, flyder rundt i et kontinuum et sted mellem 70'erne, 80'erne og nu, sådan som nu genskaber den tid vi forestiller os der var: Et evigt californisk solskin eller en ørken bredt ud foran os, sol i hvert fald, alt bleget ned af solen, ikke rigtig til at røre sig for solen, fanget i en døs. Man lar den døs få overtaget, slacker den, gir slip på ambitioner, prætentioner, viljestyrke, synker ned i forvrænget vellyd, venter på at et par bh-løse hippietøser med perlehalskæder og tåringe skal komme forbi med joints og svampe. To dage i en mindre universitetsby i et land der til forveksling ligner det vi kommer fra, men som er hjemmefra, det er ikke noget vi har ansvar for, det er nogen andres ansvar hvordan her ellers er, for os er der kun det her vi er midt i lige nu. Ikke mere, det er rigeligt, efter to dage er alt i os mast til en brun pølse af bas, brrr-uuuuuuuum, siger den og lukker alt andet ude, det er perfekt sådan, lad alt andet være lukket ude, lad det fortabe sig, se hvor lang tid vi kan klare os inden det trænger sig på. To dage. Men efter to dage gir det ikke længere mening på samme måde, det er noget – andet. Det har vi set nu. Vi venter på at de der hippietøser skal komme forbi, de er altid forsinkede, der er ingen der har travlt, der er ingen der skal noget. Der er nogen der laver en stor gryde dal, der er nok til hvis der sku komme nogen forbi, der kommer altid nogen forbi, døren er åben, tag øl med eller en boks hvidvin eller noget, så sætter vi os på verandaen og brænder røgelse for at holde myggene væk, lissom de gør i Indien, har vi fortalt om dengang vi var i Indien? Vi kan se stjernerne komme frem, her er ikke nogen gadebelysning der forstyrrer, aldrig set så mange stjerner før, tag et tæppe hvis du er kold, du blir ikke kold, det er en lun nat, her, skal du ryge? Hvordan var Indien? Raves natten igennem til ud på morgenen, det var alt for sent, alle hippierne var skredet, de eneste der var tilbage var amfhovederne og de nyrige russeres teenagedøtre med kæmpe plasticpatter, det var ovre, man ku lukke øjnene og forestille sig at det stadig var starten af 90'erne, men vibesne var skæve, det var en reproduktion af noget, et forsøg på at skabe en boble, man ku ikke digge det.

Det her er osse kunstigt, det er osse en reproduktion, men det føles rigtigt, det føles – autentisk eller noget. Lisså tilstræbt det er, der er ikke noget reelt autentisk over det, det her er ikke Californien eller ørkenen eller noget, men det er den drøm vi er vokset op med, det er den drøm der har formet vores liv, og selvom vi for længst har gennemskuet at det er bullshit og har droppet tanken om at køre i bil tværs over USA, for hvad sku man der, når der er så meget andet der er så meget mere interessant, så er den fallerede drøm stadig en del af os, og vi kan relatere til bagsiden af den, fordi det er der vi selv er. Vi skal ikke køre tværs over USA, det er transport, transport er røvsygt, vi kan nøjes med at sidde på vores altan og lade os transportere, den ene arm ud over kanten banker rytmen, den anden holder en til øl. Det er eftermiddag, Creedence spiller inde i stuen, bare tæer og alt er OK, vi lar det være OK, børnene leger med klodser på stuegulvet, danser til ”Down on the Corner”. Det er det her man selv voksede op med, Creedence, alle de år hvor man sang med på vrøvleengelsk på ”Proud Mary”, fordi det var ens mors yndlingssang, og det er først når man er voksen der er en der er færdig over at ha hørt et barn i en talentkonkurrence i fjernsynet synge den sang, ”og hun anede jo sikkert ikke en gang hvad den handlede om!” Og man havde aldrig selv tænkt på at den sang overhovedet sku handle om noget som helst, den var der bare, og man konfronterer sin sagesløse mor med det:
”Mor, den der sang vi altid hørte, 'Proud Mary', du ved godt hvad den handler om, ikke?”
”Jo da, den handler om en floddamper!”
”Mor?”
”Ja?”
”Den handler om at ryge pot.”
”Gør den?”
”Proud Mary? Marihuana? Som 'keeps on burning?' Og 'rollin', rollin', rollin''? Den handler om at ryge pot.”
Og det er OK, man er liberalt opdraget, ens far tilbragte hele ens barndom med at rende nøgen rundt med bandana og fuldskæg og male og høre Shel Silverstein-plader, mens ens mor renskrev artikler for UFO-nyt, der er ikke det store opgør der. Man ku alligevel bedre li nogen af de andre numre på den Creedence-plade de havde, nogen af dem hvor det hele fik lov at køre sig selv helt ud, ”Suzie Q”, ”I Heard It Through the Grapevine”, tunge, tunge grooves, der kørte i hvad der føltes som en uendelighed dengang, de andre ku slet ikke ha det, man ku slet ikke få nok, ønskede at det aldrig ville holde op, ville bare være i det groove for altid, ha lov at leve i det, den vibe.

Man sidder på sin altan nu og lar sig transportere af musikken, tilbage, jo, uundgåeligt, men osse bare væk, til et sted hvor det kan la sig gøre at leve i den musik. Inde fra stuen messer Brant Bjork at vi skal ud at flyve højt, nålen har ramt rillen, vi tar af nu, det hele letter, skylinen tar låget af og lar det hele slippe fri, hele byen er fuld af kærlighed, himlen eksploderer i violete og orange nuancer foran os, vi foretar os intet, toker engang imellem, det er som om hele byen knalder under us, endelig, og Brant Bjork synker ind og ud af det, han er hjemme her, alle vegne hvor der er nogen der ryger pot og knepper, han jager det kontinuum for ikke at blive fortabt i virkeligheden, man lukker ham ind for at lukke virkeligheden ude lidt. Det er OK, det hele er OK, i morgen kommer aldrig, der er nu, det er nok. Der er nogen der holder fest et sted, det er ikke vores fest, de spiller popmusik, det er idéen om en fest et sted i gården, stemmer, hits, sammenstimlede rygere på altanen, basrytmer, der er nogen der danser, det er ikke os, vi er langt, langt væk. Der er ingen fest her, det hele er en fest her, vi fejrer hver dag, Creedence og et glas hvidvin, der er ikke brug for weekender, der er ingen forskel. Det er en endeløs ferie.

Sweatre og sekter i Slagtryk

Der arbejdes, og imens der blir det, så har er det nye Slagtryk kommet med to tekster om sweatre og sekter.

Link til Slagtryk og en rask videopræsentation af det nye nummer.
Link direkte til nummeret.

Fællesskabstekster i Slagtryk

Slagtryk bringer to af mine tekster igen: Denne gang har de fundet frem til at det hele handler om fællesskaber, og det har de muligvis en pointe i.

Link

Dørtrinsportalen II: Stairway to Punchbowl

Det er et trin, ja, men det leder lisså lidt nogen vegne hen som den anden vej videre. Du er oppe imod muren. Det er dig der taber. Ovenfor kirken, troner på toppen af bakken, det er mure, det er massive mure, der er intet du kan stille op mod den. Det er dig der taber, kirken troner. Du kan smaske dig selv op imod muren et givent antal gange, ikke uendeligt, din er ikke uendeligheden, og når du så ligger der i en pøl af dig selv for foden af muren, så vil kirken stå der lisså uomtvisteligt tronende som før. Døren vil jo altid være åben for dig.

Ta et kig indenfor, der er helt stille, se, et skib i loftet, det er en fiskerkirke det her, man må respektere den værdi den har haft for dem og deres pårørende. De evigt efterladte, for længst fra starten af, det har været en slags trøst overhovedet, osse selvom du ikke vil forstå det. Og se der, du kan tænde et lys for dine døde, den skik har de taget med her. Du kan sagtens gøre det, det er der ikke noget odiøst i, det er en fin tanke, det betyder ikke noget at det er en kirke, det er bare et rum. Du er oppe imod rummet. Du kan kaste dig imod det, det er åbent for dig, du kan ikke rigtig gøre noget imod det, højst udmatte dig selv i forsøget, når du stræber og stræber og stræber mod den himmel, der bare hænger der og ikke lar sig mærke med dig. Så kan du ligge der til sidst og ikke ku kæmpe imod længere, og den vil ta imod dig.

Det er et trin, ja, og for så vidt som det er en slags portal, så er det den leder over i ikke andet end det du allerede ser: Muren. Der. Op imod den, mas dig så langt ind i den som du overhovedet kan, det er ikke særlig langt. Trinnet er en erkendelse af at der ikke for alvor ligger noget bag det som retfærdiggør det, at det ikke bereder vejen for noget andet, at det i virkeligheden bare er sådan det er i det hele taget. Under trinnet en alef der viser den samme uendelige umulighed: Ingenting, intet. Det er en sten at slå sig for panden med, et 0 at hænge sig i. Swing low, dangling man.

Yellow Ribbon / Red Tape

I starten spyttede jeg på dem, hver gang jeg så en bil med den gule sløjfe på bagsmækken. Jeg så mig over skulderen om der stod en crewcut med lisså overdimensionerede overarme som fædrelandskærlighed, og så samlede jeg ellers hvad jeg havde af spyt og slim og landede en solid klat på ruden. Støtte vore soldater i at kæmpe en krig jeg er uenig i, i blindt at parere ordre, i overhovedet at være blevet soldater med det specifikt for øje at parere ordrer, kæmpe andres krige uden at gøre sig tanker om hvorfor, få et kick, slå nogen ihjel: Jeg støtter ikke nogen soldater, og der er ingen soldater, der er mine. Det var så fjernt fra mig at det var noget nogen ku mene man sku støtte, det var så afsindigt yankeeficeret stupidt rørstrømsk, det var kvalmende og anstødeligt, og jeg spyttede på deres tyrenakkede nationale stolthed.

Det var ikke fordi jeg bildte mig ind, at det var noget der havde nogen effekt på dem hvis biler jeg spyttede på, de har enten intet registreret eller allerhøjst registreret at der var en eller anden nar der havde ramt deres bil, de har ikke forbundet det med sløjfen på bagsmækken, men det var en æressag for mig at markere min modstand. At der overhovedet eksisterede en modstand, at vi ikke bare alle sammen var så fantastisk benovede over at der var nogen der tog det på sig at kæmpe en krig for os, som vi godt nok ikke havde bedt dem om at kæmpe, som vi endda mente de burde lade være med at kæmpe. Og at de burde ta stilling til om de virkelig ville kæmpe i den krig, for de ting, om de virkelig troede på hvad de selv sagde, og hvis de gjorde det og stadigvæk ville kæmpe i den krig, så vise den lille modstand mod alt hvad de så stod for.

Det var nyttesløst, med tiden stod folk på nakken af hinanden for at støtte vore soldater, det blev slet ikke debatteret at folk overhovedet blev soldater, de sku bare støttes. Fra højrefløjen fordi man var stolt af dem, fra venstrefløjen fordi det var synd for dem. Og der blev flere og flere af de gule sløjfer, alt for mange til at man ku spytte på dem alle sammen. Bare tanken om det gav en kvalme, men man ku heller ikke brække sig ud over dem alle sammen, det var alt for omsiggribende, man ku bare gå og syde for sig selv, mens ens omverden med absolut selvfølgelighed åbenlyst demonstrerede sin fanatisme.

Jeg er ikke soldatermateriale. Det er en æressag for mig ikke at være soldatermateriale. Jeg ejer ikke autoritetstroen, jeg spytter på autoritetstroen, jeg sætter en ære i at stille spørgsmål ved autoriteten. Al reguleringen, hierakiseringen og hvordan det blir gjort til en naturlighed, og at det at det blir anset for at være noget fuldstændig naturligt sku gøre det uangribeligt. Jeg er imod. Jeg kan ikke finde ud af at udfylde min selvangivelse rigtigt, og jeg ville alligevel bare ha forbrugt for de penge, der så i stedet går til at føre krig for og til at føre kontrol med at alt går lovformeligt til. At de der spytter får udmålt en passende straf som virker så afskrækkende at ingen spytter, at ingen tar til genmæle. Jeg forsvarer sådan set ikke spytteriet som våben, jeg er bare imod reguleringen af det, at det skal være det der afholder nogen fra at spytte, mig.
Jeg er bare imod. Det synes jeg egtl osse må være et OK udgangspunkt, det kan i hvert fald ikke på nogen måde være værre end bare at være for, sådan helt ukritisk. Der ligger en sund skepsis overfor alt i det. Det er seføli ikke acceptabelt, men det er det heller ikke på nogen måde meningen at det skal være: Lissom jeg ikke selv accepterer noget som helst, ønsker jeg heller ikke at blive accepteret. Jeg vil ikke tåles, jeg vil ikke være en del af den modstand der fungerer som en påvisning af hvilken diversitet der kan rummes indenfor de rammer der nu engang er sat op for at vi alle kan være her. Jeg vil ikke ha der skal være nogen rammer, og jeg ønsker ikke nødvendigvis at vi alle skal ku være her. Alle fylder det hele med deres ligegyldighed og deres orden, stoltheden over at de kan det, stoltheden over at de er i stand til at sætte det hele i system, stoltheden over at de er parat til om ikke at gå i krig for det, så i hvert fald sende nogen andre ud i krig for det. Alt det vi mener at ha bygget op omkring os, uoverskueligt, uovervindeligt for alt i verden. Utænkeligt uden sig selv.

Jeg er krig. Jeg har meningsløsheden på min side, ingen overbevisning, ikke selv, ikke af nogen andre, ingen argumenter. Intet for, kun et imod til at starte med; fordi det er forkert, noget er grundlæggende galt.

Dørtrinsportalen

Der er et dørtrin i min fødeby, der fungerer som en portal. Det er sjældent jeg kommer på de kanter, det ligger væk fra den vej jeg normalt skal når jeg er i min fødeby, som går fra banegården og ud til barndomshjemmet, det ligger i det hele taget lidt afsides fra alting. Det har aldrig været et sted man bare lige kom forbi, det var et sted man opsøgte for at træde over det dørtrin. Når jeg en sjælden gang imellem alligevel kommer forbi, skal jeg stadigvæk lige hen og se det dørtrin en gang til, mærke følelsen af det under foden, prøve at se om portalen stadig virker, om den lukkede mobiltelefonbutik der nu ligger bag døren sku blive transformeret tilbage til det den var.

Pladeforretningen.

Lad mig træde over det dørtrin og komme ind i pladeforretningen igen, min fødebys eneste seriøse pladeforretning, der hvor entusiasmen for det de beskæftigede sig med gjorde medarbejderne til sociopater i noget nær enhver anden henseende. Når de stod bag disken i deres trevlede sweatre og røg joints, mens de hørte de seneste Grateful Dead-liveoptagelser; når de hentede det store, krøllede katalog med de æselørede sider frem fra baglokalet, fordi man sku bestille en plade hjem; så var de konger. Man vil helst ikke forestille sig dem hjemme i deres etværelseslejligheder med plader, musikbiografier og ikke mindst skrald og tomme flasker fra gulv til loft, man vil helst ikke forestille sig dem sidde hos lægen og få at vide at de ville dø af deres sukkersyge, hvis ikke de holdt op med at drikke. Når de trådte over det dørtrin var de konger, når man selv trådte over det dørtrin var man i audiens hos dem.

Der sad et skilt i vinduet med deres specialiteter: Rock, blues, folk, heavy, men først og fremmest: Ingen pop. Deres egen, idiosynkratiske fortolkning af hvad der var pop, som sagtens ku levne plads til den mere seriøse, kunstneriske voksenpop, men ikke til det lort de ikke gad ha med at gøre, fordi det var deres tempel uværdigt. Under alle omstændigheder var man ikke automatisk initieret bare fordi man klarede den forbi den tærskel, det krævede at man enten spurgte om noget som var obskurt nok til at de ikke anede hvad det var, men dog anede at det var noget de burde vide hvad var, eller, endnu bedre, at man spurgte dem om noget af det de selv dyrkede. Manner, som øjnene lyste op hos dem hvis man sagde: Walkabouts. Alt stoppede i butikken. Dem der var i gang med at blive betjent måtte vente til man var færdige med at snakke om Walkabouts, til ham der stod bag disken havde sat en plade på man lige sku høre, til den fedladne indehaver kom ud af baglokalet med burgerrester i overskægget og begyndte at snakke med, til deres venner havde samlet sig om en for at tale om alt mulig andet dødssyg rootsrock, som man faktisk ikke gad beskæftige sig det mindste med, men som man høfligt lod som om man tog ad notam. Høfligt, nej: Underdanigt var det. Det var den følelse den pladeforretning fremkaldte i en: Underdanighed.

På den måde adskilte den sig seføli ikke synderligt fra alle andre specialpladeforretninger som de var dengang, der var ingen grund til at de ikke sku være småarrogante, for der var ingen andre steder man ku få de plader alligevel. Og der var ingen anden måder man ku komme til at høre den musik på, og der var intet andet der var så vigtigt som at komme til at høre den musik, og der var ingen andre steder at gå hen og tale med nogen om den musik. Man trådte over det dørtrin og blev sendt ind i en verden hvor man ku tale om sådan noget, hvor det ikke bare var OK at gøre det, men hvor det var OK i en sådan grad at det ikke var OK ikke at gøre det. Her sku ikke snakkes om børn, der var ingen der havde børn, men der sku heller ikke snakkes om kvinder, arbejde, det var næsten alligevel osse det samme der som med børn. Jeg ved faktisk ikke hvad man sku ha snakket om ellers. Det kom aldrig op. Der var plader der sku snakkes om, nye ting, gamle ting, hypes, oversete mesterværker og oversete plader der sådan set ikke rigtig på nogen måde var mesterværker, men som bare var gode plader og som fik tilføjet en ekstra dimension ved at være så skammeligt oversete som de var.

Endeløse læs af plader henover det dørtrin. Endeløst antal forgæves gange hvor de stadig ikke havde fået de plader hjem man sku ha, og hvor man havde bladret resten igennem så mange gange at man vidste at der ikke var mere at finde for en der.
Og så ommøbleringerne: De der skide cd'er der først stod med deres covers fotokopieret i plastlommer i to små kasser på bagvæggen, men som efterhånden tog hele langvæggen, indtil de reelt begyndte at fortrænge lp'erne. Det var deromkring det begyndte at gå ned. De bebrejdede den nærliggende Føtex, fordi den osse solgte plader, det var dengang pladeforretninger i ramme alvor syntes det var en plausibel forklaring på hvorfor deres stille og roligt forældede forretningsmodel nu tilsyneladende så pludseligt hensygnede: Det var fordi Føtex osse solgte plader. Og nogen burde gøre noget, men altså ikke dem selv, de var dog en kulturbærende institution. Det var de, men de havde deres tid, og den randt ud da jeg flyttede fra byen til nye, større, bedre pladeforretninger.

De lukkede to måneder efter jeg endelig flyttede fra min fødeby og min første pladeforretning. Ingen af delene var direkte årsag til hinanden, naturligvis, men det var meget symbolsk. Det var slut, og det var OK at det var sådan. Det er kun når jeg en sjælden gang imellem kommer forbi det dørtrin at portalen åbner sig på klem. Som en alef der i et glimt viser alle plader i hele verden, al den musik man stadig ikke kender, alle de plader man har set tonsvis af gange, men som man aldrig har fået taget sig sammen til faktisk at høre, selvom de er taget ad notam. Muligheden af al musik altid på en gang, most igennem hovedet på en, ikke bare muligheden af den set som i pladeforretningen eller på playlisterne, men indoptaget og processeret, til musikken står ud af alle kropsåbninger på en. Muligheden for at overvældes en gang til.

Under pinjerne hvor solen aldrig skinner

Gud, hej pinjekerner, jeg havde slet ikke set det var jer! Jeg tror jeg troede det bare var nogen speltkerner eller noget, og så var det jer! Ej, hvor morsomt at se jer herude, I holder stadig til inde i Strædet, ing? Det må vel efterhånden være ti år eller sådan noget siden sidst, altså, er det ikke? Jeg kan huske at man ku slet ikke komme nogen steder, uden at I var der, det var bare salater og sandwich hele tiden, og så var der pinjekerner, det var helt vildt.

Det er skægt, jeg stødte osse lige på hvidløgsflute for nogen tid siden, har I hørt at det er blevet groft nu? Ja ja, det er økologisk og det hele, det er ren Emmery's – nåh ja, I har vel egentlig osse været inde over deres pestoer, har I ikke? Eller var det valnødderne der tog over der? Men havde I ikke osse et ret godt indhold af Omega-3-fedtsyrer ellers? Nåh nej, for pokker, ja, der gik ret meget nødder i det jo, det var det jeg tænkte på, der var I ikke rigtig med, det var vist først efter jeres tid. Ja, altså, I ved, ikke på den måde, vel.

Men hva så, hvad går I og laver nu? I plejede altid at ha gang i vildt mange projekter, men det må vel ha været lidt hårdt med finanskrisen for jer så, eller hva? Det ku jeg forestille mig. Der er altså rigtig mange der er blevet ramt af den, og det er bare så svært at gøre noget, osse selvom man egentlig gerne ville, igåss.

Men det er altså virkelig sjovt, det her, jeg kan bare huske at I var sådan helt eksotiske dengang, det var sådan noget med at så var der pinjekerner, og det var helt vildt raffi, og jeg mener, man kan jo købe pesto i supermarkedet i dag. Er I osse det? Jeg synes da egentlig jeg så jer ovre i hjørnet af grøntafdelingen, sidst jeg var der, var I ikke? Ved siden af tropemixet? Jamen, jeg sku jo lige ha et granatæble med, jeg sku lave sådan en bygkernesalatting, I ved.

Nåmmen, jeg har sgu lidt travlt, men I må komme op en dag hvis vi skal ha hummus eller noget, ing? Ku det ikke være fedt? Yes, hej-hej!

De andre 10 bedste plader i 2011 end dem du i din vildfarelse ellers troede det var

Er der overhovedet kommet nogen gode plader i år? Noget der ikke er den der Lou Reed/Metallica-ting, som godt nok slet ikke var så dårlig som sit ufortjente ry, men som bare heller ikke var så god at den ligefrem burde være en af årets bedste plader? Noget der ikke var en lidt fad skuffelse som den nye Beastie Boys viste sig at være, når først man havde prøvet at komme hele vejen igennem den 3-4 gange, og heller ikke Mastodon, som egtl var en naturlig udvikling og det hele, men osse var så poleret at det den først og fremmest gjorde var at minde en om, hvor vild Leviathan var?

Det her er et bud på 10 plader, der rykkede ved noget i 2011.

1. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi - Dream Request

To australske jøder med en fælles fortid i noiserockbandet Phlegm tilbage i 90'erne hooker op i Tel Aviv i '09. Ti år tidligere dekonstruerede de et klassisk religiøst jødisk værk, The Alter Rebbe's Nigun, denne gang er der tilsyneladende ingen agenda, bare et blow-out mod eller for eller ved siden af den igangværende krig for percussion, guitar og effekter, som her, to år senere, blir udgivet på vinyl i 350 eks, som man skal samle op, mens de er der.

2. Tim Hecker - Ravedeath, 1972

Den her har været ret så uundgåelig i år. Det er ikke nødvendigvis Tim Heckers bedste plade, bestemt heller ikke hans dårligste; det er en virkelig god plade, og lige pludselig ku alle godt se at det var det da egtl, og det var godt at de ku det, for det er det.

3 . Oren Ambarchi & Joe Talia - Hit & Run

En til Ambarchi-plade, og den her ligger lisså langt væk fra den drone man ellers forbinder ham med: Percussion- og feedbackdreven freerock/skronk/noget. Endnu mere limiteret oplag end den anden, 300 eks på vinyl.

4. Iceage - New Brigade

Backlashet kommer snart, hvis ikke de bare når at gå i opløsning inden, men Iceage nåede at smide den her, og postpunk har ikke lydt mere nødvendigt og fremmedgjort i mange år.

5. No Mind Meditation - Molecular Clock

2 timers lofi newage på dobbeltkassettebånd med guldbestrøet booklet, siger du? Giv mig 50 eks, større kan den scene ikke være.

6. Fire! w/ Jim O'Rourke - Unreleased?

Den svenske supertrio Fire! går sammen med ham den tykke i cardiganen, og resultatet er så blidt, så blidt, at man næsten helt glemmer at den her slags musik sku være krævende for nogen ører.

7. uuuuuu - Of the Xerophytic Blooming

5 kvarters guitardronende ambient fra Glasgow. Tænk Seefeel uden computere, og lad så egtl bare være med at tænke mere.

8. Garth Steel Klippert - Korgoleum

Field Hymns har smidt om sig med lofi-indie og -newage på bånd og som digitale udgivelser i år; det her er 33 min og 33 seks dark ambient, der forsøger at genskabe lyden af byggepladser, og den er fuldstændig gratis oveni.

9. Natural Snow Buildings - Waves Of The Random Sea

En franskmand og en uruguyanerinde farer vild i gusen og prøver med ringlende guitarer, sugende effekter, raslende kæder og stemmer langt borte fra at finde fodfæste. Og de fejler noget så fortryllende.

10. Trust - From Light Into Mass

Lest we forget, så kom Trusts debutalbum endelig i starten af året, og mathduoen leverede. Meget, meget klog musik, sådan noget man gror briller af, hvorpå man straks headbanger dem af.

Udenfor nummer: Wugazi - 13 Chambers

Mash-ups er så 00'erne, men det her mix af Wu-Tang Clan og Fugazi er så åndssvagt tænkt og så godt udført at det holder på trods.